Kidde, Harald Døden. - 1902

b

        

c

AAGE OG ELSE
DØDEN
AF
HARALD KIDDE

KØBENHAVN
DET NORDISKE FORLAG
BOGFORLAGET ERNST BOJESEN
1902

d

Oplag 1250 Eksplr.

KØBENHAVN - GRÆBES BOGTRYKKERI

1

I.

Efterårsblæsten strøg kold og klagende hen over den ensomme Kirkegård ude ved den urolige Fjord. Den suste gennem de lange Lindealleer, hvirvlede de visne Blade om de hvide Gravmonumenter og fløj videre ind mod den lille Købstad, der med sine røde Tage krøb sammen om Kirketårnet med den blinkende Vejrhane; dér tabte den sig i de høje Bankers høstgule Skove.

Solskinnet flakkede ud og ind over Kirkegården, det regnede stødvis, stridt og tæt.

De sidste Toner af Salmesangen døde hen, og Præsten stod oppe ved den åbne Grav, Blæsten rev og sled i hans lange Kåbe, hans Røst lød skarp og dirrende ud over det lille, duknakkede Følge:

«Af Jord er du kommet, til Jord skal du blive, men atter af Jorden opstå!»

Dump - dump - dump - tre Skovlfulde Jord haglede ned over Kistelåget. Den lille Dreng forrest i Følget kom et Skridt frem, han klamrede sig til Faders Hånd og så med stive Øjne, hvor Mulden vældede ned over Broders Kiste. Han mærkede ikke, at de sortklædte Herrer og Damer begyndte at gå forbi, ikke, at de så medlidende på ham og Søster og talte dæmpet til Fader og Moder, han så kun at 2 næsten hele Broders Kiste var begravet under Jord - kun de grønne Kranse stak frem - men - - -

«Kom nu, Tue, vi skal hjem.» Fader bøjede sig ned over ham og kyssede ham.

Tue så forvirret i Vejret, Faders Ansigt var vådt af Tårer, og hans Mund bævede i det hvide Skæg. Moder og Søster stod tavse i deres lange, flyvende Slør, og Præsten stirrede oppe fra Gravhøjen ned til Kisten, med Spaden i den sænkede Hånd. Men de fremmede Herrer og Damer begyndte at forsvinde i Alleerne, Tue syntes, de skyndte sig af Sted, men det var jo også så dårligt Vejr.

Nu kastede Præsten Skovlen og kom ned til dem.

«Hr. Inspektør,» sagde han og trykkede Faders Hånd. Langsomt fulgtes de ned gennem de våde Alleer, der bruste og suste over deres Hoveder. Præstens Øjne gled hen over de hældende Kors og de hvide Marmortavler.

«Grave - lutter Grave -» mumlede han.

Han så hurtigt op, med et forskræmt Udtryk i det magre Ansigt.

«Undskyld - undskyld mig - men tre Begravelser på én Dag, og lutter unge og Børn - Børn, jeg selv har døbt, som nu Deres Alf - - -»

Fader så på ham: «Ja, det maa være tungt.»

Præsten nikkede, han strøg sig hen over Ansigtet med den dirrende Hånd.

«Nå - men undskyld mig.»

De var nået ud til Kirkegårdsporten; udenfor holdt Jes med Kalesjen for at køre dem hjem, Lønnenes gule Blade flagrede ned over de tykke, brune Heste, der stod og krøb sammen i Sludet.

Tue vendte sig endnu en Gang og så tilbage over Hegnene og Hækkene, men Regnen slog ham i Øjnene, og han kunde ikke se Broders Grav. Så løftede Fader ham ind i Vognen, hvor Moder og Søster 3 allerede sad. Præsten blottede sit gråhårede Hoved og bukkede let.

«Farvel, Hr. Pastor.»

Vognen kørte hen ad den opblødte Vej langs Fjorden. Hjulene knagede i Gruset, og Regnen strømmede ned ad Ruderne. De gule Bølger slikkede op ad Stendæmningen - langt ude i Disen svømmede en skovmørk Ø.

«Stakkels Mand,» sagde Fader, «han er så vist ikke egnet til den Gærning,» han sad stedse med Tue i Hånden. Moder svarede ikke, hun stirrede frem for sig under det sorte Slør, men Regitze hulkede i sin Krog. Faders Øjne blev urolige, han så ud ad Vinduet. Og så kom Tue også til at græde.

Alf var jo død.

- - - - -

Det var samme Aften. Tue legede i Stuen ud mod Fjorden; Blæsten tudede i Skorstenen, og Regnen trommede paa Vinduerne, men de røde Gardiner var trukne for, og her var hyggeligt og lunt. Ane sad ved Bordet og stoppede Strømper, Lampelyset faldt hen over hendes bøjede, grå Hoved og svære Skuldre, ellers var der halvmørkt i det store Rum. Tue galoperede rundt langs Væggene og knaldede med sin Pisk, Smæld i Smæld - han legede Guldfux, og det var morsomt. Men hvor meget han så end prustede og trampede i Gulvet, så Ane ikke op, bare stoppede og stak i sin lange Strømpe. Af og til sukkede hun dybt, Ane var kedelig i Aften, men det måtte hun om, han havde nok med at tøjle Fuxen. Se nu bare, hvor den stejlede, så dens gyldenrøde Manke strømmede ned over Ryggen. Men bi - et kraftigt Tag i Tøjlerne, og den foer atter af Sted i elegante Spring, dens sorte Hove smældede og klaprede.

Døren gik. Moder stod henne paa Tærsklen, slank og lille, missende med Øjnene mod Lampelyset, der 4 skinnede over hendes sorte Hår og spejlede sig i hendes blanke, sorte Silkekjole.

«Mo'r, Mo'r!» han galoperede hende vrinskende i Møde, «tag dig i Agt, Guldfuxen stejler!» han sprang leende op ad hende. Der foer en Trækning over Moders blege Ansigt.

«Tue -» hun lagde hastigt sin Hånd på hans Skulder. Jublen blev ham pludselig stikkende i Halsen, og han tabte Pisken. Moders Kjole raslede, idet hun strøg ham forbi og ind til Fader.

Tapetdøren lukkede sig efter hende, og Tue stod fortumlet tilbage. Han mødte Anes Blik, hun rystede på Hovedet ad ham og sukkede:

«Årk ja, ja!»

Tue kom til at skælve over alle Lemmer, der jog et Sting igennem hans Hjærte - Alf - Alf - å, hvad havde han dog gjort - å Broder! Broder!

«Årk ja,» sukkede Ane.

Tue fløj ud af Døren, ind i det bælgmørke Kabinet og på Hovedet op i den store, sorte Lænestol - bort, bort fra Moders forundrede, bebrejdende Blik - å! hør, hør! Jorden faldt over Broders Kiste - Broder var død, og han havde leget Guldfux - - -

- - - - -

Tue kunde ikke glemme, hvorledes han havde handlet. Hvad maatte Broder vel tænke om ham, at han var så troløs og ikke elskede ham mere? Broder, som altid havde været så kærlig imod ham, altid leget med ham og givet ham søde Godter af raslende, blå Papirsposer, Broder, som kælede for ham og sagde: «Liden Tue - liden Tue -», - men så snart han var død, glemte Tue ham, og den Dag, de begravede ham, sprang og dansede han med Guldfuxen. Alf måtte være meget vred over, at han sådan kunde glemme ham, og over, at han kunde blive ved at bo hos Fader, Moder og Søster, spise med dem og 5 gå lange Ture med dem, mens han var lukket helt ude fra dem alle sammen,

Derfor kunde Tue også pludselig blive angst for Broder, for at han var kommet tilbage og vilde tage Hævn, for at han lå skjult et eller andet Sted og lurede.

Det hændte især om Aftenerne, når han lå og skulde sove. Moder havde stoppet ned om ham og kysset ham til God Nat - det var ellers så sjælden, Moder kyssede ham - nu sad hun dér inde i Stuen hos Fader og Regitze, og der var ganske stille i Huset. Han hørte det gamle Bornholmerur dikke inde fra Spisestuen, og Blæsten ude fra Fjorden, der strøg så sørgeligt hen over Taget.

Da foer han pludselig op, og med Et stod de Aftener for ham, da også Alf sov herinde, da han krøb op i sin lille Seng, som stod ved Siden af Tues, og Moder puslede ned om dem bægge, og han råbte God Nat med sin klare Stemme og nikkede med sit lyse Hoved. Men nu var hans Seng flyttet paa Loftet, og nu måtte han nøjes med den trange, sorte Hule dér ude på den kolde Kirkegård, hvor han måtte ligge og fryse og ryste.

Bevægede Spejlomhænget sig ikke? var det ikke Broder, som så frem med truende Øjne?

«Alf, Alf,» hviskede Tue angst og bønligt.

Men så smilte den venlige Lysstribe inde fra Kabinettet hen over hans Sengetæppe, og nu talte de derinde. Anes tunge Skridt gik hen over Loftet. Med et lettet Suk gled han tilbage i Puderne og sov ind.

- - - - - - - - - - - - - - - - -

Tue sad en Aften og legede Sibirien. Han havde stillet to af de brune Stole op til Hest og lagt to andre med Benene mod hinanden til Kane, selv sad han derinde, svøbt i lodne Tæpper for den bidende Kuldes Skyld og styrede det flyvende Forspand. Hen ad Gulvet 6 havde han strøet en hel Række Puder, det var Ulvene, som forfulgte ham. Han kunde høre paa deres hungrige Hyl, hvor de halede ind paa ham, og skottede ængsteligt tilbage.

Uden for Vinduerne strøg Vinden hen, det begyndte at mørkne i Stuen.

Men de sorte Heste fløj, Stammerne hvirvlede forbi, og Sneen stod efter ham som et skummende Kølvand. Kom en af Ulvene altfor nær, dansende op over Kanemederne, hev han den skyndsomt et Bind af Dickens i Gabet, men han havde snart opbrugt hele sit Forraad, og der var intet Herberge at ty ind i - hvor skulde han dog hen?

Det var ogsaa Regitzes Skyld, hun vilde ikke komme og lege Herberge, det gjorde hun dog altid før, da Alf levede -

- Ja, da Alf levede - Hestene stod stille, og Ulvene holdt op at løbe, Tue var faldet i Tanker. Han sad og stirrede ud imod de graa, urolige Skyer.

Hvor mange Gange havde de ikke leget Sibirien, han og Alf og Regitze - Alf kørte Kanen og holdt de brogede Tømmer i Haanden, mens han med sagte, sløret Stemme fortalte om de uendelige Skoves hvide Vinterstilhed, hvori kun Ulvenes Glammen skingrede, og Hestenes Prusten lød. Tue hørte efter og holdt Ulvene borte, huggede dem i Hovedet med Moders Alen og kastede dem Røger i Gabet, og kneb det endelig for haardt, tyede de ind til Regitze; hun boede i en ensom Bjælkehytte, som laa begravet under de tunge Fyrrer; dér glødede Ovnen rødt, og dér rakte hun dem Te og Brød at styrke sig på, til de atter skulde ud at flygte og kæmpe med Ulvene.

Men nu i Aften, da han kom og bad Regitze lege med sig, vilde hun slet ikke. Hun lå på Knæ på en Stol inde i Kabinettet og så ud i Alleen. Og da han halede i hendes Skørter og tiggede: «Jo, Regitze, jo,» vendte hun sig hæftigt om imod ham og udbrød: 7 «Kan du da ikke forstå, jeg ikke har Lyst til at lege?» Og så var hun gået ud at spadsere.

Derfor var det nu, Legen slet ikke vilde gå. Men Regitze havde alligevel Ret, ti hvor kunde de lege, når Alf var død og ikke mere kunde være med? Hun havde ikke glemt ham, hun var anderledes god og trofast end Tue, der bare lod som ingen Ting og havde bemægtiget sig al det fælles Legetøj - - det var grueligt, at han kunde gøre det, og grueligt, at han blev ved med at le, siden Alf var død - han måtte se at vænne sig af med det - ingen af de andre lo - -

Tue støttede sit store, langhårede Hoved i sin tynde, lille Hånd og så drømmende hen for sig - kunde han huske Broder? Jo - han huskede to violblaa, tankefulde Øjne og et sølvlyst Hår - og Aftener dér henne ved Bordet, under Lampen, når Alf viste ham Billeder i den store Billedbibel, han holdt så meget af - - og han huskede en Hede - sådan en stor, rød Hede, dér lå Alf på Ryggen i Lyngen med Armene under Nakken og sang op mod Himlen, og højt, højt oppe svarede en Lærke, sang og sang, mens den stod ganske stille i det høje Blå.

Så rullede Hjul, og de brune Heste travede, de var ude at køre med Fader. Store Skyer fløj hen over Himlen, og deres Skygger vexlede ude over Landet, men når Alf så dem komme jagende med Solskinnet flygtende foran, klyngede han sig ind til Moder og skreg: «Jag dem bort! jag dem bort! Se, hvor de kommer - de vil gribe mig!» Men når så Solen atter brød frem, og alt igen blev lyst og tindrende, smilte Alf og tørrede Tårerne af Øjnene. Å ja - de store, sorte Skygger, hvor havde Alf været bange for dem - -

Det bankede, skarpt i Stilheden.

Tue foer op og løftede Pisken - var det Alf, der kom?

8

«Kom ind!» skreg han.

Døren gik op, og en kold Luftstrøm trak gennem Stuen. Henne i Mørket så han to Skikkelser, en stor og en lille.

«Hvem er det?»

«Å, det er bare mig, Lene, og så Augustinus, som vilde spør'e, om Fruen er hjemme?»

«Jo-o,» Tue åndede lettet op, «Mo'r! Mo'r! Lene er her!» kaldte han og knaldede med Pisken. Lene havde været Alfs Amme.

Det gik inde i Kabinettet, og Moder så ind.

«God Aften, Lene,» Moder kom frem i Stuen, «vær så god at sidde ned.»

«Ja, jeg siger Tak,» knevrede Lene op med sin stygge, hæse Stemme, hun var en lang, mager Kone med pjusket Hår og et tykt, brunt Sjal, «men vi er ellers bare kommen for at sige Fruen Tak for det Tøj, som vi fik efter Alf.»

Moder nikkede, men svarede ikke.

«Ja, jeg synes da, at Fruen ligegodt skulde se, hvor det klæder min Augustinus - som var det syet til ham, men han var jo også jævngammel med Alf.»

Tue rykkede sig hastigt tilbage, Lene havde trukket Augustinus hen til Vinduet og drejet ham om mod Lyset.

«Ja, er det nu ikke storagtig,» larmede hun, «som det sidder, som var det Alf selv!»

Tue stirrede med opspilede Øjne, dér stod Augustinus, mager og knoklet, og så tilfreds grinende ned ad sig selv, og han havde Alfs Klæder på - - lille, døde Broders Klæder - - Tue famlede om Pisken.

«Ja, det var en sand Guds Lykke, vi fik de Klæder lige nu til Vintertid,» sagde Lene og svøbte sig velbehagelig i sit Sjal, «men gaa nu hen og sig Fruen Tak,» hun puffede til Drengen, og han stavrede over Gulvet hen til Moder og rakte sin benede Hånd ud: 9 «Tak for Alfs Klæder.»

«Det er godt, min Dreng,» hviskede Moder, hun vendte Hovedet bort, men Tue så i hendes Øjne det samme skælvende Udtryk som hin Aften, han legede Guldfux, og som et Lyn var han ude af Kanen og over Augustinus, Piskesnærten suste ham om Ørene og smældede ham lige i Ansigtet.

«Sådan - sådan - dér! dér! - sådan!»

Han holdt forpustet inde, et Øjeblik var der ganske stille i den mørke Stue, så satte Augustinus i et hvinende Hyl, gurglede op og styrtede sig ind i sin Moders Arme.

«Men Guij da!» hviskede Lene rent forstenet.

Tue smed Pisken fra sig og løb ind i Kabinettet, lige op i den store Lænestol, rystende af Raseri og Gråd.

Han hørte forvirrede Stemmer derinde, Augustinus tudede.

«Hold din Mund!» snærrede Lene.

Så sagde Moder: «Se her Lene, tag hellere de to Kroner med det samme, det er ikke værd, De går over til min Mand med Augustinus - han holder ikke af at forstyrres paa Kontoret.»

Lene takkede, og så blev der stille.

«Tue, hvad var det dog, du gjorde?» Moder stod bøjet over ham. Han så op med glinsende Øjne: «Er de gået?»

«Ja, de er.»

Han krøb ind til hende. «Mo'r, Mo'r, nu véd jeg det,» hviskede han hemmelighedsfuldt, »det er Augustinus, som har slået Alf ihjel.»

«Men Tue dog! Hvad er det, du siger?»

«Jo han har, og han har taget Alfs Klæder - hvor er Alf ellers blevet af?»

«Det véd du jo godt, du så jo selv, at han blev begravet.» 10 «Ja,» Tue foer sammen - uh, dér haglede Jorden igen.

«Og Alf lå jo længe syg, inden han døde; hvor kunde du så finde på at slå Augustinus?»

Tue knyttede Hænderne: «Jo, jo!» stødte han frem, «for han har taget Alfs Klæder og går med.»

«Han har ikke taget dem , Tue, jeg har selv givet ham dem - alle Alfs Klæder har jeg givet ham.»

Tue stirrede på Moder.

«Og det var fordi hverken Fa'r eller jeg kunde tåle at se de Klæder mere, og fordi Lene er en fattig Kone med mange Børn.»

Moder så prøvende på ham, han grundede lidt, så hviskede han:

«Mo'r, jeg vil ikke have den Bluse, du købte i Går.»

«Hvorfor ikke?«

«Nej,» det bævede om hans Mund, «for Alf er død og får ingen, og så skal jeg heller ingen have. Og jeg har også lovet Alf, at jeg aldrig mere vil lege med hans Legetøj og heller ikke smile.»

«Men, Tue, hvad siger du nu!»

«Jo, for, Mo'r, jeg havde glemt ham den Gang, du så på mig, da jeg legede Guldfux.»

Moder blev lidt bleg, hun strøg ham hen over Håret.

«Ja, den Gang,» hviskede hun, «men da var Alf jo lige død; nu kan det ikke nytte, vi græder over ham mere.»

«Jamen, Mo'r, du græder jo selv.»

«Ja, men nu må vi se at glemme ham.»

»Nej, Mo'r, det må vi ikke, for så - - -»

«Hvad så?»

«Så er Alf først rigtig død.»

«Tue, ti nu stille, så skal du høre et Eventyr.»

«Ja, et Eventyr, Mo'r», han så taknemlig op på hende og satte sig forventningsfuld til Rette.

Moder rejste sig og gik hen til Reolen, dér tog 11 hun en stor Bog frem og nu halvt læste og halvt fortalte hun om en Ridder, der hed Åge, og en Pige, der hed Else, om Ridderen, som døde, og Pigen, som græd over ham. Og Ridderen hørte i Jorden, at hun græd, og kom tilbage til hende og sagde: «Else, du må ikke græde mere, ti hver Gang, du græder, fyldes min Kiste med Blod, men hver Gang, du danser og ler, bliver den fuld af røde Roser.» Men Pigen tog en Guldkam op og redte hans lange, gule Hår, og for hver Gang, hun redte, græd hun, ihvad han så sagde, og da Hanerne galede, og han måtte tilbage til Graven, fulgte hun med ham gennem den sorte Skov lige til Kirkegården. Men der fik han hende til at se op mod Morgensolen, og imens gemte han sig i Graven.

Ved det klare Lysskær fra Ovnen viste Moder ham det Hele i Frölichs store Billedbog, hvor det var livagtigt fremstillet: på det første Blad græd Else, på det andet vilde hun hjælpe Åge at bære Kisten, men på det sidste vendte hun sig fra ham og så op mod Solskinnet, mens han alene gik i sin Grav. Det var alt sammen meget skønt.

«Holdt Else så op at græde?» spurgte han.

Moder så stift på ham: «Nej, hun gjorde ikke, men derfor døde hun også.»

Tue gøs: «Døde -»

«Ja, og kom ned i Jorden til ham, for Else må glemme Åge, hvis hun skal leve.» Der blev en Pavse, Tue sad med Hovedet ind til Moders Bryst og så hen på Kakkelovnsilden, hvis røde Skær glødede over Tæppets Blomsterbed. Han tænkte på den stakkels Åge og Else - Else var alligevel god, så trofast hun var - hun vilde hjælpe Åge at bære Kisten, men derfor - uh nej - Else må glemme Åge -

Døren gik ovre i den store Stue.

«Fa'r!» råbte Tue.

«Ja, nu kommer Fa'r,» Moder rejste sig hurtigt.

12

Tue løb hen til Døren og greb efter Håndtaget, men i det samme gik Døren op, så han nær var blevet revet omkuld.

«Fa'r! Fa'r!» jublede han og hoppede omkring ham. Fader løftede ham op i Armene, kvistende ham op og ned, så Tue skreg af Angst og Fryd.

«Er du nu færdig for i Dag?» spurgte Moder, hun stod og satte Bogen op i Reolen.

«Ja, det er jeg, Elisabeth; nu skal vi vel snart spise?»

«Ja, så snart Regitze kommer.»

Det ringede.

«Der er hun!» råbte Tue.

«Så går vi ud og lukker hende ind,» sagde Fader. De kom ud i Entreen og fik Døren lukket op, og dér stod Regitze, hendes lange Lokker fløj i Blæsten.

«God Aften, Fa'r, God Aften, Tue,» smilte hun, nu var hendes Stemme atter mild og munter.

«God Aften, min Pige,» sagde Fader og lukkede Døren, han skød Hængekæden for, og Søster fik Kåben af. Hun frøs, for det var saa koldt, og Regitze kunde dårligt tåle Kulde. Tue sad på Faders Arm og tav. Da Døren blev åbnet, havde han set den våde Vej dér ude i Mørket og bagved Engene, hvor Blæsten tudede. Og da Fader lukkede og låste, syntes han, der var en, som blev lukket ude. Men da han så kom ind i Spisestuen, hvor Lampen hang og skinnede, og han blev anbragt i sin Kurvestol, mens de andre satte sig rundt om det dækkede Bord, glemte han rent det mørke Syn og slubrede fornøjet Teen i sig.

- - - - - - - - - - - - - - - - -

Dagen gik så stille og lykkelig for Tue.

Han vågnede om Morgenen, når Søster Regitze kom ind for at sige Farvel, inden hun gik på Skole. Hun bøjede sig ned over ham, så hendes tunge, røde Hårfletning kildrede ham på Kinden.

13

«Farvel, lille Tue,» smilte hun.

«Farvel, søde Regitze,» hviskede han og så bekymret på hende, han havde så ondt af Søster, der skulde ud i det mørke, kolde Vejr og hen på den fremmede Skole. Han var dog lykkelig, at han kunde blive hjemme! Men det uretfærdige i, at ikke også Regitze kunde det, forstyrrede ham en Del af Lykken.

