↩ Blandt Jærnets fortolkere har adskillige bemærket, at Kidde med denne roman vendte tilbage til en skrivemåde, han ellers havde forladt tidligere i forfatterskabet. I virkeligheden søger Kidde med Jærnet helt tilbage til de forestillinger, der var bærende i den klassiske dannelsesroman. Hvorledes man end må forestille sig det samlede romanværks udgang, er Jærnet selv anlagt, så den kompositorisk stræber hen imod en opfyldelse af den klassiske dannelsesforestillings krav -at inder- og yderverden skal gennemtrænge hinanden. Synet på omverdenen er ikke just lysere end i Helten. Det er en omverden præget af vold og undertrykkelse og begær - med de lemlæstede og forkrøblede jernværksarbejdere som grundlaget for kulturens hus (»Morgongåfva«), hvor højt det end hvælver sig mod himlen. Man 387 kan til en vis grad betragte Jærnet som et modbillede til Selma Lagerlöfs forelskede skildring af Värmland i Gösta Berlings saga (1891). Men trods alt er det denne voldens verden, der bliver stillet Steffan som opgave. I Helten tror Clemens Bek på sin ø at kunne vælge denne del af tilværelsen fra, der til gengæld overlades til den anderledes driftige og livsduelige Adam i København - i Jærnet hedder netop det jernbrug, som Steffan Choräus skal arve, oprindelig Adamshyttan. Af denne bundethed til omverdenen, som romanens anlæg pålægger personerne, udspringer også en voldsomhed og lidenskabelighed i sproget, der er langt heftigere end Heltens sprøde og resignerede tone.