Men hvor var ellers de Formiddage smukke, når han sad sammen med Moder ved det brede Vindue i den store, lyse Stue! Moder kniplede på sin røde Pude, mens han legede med hendes mange Knapper og Kniplenålene med de brogede Glashoveder. De sorte Knapper var Morianer, og de hvide var Farianer. Strikkebaljen var deres Hus, som lå ganske ene på Sybordets store Slette. Men Naalene var deres Fjender og vilde stikke dem med deres skarpe Odde, dog sejrede Knapperne altid til sidst.

Moders Kniplepinde raslede, og Ilden brændte bag Kakkelovnens Marieglas. Inde fra Spisestuen lød Kanariefuglen «Pjusk»'s fornøjelige Kvidren om Kap med Spurvenes Skrigen og Larmen der ude i Vedbenden. Stundom kom en Bondevogn rumlende forbi ude i Alleen, med store, tykke Heste og Mænd og Koner, som blev rent borte i Kapper og Sjaler. Tue kiggede efter dem og tænkte på, hvor de mon skulde hen i det store, rimpudrede Land under den vinterblå Himmel.

Moder og Tue talte ikke meget sammen - Moder talte i det Hele så lidt - men det behøvedes heller ikke, hun forstod alligevel alt, hvad han legede.

Det kunde dog også være rart at lege ovre i Faders Kontorer, især da den Tid kom, da Sybordet pludselig fyldtes af stive, kedelige Bøger med sorte Bogstaver, som skulde tydes og læres. Men derovre maatte man være uhyre stille. Fader skrev og skrev, tavs og alvorlig, ved det store Bord, som lå helt fuldt af tunge Protokoller og Dynger af Papir; langs Væggene stod 14 Reolerne med de strænge Folianter eller hang store, uforståelige Landkort med en Vrimmel af Streger og Prikker. Dog kunde man stundom liste Stokken forneden ud af dens Hylster og eksercere med; det gule Pengeskab med dets Jærnlåse var da Borgen, der skulde stormes.

Alligevel var der bedre Spillerum inde i det andet Kontor. Dér sad en gammel, grå Mand og skrev, han var så gnaven og så så støvet ud. Hver Gang Tue kom ind, skelede han hen til ham bag de runde Brilleglas, men sagde aldrig et Muk. Ikke desto mindre havde de en Hemmelighed sammen, Tue havde nemlig ofte set, at den grå Mand havde liggende tykke Bøger nede i Bordskuffen, og at han læste i dem i Steden for at skrive, men altid huggede Skuffen i, når Fader kom ind, og lod, som havde han skrevet hele Tiden. Tue forstod meget godt, at Fader ikke måtte vide noget om de tykke Bøger, der for Resten var så plettede og forrevne, at det ikke var til at forstå, at den grå Mand vilde røre ved dem, men han sagde ingenting, ti Manden var alligevel rar, han lod ham tage så mange Ark af det gule Papir, som Fader aldrig vilde have givet ham.

Så sad de da dér over for hinanden ved det lange Bord, den ene læste sine Romaner, den anden tegnede barbariske Tyrkers Kamp mod hvide Mænd, mens Solen skinnede over dem, og Formiddagen stille gled hen. Blev man endelig træt af at tegne, kunde man krybe op i Vindueskarmen, som den grå Mand næsten helt havde opskåret med sin Lommekniv, og se ned i Haven, hvor Katten kom listende langs Plankeværket, i Skjul af Hyldehegnet, og vilde hen til Spurvene, men aldrig kunde nå dem, for hver Gang den var lige ved dem, svirrede de op i den lyse Luft - og så kunde Mons stå og glo med løftet Pote! Ude på Fjorden gled de store, solbelyste Skibe hen, de skulde langt bort til Lande, hvor der var 15 evig Sommer. Det sagde Søster Regitze og sukkede så tungt, for hun længtes så meget derned. Tue forstod det ikke ret, her var jo dog så godt.

Som der var stille ovre hos Moder, var der stille i Kontorerne og i det hele store Hus. Men stundom kunde høj Latter og larmende Fodtrin bryde Stilheden; det var, når Faders Assistenter kom. Med et Bulder fløj Døren op, og dér stod de midt i Stuen og så sig om. Alle var de unge Mænd, og alle lignede de hverandre - høje og ranke, med blå Øjne og struttende, gult Skæg. De bar grøngrå Vamse med Spændetamp, Jægerhatte med Fuglefjer og lange, blanke Støvler. Og som de kunde råbe og le! den gamle Skriver blev endnu mere grå, når de kom, og skelede endnu mere gnavent, mens han gemte sine Bøger bort. Men Tue var glad over dem; der blæste som en frisk Vind med dem ind i Kontoret. Og skønt de altid snappede ham bort fra hans Stol og kastede ham op og ned i deres Arme, hvad der jo var meget dristigt, lo han dog selv med, ti i deres spillende Øjne vexlede det, akkurat som Skyer, der skifter, og fra deres Klæder og Skæg åndede den friskeste Blæst. Og lo de, var det, som når Landevejspoplernes Blade knitrer.

Men kom så Fader ind, blev de strax alvorlige og aflagde Beretninger om lange Ture, de havde været på, og nævnte Landsbyer og Gårde, som Tue vidste, lå på den brune Hede. Han lyttede opmærksomt efter og smilte glad over alle de stærke, landlige Navne, de nævnede. Og hvor morsomt var det ikke, at skønt Fader var en gammel Mand med snehvidt Hår og Skæg, havde han dog de samme Skyer dragende i sine grønlige Øjne og den samme friske Blæst strømmende i sin Latter og Tale.

Gik så de unge Assistenter, blev der dobbelt stille og ensomt i de sollyse Kontorer, indtil Moder kaldte dem over at spise til Middag.

16

- - - - -

Om Eftermiddagen gik Moder og Søster gærne ud at spadsere med Tue, stundom op i Byen for at købe ind i de skumle Butikker, men oftest ud på Landet, og det holdt han meget mere af.

Der var så mange Ture at gå - ad Stierne ud langs Fjorden, hvor store, gule Sivskove stod og hviskede om Hav-Farter og Eventyr til Søs, eller ad Landevejene, der nede fra Byen i langsomme Snoninger bar op over Bankerne og løb hen langs Højdeskovenes Bryn og videre ud over de flade Marker. Heroppe var så frit til alle Sider, så ensomt og friskt. Blæsten summede og sang om Ørene, og Tue travede travlt mellem Moder og Søster, mens hans Hjærte bankede af Glæde. Til sidst kom de gærne til en eller anden sammentømret Bænk, som stod højt og ene, og hvor fra de kunde se ned over Markerne, Skovene og Hegnene til Byen dybest nede ved Fjorden, med de røde Tage og det ranke Kirkespir. Og ovre bag Byen stod atter Banker, hvor andre Poppellandeveje krøb op over nøgne Marker, som Kålorme, forbi hvide Gårde og ind i Smålunde. Bagerst steg høje Skovtinder mod Himlen. Men bag ved Byen lå der flade Enge mellem tvende blånende Højderækker og glimtede med en Å.

Gik de rigtig langt kunde de komme ud til en Bænk, som de selv havde lavet, og som stod på en stejl Skrænt lige over Fjorden. Derfra så de ud til Havets Sølvstribe langt borte bag svømmende Øer og Næs.

Kun meget sjælden mødte de et Menneske på disse Ture gennem det ensomme Land - en langstøvlet Skovhugger eller en vadmelsblå Bonde, som skulde ned til Købstaden.

Én mødte de dog altid: en høj, mager Mand med skægløst, gult Ansigt og sorte Øjne, der stirrede så 17 vildt. Han gik med ilende Skridt, næsten som han løb, skottede hurtigt hen til dem og hastede videre.

Regitze blev altid bange, når de så ham komme langt borte i den flagrende Kappe, men Moder sagde: «Hvorfor er du bange for den Stakkel, han gør såmænd ingenting.» «Jeg er egentlig heller ikke bange,» svarede Regitze hæftigt, «men hvorfor skal vi altid møde ham - det er så sørgeligt og stygt at se ham». Tue syntes, det var slemt sagt af Regitze, han havde så ondt af den magre Mand, der så på dem med sine urolige Øjne, som vilde han gærne have gået iblandt dem. Moder sagde nok: «Nej, han vil helst være helt alene,» men det kunde Tue umuligt tro, ti hvor kunde man leve, når man ikke havde Moder og Søster og Fader derhjemme. Og han vidste, at Manden havde haft både Kone og Børn, men at de var indebrændte, da der gik Ild i hans Gård.

Der strøg et Pust af Uhygge og Smærte ind over deres lille Selskab, når han løb forbi. Moder blev endnu mere tavs end ellers, Søster fortrak sit blege Ansigt og blinkede med Øjnene, og Tue turde ingenting sige, han vidste, at nu tænkte de på Alf, og han skammede sig så dybt over sig selv og sin Troløshed, at han ængstligt begyndte at skotte tilbage - især når de gik ned igennem en af de dybe, trange Skovdale, om ikke den, der en Gang havde gået iblandt dem, listede sig bagefter og søgte at komme med på ny.

Men nåede de så atter ud på Landevejen og så Byen dernede, var det alt sammen glemt igen, og de begyndte at snakke sammen. Moder havde jo også sagt: Else glemme Åge, hvis hun skal leve - hun havde sagt: Alfs Kiste blev fyldt med Blod, når han græd, men var han glad, blev den fuld af røde Roser. Derfor vilde han ikke mere være bange for Broder. Broder var slet ikke vred på ham. Tue blev så vel til Mode mellem Moder og Søster.

Her længere nede mod Byen mødte de flere Mennesker, 18 navnlig to. Den ene var Borgemesteren og den anden Mester Linné.

Borgemesteren var en lille, gammel Herre med Guldtresse om Kasketten og Pels. Han vilde altid bytte sin Elfenbensstok med Tues Kæp, men gjorde det alligevel aldrig. Han havde Briller over de klare Øjne og hvidt Silketørklæde om Halsen og bad altid «den ærede Frue» hilse «Hr. Kammerråden». Det skulde være Fader, men det måtte være noget naragtigt noget, for Fader lo altid af det, når de fortalte det hjemme. Den samme gamle Herre (han havde tykke, gule Skindhansker på) nævnte ofte Ordet: «Hans Majestæt» - og løftede så på Tressehuen, mens hans lille Ansigt med de hvide Bakkenbarter blev stift og alvorligt.

«Hvem er «hans Majestæt»?» spurgte Tue.

«Det er Kongen,» svarede Begitze.

«Aa -» sukkede Tue.

Den lille Herre holdt grumme meget af at snakke; selv når det var dårligt Vejr, kunde han opholde dem længe, men stod da idelig og trippede i sine blanke Galosjer «for at holde Fødderne varme», men aldrig så snart fik han Øje på Mester Linné nede på Vejen, før han med en skarp Rømmen tog Afsked.

Et Øjeblik efter stod Mester Linné hos dem med Havelocken flyvende om sig, i de stortærnede Benklæder og med Bulehatten trykket flad på det grånede, buskede Hår.

«P-uh - Statsslave - forgyldt Abekat!» blæste han efter den lille Herre, der fjærnede sig i stift Småtrav, «nå, undskyld, Frue, men Synet af den Slags Fyre som Hr. Borgemesteren får mit gamle Studenter- og Badikalerblod til at syde.»

Moder smilte: «Ja, Borgemesteren lader just heller ikke til at ynde Dem».»

Mester Linné slog ud med Hånden: «Frue, han havde udryddet mig for længst, om han formåede, taget 19 mine sidste, få Elever fra mig, ladet mig sulte ihjel, sendt mig på Galejerne, hængt mig - puh!»

Ustandseligt snakkende fulgte han dem ned til Byen, Tue skottede til ham med en Blanding af Nysgerrighed og Ængstelse, ti Mester Linné var Lærer, og Tue vidste, at han en Gang med Tiden skulde i Skole hos ham. Mester Linné forlod dem da heller aldrig, når de var nået ned til Hjemmet og stod ude i Alleen for at sige Farvel, uden han slog en Klo i hans Krave:

»Men Gud - den Dreng - skal han ikke snart i Skole - i min Skole?»

«Nej, endnu ikke,» sagde Moder.

Mester Linné stirrede lidt på hende med sine skarpe, grå Øjne:

«Frue, De har Ret - jeg er Skolemester - af Herrens Vrede og min egen Ulykke, og jeg er en fattig Lus, som trænger til de otte Kroner, men jeg siger Dem, siger højlydt: Skole - Fordummelse - Slaveri - Idioti - Statsanstalt - må jeg bede Dem hilse Inspektøren?»

Og efter et mægtigt Sving med Hatten, vendte han Ryg og ilte gennem Alleen op mod Byen. Tue kunde godt se, han var meget naragtig, men talte de om ham siden, udbrød Søster altid med sin hæftige Stemme og brændende Kinder:

«Ja - men hvad kunde han ikke være blevet til, hvis ikke «Herrens Vrede og hans egen Ulykke» havde puttet ham ned her i Provinsen.»

«Ja - og hvis der ikke havde været Klukflasker og Fruentimmer til,» brummede Fader og tændte sin Pibe.

- - - - -

Sådanne Ture gik de alle Årets Tider: om Vinteren, når Stierne var forsvundne under Sne, og Markerne lå hvide og skreg under deres Fødder, om Sommeren, når Kornet bølgede tungt og gult, så 20 langt de kunde se, og Axene snappede efter Tues Ben med lange, spidse Næb, mens Lærkerne kvidrede og trilrede oppe under den blå Himmel, om Efteråret, når de vadede i vissent Løv i de brogede Skove, og Luften var tynd og kold, og om Våren, når alt begyndte at grønnes og spire.

        

21

II.

Det var ved at blive Sommer. Kastanierne ude i Alleen begyndte at få Blade, store, grønne Blade, der lignede åbne Hænder, som vinkede ad Tue. Flere og flere fik de, til Kronen var hel tæt og rund, så Fuglene kunde komme og bygge i den. Og da tændtes der så mange hvide Lys inde mellem de vinkende, grønne Hænder. Engene derovre bag Vejen blev også grønne, og man kunde se langt op ad Åen, som var helt blå og gjorde så mange morsomme Bugter ud gennem Sletten. Langt derude lå en lillebitte, snehvid Kirke på en Høj, og allerlængst borte kom dragende Banker og Skove og lukkede Dalen, og dér blev også Åen borte.

Men når det blev Aften, og Kirken derude begyndte at ringe - Tue kunde høre dens fjærne Klokker, når han åbnede Vinduet, og Vejret var stille - da blev Solen så glødende rød som en Kugle af Ild og så tung, at den sank dybere og dybere ned mod Engene, og Tue stirrede så længe på dens højrøde Gløden, at der dansede sorte Pletter alle Vegne. Men helt ude under Skoven luede det, som brændte der en Række gyldne Flammer. Tue havde længe troet, at det var Paradiset, som lå der ude i det grønne Græs, men nu vidste han nok, at det var bare Ruderne på Kølholt Gård, der skinnede i Solen.

22

Og Skoven tog Solen og gemte den bort, men Himlen vedblev at være så rød og grøn, og over Engene begyndte der at dampe hvide Tåger, der rullede sig sammen og hævede sig op og dansede bort over Åen.

Alt var blikstille, dugget og svalt. Kun langt, langt ude lød et enligt Brøl fra en Ko. Himlen blev så blå, højt oppe var den helt mørk, men lysere længere nede, og over Skoven brændte der endnu en Stribe Ild. Men til Gengæld fyldtes det høje Mørke af Stjærner.

«Mo'r, se de mange Stjærner.»

«Ja, se hvor de lyser, Tue.»

«Lyser de for Fa'r, når han kører hjem.»

«Ja, de gør.»

«De venlige Stjærner.»

Kastanierne udenfor begyndte at forsvinde, deres Kroner blev så runde og tykke, Engene kunde Tue slet ikke mere se, men Stjæraerne skinnede, så høje, så glimrende klare.

Pludselig lød et dybt Bulder i Stilheden.

«Mo'r, Mo'r, nu kommer Fa'r.»

«Ja, nu kører de over Broen.»

Så rullede det op gennem Alleen, nærmere og nærmere, nu kunde man høre Hestene løbe, og så kom Vognen kørende op mellem Stammerne og holdt foran Jærntrappen, hvor Moder og Tue stod. Tue så Faders hvide Skæg i Mørket; Begitze hoppede af Vognen og løb op til dem.

«God Aften!» lo hun og rystede sine viltre Lokker. Og ude fra Vognen råbte Fader:

«God Aften, lille Børn!»

«God Aften!» sang Tue og dansede på Trappen. Hestene prustede og skrabede i Vejen, og Ane kom ud for at hente Tøjet og Faders Kasser ind.

- - - - -

Tue lå i sin hvide Seng, Vinduet stod åbent bag 23 de klare Gardiner, de hang ganske stille, der var ikke en Vind, som rørte sig.

Moder sad på Sengekanten, Tue skulde bede sin Aftenbøn. Og ganske sagte nynnede han:

«Jeg véd en yndig Have,
hvor Roser står i Flor,
den skabte Gud til Gave
for alle Børn på Jord.

Hvert Barn med Tanker fromme,
med ren og kærlig Sjæl
må ind i Haven komme
og plukke Roser selv.

Nu lukker jeg mit Øje
og putter ned min Kind.
Gud Fader i det Høje
luk mig i Haven ind!»

Men den Have, vidste han, hed Eden, og det var Haven dernede og Huset her.

Og han sov ind, mens det ude i Engene pylrede og peb som af flyvende Fugle, og Sommernattens varme, duftende Ånde svævede ind over hans Leje og fyldte hans Søvn med søde Drømme.

- - - - - - - - - - - - - - - - -

Det var en tidlig Morgen i September, Klokken var endnu ikke sex, og Solen var lige stået op. Stor og gylden hang den ude i Tågerne over de rimhvide Enge, Åen randt blank og glat ind i Disen, Solguldet glimtede svagt i dens Spejl. Spurvene havde travlt i Vedbenden på Muren, de pudsede deres Fjer og surrede kvidrende ud og ind mellem Løvet. Men Allétræerne sov endnu, og det var så stille i den kolde Morgen, at man kunde høre en Trillebør køre helt *

24 ovre på Vilstrupvejen, Mandens Træsko klaprede bagefter.

Tue stod ude på Trappen velindpakket og ventede på, at Jes skulde komme med Vognen oppe fra Byen. Han stampede med sine Pelsben og plirrede mod Solen, mens han smilte af Fornøjelse. Kulden rev i hans Næsebor og glødede på hans Kinder, som endnu var varme af Sengens Puder. Bare Jes dog snart kom -

Inde i Huset kunde han høre travle Skridt, af og til lød Faders stærke Bas, og Kopper klirrede. Fader var ved at drikke Te, Tue havde allerede slugt sin, skønt den var så hed, at hans Gane endnu sved, men han kunde umuligt vente dér inde i Stuerne. Jes kunde jo komme hvert Øjeblik; men nu havde han allerede stået længe, længe og - hør, dundrede det ikke over Sønderbroen? nu kom Jes!

«Fa'r! Fa'r!» i vild Flugt ind gennem Stuerne, hvor Gardinerne endnu var trukne for, og det var nattetyst og stille, «Fa'r! Fa'r! nu kommer Jes!»

Fader sad inde i den lyse Spisestue, hvor Fjorden blånede bag Ruderne.

«Hov, hov, tag den med Ro. Jes venter nok, til vi er færdig.»

Han lo mod Tue med sine spillende, grågrønne Øjne under de buskede Bryn og satte Koppen fra sig.

«Fa'r,» Tue klemte Hænderne sammen under Hagen.

«Ja, så må vi vel se at få Tøjet på.»

Tue var allerede igen ude på Trappen - oppe i Alleen kom Vognen, Hestene travede, og Hjulene rullede, Jes sad højt på Bukken med Pisk og Tømmer. Han svingede rundt og op for Døren, de brune skubbede sig baglæns, bed i deres Bidsler og stampede med Hovene, de var morgenfyrige og længtes ligeså meget efter Landet som Tue.

«God Morgen, Jes! God Morgen, Jes!» jublede han og hoppede på Trappen.

25

«Go' Måren,» mumlede Jes og skelede til ham, gnaven som sædvanlig.

Men det brød Tue sig ikke om, han kendte ham jo og vidste, at det var ham, der skulde køre for ham. Uforknyt entrede han op i den store, nedslåede Kalesje, de blå Hynder var kolde og Måtten i Bunden af Vognen ligeså. Men nu viste Ane sig i Døren med sil røde Ansigt og det stride, grå Hår stikkende op af en Favnfuld lodne Tæpper, som hun læssede ind i Vognen.

«O, Ane, Ane, jeg skal ud at køre med Fa'r!»

«Ja, det skal du vel, men se nu til at pakke dig godt ind,» sagde Ane og sjokkede ind efter Faders Instrumenter.

Tue så taknemlig efter hende, hun var alligevel rar, Ane, omend lidt kedelig. Men nu vilde han aldrig mere gøre Nar af hende, fordi hun kaldte det lille, brune Portræt inde over Faders Skrivebord «Forvalter Skot», skønt det virkelig var meget dumt, da Manden hed Walter Scott og slet ikke havde været Forvalter, men havde skrevet alle de tykke Bøger, som stod på Reolen.

Men det var Tæpperne; Tue kørte forpustet og ivrig rundt i dem, krøb op på Bagsædet og tulrede dem om sig, så godt han kunde - sad så stille og ventede.

Men nu kom Moder ud på Trappen, Moder i Morgenkjole og med den lille Blondekappe på det mørke, krusede Hår. Hun vilde se, om Tue var ordentlig indpakket og opdagede naturligvis, at han havde svøbt Tæpperne om Bryst og Mave, mens Benene dinglede frit.

«Nå, er I færdig?» Fader stod oppe i Døren i sin vældige, grå Kavaj med opslået Krave og Hue på Hovedet, Han tændte sin Pibe og spurgte Jes, om Hestene nu også kunde strække ud i Dag, de skulde være i Vonge Kro til Licitation, når Klokken var ti.

26

Jes lettede på Kasketten og brummede noget ud i Luften.

«Nå Farvel, Elisabet, og pas så på Huset,» Fader tog Moder om Livet og kyssede hende på Panden.

«Naar kommer I hjem igen?» spurgte Moder og glattede hans hvide Skæg.

«Å, vel sådan elleve-tolv i Aften - og hils Regitze.»

«Hils Regitze!» skreg Tue, «og Farvel.»

Vognen gav sig, idet Fader steg op og tog Plads over for Tue. Han halede Tæpperne op om sig og så efter, om Ane havde lagt alle de hvid- og rødmalede Stænger ind under Agestolene, og de tunge Mahognikasser med de metalgule Instrumenter og Kortene i deres brune Læderfuteraler.

«Jo vel - ja, så kan vi, Jes.»

Jes vågnede pludselig op: «Hum - hum,» han trak i Tømmerne og smældede med Pisken, Hestene rykkede til, og Vognen begyndte at køre. Moder stod i Døren og vinkede, og Ane bagved.

«Farvel, Farvel - og Fa'r passer nok godt på Tue.»

Så rullede de hen langs Huset, som lå der bag Stammerne med sine nedrullede Gardiner og sin grønne Vedbend. Tues Øjne gled fra Rude til Rude, og dér, i det sidste, lettedes Gardinet til Siden, og Søsters Ansigt tittede frem, med det vilde, røde Hår om Ørene, de leende Øjne og blanke Tænder.

«Regitze! Regitze!» Tue strakte Hænderne ud imod hende.

«Farvel, min Pige!» råbte Fader og nikkede.

Op gennem Alleen kørte de, men Tue var blevet lidt tavs, den Uretfærdighed, at han således kunde køre ud med Fader, mens Regitze måtte gå i den kedelige Skole, faldt tungt på hans Hjærte. Dog - da Vognen saa rumlede over den gamle, buede Bro, 27 og han så Åen glide dernede, og Engene ude i Solskinnet, slog Glæden atter op i lyse Luer.

«Nå, Tue,» smilte Fader, «så skal vi altså være ene i Dag, tror du, vi kan komme ud af det?»

«Fa'r, skal Licitationen vare længe?» Tue holdt ikke af Licitationer med deres langvarige Kedsomhed.

«Nå-å, Klokken ét er vi færdig - i den Tid må du se at more dig med Jes,» Fader blinkede skælmsk op til Jes's gnavent krummede Ryg, «og bagefter kører vi til Tuxen på Skerrildgård og måler op. - Ja, først skal vi da spise til Middag i Kroen - hvad skal vi have dér?»

«Kyllinger!» råbte Tue, «og Røræg.» Det var Nationalretterne på Turene.

«Ja Tak skal du have - men tror du, Pungen kan holde til Traktement med Kyllinger?»

«Å, Fa'r, det er jo bare Assistenten og mig, der skal ha' - du vil jo ikke spise andet end Flæskepandekager, det siger Assistenten - Fa'r, han sagde en Dag, da vi var ude i Jællinge, og jeg kom og spurgte, hvor du var, han stod ved Vejen og målte op med de andre, så sagde han: Gå du bare, til du kommer til et Sted, hvor det lugter godt af Flæskepandekage, dér er din Fa'r.»

Fader lo overstadigt og tørrede sine Øjne: «Ha - ha, Tue, den Dag må vi ikke have trakteret med Kyllinger.»

De var langsomt kørt op ad den stejle Søndergade og holdt nu på Torvet, hvor Rådhusets hvide Ur pegede på 6 oppe i det kinesiske Tårn.

«Ska' vi ha' ham med?» spurgte Jes fra Bukken.

«Ja vist skal vi ha' ham med,» smilte Fader.

Jes drejede ned ad Residensgade, og Tue stirrede fuld af Ærefrygt på Huset dér, hvor Søsters Yndlingskonge, Kristiern den Anden, fik Opsigelsesbrevet i en Rævehanske. En lille Stentavle over Porten fortalte det med Blybogstaver.

28

De kørte så højt, Fod for Fod, gennem det snævre Stræde, at de kunde se helt ned til den blå Havn, hvor Skibenes Master vævede et Næt mod den solbeskinnede Fjord.

Over Kirketorvet kørte de, hvor Kirken lå og pegede mod Himlen med sit Spir. Tue så på den med et stille Smil, han syntes, at i Kirken var der altid Jul med blændende Lys og Salmesang og Grangrene og Orgelbrus. Men pludselig mindede den glimtende Vejrhane ham om hin urolige Efterårsdag, da de begravede Alf, og han blev tung om Hjærtet. Broder var også en Gang på Ture med Fader; nu havde Tue skubbet ham til Side og taget hans Plads, han mærkede Tårer i Øjnene og tav Men så holdt de foran Assistentens Hus. Det lå i en stille, solbelyst Gade ved den langsomt rindende Å, som her snoede sig ind gennem Byen. En buet Bro førte over til Huset med dets store Have og duggede Glasveranda, men ingen Mennesker viste sig.

«Slå et Knald, Jes - han sover såmænd endnu.»

«Ærr,» knurrede Jes, han løftede sig i Sædet og slog et Knald, så det genlød mellem de sovende Husrækker, Hestene skubbede forfærdet Bagkroppene ind i Vognen. Et Vindue klirrede derovre, og Assistenten stak sit tætklippede Hoved ud med de blinkende Lorgnetter og det snoede Overskæg.

«God Morgen, Hr. Inspektør - undskyld, jeg kommer strax.»

«God Morgen, Hr. Assistent,» hilste Fader tilbage.

Atter holdt de og ventede, Røgen fra Faders Pibe snoede sig ud i Luften som et blåt Silkebånd, Solen skinnede i Husenes Vinduer - længere henne lå en høj, mørk Bygning med blændede Ruder, det var Byens Latinskole. Tue var endnu lidt beklemt, men et Par vingerappe Svaler kresede så muntert skrigende over Åens Spejl og ind mellem Breddens Ahorn, at han atter begyndte at smile. Han huskede på Historien 29 om Age og Else og skød Broders Ansigt til Siden. Når nu bare Assistenten vilde komme.

Endelig var han der - med hastige Fjed over den lette, gyngende Bro, ung og rank i sin stramme Vams, Kappen havde han kastet over Skuldren, og Kortbunken holdt han i Hånden.

«Dejligt Vejr,» sagde han, idet han steg op.

«Ja vel,» nikkede Fader, og de kørte - ud gennem den lange Vestergade, hvor Skovene stod grønne over Hustagene; det sidste Bælte Brosten ramlede under Hjulene, og blødt og dæmpet rullede de hen ad Landevejen. Marker med Tømmerstabler og halvtrejste Huses røde Mure, et sammengledet Teglværk med en lille Søs glitrende og dirrende Vand kørte de forbi, dér lå Byens første Hus, Nr. 1, lavt og gammelt, med Købmandsvinduerne helt nede ved Jorden og lange Skilte langs Døren. Købmanden stod ude på Trappestenen i sin hvide Kittel.

«God Morgen, god Morgen, Hr. Inspektør,» hilste han og skrabede ud, «og Lykke på Turen.»

«Tak, Terkel Smit,» nikkede Fader.

Nu var de på den bratte Urebanke, og Vejen steg mere og mere. Hestene prustede, og Hjulene knagede, Bjærgfyrrene groede tætte og grønne langs Grøfterne. Men pludselig så man ud over dem - og å, hvilket Syn! Tue stirrede med store Øjne, og Faders og Assistentens Samtale standsede.

Højt og frit holdt de og skuede ned over det dejlige Land.

Overgroet af Graner, Top ved Top, faldt Skrænterne brat ned mod de dybtliggende Enge, helt nede på Bunden gik en anden Landevej forbi en hvidlænget Gård, og derinde, i Krans om den tindrende Fjord lå Byens Mylder af Tage. Hist ovre steg atter de høje Banker, svulmende grønne af Skove eller tavlede af gule Agre, med Gårdes og Huses hvide Stænk, øverst oppe på Kammen løb den tredie Landevej 30 med bittesmå, kuplede Popler i lige Linie mod Himmelblået. Lange og skovklædte strakte Bankedragene sig ind langs de flade Enge med Åløbet. Og det begyndte at ryge dernede, i tætte Skyer fra Byens Skorstene og i ensomme Søjler ude fra Engene eller fra Gårdene oppe i Skovene. Røgen steg ret op i den klare Luft, Bål fra de tusinde Arner og Hjem.

Et hvidt Sejl gled stille ud ad Fjorden mellem de grønne Øer og Næs.

Blæsten jublede dem om Ørene her oppe i Højden, peb og fløjtede og raslede i de store Grangrene.

«Ja,» sagde Fader, sagte og betaget, «det er godt at lede Dagen ind med.»

Assistenten smilte uvilkårlig og så på Tue, de vidste bægge, hvad der nu vilde komme.

«Dreng!» udbrød Fader med stærk Røst, «det er din Faders Værk, denne Landevej, den stolteste og skønneste i hele Danmark - og den vanskeligste at anlægge og bygge.»

«Hr. Inspektør,» sagde Assistenten og lettede smilende på sin grønne Hat.

Faders Øjne lyste, halvt af Skælmeri, halvt af alvorsfuld Stolthed.

«Takker, Hr. Assistent.»

Jes, der oppe fra Bukken havde holdt Øje med dem, satte atter Hestene i Gang. Og mens de knagede videre op mellem de stedse stigende Banker, som løftede deres Toppe over dem, grønne og stride af Nåletræer og med knejsende Gårde på Toppen, fortalte Fader om den Gang, da alt her lå i ét Vildnis og med Rette bar Navnet «Urskovene», da intet Menneske kunde færdes herinde, men kun Rævene i de kolde Vinternætter glammede ind mod Byen, mens Rovfuglene byggede deres uforstyrrede Reder og kresede over Engene, spejdende efter de græssende Fåreflokke. Og han fortalte om den Dag, da han stod på den højeste Tinde deroppe, efter en næsten daglang 31 Kamp gennem Skoven, og så ud over det grønne Rige, hvorigennem han skulde bryde Vej.

«Og som jeg stod dér og så ud over dette Hav af Trætoppe, denne Verden, hvor Naturen i Århundreder havde levet ene og jomfruelig, syntes jeg, det var en Forbrydelse, jeg havde for. Det var, som hviskede Vinden Bebrejdelser mod mig, som skreg de kresende Ørne deres Anklage ned over mig, og som fik de utallige Blade Tunger og løftede en Klagehymne, en Sørgesang over Fredens og Lykkens Undergang. Men det måtte jo være så, og jeg stod der da den Dag og mange Dage siden, og lidt efter lidt skilte Urskoven sig for mit Blik, så jeg kunde se, hvor Vejen skulde gå. Da Planen endelig var lagt, begyndte vi Arbejdet. To År var vi om det, en hel Hær af Arbejdere havde jeg under mig, og Dagen igennem genlød Stilheden af Øxehug og de styrtende Stammers Bragen. Om Natten kunde jeg ikke sove af Iver for Værket, men når jeg da gik om i de åbne Bælter, da kom atter hin Stemme fra Skovdybets Mørke: «Hvad er det, du gør?» truende, bebrejdende, klagende, og da standsede jeg og så op mod de lysende Stjærner og svor en dyr Ed på, at skulde Naturens Fred forstyrres, og travle Vogne rulle, hvor nu kun Fugle kvidrede, og Grene gyngede, da skulde hver Drejning af Vejen blive en Åbenbaring af Skønhed. Og jeg fik den dertil, jeg fik den dertil, man var jo ung den Gang. Å, det var svære Dage, men skønne, stolte Dage - -»

Fader tav og så langt ud for sig. Tue stirrede henrykt på ham, mens den unge Assistent begyndte at gøre Spørgsmål om det og det. Fader hørte ikke, han mumlede:

«Men da det første Træ faldt - nå,» han så smilende op, «hvad var det, Hr. Assistent?»

Og de var inde i en vidtløftig, teknisk Samtale.

Nu var de nået op over den sidste Ure Banke og 32 kørte ud mod det åbne Land, der bredte sig milevidt ud med gule Markflader, hvor Rimen tøede. Hvide Skyer drog højt hen over Himlen, og Blæsten gik som én Strøm gennem Poppelkronerne. Hestene slog med Hovederne og satte i Galop, Hovslagene klaprede, og Hjulene ilede, mens Vejen strømmede hen under dem - ud, ud til Friheden kørte de! Solen steg højere og højere, og Lærkernes evige Kvidren kogte over dem. Fremad, fremad gik det! Tue satte i at skrige i vilden Sky.

- - - - - - - - - - - - - - - - -

Det blev på ny Efterår med korte, sludfulde Dage og tidligt kommende Aftener. Kastanierne lod alle deres Blade flagre ned over Vejen, og gennem de nøgne Grene så Tue Skyerne flyve hen over Himlen. Engene lå tomme og flade hen, kun Åen lyste ud gennem det mørke Land. Dunkeltrøde Vintergardiner blev hængt op om Vinduerne, tykke Tæpper bredtes over Gulvet, og Ilden tændtes i de store Ovne. De rullede tidligt ned og samledes om Bordet med Hængelampen og Bøgerne, Fader læste højt, mens Døren stod åben ind til Spisestuen, hvor Ane sad og stoppede Strømper.

Således havde de det, når de alle sammen var hjemme, men det kunde også hænde, at Fader og Moder skulde ud til fremmede, enten op i Byen eller ud på Landgårdene, hvortil Jes da måtte køre dem i den gamle Karosse. Regitze og Tue stod ude på Jærntrappen og lyttede efter den bortkørende Vogn, til den drejede om et Skovhjørne, og Hjulenes Rumlen blev borte. Så løb de ind i Kabinettet, fra hvis Vindue de ofte kunde se de fjærne, svage Lysgnister fra den Gårds Ruder, hvortil Fader og Moder skulde. Dér stod de og gættede, hvor langt vel Vognen nu kunde være henne ad Landevejen.

Siden sad de sammen i den store Lænestol foran Ovnens åbne Lysgab, Regitze med Fødderne på Kaminristen, 33 og Tue med Hovedet ved hendes Bryst. Snebygerne knitrede mod Ruderne, og Vinterstormen tudede om det enligt liggende Hus; ude fra Fjorden hørte de Tågehornene kalde og klage fra de krydsende Skibe, men herinde flammede den røde Ild, og Regitzes dæmpede Stemme tryllede dem hen til en anden Verden, en evig Lysets Verden, til Lande, hvor Sommeren stod evig grøn under en evig blå og strålende Himmel, hvor Menneskene skød op af den frodige Jord som prægtige, svulmende Blomster, voxende op ad mod Solen, al Lysets og Livets Kilde.

Hun fortalte om Saharas gule Sandørk i den bagende Solhede; ingen Vind rørte sig under Himmelblået, ingen Lyd hørtes, kun Sandskornene gnistrede. Midt på den mægtige Flades Tomhed stod kun en enlig Palme, gammel og grå, bøjende sit Hoved under Solens Sviden, som søgende ind i sin egen Skyggestrimmel - - -

- Om Livet på de ensomme Småøer, fortabte i det stille Oceans Uendelighed, om de kridthvide Klinter, der steg af det saltblå Hav, om Palmernes Viftekroner, som hang under Luftens Azur, mens mahognibrune Mænd hvilte ved deres Rødder, røg af lange, tynde Piber og stirrede over det grænseløse, solspillende Vandspejl. Om Bambushytterne inde under Urskovens høje Bryn, hvor Kvinderne sad i Græsset med de spæde Børn ved Brystet, med røde Tørklæder om Panden og drømmende Blikke. Varmen glødede i Luften, og Oceanet lullede og hviskede mod de muslingstrøede Kyster. Og bagved stod Urskoven og tav i sin evige Ro.

Eller om Indiens Perlelande, om Djunglens farverige, forvildede Krat, hvor gule, sortstribede Tigre listede på lette Fødder, og grønne Slanger løftede sig fra snoede Grene og blinkede mod Lyset med hvide Øjensprækker; hvor blegrøde Flamingoer stod på deres stilketynde Ben på grønne, sejlende Stammer 34 og spejlede sig, lig Morgenrødens Skyer, i den blå, glidende Strøm. Eller om Geylons skovbevoxede Klippeø med Adamsbjærgets vældige Kegle, hvor Alexander havde sat sin harmfulde Fod, så Mærket sås i Stenen den Dag i Dag. Længere havde Verdenserobreren ikke kunnet nå, men under Klippen blånede nye Have og grønnedes nye Kyster, lokkende mod det Fjærne.

Og Tue og Regitze drog derud - til det gule Kina, der var som et lueforgyldt Skab med utallige, hemmelige Skuffer og Rum, hvor visne Urter duftede sødt og sært, til den kinesiske Mur, der var rejst som Værn mod Vestens Barbarer og det isnende Slud fra Sibiriens Snemarker. De så de hvide Porcelænstårne med ringlende Bjælder af Sølv og de buede Skibe, der gled ad Floderne mellem hvidstammede Kokosskove.

Tue lyttede åndeløs til - ét for ét dukkede Landene op af Havet, lå dér og svømmede, dukkede og forsvandt.

Så tav Regitze og stirrede ind i Ilden med Hånden under Kinden og tunge Øjne; Tue vidste, at nu længtes hun mod alle disse lykkelige, solrige Egne under den hede Trope, han så Tårer glimte i hendes Øjne over, at hun var født på disse ugæstmilde Strande, hvor Dagen var kort og bleg, og Mørket langt og koldt, han huskede, hvor hun henryktes over Vårens Komme, hvor hun jublende fulgte dens Fremgang Dag for Dag, til de røde Roser sprang ud, og det var Sommer. Og hvor hun kunde kysse sådan en Rose, presse sin Mund ned i dens fyldige, duftende Krone, som vilde hun suge al Livets Varme af dens modne Glød; hvor hun hele Sommerdage kunde ligge udstrakt på Havens Græsplæne eller på Skrænterne over Fjorden smækker og slank, lige midt i Solheden, så Blodet steg under Kindernes fine Hud.

Og han huskede hendes Angst og Fortvivlelse, når 35 Efteråret kom, hvor hun kunde græde over Årets Falmen og Døen, hvor hun kunde ryste af Kulde, selv om Ilden bragede i Ovnen. Og når den rette, hårde Vinter fulgte, når Sneen lå i hvide, sammenføgne Volde op om Huset og skyggede for Stuerne, fyldende dem med sit blåkolde Skær og åndende Kulde ind ad alle Sprækker og Skår, da blev hun stum og stille og sad i Timevis ubevægelig med Hænderne i Skødet og et Ansigt så blegt under det røde Hår, som var alt Livet frosset ihjel i hendes Hjærte.

Tue så på hende fuld af Medlidenhed, men han forstod hende slet ikke. Vel kunde også han frydes over den grønne Sommer og betages af Søsters Drømmerier om Østerlands Eventyrriger, hvor alt Livet var større og skønnere, men når hun så udbrød, at kun dér kunde man leve, at dér var det eneste rette Liv, da måtte han ryste på Hovedet. Han følte jo så grant, at han aldrig vilde kunne finde sig til Rette dernede. Hans Øjne blændedes af dette skærende, aldrig mindskende Lys, hans Sanser trættedes af denne Farvernes ustandselige Gløden og den Planteog Dyreformernes svulmende Kæmpevæxt, som henrev Regitze, var ham næsten modbydelig.

Nej, skulde han længes et andet Sted hen end her, hvor han var, og hvor han havde det så godt, da skulde det være mod Nord, langt mod Nord, hvor der var mørkt og koldt og tomt. Og i Stuens Skumring drømte han tågede Drømme om hine Egne i Tule, hvor lille Gerda red over de hårdtfrosne Snemarker på Eisdyrets savmagre, strithårede Ryg, søgende efter den lille Kaj, mens Frosttågen tætnede om hende, og Ishavet blånede langt ude i den mørke Horizont.

Men bad han Regitze fortælle om de Lande, rystede hun hæftigt på Hovedet.

«Synes du da ikke, vi har Kulde og Mørke nok her? hvorfor skal vi dog søge længere nord på?» 36 Og hun rejste sig og gik frem og tilbage, strækkende Armene ud fra sig med sammenflettede Hænder.

«Å, Tue - jeg kan ikke tåle Mørket og Kulden, de tager Vejret fra mig, jeg fryser ihjel.»

Hun standsede foran Kakkelovnen og stirrede ind i dens Ild, hendes røde, purrede Hår glødede i Skæret om hendes lange, smalle Ansigt, som var det hendes hede, vilde Længsel efter Sommer og Syd, der slog ud i Flammer om hendes Hoved. Tue sad i Mørket og stirrede på hende - - -

Andre Aftener tændte de Lys, så snart Vognens Rumlen havde tabt sig, og så Billeder i den græske Mytologi. Den havde nu afløst Billedbiblen, over hvis klare, brune Kobberstik han og Alf havde drømt så mange blide Drømme, men som han nu måtte se alene, da Regitze ikke brød sig om den. Mytologien var dog også god, om end helt anderledes og ikke nær så fortrolig. Ti det gik ham med Hellas's Skønhedsverden som med Indiens Tropelande - hans Øjne blændedes af det altfor klare Lys, og han ængstedes for det altfor blomstrende Liv.

Og hemmeligt længtes han tilbage til hint Biblens stille, støvede Land, hvor han og Alf havde haft hjemme.

Og en Dag, da Regitze havde vist ham det belvederiske Apollohoved, som stod oppe i hendes Kammer, og havde lovprist dets triumferende Skønhed for ham, udbrød han:

«Jamen, Regitze - hvorfor ser han ikke op mod Himlen?»

«Mod Himlen?»

«Ja, som de altid gjorde i Alfs Billedbibel.»

Regitze rejste sig hurtigt og satte Apollon ind i hans Nisje.

«Det behøver han ikke,» sagde hun kort.

Behøver ikke - behøvede da ikke alle Gud, behøvede 37 de ham ikke, når de sov ind i den lange Nat, hvor så meget ondt listede om? Regitze kunde ligeså godt have sagt: «Vi behøver ikke Fa'r og Mo'r.» Apollon var selv en Gud, sagde Regitze, ja, men den rigtige , den gamle Gud, Gud Fader, ham måtte de dog alle lyde, også Apollon. Og han var så let at lyde, så gammel og hvidskægget han var, og så meget smukt Biblen vidste at fortælle om ham. Tue kyssede sin Bibelhistories grå Bind af Taknemlighed over alle dens skønne Fortællinger. Han vilde gærne gøre alt, hvad Gud vilde. Derfor kunde han heller aldrig lide, at nogen, han havde kær, sagde: «Ved Gud!» eller bandede, så bad han længe og hæftigt til den gamle Gud, at han ikke måtte straffe dem. Og aldrig dristede han sig til at sige, at noget var sådant eller sådant uden skyndsomt at tilføje: «Tror jeg da -» for ikke at komme til at lyve mod sit Vidende. Og når han blev stor, vilde han være Præst eller hellere Missionær nede i de Trope-Egne, Regitze fortalte om, hvor de slet ikke troede på Gud, men tilbad nogle hæslige Billeder af Træ og Sten.

Kun én Ting var der, han slet ikke kunde forstå, det var det, som hed Evigheden - Livet efter Døden . Hvad var det egentlig for noget? og hvad mente Gud med det? Hvad kunde det hjælpe de stakkels døde, at de blev levende igen, når de alligevel ikke måtte komme til det gamle Hjem og alle dem, de holdt af, men blev sendt op i en fremmed Himmel, hvor de skulde leve helt alene mellem lutter Engle, som de slet ikke kendte. Som nu Alf - troede Gud da virkelig, han brød sig om at leve, når han skulde være lukket ude fra Fader og Moder og alle de kendte Stuer og Møbler - å, så kendte han rigtignok Alf dårligt.

Nej, der var gjort gruelig Uret mod Alf - ganske vist, nu i Sommer, da Tue var ude ved hans Grav, havde der været så smukt og grønt på Kirkegården.

38

Solen havde skinnet så varmt, og Fuglene havde sunget. Og Broders Grav havde været skjult af samme store, tætte Blade, der raslede om Vinduerne derhjemme, mens en høj Birk suste og nejede over Graven med sit lange, blinkende Løv. Det havde været en Trøst at se, at Broder ikke havde det så ensomt og koldt, som den Efterårsdag, da de først gravede ham ned, og navnlig havde det, at den hjemlige Vedbend favnede hans Grav i sine trofaste Arme, trøstet - men alligevel - Alf var dog død, skønt han nødigt vilde, og mens de andre vedblev at leve - - - Gud var dog ikke altid god.

- - - - - - - - - - - - - - - - -

Sådanne lange Samtaler havde han og Søster Regitze tit. Søster Regitze var i det Hele taget grumme rar, men sådan rigtig lege med Tue kunde hun dog ikke. Tue forstod det så godt, det var hun altfor stor til. Men det var jo lidt ensomt for ham. Siden Alf var død, havde han ingen Legekammerat haft; afsides som Huset lå uden for Byen, var der ingen Børn i Nærheden. Han vænnede sig dog snart dertil og forstyrredes kun, når der kom fremmede til Fader, som havde deres Børn med. Navnlig Børnene ude fra Landet var han bange for, de var så store og tykke, råbte så højt og trådte så tungt i Gulvet. De gjorde så tåbelige Spørgsmål og måbede uforstående på ham, når han svarede dem ud fra det, han vidste. De begreb slet ikke, at alle Dukkerne var levende og ikke måtte behandles hårdt, de smed dem omkring i Stuen og proppede dem sammen i Skabet, så Tues Hjærte våndede sig derved - det var Alfs Legetøj, de var således imod! å - at de blot skulde have Lov til at røre ved det - - - Deres grove Hænder og røde Kinder var ham imod, og han harmedes, når han hørte det Bulder, de fyldte hans store, stille Stue med. Han foretrak da gærnc at 39 krybe ind i en Krog og derfra iagttage de andres Leg, til deres Forældre endelig kom og hentede dem.

Så listede han sig lettet frem og begyndte at lege sine fantastiske Lege efter at have trøstet de arme Dukker og kælet for dem. Således legede han, sagte listende om og hviskende, til Aftenen kom, og han skulde i Seng. Da kyssede han dem til God Nat og puttede dem omhyggeligt ned i deres Leje, altid Arm i Arm, for at de ikke skulde savne hinanden.

Fader var imidlertid vred over, at han ikke vilde lege med de fremmede Børn og kunde slet ikke forstå hvorfor, Moder forstod det bedre, men heller ikke hun syntes om, at han var så alene.

40

III.

Så hændte det en høj, blå Vinterdag, at Tue var kommet ud at køre med sin Kane. Det var en stor, gul en med Sæde og Tjenerplads bagpå, med blanke, krumme Meder og Hampereb til at drage i. Han travede i jævnt Luntetrav hen ad den hvide, faste Landevej, Kanen skumplede og bumpede bag efter ham, hans Ånde stod ud i Luften som en Sølvdamp og pudrede hans lodne Kavaj; inde i den blå Baslik glødede hans Kinder, og Sneen klumpede sig om hans Pelsstøvler. Han travede og travede, til han pludselig standsede og så sig befippet tilbage - hvor var han dog kommet hen? Bag ved ham strakte sig den øde Landevej langs de tavse, bjærgfyrgrønne Skrænter med en lille, tynd Række Træer ud mod de dybe, hvide Enge - langt henne drejede den og forsvandt. Han så ned mod Engene. Flade og hvide lå de hen under den blå Himmel og tindrede i Solskinnet. Midt ude stod en Bro, som en sort Streg over den isblanke, slyngede Å. Hist og her på Snesletten lå der en ensom Gård med højt Tag mellem Pyramidepoplers rimgnistrende Koste, og langt ovre gik den anden Landevej med sine kuplede Træer og de blålige Banker bagved. Tue så og så, til hans Øjne blændedes, og grønne Pletter begyndte 41 at danse for dem - så gjorde han skyndsomt om, han måtte hjem, han var kommet altfor langt ud, han måtte hjem til Moder. Han løb og løb, Slæden skumplede bag efter, der var så tyst under den høje Himmel, at ene Lyden af hans Færdsel larmede

- han standsede atter - Stilheden slog sammen om ham - oppe i Bjærgfyrrene suste det svagt, og langt ude klang det som Glas, der springer - det var Isen, som brast i Åen - pludselig rutsjede Tue med Slæden i Hælene ned ad Grøftekanten og satte i Trav ud over Engene, snublende i det snetunge Græs og med vidtopspiledc Øjne mod Sneens Millioner gnistrende Stjærner - alting havde han glemt - Moder, Landevejen, det Hele - bare løb og løb i den svage, hviskende Blæst, i den klare Stilhed - ud mod den hvide, funklende Skønhed.

Bump - bump - på Hovedet gik han, ned i en Grøft, så Sneen røg i Vejret, og Slæden ramlede ned over ham - han gav et lille, forskrækket Skrig og vilde op, men Slæden lå over ham som et Tag, han kunde lige få Hovedet fri for den, hans Ben havde den klemt helt sammen, og Armene kunde han slet ikke røre. Han løftede Hovedet for ikke at få Ansigtet ned i Sneen og begyndte at klynke. Dér, hvor han lå, kunde han blot se det hvide glimte, så det skar ham i Øjnene, to stivfrosne Strå nejede sagte i Vinden. Han lå længe tålmodig og pustede så småt

- det var jo hans Skæbne dette her, og han måtte finde sig i den - det kneb med at få Vejret, og han følte, hvor Væden sivede igennem Kavajen ind på hans Bryst - så huskede han igen på Moder og den lune Stue derhjemme, med de røde Plysmøbler og Kakkelovnsskæret over Gulvtæppet, og sprællede af alle Kræfter, men fik kun Slæden rystet længere ned over sig, så dens skarpe Kant faldt på hans Nakke. Han peb og skreg, hans Fødder hamrede rasende på Slædens Bund, og Tårerne frøs på hans Kinder.

42

»Din Slæde - din Slæde!» skreg han og trommede med Fødderne, så det buldrede, men den gode, fromme Slæde blev ondskabsfuldt liggende og presse - å, han kom aldrig mere hjem; han maatte blive liggende her i den hvide, kolde Sne, midt i det tavse Land, til han blev gammel og grå og fik langt Skæg og -

«Å, din Slæde! din Slæde!»

Da - «Vaf! Vaf! -» lige ind i Ansigtet på ham. Han skreg op af Skræk - en ækel, grå, stikkelhåret Køter sprang og dansede foran ham, viftende med sin lange, trævlede Hale og blinkende med to sorte Perleøjne.

Tue krøb helt ind under Slæden af Angst: «Væk! Væk!», men Køteren sprang og dansede og snappede efter ham med varmt Gab og spidse Tænder. Da pludselig - Slæden var borte, og han lå og spjættede på åben Mark; han rullede sig forbavset rundt. Bagved stod en Dreng med Slæden rejst op under Hagen, så Tue kun så hans uldne Lue, hans Bælgvanter og røde, runde Ansigt med spilede Øjne og åben Mund.

«Å,» Tue var i en Fart på Benene, «den Hund dér,» han sparkede, så Sneen røg Køteren om Ørene, og den forfærdet væltede bort. Hurtigt vendte han sig om mod Drengen, der stod og stirrede på ham med sine klare, brune Øjne.

«Du - du -» stammede han, men følte sig så i sådan en Vånde, at han i lange Spring satte af Sted over Sneen, så fort hans ømme Ben kunde bære, til han huskede på Slæden og så sig om. Drengen stod dér henne ved Grøften, han havde sluppet Slæden ned og måbede vildt forbavset efter ham. Tue betænkte sig lidt, så sjokkede han tilbage, listende sig frem med Øjnene prøvende på den fremmede Dreng, til han med Et bøjede sig og snappede Rebet, så foer han af Sted, i vildt Løb op mod Landevejen. Han hørte en hvæsende Bjæffen bag sig og satte mere Fart på, men så kaldte Drengen: 43 «Rigmor! Rigmor!» og Bjæffene forsvandt.

Tue nåede Landevejen og pilte hjemad. Han standsede ikke sit Løb, før han fortumlet og forpustet nåede om Hjørnet og så Byen ligge derinde med tilsneede Tage om det røde Kirketårn. Så sank han udmattet om på en Skærvebunke og pustede ud, inden han i langsomt Trav begav sig videre.

- - - - -

Da han kom hjem, stormede han strax ind til Moder for at fortælle hende hele Begivenheden: den skinnende Sne, den stygge Slæde, den arrige Hund og den fremmede Dreng.

«Men Tue dog - hvorfor løb du fra ham - han hjalp dig jo.«

«Ja-a, men han - han -»

«Hvad for noget?»

«Han hørte ikke til,» sagde Tue, idet han så sig om i Stuen med et langt, samlende Blik.

«Nå således,» smilte Moder, «jo, Tue, han hjalp dig jo - ligesom Fa'r eller Regitze eller jeg vilde have gjort - han hører ligeså vel til som vi.»

«Nej,» indvendte Tue - «for -»

Men da Fader om Aftenen fik Historien at vide, skubbede han forbavset sin Silkekalot op på Issen og fangede Tue ind mellem Benene.

«Men Dreng da - hvorfor fik du ikke Knægten med hjem?»

«Hjem -» Tue snappede efter Vejret, «nej,» sagde han fast og så Fader ind i Øjnene.

Fader rystede på Hovedet ad ham, men så sagde Moder hurtigt noget henne fra sit Kniplebræt, og Fader svarede. Tue forstod ikke ret, hvad det var, han var altfor optaget af Forundring over, hvor Fader dog kunde sige, at han skulde have taget den fremmede Dreng med hjem - her hjem! Han så sig om i den stille, lampebelyste Stue med de mørke Møbler. Moder sad vendt om mod Fader, Lyset faldt 44 hen over hendes bølgede, sorte Hår og elfenbensfine Ansigt med de stærke, blå Øjne, Regitze gik sagte op og ned over Tæppet, med Hænderne på Ryggen og den tykke, røde Hårfletning ned over Skuldrene. Hun smilte hen for sig med sænkede Blikke, den halvlange, blå Kjole slog hende om Anklerne - Regitze var blevet så stor i den sidste Tid - og her var det, at Drengen med Luen og Bælgvanterne skulde ind - her hvor opslagne Bøger lå spredte over Bordet, og Faders Piberøg kresede om Lampens gyldne Kæder, hvor Ovnen glødede bag sin Rist, mens det suste sagteligt ude i Kastanierne - nej, aldrig - det var jo meningsløst.

«Tue,» sagde Fader.

Han så skræmt op.

«Det var jo om ad Vilstrup Vejen, du kørte?»

«Ja.»

«Og der var intet Hus i Nærheden?»

«Nej - jo, et lille, men det var et meget lille.»

«Og det lå nede på Engen i et Pilekrat?»

Tue så det lyslevende for sig.

«Ja, og det røg blåt op af det.»

«Ja, ja, jeg tænkte det nok, det er Birtes Dreng.»

Moder kniplede atter: «Birte, det er hende, hvis Mand forliste.»

«Ja, stakkels Kone - nu lever hun af at spinde for Gårdene - og så har hun jo Huset.»

«Forliste?» spurgte Tue.

«Ja - druknede i Vandet,» forklarede Faderen alvorligt.

«Ude i Fjorden?»

«Nej, længere borte - på de store Have.»

Tue faldt i Tanker mellem Faders Knæ, han så et uhyre Hav vandre fra Horizont til Horizont, grønt med hvidt Skum. Regitze var standset og strakte pludselig Armene ud fra sig.

45

«Å ja - de store Have og de fremmede, varme Lande!»

Ja, se dér var hun nu igen - Tue rystede på Hovedet - han tænkte på den hvide Sneslette derude - hvad vilde Søster dog have, der var skønnere?

Men Fader lo: «Ja, min Pige, se at blive gift med en Sømand.»

«Som Morbro'r, ja,» nikkede Regitze smilende, rystede de røde Lokker fra Panden og gik atter op og ned.

Morbroder - jo, Tue kunde godt huske ham: et langt, rødbrunt, krøllet Skæg og to skært blå Øjne. Morbroder havde en Aften været her og siddet dér i Lampeskæret og fortalt og strøget sit Skæg. Tue huskede dunkelt så meget, der lignede Regitzes Tropedrømme - noget om fuglehalsede Kamelers uregelmæssige Vandring gennem glohedt, knasende Sand, om solbeskinnede, telthvide Torve, hvor det duftede fra gyldentgule Pyramider af runde Citroner og fra lyserøde Rananer, hvor det summede af lystige Stemmer i fremmede Mål, hvor Aber knurrede, og Papegøjer skreg - men én Ting huskede han klart, noget Morbroder havde fortalt sent på Aftenen, da de skulde til at gå i Seng - om en Ø, han havde set en Nat højt oppe i Ishavet, da det var Tåge - en Ø, så stor som et Hvalhoved, hvorom Rølgerne idelig slog og slog, skyllende hen over den, slående op ad den, hvirvlende i Skum og slående igen -. «Siden,» fortalte Morbroder, «når jeg lå og ikke kunde sove, da tænkte jeg kun på den Ø under Rølgeslaget deroppe, så sov jeg strax ind.» Men Tue kunde aldrig glemme denne hjemløse Ø i den utrøstelige Ensomhed i Ishavets ustandseligt plaskende Øde, og mangen Nat skræmmede den Søvnen fra hans Leje. Han stirrede med stive Øjne.

Fader tog et Tag i hans Skulder: «Tue igen i Amdam - nej så min Sandten om det må blive ved at 46 gå. Hør nu: i Morgen Eftermiddag, når jeg er færdig på Kontoret, går vi om og ser at finde Drengen.»

Tue rystede som for en ukendt Fare: «Nej, nej, Fa'r!» skreg han.

«Hvad?» Fader rynkede de buskede Bryn.

«Nej! Nej!»

«Tue -» Moder bøjede sig over Stolearmen og så hen på ham. Tue tav befippet, han havde altid mere Respekt for Moder end for Fader, ti Moder var så rank og fjærn, hvor venlig og fortrolig hun end kunde være. Tue kaldte hende ofte i sit stille Sind «Damen». Det skrev sig navnlig fra en Aften, da han var ganske lille og lå i sin Seng, og Moder kom ind for at sige God Nat til ham og Regitze. Moder skulde i Selskab og var i gråt Silke, der raslede og glimtede, da hun slog sin Kåbe til Side og kyssede ham og Regitze, og Regitze slog sine Arme om hendes Hals og kvidrede: «Å, Mo'r, hvor du er nydelig og fin,» det samme hviskede i Tues Hjærte, men han tav som sædvanlig og bare så. Siden den Aften syntes han altid, Moder var klædt i Silke og lignede en af Ridderdamerne i Fabricius's Danmarkshistorie.

Fader havde sat sig hen og læste højt. Det var i en af de sorte Dickens-bøger, de, som en Tid lang havde været så rar Ulveføde, indtil Regitze sladrede om dem, og de blev taget fra ham. Nu sad hun og så op i Lampelyset med spillende Fingre og smilende Mund. Tue så på hende, «Regitze er køn,» hviskede han, og han så på Moders fine, blege Profil og på Faders store, kække Ansigt med den skaldede Pande, den bøjede Næse og det brede, hvide Skægs Strøm om den smalle Mund, og han følte sil Hjærte banke af Glæde og Stolthed over sit Hjem. Tue vidste godt, at selv var han slet ikke køn, han havde et altfor stort Hoved, sagde Fader, til den lille, tynde Krop og to altfor store, opspilede Øjne, men det gjorde heller ingenting herhjemme, hvor de alligevel 47 holdt af ham alle sammen, ude mellem fremmede var det en anden Sag, men dér havde han jo heller ikke noget at gøre. Men så huskede han med Et, at i Morgen skulde han ud at hente «en ny en», og han havde slet ingen Fornøjelse mere af den hjemlige Stue.

- - - - -

Næste Dag var Tue på Vej med Fader for at finde Drengen. Han havde prøvet en svag Protest, men den havde ingen taget Hensyn til, og nu måtte han trave her ved Faders Side og give ham nøjagtig Besked. Efterhånden kom der dog en vis Nysgerrighed til og overvandt Frygten. Hvad mon der vilde ske?

Det var hen på Eftermiddagen, men endnu lyst, en stærk Vind blæste oppe i Bjærgfyrrene og rejste Sneen i hvide Dampe nede på Engene. Himlen var fuld af røde Solnedgangsskyer, og det brændte og luede over de fjærne, blå Skovkamme.

«Er det her, du løb ned?» spurgte Fader og standsede.

«Nej, det var længere henne.»

Så kom de dertil, Fader stod og så sig om, Tue skottede op til ham - hvor var han dog stor og stærk, og hvor løftede han sit Hoved med Pelshuen højt, mens Øjnene spejdede skarpt ud over Landet.

«Ho, ho, Dreng - se dér,» han pegede med Stokken ned over Engene, og dernede, hvor en Markstis mørke Stribe drog sig hen over det hvide Felt, skimtedes et mosgrønt Tag bag en Række tynde, dukkende Pile, «tænkte det nok, at det var Birtes Dreng,» mumlede han, mens de gik videre.

Nu drejede de ned ad Markstien, Tue blev atter hed om Ørene, han standsede med bægge Hænder om Faders Hånd: «Fa'r, hvad skal jeg?»

Fader så ned på ham med et Smil i Øjnene: «Du skal sige Tak til Drengen - og så skal vi se at få ham med hjem.» 48 «Nej - nej -» klagede Tue, han så grant Drengen trampe om derhjemme og råbe og støje ligesom de tykke Drenge fra Landet.

«Snak,» sagde Fader kort.

Tues Hjærte stod stille - der var ingen Frelse. Nu havde de nået Huset, og Fader lukkede Døren op. De gik ind ad den lille Havesti mellem de strittende, nøgne Stikkelsbærbuske og Snebærrene med de hvide Kugler. Fader åbnede den lave Dør under Tagskægget, hvor Istappe hang, og de trådte ind i en lille, kalkkold Forstue. Fader bankede på.

«Kom ind,» lød en Stemme indenfor.

Tue tænkte i et Øjebliks Gys på Eventyret om Hans og Grete og Hexens Hus - så stod de inde i et lavt, mørkt Rum, hvor Bjælkerne hang tungt under Loftet, hvor Kappegardiner og Lavendel og Gyldenlak i Urtepotter mørknede for de små, blyindfattede Ruder, og hvor Uret dikkede - tik - tak - mellem to vældige, opredte Himmelsenge.

En Kone rejste sig forundret fra sin Rok, henne ved et brunmalet Klapbord sad Drengen og stirrede over et Par Cigarkasser med Pinde i og Klude på.

«Ih nej - se god Dag, Hr. Inspektør,» nejede Konen og strøg sig over Næsen, «værsgod at sid' ned.»

Hun skubbede et Par tunge Træstole frem, hun var en jævnhøj Kone med et brunt, glat Hår og en brun Hvergarnskjole. Hun havde en stor, bar Pande og milde Øjne.

«Tak Birte,» sagde Fader og tog Plads, «nå, der har vi altså Knægten - det er vel ham, Tue?» Tue tav forlegen, men Drengen svarede sagte: «Jou.» Birte så spørgende smilende fra den ene til den anden, men så sagde Fader: «Nå, Fyren har måske ikke sagt noget?» og han fortalte Historien.

«Ih nej da!» lo Birte med sine store, hvide Tænder, «det var da helsen rart, te Anton kund' hjælp' den lille Inspektør ud af den Klemhærken.» 49 «Ja, det siger vi også Tak for. Gå nu hen og leg med Anton,» Fader gav Tue et Puf og vendte sig så om mod Birte og begyndte dæmpet at snakke med hende. Tue hørte noget om: «Han går jo helt alene nu - kommer altfor langt fra Livet og vænner sig til at blive egenkærlig og sær - og egenkærlig må min Dreng sidst af alt blive.»

Han vilde høre mere, men da stak Anton sine Cigarkasser frem imod ham:

«Det er Skive,» sagde han.

Tue vidste, at det hed Skibe og fik en lille Smule Foragt for ham, men samtidig svandt Frygten; han havde da også, helt siden han kom ind i den lave Stue, hvor der var så lunt og duftede af Timian og Puddersukker, følt et eget venligt Velbehag. Dog holdt han godt fast i Faders Skøde, inden han vovede sig frem.

«Hvor sejler de?» spurgte han hurtigt.

«I Grøften udenfor - dér, hvor du fil i,» forklarede Anton og rettede på Sejlene.

Tue slap Fader og kom længere frem. «Ja, om Sommeren, når der er Vand på Åen,» vedblev Anton.

«Ude på Fjorden» - begyndte Tue, men stoppede så brat.

«Ja, dér sejler de rigtige Skive,» fuldførte Anton.

«Dem kan jeg se fra Fa'rs Kontor.»

«Ih nej, kan du det - kom nu, så skal du se.»

Tue så prøvende på ham og tilbage til Fader, som stadig talte med Birte, der smilte og glattede sit sorte Forklæde - så stod han henne ved Klapbordet og kiggede ned i Cigarkasserne, mens Anton forklarede og med sin tykke, røde Finger viste, hvor Kahytten var og hvor Roret og hvor Kompasset. Og Tue så det alt sammen dernede, skønt der bare var Pinde og Klude - han var jo selv så vant til at digte Liv i alt. Men han måtte beundre Antons indgående Kendskab til alt det praktiske Skibet vedrørende.

50

«Hvorfra véd du det?» spurgte han.

«Jo - fra min Fa'r.»

«Din Fa'r -»

«Ja, han er forlist.»

Tue så opskræmt på ham, ja, det var jo sandt - det hørte han jo i Aftes, men da Anton lod til at tage det med stor Ro, spurgte han:

«I den biscayiske Bugt?» - i alle de Bøger, han havde læst, forliste Folk altid dér.

«Næ - nej,» afviste Anton med Foragt, «ude på det rigtige store Hav.»

Tue faldt i Tanker, han så atter det uhyre Hav vandre og vandre fra Horizont til Horizont, grønt med hvidt Skum.

«Dér kan du se - sådan så hans Skiv ud, det har han selv snittet,» Anton pegede op under Loftet, og i Tusmørket så Tue et lille Skib hænge deroppe med hvide Sejl og slanke Master og et Væv af Snore, «men det må jeg ikke lege med, for Mo'r siger, at det skal være en Amindelse om vores Fa'r, og derfor har jeg lavet de her.»

Så gav de sig atter i Lag med Cigarkasserne, og snart var de inde i en ivrig Leg, men Anton var dum, han forstod kun at lege Handelsskib, der førte Mad med hjem, men Tue viste ham at lege Orlogsskib og Røverskib. Snekkerne duvede og vuggede i hint grønne Hav, Skummet sprøjtede om de knejsende Stavne, og Sejlene svulmede - det gik for alle Reb.

«Nå, Tue,» Fader lagde sin Hånd på hans Skulder, han så forskrækket op, han havde rent glemt, hvor han var; der var nu helt mørkt i den lille Stue, Sneen skinnede udenfor.

«Å, Fa'r, her er rart,» udbrød han og trykkede hans Hånd mod sin Kind.

«Ho, ho - nej se da,» lo Birte smigret og glattede sit Forklæde.

51

Men Fader smilte: «Nå, Pus, skal Anton så alligevel komme ind til dig?»

«Ja, Fa'r, og hans Skibe - og jeg skal komme herud!»

- - - - -

På hele den mørke Hjemvej, hvor Tue travede i vild Galop for at holde Skridt med Fader, stod Munden ikke på ham for Pludren om Anton og hans Skibe.

Og da Anton næste Dag arriverede, med mægtige, blå Bælgvanter, Træsko og stift Tøj og Skibene svøbt i en gammel «Aftenpost» - «for dér staar om Skive» - hoppede Tue ham glad i Møde og førte ham i Triumf ind i Legestuen, ja, åbnede endog det Allerhelligste, det gule Vægskab, og krammede alle dets Herligheder ud for ham - alt sit og Alfs Legetøj. -

- - - - - - - - - - - - - - - - -

Fra nu af kom Anton daglig til Tue, eller også løb Tue ud til ham. Når han skyndte sig rigtig meget, kunde han nå derud på et Kvarter. Landevejen gik så fredelig og ensom under de bjærgtyrgrønne Skrænter, langs de flade Enge, til den kom forbi Markstien, hvor Tue smuttede ned. Og så lå det venlige Hus dér i sin pilehegnede Have.

Om Sommeren løb han og Anton ud over de store Enge, hørte Blæsten flyve og Fuglene synge, løb efter Skyernes Skygger med «Rigmor» bjæffende i Hælene, sprang over de vandblinkende Grøfter og satte Skibene ud at sejle i Åens roligt glidende Vande, hvor Græsset var frodigst, og Iris groede tæt og gult. - I et Bøsseskuds Afstand fra Birtes Hytte lå der en lille, rund Høj, beklædt med fire-fem høje Ælme, den hed Herrehovedet , fordi den lignede en Ridders fjerbuskede Hjælm, og her, fortalte Sagnet, havde der fordum ligget en lille Borg, Rosborg, hvortil Munkene inde fra Byens gamle Kloster var tyet ud, da Kong Abel afbrændte deres Hjem. Men i endnu ældre Tid 52 gik Fjorden her op i Engene, helt op til Skibet Kirke og Kølholt Gård, hvor man nu kunde pløje rustrøde Ankre op, og da lå Byen op ad Skrænterne, mens Bankerne længere ude spejlede deres Skove i det urolige Vand. De mange Grøfter var Minder om den Gang. Paa Herrehovedet rejste Tue og Anton atter Rosborg af de mange Kampestene, som lå der, og sad på Murene og skuede ud over Egnen, mens de gamle Ælmes tunge Sus hviskede dem Eventyr om henfarne Stunder og Slægter.

Ofte var de dog også inde i Huset. Der var så morsomt i de små, lave Stuer med de røde Kappegardiner og de brogede Urtepotter for Vinduerne, med det sandstrøede Gulv og Vægskabenes malede Roser og Violer. På Hylderne stod forunderligt snoede Konkylier fra Sydens grønne Have, hvis uophørlige Brus endnu kogte i de rosenrøde Gange, og under Loftet hang det lille Skib og bragte et Pust af Fjærnhed og Storhed ind i de trange Rum, hvor Mo'r Birtes Rok snurrede, og Uret dikkede Hverdagens jævne Gang.

Der var også rart ude i Køkkenet med dets skurede Murstensgulv og dets kalkede Mure, hvor kobberbrune Kasseroller og Fade hang; dér kogte Birte sin lifligt duftende Løvetandskaffe, og Ilden knitrede lystigt over det Pindebrænde, som Tue og Anton havde sanket ovre på Herrehovedet. Så drak de Nektaren af de brune Lerkopper og bed af store Stykker Kandis.

Det var alt sammen så forskelligt fra det, Tue var vant til, og dog var der noget i dette Husmandshjems rene, stille Hygge, som mindede ham om det store Hus derhjemme.

Hvor skønt var her ikke herude i den lange Vinter, naar de mest måtte holde sig inden Døre, og Ilden brændte i Bilæggerovnen, mens de gennem Ruderne kunde titte ud til Engenes hvide Verden og 53 Åens funklende Bælte - hvor skønt i den vågnende Vår, når alle Bækkene skvulpede, og Åen tog til at ile og strømme langs sine grønnende Kyster, mens fløjtende Skarer af Stære kresede over Sletten, og Ælmenes Knopper svulmede paa Herrehovedet - hvor skønt i sildige, varme Sommeraftener, når Døre og Vinduer stod åbne, og de skumrende Stuer fyldtes af Engblomsternes krydrede Duft. Mo'r Birte sad ved sin Dør og lod Rokkehjulet snurre, den sidste Lyd af Landsbyklokkerne var forstummet i den blide Luft; oppe paa Vilstrup Vejen kørte en enlig Bondevogn hjem gennem det stille Land, mens Åen kvad i Aftenen som en Folkevise.

En dyb og salig Fred strømmede ind i Tues Sjæl, han lukkede sine Øjne og smilte, han trykkede Antons grove Hånd i sin lille, bløde og kaldte ham i Hjærtet sin Broder. Og Efterårsaftenerne, når Skumringen tidligt faldt på, og Ane kom for at hente ham hjem; når de stod ude på Trappestenen og så ud over den mørke Egn, hvor Engene lå hen som grønsorte Sumpe, mens de ensomme Gårdes Ruder brændte som Ildøjne langt borte i Mørket. Blæsten tudede oppe i Bjærgfyrrene og sukkede forbi Hytten. Ælmene nikkede over Herrehovedet, og der gik skumle Sagn om svunden Vildskab og grusom Hævn gennem den kolde, regnstænkende Luft. Åen lyste som et Spøgelse gennem det mørke Land.

- - - - -

Det var dog ogsaa godt, naar Anton var inde hos Tue. De Dage, Vejret var daarligt, legede de oppe i den lyse Stue ud mod Fjorden med alt det meget Legetøj eller så i Billedbøger, men ellers tumlede de sig nede i den gamle, frit voxende Have. Dér kørte de som Indianere det flyvende Firspand over Græsplænens uhyre Pampas, mens den store Ånd suste i Luften, og Antiloperne flygtede i Flokke. Eller de drog som hvide Opdagelsesrejsende ind gennem 54 Syrénalleens duftende, violette Mørke, hvor Piskeslanger hvislede om Stammerne og gule Jaguarøjne luede fra Buskene, mens vindige, små, brune Aber stirrede med blanke Glasøjne og logrede med tynde Haler.

Eller de legede Guders og Titaners Kampe på Bjærgene Olympos og Otrys, de tvende, runde Høje nede i Havens Hjørne, således som Regitze havde beskrevet det. De bombarderede hinanden med Kartoffelæbler og Hasselnødder og brølte, så Luften rystede - som Mars, titusinde Mands Brøl. Anton var altid Titanerne og måtte altid til sidst lade sig nedstyrte i Tartaros's tågede Mulm, de dybe, kolde Kældere under Huset, hvor der selv i Sommerens Solskinsdage var klamt og mørkt. Did ned måtte han også stige, når han skulde vække Tue, der sad som Holger Danske i Kronborg Kælder, med Skægget fastgroet i Rullebordets Plade, af hans tusindårs Søvn og kalde ham op til gamle Danmarks Frelse. Og did ned blev han sat som den usselige Fange, hvis blege Ansigt gennem de støvede Ruder, nær Jorden, forgæves spejdede mod Dagens Lys og Jordens grønne Skove, som han havde forbrudt ved æreløs Gærning.

Men de kunde ogsaa lege fredelige Lege - f. Eks. Fuglehandlere, der havde deres Bod inde i det brogede Vinløvslysthus, med Bellis som små, rosenrøde Duer, Guldregnsblomster som pralende Papegøjer og Hyldebuskens fjerdelte Blade som vilde, forpjuskede Rovfugle.

Men i de stille Sommeraftener stod de Arm i Arm oppe på Højen under Paradisæbletræet og så Skibene glide der ude under de grønne Kyster, mens Aftenklokkerne ringede fra Vinding skovskjulte Kirke ude mod Havet, ukendt og uset, som hin hemmelighedsfulde Klokke i H. C. Andersens Eventyr: Klokken.

- - - - -

Over alt. hvor Tue kom, skulde Anton ogsaa med.

55

De læste sammen hos Moder og Søster - og det var ikke så ilde for Tue, ti Anton var langt tilbage og havde ondt ved at følge med, så de fik langt mindre for - Anton fulgte med paa Eftermiddagsturene, og fik Tue nyt Legetøj, fik Anton også. Det var der jo ingen, som havde noget at sige til, undtagen Ane og Jes, der slet ikke kunde forsone sig med, at «den Pajs», som de kaldte Anton, skulde have det ligesom «Tue selv» - men dem var der ingen, som brød sig om.

Også på Faders lange Køreture kom Anton med, og det var Tue en stor Glæde at se hans Undren over, hvor Verden dog var stor og mangfoldig; med opspilede, brune Øjne sad han dér i Kalesjen ved Tues Side og spejdede rundt over de ideligt vexlende Egne, de rullede igennem. Han spurgte sjælden, Anton var i det Hele ikke meget talende, men Tue gav ham alligevel Besked. Fader og Assistenten sad på Bagsædet og røg og talte eller lo af dem. De kørte gennem Landsbyer, hvor der lå lignende små Huse som Birtes, hvor der tørredes Tøj i Blæsten omkring Gadekæret med de snadrende Ænder, forbi Præstegården, hvor Pastoren stod ved sit Studereværelses Vindue med den lange Pibe, nikkede og løftede på Kalotten, og atter var de ude på de frie Landeveje, hvor Poplerne stribede det solbeskinnede Støv med deres skrå Skygger. Inde på de brede Marker stod hvide Kirketårne og lå blålige Lunde. Kun en sjælden Gang mødte de en rumlende Bondevogn, hvor de tykke Mænd hilste på «den gamle Inspektør», mens Fader slog ud med Hånden og kaldte dem ved Navne; ved Vejgrøfterne sad Skærveslageren bag sin Halmskærm, så op med sine blå Briller og smilte med tandløs Mund, men Landpostbudet med de støvede Støvler og Skoletasken på Ryggen kom med op at køre. Og også ham kendte Fader og spurgte til hans Kone og Børn hjemme i Hytten.

56

Hele Faders store Amt kom de rundt, lige fra de grønne Skovegne ved Fjorden og til de golde, sandhvide Hedestrækninger inde i Jylland. Aldrig havde Anton troet, at Verden var så stor. Her inde på de skarpeste Hedejorde havde Fader vist Tue sit Fødested, Slægtens gamle Gård, Tave , liggende dybt i en Lyngdal; oppe fra Landevejen, hvor de kørte, havde Tue med vågnende Vemod set dens kalkhvide Længer og høje Tage. Stum og ensom lå den dér nede mellem de sorte Banker og lukkede de henfarne Slægters Livshemmeligheder inde bag sine Mures Firkant. Tue vendte sig i Vognen og stirrede så længe tilbage mod Gården - dens Ruder blinkede sørgmodigt i Aftenlyset - til den dukkede mellem Bankerne og forsvandt, og da var det ham, som lod han noget dyrebart tilbage i denne trange Hededal.

- - - - - - - - - - - - - - - - -

Et Par lyse, stille År var gledet hen i en Lykke så tryg og mild. Hvor var hin Skræmsel og smærtefulde Tvivl fra fordum? Livet var jo både godt og trygt at leve - - - -

Så var det en Aften i Februar; Tue lå i sin Seng, og Ane stoppede ned om ham, Moder skulde nemlig ud den Aften og stod og satte sit Hår foran Spejlet. Tue snakkede om alt det, han og Anton havde oplevet den Dag, og hvad de skulde tage sig for i Morgen. Moder hørte smilende til, og også Ane lyttede velvilligt; nu havde hun forsonet sig med Anton og ladet sin Fortrydelighed fare.

«Å ja, Mo'r, så morsomt det er!» råbte Tue og slog i Dynen.

«Ja,» sagde Ane og rejste sig fra Sengekanten, «det var nu da en stor Lykke, at Tue fik Anton til Erstatning for Alf, der døde.»

Moder standsede Kammen i sit Hår, og Tue sad med Et stiv op i sin Seng. Ane mærkede ingenting, brummende sin Visestump til Ende sjokkede hun ud 57 i Køkkenet. Moder redte atter sit Hår og vilde lade, som intet var sket, men da så hun Tues Ansigt og bøjede sig hurtigt over ham.

«Hvad er der nu, min lille Dreng?»

«Mo'r, Mo'r, jeg vil aldrig mer lege med Anton.»

«Men Tue - hvorfor ikke?»

«Nej, for jeg vil ikke - jeg vil ikke - erstatte Alf.»

«Jamen det var jo kun noget Snak af Ane - hvor kan Anton erstatte Alf?»

«Nej, men - jeg vil aldrig mere lege med Anton.»

Andet kunde han ikke sige; om og om igen stammede han de Ord, hulkende og fortvivlet - nu var den der igen, al den gamle Kval, nu var det fredfulde Liv forbi. Moder svarede ikke stort, sad kun med hans Hånd i sin - hun gik ikke i Selskab den Aften - til han omsider, mat og svimmel af Taarer, faldt i Søvn.

- - - - -

Men han holdt sit Ord - hele tre Dage, hvor hårdt han så længtes efter Anton. Fader så mørk ud, men tav, Moder måtte have givet ham Forklaring, og Regitze havde røde Øjne, som havde hun grædt, og så både sky og vred til ham. Den gamle Sorg var igen kommet over Huset, Alf tog sin Hævn. - - Dog, da den tredje Dag var ved at gå til Ende, kunde Tue ikke mere holde det ud. Bedst som han sad med sit Legetøj, grebes han af en vild Desperation : hvad kunde det nytte, han stred mod sin Lyst, og hvorfor skulde han gøre det? Alf havde ikke Ret til at pine ham således, det var urimeligt, han vilde have Lov til at løbe ud til Anton, han vilde have Lov til at - å, men hvorfor kunde Anton dog heller ikke komme, give ham den forrige Fred tilbage og dog befri ham for at svigte - ja, det var jo rent ubegribeligt - hvor blev Anton af? Ganske vist havde det været Tues Tur at komme ud til ham 58 den første Dag, men så de to andre - å, det var også Anes Skyld - ja, hvor han hadede hende, hun - - - - - - - - - - - - - - - -

inden han ret vidste af det, var han på den gamle, kendte Vej derom, farende af Sted i fuldt Løb, for at overdøve den manende Stemme, sparkende til Vejens Småstene og forhærdende sit sønderslidte Hjærte - han skulde vise Alf - men trods alt var han kun lidet kry til Mode, hvert Øjeblik parat til at vende om.

Det var nu også et trist Vejr; grå, urolige Skyer jog hen over Himlen, oppe over Bjærgfyrrenes stride Toppe kom de og fløj ud over Engene, hvor de mange Vandspejl blinkede i det flygtende Lys som våde, skælvende Øjne. Regnen stænkede i kolde, metalhårde Dråber, og Vinden tudede så sørgeligt som en vildfarende Hund.

Skulde han ikke vende om? han havde jo heller ikke sagt nogen Besked derhjemme - da - dér nede lå Birtes Hus mellem Pilene, Tue så den lave, lune Stue for sig, Bilæggerovnen, Klapbordet og - han løb til, så Pytterne sprøjtede om ham, hen ad Vejen, ned ad Markstien og ind i Haven. Han standsede i Forstuen med Klinken i Hånden - der var så stille, endnu mere stille end ellers, kun Blæsten sukkede om Huset - ingen Rok snurrede derinde, og Uret var standset. Han blev pludselig så forunderlig angst og skottede tilbage, om Døren stod åben til Flugt, jo, den gabede ud til det mørke Land - skulde han - da hørte han en sagte Klage inde fra Stuen, det var Anton - Anton - hurtigt fik han Døren op og tumlede ind - der var bælgmørkt i Værelset, kun Sengene skinnede - han hørte en rejse sig og humpe ham i Møde.

«Hvem dér?» skreg han og klamrede sig til Døren.

«Årk, Gud - er det den lille Inspektør?» lød Birtes Stemme, og nu skimtede han hendes store Skikkelse 59 og Ansigt, «ja, tænkte jeg det ikke nok, han vilde komme, men jeg kunde ikke få sendt Bud, og selv kunde jeg heller ikke gå, men det nytter vist ikke noget i Dag, der blir nok ingen Leg, for -»

«Anton - Anton,» stammede Tue.

«Ja, Anton -» sukkede Birte - «åh, To-ve, han er så møj ringe - jeg frygter rent -»

Tue stirrede med opspilede Øjne - dér henne i Sengen - det jamrede og peb som et sygt Dyr, og Luften var indeklemt og -

«Birte, Birte - tænd Lys!»

«Ja, Lys - hvor har jeg det - å, jeg er rent fra det - men bi lidt,» hurtig tog hun om sit Forklæde og åbnede Kakkelovnslågen, så det røde Lys i en Flammevifte strålede ud i Mørket.

Og dér, i de grove, hvide Puder, lå Anton - var det ham? - med glødende Ansigt - som en Markedsballon - med fugtigt-sort Hår og forvildede, blakkede Øjne - hans store Hænder famlede over Dynen, og det klynkede og klagede i hans Hals.

En frygtelig Svimmel greb Tue, det var, som hans Hjærte sprang op at bløde, og som Blodet strømmede ned ad ham - han så i et forvildet Syn Alfs Ansigt, da han lå og skulde dø - en Dag han trods Moders Forbud havde kigget ind til ham - han kunde ikke glemme det - hans Ansigt havde været så hvidt, så hvidt, med de violblå Øjne vidt opspilede og de fine Fingre klamrende sig til Lagenet - men samme Stønnen - samme Rædsel i Blikket - var det muligt, skulde Anton også dø? var det Straffen, fordi han havde taget ham som Erstatning for Broder?

Han så forvirret op på Birte, der med klagende Stemme fortalte, hvordan Anton pludselig var bleven syg forgangen Aften, hvordan det var blevet værre ud på Natten og den følgende Dag, hvor han havde ligget i ét Skrig og været rent vild af sig. - - 60 Tue huskede stedse på Alf; «Doktor» - mumlede han.

«Nej Jøsses da - det har her da ikke været!» udbrød Birte så forskrækket, som havde han spurgt, om der havde været Krokodiller.

- - - - -

Da Tue åndeløs og gispende kom styrtende hjem og fortalte om Antons Sygdom, var Moder ene hjemme; hun sendte strax Ane efter Lægen, og det beroligede Tue lidt, men da han så Moders stive Blik, skreg han:

«Mo'r, Mo'r, tror du, Anton dør?»

Moder rettede sig hurtigt: «Nej, nej vist ikke,» smilte hun.

Tue stirrede på hende, så sank han sammen i hendes Skød og brast atter i Gråd:

«Mo'r, i Morgen går jeg ud og ser til ham.»

«Ja, min Dreng,» Moder lagde sin Hånd på hans Hoved og bøjede sig over ham.

- - - - -

Men næste Dag lå Tue syg af Skarlagensfeber - Anton havde smittet ham.

- - - - -

En lang, blodrød Tid, en Tid, der stod som en Damp om hans Leje og skjulte Verden for ham, en Tid, hvor kun han selv var til, og endda kun hans plagende Tørst - han lå som i Ørkensand, mægtige Løvehoveder stirrede på ham, og dumpe Lyde truede

- en Fornemmelse som Gliden ned mod en Afgrund

- stedse nærmere - et Tag som af stærke Hænder, der holdt ham tilbage - så en dæm rende Tid med et klart Gardin for en dugget Bude, med sagte Trin og dæmpede Stemmer, med Faders ængstelige Spørgsmål og Moders rolige Svar, med Søsters tårefyldte Øjne og Lægens Gæsaransigt og Guldbriller - så en Opvågningens Tid, så salig, mild og blid, med Ømhed mod alle og Klarhed og Fred, med Fugle, som kvidrede 61 i Vedbenden, og Vogne, som rullede forbi, med Moder og Søster, der sad herinde og syede og talte sagte sammen, med Fader, hjemkommen fra Landet med dets sunde Blæst i sit Skæg og sin Kavaj og med strålende Øjne over, at hans «Pus» var kommet sig igen - alt var som nyfødt, alt tungt og ondt var slettet af Mindet, den Luft, Munden åndede, var frisk som på Jordens første Dag, de Tanker, der gled gennem Hjærnen var vage og rosenrøde, som var man nylig født - ens Hænder var så fine og hvide. -

Og endelig Dagen, da Moder tog ham på Armen og bar ham ind i Kabinettet - hvor spejdede hans Øjne ikke rundt - det var alt sammen så kært og kendt, og dog var det, som perlede en Nyhedens Dug over alt - til han pludselig så ud ad Vinduet og tav midt i sin Tale - ti se: det var blevet Sommer!

Ja, det var blevet Sommer - derude stod Allétræerne med de svære, mørkegrønne Kroner tæt ned om de runde, brune Stammer, mens Aftensolen blussede bag deres Løv.

«Men Mo'r, det er jo blevet Sommer» - hviskede han med sagte Stemme. Han følte sig til Mode som Munken, der havde lyttet til Evighedens Fugl, og Tiden var svundet, og han vidste det ikke - til han atter slog Øjnene op og så, at det var Sommer. -

Regitze slog Armene om ham og kyssede ham: «Ja, Tue, det er blevet Sommer», og Moder smilte: «Ja, Tue - nu er det blevet Sommer.»

Men han stod ganske stille og stirrede ud i den frodige, grønne Fred - og med Undren følte han noget vågne og røre sig i hans blodsvage Årer - en sagte, skælvende Jubel - en fjærn, svag Sang, nynnet som af tonende Alfestemmer - en Hymne til Livet og Livets Fryd, nu han var opstanden fra de døde. Han så op med et lyttende Smil og foldede Hænderne: 62 «Mo'r, nu er det blevet Sommer.»

- - - - -

Hvor lyksaligt var det ikke at stavre om i Stuerne og hilse på alt det gamle, kendte og se det som i et nyt og eventyrligt Skær, at kysse Dukkerne Gensynskys, at kigge ind til den gamle Skriver og møde hans skelende Blik, at lade Pjusk hakke sig i Fingrene og se dens Fjer skinne som Guld i Solen, og så igen huske på, at det var blevet Sommer og krybe op i Vinduet og se ud i den højblå Luft, over de grønne, svulmende Kroner til den åbne, friske Fjord, hvor de hvide Sejl gled hen -

«Mo'r, Anton!»

Han tumlede ned på Gulvet, hvor havde han dog haft sine Tanker henne - Anton - ind til Moder -

«Mo'r, Anton?»

Moder sad og læste, da han kom; hurtigt lagde hun Bogen fra sig og så på ham:

«Stille, Tue, du er endnu svag.»

«Mo'r, Mo'r, Anton?»

Moder tog hans Hænder i sine og med sagte, blød Stemme sagde hun:

«Tue, Anton er kommet ud på Kirkegården til Alf.»

- - - - -

Græde - græde - græde - græde over Alf og Anton, føle den gamle Vunde springe op og bløde, bløde, og den nye smærte og bløde - Alf og Anton døde - døde bægge to - bægge begravne under Jorden - aldrig mere skulde de danse og le - aldrig mere lege og springe dér nede i Haven, plukke Blomster og spise Stikkelsbær - aldrig mere skulde han se dem og tage dem i Hænderne - aldrig mere - men hvorfor skulde de dø, hvorfor

«Mo'r, hvorfor skulde Alf og Anton dø?»

«Vi skal alle dø, Tue.»

«Jamen, Mo'r, jeg døde jo ikke.»

«Nej, ikke den Gang.» 63 «Men hvorfor skal jeg leve, når Alf og Anton døde?»

«Fordi vi ikke kan undvære dig.»

«Kan I da undvære Alf?»

«Å nej, Tue, men var også du død, hvad skulde så Fa'r og Regitze og jeg have gjort?»

«Mo'r, du kan ikke dø.»

«Jo, Tue, vi skal alle dø.»

«Nej, Mo'r, ikke du! ikke du! du kan ikke dø!» Moder, hvis Ansigt kom frem af Dampene - af og til - så Løverne måtte flygte - Moder, hvis Hænder det var, der holdt ham tilbage, da Afgrunden vilde sluge ham - Moder, der var som ingen anden - Moder, der var fra først - nej, så måtte jo selve Verden briste!

«Nej, Mo'r, du kan ikke dø!»

«Nej, nej, mit Barn, nej.»

Så var der dog noget fast. - - - - -

- - - - -

Var det virkelig Sommer? Tue begreb det ikke - tungere var Verden, tungere end nogensinde før, mørkere, uretfærdigere, mer fuld af Skræmsel end før - og hin svage Ild i hans Blod, hin Gnist fra Livslykkens flammende Bål, slukket var den, blæst i Aske

- og en Skam og Gru var det, den havde været der

- Glæde over det Liv, der havde forjaget Alf og Anton, den Sommer, hvori Anton var død - og Smærte var det, å stingende Smærte - for hvor havde det varmet og lysnet - men nu var det slukt for evig -

- - - - -

Ja, det skulde være slukt - han havde set Birte en Dag fra Vinduet, hun gik forbi ude i Alleen med en stor Kurv i Armen, hun havde været inde i Købstaden og gjort Indkøb: Sukkerposer, Grynposer, Kaffeposer - tænk, hun kogte sig Kaffe endnu! Hun så til Buden og nikkede til Tue - og smilte - Tue blegnede af Forbitrelse - hun smilte!

64

Og hun havde været ovre på Faders Kontor, for at takke for noget, han havde hørt hendes Stemme

- den var som altid - at den ikke var bristet!

«Å, Birte - hvad var hun?» - han fordrejede Munden af Foragt - nej, men han sørgede, han -

For det Spring, han nu og da kunde sætte i, det Jubelråb, han nu og da kunde udstøde, det var jo kun et Øjebliks Forglemmelse - det skulde ikke mere ske - og hvad var det så mod Antons Moder, der uanfægtet købte sig Kaffe og læskede sig med? -

- - - Var det ikke underligt med Regitze - Tue syntes, hun ligesom undgik ham i denne Tid. -

- - - - -

En Eftermiddag var han på Vejen derom - han havde ikke været der siden hin Aften, han løb hjem. Men nu måtte han se det lille, gamle Hus, hvor han og Anton havde været så lykkelige sammen, hvor det var, som noget af Anton endnu levede.

Og det gjordes hårdt nødvendigt, han mindedes om ham, ti de Spring var blevet mange, og de Råb var blevet talrige i den sidste Tid. -

- Nu var han under Bjærgfyrskrænten, han krøb op på en Skærvebunke og stirrede - jo, derovre lå Huset, så sørgeligt lille og ensomt under sine Træer i de store, skumrende Enge - og dér nikkede Fjerbusken på Herrehovedet, og dér - å Anton - Anton -

- Han sank sammen på Skærvebunken og pressede sit Ansigt ned i den skarpe Singel - han behøvede det ikke - han behøvede ikke at holde sin Troskab vedlige, Sorgen vældede og vældede fra hans Hjærte

- Minderne hviskede i Poplernes Bladerøster -

- Det rørte ved hans Skulder - han foer forfærdet op - det var Birte, som stod bøjet over ham med et Risknippe på Skuldrene og et rødbroget Tørklæde om Hovedet.

65

«Herre Gud - er det den lille Inspektør, hvad ligger han dog her og græder for? hvad er der løs?»

Det kunde hun spørge om, Antons Moder - -

«Anton - Anton,» jamrede han.

«Ih, nej se da, er det lille Anton, han græder for,» udbrød Birte bevæget og snød sin Næse. «Ak ja, det var jo så møj sørgeli' for et enli' Mennesk'», sukkede hun.

Tue skottede op til hende, og der sneg sig en ydmyg Anger ind i hans Sind; dér havde han pralet af sin Sorg og havde ophøjet sig over hende, fordi han syntes, hun allerede havde glemt Anton - som han nu så hende stå dér, bøjet under Knippet, og stirre over mod Huset med tårevåde Øjne, skammede han sig, så han helst havde boret sig ned i Skærvebunken - han så jo, hvor hun sørgede -

Og hvor ensomt måtte det ikke være for hende ovre i den lave Hytte, helt alene som hun var -

«Å Birte,» hviskede han og trak i hendes Skørter, «må jeg komme ud og besøge dig som før?»

Hun vågnede op og så ned på ham: «Herre Gud, lille Inspektør, hvad Fornøjelse kan han have af at besøge en enli', gammel Kone?»

«Jo-o», hviskede Tue.

«Ja, Guds velsigne ham, den søde Dreng», udbrød Birte pludselig, tog ham hæftigt ind til sig og kyssede ham, «for det han holdt af Anton og gjorde hans sølle Liv glad.»

Hun slap ham, halvt forskrækket over den Dristighed, hun havde tilladt sig over for «den lille Inspektør», men Tue var slet ikke krænket - som han ellers blev så let, når fremmede krammede ham - det var jo Antons Moder - -

- - - - -

Så travede Tue da atter sine Ture ud til Birte, sad atter på Herrehovedet og hørte Ælmene hviske, men nu ikke mere om rustningsblå Riddere og kuttegrå 66 Munke, men om Anton og ham selv og deres Lege; atter sad han i den mørke Stue, hørte Rokken snurre og Uret dikke, legede med Cigarkasserne - nu altid Handelsskib, for det var dog det , Anton til sin Dødsdag helst havde leget - tittede mellem Urtepotterne ude i de høstlige Enge, hvor Tågerne sejlede, og hørte Birtes ru Stemme fortælle om Anton og Kaffe imellem hinanden, uden at det nu gjorde ham noget. Han havde lært at forstå Birtes Sorg.

Han mærkede med Tilfredshed, at nu hændte det ham aldrig mer at glemme Anton, mens der dog samtidig kom en vis mørk, sørgmodig Ro i hans Sind.

Han så imidlertid nok, at Moder ikke syntes om de Besøg, og en Aften, da han var kommet hjem og havde gemt sig bag den store Lænestol for ret at fordybe sig i Sorgen over Alf og Anton, hørte han Moder og Fader tale om det; de vidste ikke, han var i Stuen.

Moder sad henne ved Vinduet, og det var hende, som begyndte.

«Jørgen,» sagde hun, «vi må se at få Tue i Skole.»

Fader gik op og ned ad Gulvet, nu standsede han.

«I Skole, Elisabet - hvorfor det? Han er jo kun ti Ar - lad ham dog være fri for det en Stund endnu.»

«Han må lære noget,» sagde Moder.

«Lære,» brummede Fader, «du og Regitze læser jo med ham - tror du egentlig, Mester Linné kan gøre det bedre? Nej, han har såmænd meget bedre af at køre på Landet med mig end af at sidde i en Skolestue - lad ham først lære selv at tænke, så kan han endda siden lære, hvad andre har tænkt.»

Moder kniplede lidt i Tavshed, så sagde hun:

«Jeg er bange for at lade ham gå så alene, nu også Anton er død - han må ud og have Legekammerater - det kan ikke gå, Jørgen, du ser jo, 67 hvor han hver Dag traver om til Birte, han kan ikke glemme hverken Alf eller Anton - men det må han, hvis han skal leve,» Moders Stemme lød pludselig så hård.

Fader stod henne ved Kakkelovnen, han havde taget Piben ud af Munden og så hen for sig.

«Tror du, han vil glemme dem, når han kommer i Skole?» spurgte han, hans Røst var usikker.

«Ja, efterhånden, alt det nye, han får at se - husk på, herhjemme har Anton været, på Landet har han været, men ikke i Skolen. Og så de nye Drenge -»

«Ja, ja,» sukkede Fader, «så er der vel intet andet at gøre - så tjener Mester Linné da endelig sine otte Kroner,» smilte han.

«Ja, jeg lod ham også helst være fri, men han må glemme, han må glemme.»

«Ja, det kan jo være - de nye Drenge - så gør det da, Elisabet.»

Fader gik og lukkede Døren efter sig, Moder blev siddende og stirre ud i Alleen. Men da stod Tue ved hendes Side, rystende af Vrede:

«Mo'r, jeg glemmer ikke Anton, ikke Alf, jeg vil ikke glemme dem, jeg vil -»

Moder foer sammen: «Men Tue - hvor kom du fra?»

«Fra Stolen - men jeg vil ikke glemme - jeg vil -»

Hun trak ham ind til sig: «Du skal heller ikke glemme dem, hverken Alf eller lille Anton, men du skal ikke lade, som om de stedse lever, for de er døde, og ihvad du så end gør, bliver de aldrig mer levende, men du lever, og derfor må du ud og se Verden og lære andre Mennesker at kende.»

Tue stirrede næsten fjendtligt på Moder: «Og for - - forråde Alf og Anton.»

«Tue, hvad siger du - Alf og Anton, dem kan du hverken gøre ondt eller godt.» 68 «Jo - for leger jeg med de nye Drenge og glemmer dem -»

«Hvad så?»

«Så er de først helt døde - og så har de aldrig levet.»

«Nej, Tue, du skal i Skole, og det snarest mulig.»

- - - - -

Han skulde i Skole - for at finde nye Venner i Steden for de døde? hvorfor skulde han have nye Venner? Havde Alf og Anton levet, vilde alle have sagt, at han skulde blive ved at holde af dem - nu de var døde, hed det på én Gang, at han måtte finde andre at elske - Hvor kunde det dog være? Skulde han da virkelig holde op med at elske dem, fordi de ikke mere kunde lege med ham? det var jo ikke deres Skyld, de vilde jo gærne være bleven ved med at leve. Hvor frygteligt, de skulde glemmes, fordi de var døde!

Nej, nu gjaldt det at ruste sig, nu selv Fader og Moder sammensvor sig med det Onde imod ham - nu måtte han se at klare sig selv - og han skulde nok gøre det - de skulde få at se, at han var trofast og stærk. Alf og Anton kunde være ganske rolige, han vilde ikke glemme dem, aldrig glemme dem for de nye Drenge.

De nye Drenge - Tue blev trang om Hjærtet ved Tanken på dem - hvad var det dog, der ventede ham? han skulde ud blandt lutter fremmede, han aldrig før havde set - og tilmed Drenge - havde det endda været Voxne eller Piger - men Drenge! Alt, hvad Tue anede af vildt og hårdhændet i Livet dér ude bag Hjemmets Ruder, syntes ham at stamme fra Drenge. Og i deres Vold skulde han være givet hele Formiddagen - hvad kunde de ikke finde på at gøre ved ham, når de så, han ikke vilde elske dem og ikke lege med dem? hvor kunde Moder dog 69 udsætte ham for sådant noget? O, han følte det - al Lykke i dette Liv vilde være forbi for ham, når han kom mellem dem!

I stigende Angst talte han på sine Fingre de Dage, der var tilbage - sex - fire - to - én - ingen -

- den sidste Nat sov han ikke for Skræk.

70

IV.

Mester Linnés Skole lå derude, hvor Byen ophørte, og Landet begyndte, i en lang, ubebygget Gade, hvor kun enkelte gamle Huse stod, med høje, svajede Tage og spidse Kviste, som oftest kun beboede i et Par Fag og mest af små Pensionister eller ensomme Gamlinge, der havde ejet Gårde på Landet og nu sad ubevægelige Dagen igennem på deres Forhøjninger, i de læderbetrukne Lænestole og med Hænderne foldede om Tobakstønden stirrede ud mod den frie Horizont. Her var Lejerne billige, og her kunde de høre Aftenklokkerne ringe Solen ned ude i deres gamle Landsbyer, hvis hvide Prikker øjnedes fjærnt i det Grønne.

Mester Linnés Hus var det yderste af dem alle; «Villa Sindsro» hed det, med høj Kælder og dobbelt Stentrappe med Jærngelænder op til Stuen. På det buede, mosgroede Tag knejste to Kviste, en til hver Side; i den ud mod Engene havde Mester Linné sin vindomsuste Bolig, og herfra kunde Gadens øvrige Beboere i stille Sommeraftener høre hans Violinstrøg. I den anden boede hans Husholderske, Eline Petersen.

Her ude på den høje Trappe stod da Tue hin længe frygtede Morgen og skulde sige Farvel til Moder. Solen skinnede venligt på de gamle Hustage, 71 og Luften var kølig og frisk. Men Tue kunde intet andet sanse, end at Moder vilde gå fra ham og lade ham ene tilbage mellem alle disse fremmede, langt borte fra Hjemmet og Stuerne.

«Mo'r, Mo'r,» stammede han og klamrede sig fast til hendes Hånd.

Moder trak den læmpeligt til sig: «Tue, vær nu fornuftig,» sagde hun og så på ham med sine stærke, blå Øjne, «tænk nu på, hvad jeg har sagt dig - jeg kommer jo og henter dig Klokken ét.»

Hun gik hurtigt ned ad Trappen, vendte sig endnu en Gang og nikkede smilende op - så gik hun.

Hun gik - det svimlede for Tue - hun forlod ham virkelig - han blev ene - således måtte det være at dø - - -

«Nu min Ven, så må du nøjes med mig», lød det i hans Øren; han så forvirret op i Mester Linnés magre Ansigt, «du kender jo da lidt til mig, ikke sandt?»

Hans Stemme var så venlig, at Tues Hjærtebanken sagtnede lidt. Mester Linné trykkede hans Hånd og smilte:

«Velkommen skal du være - træd indenfor - velkommen, o -» han standsede på Tærsklen og fæstede et så tragisk Blik på Tue, at hans Hjærte atter tog til at hamre, »her byder jeg dig velkommen, Sønnen af den eneste Mand jeg højagter mellem denne Stads foragtelige Indvånere - han, som sendte en virkelig Kammerrådstitel tilbage - velkommen i en Skole , i min Skole - o, det skulde have været i min Ungdom! Nå -,» han strøg sig over Ansigtet og lukkede Døren.

I det samme gik en anden Dør op ovre i Baggrunden af Gangen, og Tue så et Hoved blive stukket ind - et hulkindet, storøjet Ansigt med en Rede rødt Hår om Ørene; det slog ham strax, at sådan måtte Mester Linnés Husholderske se ud.

72

«Henrik,» hviskede hun, «Henrik.»

Mester Linné snurrede rundt.

«Hvad for noget - Eline Petersen, hvad vover du? forsvind!»

«Jamen, Henrik - Drengene - -»

«Eline Petersen - vil du forsvinde eller -»

Hovedet forsvandt, og Døren slog i.

Tue havde allerede længe hørt et Spektakel uden Lige, Skrig og Skrål og Hamren, men så optaget havde han været af, hvad der foregik omkring ham, at det først nu gik op for ham, at det var Drengene, der larmede. Skrækken greb ham igen, så han rystede - det lød jo som vilde Dyr, der hylte - således måtte de Ræve, Fader fortalte om, have glammet i fordums Tid fra Ureskov - til dem skulde han ind!

«Knægte -» mumlede Mester Linné og trak ham hurtigt med sig gennem et Par tomme Rum, «men o, den Frihed, den Frihed, den lader sig ikke betvinge!»

«Stille!» han stod på Tærsklen og lod de gnistrende Øjne fare rundt; Tue så en Mængde Drengeansigter vendte mod sig med nysgerrige Øjne og åbne Munde. Mester Linné halede ham frem: «Her bringer jeg Eder en ny Kammerat, Tue hedder han, og hans Efternavn Tavsen. Hvad de hedder, må du selv erfare, min Ven. Tag Plads!» Han skubbede ham ind på en Rænk, hvor der allerede sad tre, og gik med lange Skridt op til Katedret, som stod midt i Stuen, Tue så hjælpeløs efter ham - forlod han ham nu også?

Timen begyndte, Mester Linné spurgte, og Drengene svarede, men Tue hørte ikke stort, han var altfor optaget af at bringe sig i behørig Afstand fra sine Rænkekammerater og udspejde Lokaliteterne. Hvad han strax havde bemærket, var det utrolige, at man slet ikke kunde se ud ad Ruderne, de var helt oversmurte med Kridt, kun en Stump blå Himmel med en solbeskinnet Sneglehussky, eller en Fugl, som fløj 73 forbi. Men det hørte vel sagtens til en Skole. Derimod var de store, blå Kort, der hang på Væggene ligesom i Faders Kontor, så hjemlige, at Tårerne steg ham i Øjnene. Og det var altså de Drenge, han skulde have til Venner i Steden for Alf og Anton - ja, de var aldeles, som han havde tænkt sig! tykke, rødkindede, med alt Håret skrabet af - og dumme var de - hør bare, om de kunde svare rigtigt på et eneste af Mester Linnés Spørgsmål, endda de var så lette - alt det havde han og Anton lært for længe siden hjemme hos Moder.

Ak hjemme - nu skinnede Solen ind i Dagligstuen, hvor Moder og Søster sad og syede, Pjusk kvidrede i sit forgyldte Bur, og Ane skramlede ude i Køkkenet. Hvorfor måtte han dog ikke være dér mere? det var jo dér, han hørte til, og ene dér, han kunde være lykkelig - hvad skulde han dog her efter, når Stuerne stedse stod og ventede ham? Hvorfor kunde han ikke rejse sig og løbe bort fra dette fremmede Sted?

I det samme brød Solen i en bred, gylden Strøm ind gennem Ruderne og hen over Drengenes Hoveder, Mester Linné så hastigt op, han slog uvilkårlig ud med Hånden, som vilde han hilse Solen velkommen - men Tue sad og stirrede lige ind i Solskinnet, ti dér henne ved Vinduet sad en Dreng, han ikke før havde set - han følte sit Hjærte banke og Rødmen stige i Kinderne - så smuk den Dreng dog var - et Brus af brune Krøller gnistrede om hans løftede Hoved og kastede en blånende Skygge over hans rene Pande og broncegyldne Hud, to frejdigt smilende, blå Øjne så op i Solstrimens dansende Støvmillioner. Der var bleven ganske stille i Stuen, og med Undren hørte Tue hin gyldne Strengeleg tone i sit Indre, ligesom den Dag han kom op fra sit Sygeleje og så. at det var blevet Sommer.

Pludselig sluktes Sollyset, Skyerne fløj atter forbi derude, og det skumrede atter i Stuen - der gik 74 som et Suk gennem Klassen, Mester Linné greb sin Bog og udbrød: «Nå videre!»

Men Tue sad og rystede på sin Bænk, hvad var det dog nu, han havde gjort? o, Anton, Anton - han blussede af Skam, dér han sad, og Gråden steg ham i Halsen - men nej, nej, de skulde ikke få Ret - Alf og Anton skulde ikke glemmes, skulde ikke trænges bort af den nye - anden - bare fordi han var smuk og levede, mens de smuldrede i deres Grave - han vilde ikke mere se på ham - -

En Klokke slog et Sted inde i Huset - alle Drengene foer i Vejret, fløj ud på Gulvet mellem hverandre, skrigende og stampende, knaldende Pultlågene i - Tue så forvirret og opbragt på dem - hvor var de dog simple og rå - og se, selv den kønne Dreng var med - -

«Nå, min Ven, nu skal du ned og lege med dine nye Kammerater,» sagde Mester Linné og lagde sin Hånd på hans Skulder.

Tues Hjærte brændte, de nye Kammerater - jo, han skulde - men da han kom ned på den gruslagte Plads bag Huset, glemte han Skolen og det Hele, ti dér, bag det lille Stakit, lå jo Engene for ham, så flade, stille og grønne, skiftende under Sol og Skygge, mens den lille, hvide Kirke tændtes og sluktes som et Alterlys i det skovblå Fjærne.

Tue stod ved Stakittet, hvor Græsstråene stak ind, hans Øjne skinnede af Glæde, Engene havde bragt ham en venlig Hilsen fra Hjemmet - og dér ovre - han skyggede med Hånden for Solen - under Vilstrup Bankedrag, hvor det glimtede i en Gavlrude - var det ikke Birtes Hus under Herrehovedets Træer og - - -

- - et Ryk så han tumlede omkring og faldt ned i Gruset, og et triumferende Skrig - omkring ham stod hele Drengeflokken, skrålende af fuld Hals: «Se, hvor han drat!» «Ja, hvor skulde han kunne stå på 75 de Ben?» «Han er jo en Pige - sikket langt Hår han har - ligesom min lille Søster!» »Og sikken Hue med Flagrebånd!»

Tue blev siddende og så på dem - efter den første Forskrækkelse var han nu ganske rolig og resigneret - det var jo en Selvfølge, at det måtte gå ham således, når han kom mellem Barbarer - nu kunde Moder se -

«Hvad har I for her?» det var den kønne Dreng, «hvad, er det en Måde at behandle den nye Dreng på? Væk siger jeg!» Han puffede til dem, så de røg til Siden, knurrende, men adlydende. «Og hvad sidder du der for? Rejs dig!» befalede han Tue. Tue rødmede og kom op, forlegent børstende Gruset af sin Bluse.

Hvad var det, du hed?»

«Tue,» hviskede han.

«Så - nå, og jeg hedder Sigurd,» han nikkede tilfreds til ham - som sagde han. «Jeg er Konge, du er Degn.» Tue mærkede det vel, men han var ham taknemmelig, fordi han havde befriet ham, selv om han havde kaldt ham «den nye Dreng,» hvad skulde det til? som om han var eller nogensinde kunde blive Mage til de andre? som om han ikke altid var Tue Tavsen og hørte til derhjemme i det vedbendgrønne Hus.

«Nå, kom nu du,» Sigurd stak sin Arm ind under hans og vilde trække ham med sig, men Tue holdt fast ved Stakittet - hans Hjærte hamrede - han turde ikke gå med Sigurd - det måtte ikke ske!

«Hvad - vil du blive stående og glo ud i de Enge? hvad er dér at se?» han så nysgerrig derud, som ventede han at se en Flodhest vade om derude. Tue fornam en flygtig Uvilje mod Sigurd, fordi han ikke kunde se, hvor skønne de Enge var, men nu måtte han følge ham, enten han vilde eller ej.

«Kan du lege?» 76 «Ja,» han så hastigt op i Sigurds spørgende Øjne, hans Hjærne kom øjeblikkelig i Fart med brogede Fantasier.

«Ja, jeg mener: slås

Tue så sky bort. «Nej,» hviskede han - slås, som det var at lege!

Sigurd mønstrede ham misbilligende. «Jamen, du har et kønt Hår,» lagde han pludselig til og tog kærtegnende Tues lange, bløde Lokker i sin Hånd. Tue rødmede af Undseelse; han syntes, at Sigurd behandlede ham som en Pige - og nu sagde han det: «Du skulde sgu været en Pige!»

Tue fik ikke Tid til at undres over, at Sigurd vilde bande, ti nu stod Mester Linné oppe på Trappen, klappede i Hænderne og skreg ned til dem: «Op! Op!» og Sigurd satte i Løb med ham op over Pladsen. Idet de løb forbi Mester Linné, strøg denne sin Hånd hen over Tues Hoved: «Min Ven,» sagde han smilende. Tue følte sig taknemmelig for det varme Blik i Lærerens Øjne, men fornam samtidig en egen skarp, stikkende Lugt, som var ham imod. Da de kom ind i Gangen, hviskede Sigurd ham leende i Øret: «Nu har han besøgt sin Trøster.»

De Ord grublede Tue længe over, da de atter sad inde i Skolestuen; hvad mente Sigurd dermed? uden han selv vidste hvorledes, rimede de sig sammen med det, Fader en Gang havde sagt: «Ja - og hvis der ikke var Fruentimre og Klukflasker til,» det røde Hoved derude, som hed Eline Petersen, hvad mon det Hele var - -? Tue rødmede, han mødte Sigurds Øjne, der smilte til ham, og hin varme Strøm gød sig atter gennem hans Blod, han nikkede tilbage til ham, halvt undselig, halvt stolt - - men så var den brændende Skam der atter, hans Hjærte klaprede af Angst og Fortvivlelse - o Gud, hvad skulde han gøre

- han elskede jo Sigurd - nu - den første Dag

- havde han været troløs!

77

- - - - -

Det var Aften og stille og mørkt, enkelte tunge Regndråber slog imod Ruden, og stundom sukkede Blæsten gennem Alleen derude. Tue lå med Hovedet boret ned i Puderne og lod alt det, der var sket ham i Dag, glide forbi sig. Han rystede af Angst ved Synet, men hvor havde ikke også alting svigtet ham!

Om Eftermiddagen var han i sin Nød tyet ud til Birte, men havde ikke fundet hende hjemme. Forgæves havde han stået og dundret på hendes Dør, så det genlød i Engenes Stilhed - var hun ikke hjemme? nej, hun var ikke hjemme; Antons Hjem havde lukket sig for ham, som Templet for den mensvorne, men det var jo kun forskyldt, han havde ikke fortjent bedre. Og han var sunket om på Tærsklen til det tillukkede Hus og havde stirret fortabt over mod Herrehovedets Træklynge, mens Mørket slørede den vide Slette, og de første Stjærner glimtede frem.

Ak, hvor langt var han ikke allerede kommet fra Anton på denne ene Dag; det var, som lå der År imellem hine uskyldige Dage, da han havde leget dér inde i den lave, venlige Stue, og denne ensomme Aften, da han sad og skælvede af Undseelse og Skam på Trappestenen foran den låsede Dør - - stakkels Adam og Eva i Billedbiblen!

Og da han var kommet hjem - han havde slet ikke turdet møde Moders Blik, ti hun forstod jo det Hele, hun vidste jo, at han ikke var løbet om til Birte af samme Grund som fordum, og hun havde nok fortalt det både til Fader og Regitze, han kunde mærke det på dem, de smilte ad ham - de triumferede - å ja, de havde jo også fået Ret, så skammelig Ret - men havde han bare truffet Birte hjemme, var han bare sluppet ind, så havde Stuens gode Ånder nok skænket ham Våben til at kæmpe mod Sigurd i Morgen, nu derimod - å, i Morgen - hvad skulde det blive til? kunde han dog bare dø i Nat, dø trofast 78 og uskyldig - - men Gud måtte hjælpe ham, vilde ikke andre, så måtte Gud - -

Han lagde sig om på Ryggen og stirrede med brændende Øjne op på det mørke Loft.

«Hjælp mig Gud! hjælp mig!» stammede han, atter og atter, åndeløs, snappende efter Vejret og knugende Hænderne i hinanden.

- - - - -

Næste Formiddag stod Tue i Skolegården, ved Stakittet og stirrede ud mod den hvide Kirke, mens Drengene støjede bag ved ham på Pladsen. Men var hans Øjne end dér ude i de gamle Enge, så var hans Hjærte der ikke. Det hamrede og slog, så det dunkede i Halsen og uafbrudt spurgte han: «Kommer Sigurd, eller kommer han ikke?» og han bad med Hånden klemt om Staverne: «Gode Gud, lad ham ikke komme! lad ham ikke komme!» men inderst inde hviskede det ængsteligt: «Hvorfor kommer han ikke ? hvorfor kommer han dog ikke?»

«Hvad, står du nu dér igen og glor?»

Tue foer sammen - dér var han! En Strøm af Glæde hvirvlede ham gennem Hovedet, og uvilkårlig vendte han sig om mod Sigurd. Men sky slog han Øjnene ned for hans blå, ransagende Blik, han stod med Hånden på hans Skulder og betragtede ham nysgerrigt:

«Hør, du er vist en sær Fisk - men alligevel - jeg kan pokkers godt lide dig - skal vi være Venner, hvad?»

Tue snappede efter Vejret - Herre, hjælp! hjælp I frist mig ikke over Evne - så - -

«Hvad, vil du ikke? vil du ikke være Venner med Sigurd Ross - nu har jeg -»

«Jo - jo -,» stammede Tue.

«Det skulde jeg mene - hid med din Næve - nåda, er det en Måde at gi' Håndslag på - sådan en tjattet Jomfruhånd - nå, klem ordentlig til, Dreng 79 - det er svoret, Venner - det er svoret,» Sigurds Øjne brændte i hans.

«Svoret,» hviskede Tue opgivet.

«Og kom så og lad os få os en regulær Tagfat - første Mand ved Pumpen!»

- - - - -

Det var et Par Uger efter, ude ved Mester Linnés Trappe; Solen skinnede skråt hen over Gaden, så de gamle Huse halvt lå i kølig Skygge. Under de mosgrønne Tage stod de klare Vinduer åbne mod Engenes Friskhed, de gamle sad dér inde i de dæmrende Rum, i Underbenklæder og Nathuer og slubrede Teen i sig, i denne årle Morgen drømmende sig hjemme på deres landlige Gårde.

Tue stod lænet mod Villa Sindsro's Smedejærnsgelænder og stirrede ud over den flade, duggrå Slette, hvor Åen glimtede i Solskinnet. Lette Tågeflor sejlede hen langs de bakkede Skove, og Lærkerne kvidrede i Kor oppe under den skyfrie Himmel. Skibet Kirkes hvid Sølvnål lyste i Skovenes mørkeblå Slør. Men Tue så intet andet end den Røgsøjle, der steg rank og blå i den stille Luft hist ovre fra den lille Hytte under Vilstrup Banker, hvor hans Glæde fordum havde boet, men hvor han nu aldrig mere turde komme.

Således havde han stået hver Morgen, siden hin ulykkelige Dag han først kom i Skole, og havde set den stige som Røgen fra et Alter, der evigt brændte til Antons Minde, hver Morgen pressende Angrens Brod dybere og dybere i sit troløse Hjærte, bitterligt erkendende, hvor ringe og troløs hans Sorg havde været mod Antons Moders, som han en Gang havde vovet at foragte. Ti hvad hjalp det vel, at han i dette Andagtens Øjeblik mindedes Anton så levende og varmt, som nogensinde da han havde været i Live? Han vidste jo, at så såre han så ind i Sigurds spillende Øjne, vilde hvert Minde om de døde være 80 svundet som Nattens Tåger for Morgenens Sol - vilde han kun se Sigurds friske Ansigt, kun høre hans triumferende Latter, mens hine blegnede Ansigter og hine klagende Stemmer var glemte, som havde de aldrig levet og talt, og havde han aldrig elsket dem. En dyb, grådtung Selvforagt brændte i hans Sind, mens han langsomt steg op ad Trappen.

- - - -

Men i næste Frikvarter fløj han rundt med Sigurd nede på Pladsen, med bankende Hjærte, blussende af Iver, jublende når han undgik ham, til han blev indfanget, og de stod Bryst mod Bryst og lo hinanden ind i Øjnene - ti havde Sigurd end ikke fået ham til det, han egentlig kaldte «Leg»: Slagsmål - så havde Tue dog forlængst glemt sin Foragt for slige fantasiløse Lege som Tagfat - ja, han følte endog en aldrig før kendt Glæde ved Brugen af sine Kræfter, når de stormede af Sted, og en sød Mathed i Blodet, når de forpustet standsede. Og iøvrigt var det ham ligegyldigt, hvad de legede; når han kun var sammen med Sigurd, kunde gribe hans Hånd under Løbet og se ind i hans strålende Øjne, var han glad.

Ude i Engene var Alterrøgen forlængst henvejret.

- - - - - - - - - - - - - - - - -

Søster Regitze var blevet konfirmeret og havde fået lang Kjole, så Tue knap kunde kende hende igen. Hun var ikke mere den lille, fortrolige Søster Regitze med det regnbuefarvede Sind, der snart fik hende til at sprudle af Latter med sin store, røde Mund og snart til at hulke i ør Fortvivlelse; hun løb ikke mere om og kyssede Roserne nede i Haven og fortalte ham ikke mere Eventyr om de fjærne Landes Tillokkelser og Sydens evige Somre; når Fader og Moder nu var ude, var hun selv med. Ikke heller viste hun ham mere Billeder i Mytologien, hun sagde, hun havde ikke Tid dertil, og hun havde virkelig også meget at tage Vare på. Hun gik ikke mere i 81 Skole, men læste selv mange Bøger, både Latin og Græsk, for hun vilde være Student. Men det var ikke det alene, nej, hun var også en helt anden i sit Væsen, i sin Gang og sit Smil. Hendes Ansigt var blevet længere og smallere, og det vilde, røde Hår var bundet op i en tung Knude i Nakken. Tue var slet ikke mere sikker på hende, han følte sig tit lidt trykket, når han var ene med hende. Hun var mindst ligeså venlig som før, men talte dog så underlig overlegent til ham, og fortalte han hende noget, lyttede hun adspredt til; hendes drømmende Øjne så langt forbi ham, ud imod Aftenens rødmende Skybanker, og så kunde han forgæves vente på Svar, mens han skottede til hende, halvt krænket og halvt beundrende. Klagede han til Moder, smilte hun og sagde: «Ja, ja, Tue, Regitze er ved at voxe fra dig.» Og Fader, hvor var han ikke stolt over hende - hun havde nu altid været hans Yndlingsbarn, fordi hun havde samme røde Hår, som han havde haft, da han var ung - men nu fulgte hans Øjne hende, hvor hun svævede på sin lette, lydløse Gang, og ofte tog han hende om Livet og kyssede hende på Panden. «Store Pige,» sagde han.

I den sidste Tid var der også begyndt at komme så mange unge Piger i Hjemmet, som fyldte de stille Stuer med deres lyse Stemmer og glade Latter, som fløj rundt i Havegangene med brusende Skørter eller gik Arm i Arm og hviskede og tiskede sammen.

Tue syntes, de var så smukke, og var hemmelig glad og stolt over dem, men han var tillige bange for dem og gemte sig bort i en Krog, når de kom. Når de så havde siddet og pludret en Tid inde hos Moder, trak de sig gærne op på Regitzes Værelse, der lå oppe i Husets Gavl med Udsigt over Haven og Fjorden med dens Skove, Øer og Næs. Da åndede Tue lettere, men savnede dem alligevel. Hændte det så, at Moder sagde: «Å, Tue, kan du ikke løbe op til 82 Regitze og spørge hende, om hun har taget min Brodérsax» eller lignende, fik han altid hæftig Hjærtebanken eller blev rød i Kinderne, idet han skyndte sig at løbe op ad den snævre Loftstrappe. Men han kunde ofte stå længe foran den blå Tapetdør og lytte til Stemmerne derinde, før han fik Mod til at banke på. Så snart han kom ind, standsede al Snakken, og alle vendte sig om imod ham. Dér stod han, blændet af det stærke Solskin fra de høje Vinduer, og blussede af Undseelse. Alle disse klare Pigeøjne, lokkede Hoveder og friske Ansigter gjorde ham rent forvirret, han følte sig så lille og grå og kunde kun sagte fremstamme sit Bud. Regitze rejste sig og søgte i Syskrinet, og Snakken begyndte igen. Han fik lidt Mod og skottede lønligt omkring på Veninderne, der sad i Kres på Stolene eller i den lille, røde Sofa. Dér var hun, han følte sig mindst ængstelig for og holdt mest af, den lille, slanke Charlotte med det brune, krøllede Hår skyggende over den skære Pande og de milde Dueøjne, hun var hans Søsters bedste Veninde og født på samme Dag. Og dér var den store, lyshårede Pige med det brede Ansigt og de sprudlende blå Øjne, hun lo altid og havde så stærke Hænder, hendes Navn var Hedvig Berg, og hun var Datter af Proprietæren paa Branderupgård. Og dér var de to Borgemesterdøtre, Kristence og Adéle, høje, tynde Piger med lange, stillestående Ansigter, blide Munde og krokusgyldne Lokker - og dér, lænet tilbage i Stolen, var endelig Vibeke Søtoft ude fra Kølholt, blond og rødmende, med lidt døsige, blå Øjne og røde Læber, der altid bed i det blanke, krusede Hår. Hun sagde sjælden noget, men smilte forborgent og rettede på Sløjfen på den svulmende Barm. Hvor var de dog søde alle sammen - men Regitze var alligevel den bedste, skønt hun slet ikke lignede de andre, nej, det gjorde hun ikke - hun var ligesom slankere og finere end de, en fremmed, blå Iris

        

83 mellem hjemlige Roser og Asters. De kunde heller slet ikke begribe, at hun gad læse mere, nu de endelig var slupne fri fra Skole.

«Herre Gud, hvad skal vi dog med al den Lærdom?» sagde de, «den har vi såmænd ingen Brug for.»

Men Regitze rystede på Hovedet og strøg kærtegnende hen over sine kære Bogrygge.

«Kan I da ikke forstå,» sagde hun, idet hun stirrede ud for sig, som så hun langt forbi dem, «at vi aldrig kan få nok at vide? Hvor bliver Livet ikke ellers fattigt! Jeg kan ikke nøjes med at leve mit Liv i min Tid, jeg vil også se, hvordan andre har levet i andre Lande og andre Tider.»

De så forundret på hende, og Hedvig sprang op fra sin Stol: «Uf, sikke noget - jeg synes virkelig, man har ondt nok ved at leve sit eget Liv, jeg!» Og hun strakte sig, stærk og stor, så Kjolen spændtes over Brystet og Armene.

Borgemesterdøtrene sagde ingenting, og det var af en god Grund, for de kunde knap læse indenad. Men den lille Charlotte så beundrende på Regitze med sine blide, blå Øjne: «Ak ja, Regitze, når man kunde lære det-» Vibeke stirrede hen for sig med Blikket fuldt af tung Sødme, hun hørte slet ikke, hvad de talte om. Men Tue følte sig helt stolt, han tænkte på sine og Regitzes Eventyrfarter i fordums Tid - deres Sejlads til Sydens Øer og deres Bestigning af Olympens Tinde - han forstod langt bedre Søster end de dumme Piger.

Men hvor var de alligevel kønne, som de sad dér og snakkede i Solskinnet og lo og støjede - han så sig helt ør i Hovedet på al denne Lokkefylde, alle disse små, hvide Hænder og disse stivede, blå Kjoler, indtil Hedvig pludselig pegede på ham og udbrød:

«Se til ham - se, hvor han laver Øjne! å, Regitze, må vi ikke få Lov til at pynte ham?» 84 Og inden Søster kunde svare, havde Hedvig ham på Skødet og holdt ham fast trods al Sprællen og Sparken. Under højlydt Jubel begyndte de så at «pynte» ham, flettede himmelblå og højrøde Sløjfer i hans lange Hår, spændte deres Bælter om hans Liv og hængte Søsters Frisørkåbe om hans Skuldre. Havde de fået ham helt udstyret, satte de ham op på en Skammel midt i Solskinnet og lå bristefærdige af Latter omkring på Stolene, mens Hedvig råbte:

«Å, Regitze, Regitze, hvorfor blev han dog ikke en lille Pige - se, hvor nydelig han ser ud - for til Dreng duer han virkelig ikke!»

Tue rødmede, hvad monstro Sigurd og Kammeraterne vilde sige, hvis de så ham nu? selv syntes han, han så rigtig sød ud i Spejlet derovre med alle de brogede Bånd.

Regitze smilede, men hun holdt dog ikke af det og skyndte sig altid at få ham af Stadsen og sendt ned til Moder.

Så lukkede Tapetdøren sig bag ham, og han stolprede atter ned ad den mørke Loftstrappe. Det var ham altid, som forlod han noget skønt og varmt, og når han siden sad nede i Spisestuen ved sin Bog og hørte de lette Trin over sit Hoved, kunde han uvilkårlig udstøde et sagte Suk. Han var slet ikke vred over, at Hedvig havde sagt, han burde have været en Pige, han følte meget vel, at det var sandt; han hørte i Virkeligheden langt snarere til mellem dem dér oppe i det lille, lyse Kammer end mellem de larmende og stridende Drenge hos Mester Linné. Selv Sigurd var ham for voldsom og stærk, om end hans Skønhed kastede sit adlende Skær over det, der hos de andre kun var Grovhed. Med lille Anton havde det været en anden Sag, han var så blid og stilfærdig som en lille Pige - ligesom Alf havde været. Mon det var, fordi de skulde dø så tidlig, at de ikke lignede andre Drenge? mon han da også 85 skulde dø tidlig? Han gøs og så ud til Havens grønne Træer, mellem hvis tætte Løvværk han kunde skimte Fjordens blå Felter. Nej, nej, han vilde ikke dø, der var dog altfor skønt her nede på Jorden - og hvor turde han desuden komme til Alf og Anton, han, som havde været dem så troløs en Ven?

- - - - - - - - - - - - - - - - -

Ja, for han måtte elske Sigurd, det kunde ikke være andet; det nyttede ikke at dølge det Dag for Dag fik han ham kærere, mens de døde glemtes mer og mere. Men hvad var det, han helt fra først af havde måttet elske så højt hos sin nye Ven, at han derover ganske glemte de gamle? Ja, det var det frygtelige, det var just det , han allermindst havde Lov til at elske -: hans Sundhed, hans Styrke, hans sorgløse Glæde over Livet - alt det, som så uretfærdigt var blevet Alf og Anton berøvet, det, der var som en evig Spot over deres tidlige Grave! Når Sigurd lo sin høje, triumferende Latter, når han strakte Armene ud fra sig i spænstig Kraft, mens Livsmodet blinkede i hans solblå Øjne, da slog der som en lys Lue af Jubel ud fra Tues eget Hjærte, da bruste hans Blod ham i Møde - som det havde brust hin allerførste Gang, han så ham, hvor skøn han var i den pludseligt frembrydende Sol. - Han glemte ikke hin aldrig før hørte Hymne, der vågnede i hans Sjæl, da han så, at det var blevet Sommer - men så - Anton var jo død, omkommet i den samme Sygdom, hvorfra han nu rejste sig til Livet, og i Steden for i Skam at dølge sit eget Livs Uretfærdighed, rakte han grådigt efter mere - o! han begreb ikke sig selv, men med voxende Angst fornam han, hvorledes Sigurds muntre Glæde over, at han levede og var skøn og stærk, gav Genlyd hos ham, bragte noget til at røre sig derinde og banke på, som Bækkene banke mod Våren under Isens Dække. Men han turde ikke høre denne Banken, turde ikke lade dette indestængte 86 få Luft; han anede, at det vilde blive som en rivende Strøm i Våren, der vilde hvirvle alle visne Blade bort. Og det måtte - det måtte ikke ske.

Så tyede han da til det sidste Værn mod Sigurd og mod sig selv: Sigurd måtte ikke komme i hans Hjem. Fanatisk klamrede han sig til dette: her, hvor han havde sørget over Alf og leget med Anton, her måtte han, den nye, ikke komme, ti han følte, at trådte han nogensinde her ind i Urnehallen, da vilde de sidste Minder om de døde henvejres. Hvor hårdt det så kneb, måtte han ikke give Slip. Han følte, at svigtede han dem helt, svigtede han tillige noget af det bedste i sig selv, gik han glip af den egentlige Tue Tavsen. Hvor mange Gange Sigurd end havde slået på, at han nok havde Lyst til at besøge ham, han lod, som han ikke forstod ham, hvor mange Gange end Fader og Moder havde spurgt ham, om han da slet ingen nye Kammerater havde fået på Skolen, som han vilde have med sig hjem at lege med, han svarede «Nej!» og hårdnakket «Nej!» Det var en Løgn, og han følte den plette sin Mund, men det fik være - nu gjaldt det at kæmpe med alle Våben.

Så blev da alt det gamle Legetøj hentet frem af det gule Skab, og hvor meget han end følte sig voxet fra dem, blev de gamle, naive Lege samvittighedsfuldt legede om igen. Men selv da kunde det knibe at holde Tanken fri for Sigurd; midt under Legen kunde han gribe sig selv i at være langt borte fra de små, døde Venner og meget nær den nye, levende Ven, hvor han nu tumlede sig oppe i Byen med de andre Drenge fra Mester Linnés Skole. Ti han vidste, at hver Eftermiddag samledes de oppe på Torvet og opførte drabelige Slagsmål lige til den mørke Aften. Det pinte ham ikke lidt at vide Sigurd mellem de andre; Skinsygen nagede ham, ti han kendte Sigurd nok til at vide, at så såre han var ham ude af Øje, 87 var han ham også ude af Hjærte. Men det kunde nu ikke blive andet - her havde han ikke Lov til at være egenkærlig. Han bed da Tænderne sammen og holdt ud.

Men så rejste Birte; og da følte Tue, at Slaget var tabt, ti vel havde han aldrig vovet at gå ud til hende, siden den Dag, han havde sluttet Venskab med Sigurd, men blot det, at han vidste, hun boede derude, at alt endnu stod i den lave Stue, som det havde stået i hine fjærne Dage, gav ham mægtigt Mod og Udholdenhed Fra Vinduet i Moders Kabinet kunde han skimte Husets Gavl som en hvid Klippespids i Engenes grønne Sø, og ofte så han, gemt bag Gardinet, Birte gå forbi ude i Alleen på sin Vej til og fra Byen. Hun var ham, som Røgen fra hendes Hytte, et evigt manende Memento, en stræng Påmindelse Husk at være så trofast som jeg!

Og dér stod hun nu en skønne Dag i sit brune Sjal, med sin Blomsterhat og sit store, milde Ansigt for at sige Farvel. Hun havde fået Huset godt solgt, forklarede hun, og skulde nu rejse over til det fjærne Amerika, til sin Søster, der var Enke og ene som hun og havde skrevet efter hende. Der var nok at tjene derovre ved Spinding. Det blev vel hårdt at forlade de grønne Enge og det lille, fredelige Hus, men det var jo bedre sådan, det var dog så tungt at sidde dér ude i den enlige Stue og mindes. Hun sukkede og svøbte Sjalet om sine barkede Hænder.

Tue lyttede til med stigende Angst - hun rejste - hun forlod ham - hvordan skulde han så holde sig? så havde han dcg alligevel haft Ret, hun var ikke bedre end han, troløs som han, fej som han, flygtende fra de døde til de levende - - hun havde solgt Antons Hus for at glemme ham! O, hvor var det usselt alt sammen! Han vilde ikke se på hende, han vilde ikke bryde sig om, at hun rejste!

Birte sukkede atter, så stod hun op: «Ja, så er 88 der da bare det, jeg vilde bede Fruen om, om ikke Fruen - eller Frøkenen - en Gang imellem, når de ser ud til Alfs Grav, også vilde kigge lidt til min Antons - nu jeg ikke længere selv kan - - det vilde lette at tænke på i det fremmede Land, at den dog ikke blev så rent forsømt.»

Det begyndte at stige i Tue; Moder trykkede Birtes Hånd: «Jo, Birte, det skal vi, vi skal passe den som vor egen lille Drengs.»

«Tak, Frue, ja Fruen véd jo nok, hvad det er at miste sit Barn,» sukkede Birte, «ja, og så vil jeg da sige Dem så meget Farvel og Tak for alt det, De har gjort for mig og min Anton - og bede Dem hilse Inspektøren og Frøkenen, når de kommer hjem.»

«Farvel, Birte, og Lykke på den lange Rejse.»

«Og Tue -» Birte vendte sig om imod ham. og inden han kunde forhindre det, havde hun bøjet sig ned over ham og pressede ham hulkende og snøftende ind til sig.

«Farvel, min bitte Dreng, jeg skal aldrig glemme dig.»

Da brast det sammen for Tue, han kastede sig ind til Birtes uldne Sjal, der lugtede af Tørverøg og Timian, som den lille Stue derude, han klyngede sig hulkende ind til hende - å Huset, å Engene - å Anton - å Skibene - å, alle de forsvundne Dage, der var så blide og milde - nu var det alt sammen forbi!

«Så-så, min lille Ven,» trøstede Birte og slap ham.

Hun tørrede sig over Øjnene og fulgte ud med Moder. I Døren vendte hun sig endnu en Gang for at nikke tilbage, men Tue lå på Hovedet i den store Lænestol med Ansigtet boret ned i dens Pude.

«Ak Herre Je-Je-, Livet er tungt!» mumlede hun, så hørte han Døren falde i, og hun var for evigt borte.

Han lå endnu og græd, da Moder kom ind, hun 89 bøjede sig let over ham og kyssede ham på Håret. Et Kærtegn var så sjældent fra Moder, der var så tilbageholdende og tavs, at han hastigt vendte sig om og gemte sig ind til hende. Og Moder strøg ham stille over Håret, idet hun stirrede ud for sig med sine stærke, blå Øjne.

- - - - -

Næste Dag stod han oppe mellem Bjærgfyrrene ved Vilstrup Vejen og så ned mod Birtes Hus. Dørene stod åbne, en Vogn holdt uden for Havegærdet, de fraspændte Heste åd af Græsset, og Halm lå spredt i Havegangen. Mænd i Skjorteærmer bar Skabe. Kommoder og Borde ind i Huset. Fremmede flyttede ind. Ovre mellem Herrehovedets Stammer løb fremmede Børn og legede; deres Jubelråb lød op til ham i den stille, grå Dag. De lød i hans Øren som selve Livets Triumfskrig over Døden. Han knugede Bjærgfyrgrenene i sin Hånd, så Nålene skar i hans Negle

- vendte sig om og brød bort gennem Skoven - - -

- - - samme Aften sad han i sin Mulekrog bag Lænestolen, bidende i sit Lommetørklæde og stirrende tåreblændet frem for sig - han var så træt af at sørge og græde. En dyb Mathed listede sig ind over ham, han var lige ved at synke i Søvn; da hørte han det hviske lige i sit Øre: «Giv efter og du er fri!» - han foer op og så sig forvildet omkring

- hvem havde hvisket? han vilde ikke høre det - han holdt Hænderne for Ørene - men atter lød det »Giv efter og du er fri!» - det hjalp ikke, han lukkede sine Øren, det var jo i hans eget Indre, det hviskede. Å ja, hvor var han træt - om han nu

- se dér - han smilte - for hans lukkede Øjne dæmrede al Livets Glæde, fjærn og rosenrød - -

- da blev han sig pludselig bevidst - hvad var det dog, han havde vovet at drømme - Livets Glæde - for ham ! - han kom hurtigt på Benene og ud bag Lænestolen - nej, 90 nej, han gjorde det ikke! han gjorde det ikke! - endnu ikke - - -

- - - - - - - - - - - - - - - - -

Søndagssolen skinnede i brede, gyldne Striber ind i den lyse Stue; derude grønnedes Havens Træer under den mørkeblå Middagshimmel. Støvet dansede som Myggesværme over Bordet og Stolene, hvor Tue stod, og midt i Solskinnet lå Sigurd på Knæ foran det åbne Skab. Ja, ti det forfærdelige var sket. Da det for lidt siden ringede, og Tue lukkede op, stod Sigurd der:

«God Dag, Tue, god Dag, ja, her er jeg, jeg er kommet ud for at besøge dig, hvad siger du til det?»

Tue sagde ikke noget, han bare stirrede på Sigurd - Anton, Anton, jeg kan ikke gøre for det, jeg -!

Men Sigurd løb nok så frejdig ind i Stuen, hvor Moder sad og spillede.

«Nå, her bor du? - God Dag, Frue,» og han bukkede så elegant og voxent, at Tue følte, han aldrig vilde kunne komme til at bukke sådan.

Og Fader og Moder - hvor havde de været forbavsede !

«Jeg er Tues bedste Ven, og jeg er kommet ud for at besøge ham,» forklarede Sigurd.

Moder havde set på Tue - et langt, forundret Blik. Han havde dukket Hovedet og skyndt sig at få Sigurd ind i Spisestuen. Men så - å nej! å nej! - - -

Næppe havde Sigurd set Skabet, før han strax var fløjet i det; forgæves havde Tue strittet imod.

«Hvad har du dér? hvad - har du Hemmeligheder? Kærestebreve? hvad? Kærestebreve? nej bi, min lille Ven, sådan leger vi ikke! Vil du bare lade mig komme til!»

Og nu lå de strøet ud over Gulvet alle de dyrebare Relikvier, hensynsløst kastede mellem hverandre, alle de blufærdige Hemmeligheder fremme i Dagens Lys for Sigurds ubarmhjærtige Øjne. Mer og mer 91 kom der ud, til Skabet var tomt, og Sigurd rejste sig. Han børstede Støvet af sine Hænder og så spørgende på Tue:

«Hør nu, min gode Ven, er du rigtig vel?» han tog ham i Skuldrene, « leger du virkelig med det dèr? hvor gammel er du egentlig? nå, snart elleve År - el-le-ve År - jo vist - o høj, se en Gang her!» han snappede en Dukke op af Dyngen, «o hvor sød! sikke Øjne, sikken Næse og Hår! o, hvor den er dejlig - er det din Kæreste? hva'? Hedder den Rosa? ja, den hedder sikkert Rosa! O, Rosa! Ak, Rosa!» han knugede den ind til sit Hjærte og vendte Øjnene mod Himlen, «ak-ak!» sukkede han.

Den Dukke havde Alf elsket over alt i Verden, den skulde han have med sig i Seng hver Aften, ellers kunde han ikke sove - den havde Anton aldrig måttet få at se.

«Nå, tag den så og kys den!» Sigurd kylede den hen til Tue. Han tog den op og stirrede på den.

Ja, Gu' er den sød, se bare på den! men du skulde dog for Anstændighedens Skyld gi' den nogle Klæder på, det er jo et Tøsebarn.»

Tues Læber dirrede, han famlede forgæves efter Ord. Sigurd var begyndt at proppe Legetøjet ind igen; da slap Tue pludselig Dukken, puffede ham til Side og kastede sig over Dyngen, gribende ned i den med bægge Hænder og kastende Tingene ind, hulter til bulter, i Blinde, ligegyldigt hvordan, bare bort fra Sigurds Øjne, ind i Mørket, ind i Glemslen.

«Sådan! sådan!» opmuntrede Sigurd.

Nøglen skreg i Låsen, Tue rejste sig og stirrede på ham. Sigurd drev op og ned ad Gulvet, strækkende sig i Solskinnet og gabende højlydt:

«Hør, skal vi nu ikke ned og have lidt frisk Luft oven på den Omgang? det er ligesom man trænger til det.»

Han standsede og lo, så han klukkede. Så blev 92 han pludselig opmærksom på Tues Ansigt, stirrede på ham og trak Brynene i Vejret.

«Er du gal? Hvad er du gal for? Hvad har jeg gjort dig?»

Tue bøjede Hovedet, han kæmpede forgæves for at holde Benene rolige, de rystede under ham, så han knap kunde stå. Sigurd nærmede sig forsigtigt, bøjede sig pludselig frem og lagde sin Pande ind til Tues, hans blå Øjne smilte ind i hans:

«Herre Gud - Tue, liden Tue, blev han fornærmet? så - så - kom nu, så løber vi ned i Haven og får os en regulær Tagfat - så går det over.»

Der gød sig en Hede gennem Tue, han stirrede fortryllet ind i disse blå, livsfyldte Øjne.

«Lille Pige, lille Pige - kom så,» lokkede Sigurd.

Da kastede Tue sig med Et ind til ham, kyssede ham på Øjne, på Næse, på Mund, stammende i voldsom Gråd: «Sigurd! Sigurd!«

«Så - så - hvad Satan er nu det? er Drengen da rent forrykt?» Sigurd gjorde sig forbavset fri.

- - - - -

Lidt efter fløj de rundt nede i Haven, i vild Galop gennem de grusede Gange, over Plæner og Buskaser. De legede Hund efter Hare.

- - - - - - - - - - - - - - - - -

Fra den Dag blev Skabet, den fordums fælles Helligdom, aldrig mere åbnet. Med Alf og Anton var det ude - det kunde ikke være andet, de havde for evigt vendt deres Øjne fra ham, han kunde aldrig mere vente at finde Tilgivelse hos dem. Ti det var ham jo ej en Gang muligt at angre , hvad der var hændet. Han havde jo længe sukket efter den Befrielse, som nu var kommet. Og før eller senere måtte det dog være sket - andre havde måske kunnet holde ud, han kunde ikke, dertil var han for lille og fej. Men at det skulde være gået vidt, at han roligt havde hørt Sigurd vrængende bespotte alle disse dyrebare, 93 enfoldige Ting, som Alf og Anton havde drømt så rige Drømme over, og som de havde fablet om i deres Dødsstund, nej, det havde han dog aldrig troet. Han begreb ikke mere sig selv, kun det vidste han, at tilbage kunde han ikke komme. Frem, frem måtte han, bort, bort fra Alf og Anton.

Og så klyngede han sig da med al sin Selvopholdelsesdrift til Sigurd, ødslende al sin Kærlighed på ham, skinsygt vågende over hvert af hans Øjeblikke. Han var sammen med ham fra Morgen til Aften, men dette var ham ikke nok; når de skiltes i Mørkningen og begav sig hver til sit Hjem, plagedes han idelig af det Spørgsmål: hvor er nu Sigurd? Hvad tager han sig nu for? Hvem taler han nu med? Hvem ser på ham? Navnlig nagedes han ved Tanken om alle Sigurds tidligere Venner; han frygtede for, de skulde erobre ham tilbage og anspændte sig derfor til det yderste for at beholde ham hjemme bag Havens grønne Hyldehegn. Han tog end ikke i Betænkning at åbenbare ham alle de Lege, han havde leget med Alf og Anton - og hvorfor ikke? hvad havde han at skjule efter Historien med Skabet? dybere kunde han ikke synke. Men det hjalp alt sammen intet. Sigurd brød sig ikke om disse meget fantastiske, men lidet kraftige Lege og fandt snart Havens Grænser for snævre.

Så foreslog Tue, at de skulde lege ude i Skovene langs Fjordens søndre Bred, og han beskrev dem så begejstret, at han til sidst fik den modvillige Sigurd med. Herude kendte Tue jo hver Sti og hvert Smuthul fra sine Eftermiddagsture med Moder og Regitze, mens det for Sigurd var en hel ny Verden, som han virkelig også en Tid lang lod sig fængsle af. De kravlede op ad de stejle Banker og rutsjede ned i de dybe Kløfter eller lagde sig på Lur i de løvfaldsbrune Jordhuler og plaffede efter de forbisvirrende Krager, så Krudtrøgen sved dem i Næsen.

94

De drog ud langs Skovbækkenes vildsomme Løb for at finde Nilens Hoved, som den havde skjult i den fjærneste Old, eller de brød ned til den åbne Strand og byggede «Slotte ved Havet» af de våde, brogede Stene. Skummet sprøjtede mod Murene, og Marehalmen hvislede om de høje Tinder. De gravede Kanaler i det løse Sand og lod hele Flåder af Agern og Olden ankre op ved Borgenes Fod.

Det gik en Tid; men så erklærede Sigurd, at nu var han træt af det «Pilleri», vilde Tue holde ham herude, måtte han virkelig finde på noget nyt. Men det kneb; ti til sin Undren følte han, at hans fordums så frodige Fantasi var blevet så underlig mat. Til sidst vidste han intet andet at ty til end de gamle, kendte: Slagsmål og Tagfat. Men Tagfat, sagde Sigurd, kunde de da umuligt lege her ude mellem alle disse tossede Stammer og Banker - og Slagsmål duede heller ikke, han kunde jo vælte Tue, bare han pirrede til ham. Og med et raskt Tag kastede han ham om på Byggen og lagde sit Knæ på hans Bryst, idet han dunkede hans Hoved ned i den soltørre Tang. Tue strittede kun imod for et Syns Skyld; dels vidste han, det intet nyttede, dels var det ham et eget Behag også således at underkaste sig den stærkere Ven. Men til sidst erklærede Sigurd rent ud, at nu kunde han Pine Død ikke længere holde ud at blive herude - Skovens Stilhed, hvor kun Solen og Vinden gik, bragte ham til at længes efter Byens Liv og Kammeraternes glade Larmen - om Tue vilde med, for nu gik han i hvert Fald?

Hvad skulde han gøre andet end følge? Han havde jo valgt og måtte tage sit Valg. Han måtte stå Last og Brast med den nye Ven. Men det var ikke med let Sind han forlod sine blomsterduftende Skove og bølgeblå Strande for at begive sig op i den trange By. Ti dermed veg han den sidste Fodsbred af sit fordums Bige - Legene herude havde været det sidste 95 Pust af hans Barndom og dens Friluftsliv. Landturene var nemlig for længe siden opgivet. Sigurd havde været med et Par Gange, men kedet sig så forfærdeligt, at han erklærede, at det skulde han dog ikke have mere af. Han faldt i Søvn under de timelange Kørsler, svimmel i Hovedet af at se Poppeltræ glide forbi efter Poppeltræ, og gule Marker vexle i en Evindelighed med grønne og brune. De morsomme, gamle Kroer kaldte han skidne og dumme, han gjorde Nar af Bøndernes landlige Mad og sendrægtige Tale; mindst af alt begreb han da, hvad Fornøjelse der var i at ligge på Toppen af en Grusgrav og glo ud over et lyngsort Hedeland, hvor kun et Par skaldede Får gik, og et Kirketårn stod langt ude, mens Vestenvinden brummede i en Sandharpes rustne Strenge. Nej, intet var så kedeligt som at komme på Landet! Ja, en Gang, da de kom kørende ad den høje Landevej, og Tue fuld af vemodig Stolthed viste ham sin Fædrenegård nede i Dalen, udbrød han endog: « Den Gård! Vorherre bevar os, hvor må du være glad over at være sluppet derfra!» - og det sagde han om det hellige Tave, til hvis lave, egepanelede Stuer og mørke, øde Tavshed Tues Tanker så ofte var draget i sukkende Længsel! Ak, hvor ganske anderledes havde ikke Anton været, når han var med på Turene! Når Tue nu tænkte tilbage på den Tid, anede han vel nok, at hans lille Ven kun havde været et lidet, ærbødigt Ekko af, hvad Vejinspektørens Søn vilde og mente; - men han tilstod det ikke for sig selv - Alf og Anton skulde stå i det reneste, højeste Lys imod hans egen, mørke Lavhed - hvide, skinnende Engle. Han tænkte ellers kun lidet på de Dage, dels havde han jo ikke Lov dertil, dels frygtede han hele den gamle Verdens Tynge og Alvor - og nødigt vilde han se, hvor langt bedre og finere han den Gang var.

Én Ting havde Tue dog opnået hos Sigurd, om 96 end med Møje: at Legepladsen var blevet forlagt fra Torvet ned til den smalle Engstrimmel ved Havnen bag Købmændenes Boder og Tømmerstabler. Ti hvor var det ham muligt at lege på den runde Plads af Sten under Fængslets gitrede Ruder og høje, skyggende Gavle? Så var der dog bedre hernede. Bagved lå Byen med sine Tårne og Skorstene hyllede i Røg og Damp, men foran rislede det friske Vand og strøg den frie Vind. Her kunde man høre Fuglene synge og følge de langtud dragende Skibe, og først og fremmest - her havde man den fugtige Muld under sin Fod. Og hvor længtes Tue mod den levende Jord - som en Fange vansmægtende på de golde Stene. Ti Længslen efter Landet døde aldrig hos ham. Når Fader om Aftenen vendte hjem fra sine lange Ture, listede Tue ud i Gangen til hans store Kavaj, pressede sit Ansigt ned i dens lodne, grå Favn og åndede i dybe, tørstige Drag den friske Duft af Landevejsvind og Markers Grøde. Fader selv var meget utilfreds med, at han aldrig mere kunde få sit «Pus» med ud at køre, men Moder mente, de måtte helst lade det gå, som det selv vilde. Til en af Siderne skulde det jo altid være. Og Sigurd havde jo dog i hvert Fald revet ham ud af hans syge Grubien.

Hvad nu de andre Drenge angik, havde Tue lidt efter lidt forsonet sig med dem. De var i Virkeligheden ikke så slemme, som han havde troet. Han fandt dem ikke mere så stødende rå som før, ja, han kunde endog med Iver deltage i deres voldsomme Lege i blussende Følelse af sin nye Styrke. Han kunde give sig til at råbe og skrige ligesom de andre, blot for at skaffe Luft for al den Kraft, der pressede på. Men endnu glemte han dog ikke, selv når han allermest var Dreng mellem Drenge, at en Gang havde han levet et andet Liv, et renere og finere end dette; der blev stedse et drømmende Vemod tilbage i hans Sind efter alt det tabte. Men tillige et vist Hovmod, 97 han kunde være så kammeratlig, han vilde, mod de andre, han følte sig dog stedse som Patricieren blandt Plebejere, selv over for Sigurd kunde denne Følelse gribe ham, og han kunde i bitre Stunder spørge sig selv, om Vennen nu virkelig også var alt det værd, han havde ofret for ham, om han var det høje Væsen, den strålende Heros, han havde digtet ham til, eller om han i Grunden kun var en ganske almindelig Dreng; om det ikke blot var hans Skønhed og selvsikre Styrke, der havde bedåret hans svage, bøjede Sind. Og han kunde betragte ham med et eget, koldt iagttagende Blik. Men når så Sigurd dansede omkring ham med sine spillende Øjne og sine små Jubelskrig, glemte han det helt igen for at stirre tilbedende på sin Guddom, på ny betaget.

Hvad han dog aldrig kunde forsone sig med, var Kammeraternes Pral af deres Legemers og Lemmers Skønhed og Styrke - det var ham oprørende at høre den Tale. Og når de smøgede Skjorteærmerne op, for at vise hverandre, hvor Musklerne svulmede og spændtes under den sunde, dunede Hud, jog der et Sting gennem Tues Hjærte, og han vendte sig bort med Tårer i Øjnene. Han huskede, hvor Alf og Anton havde måttet blegne og visne, og han harmedes på Kammeraterne, som på den rige, der brovtende slår på sin fyldte Lomme, mens den fattige står udenfor og sulter - - Han kunde ikke skjule for sig selv, at i denne Idræt var Sigurd den fremmeste, som i alt andet - undtagen på Skolen.

Hvad Skolen angik, så gav den også hyppig Anledning til Uenighed. Kom Tue nemlig til at nævne Mester Linnés Navn, brød de andre ud i en Storm af Latter og Hånsord. I Begyndelsen tog Tue ham hæftigt i Forsvar, men siden trak han sig såret ind i sin Skal og tav. Han følte, at Mester Linné var for god til den Diskussion. Ti han havde fået den besynderlige Mand kær. Den Frygt, han en Gang 98 havde næret for ham, var for længe siden forsvundet; der var så vist intet frygteligt hos ham, trods alle hans fakkelrøde Revolutionstaler. Ikke heller fandt han ham mere naragtig - Tue havde i det Hele liden Sans for det komiske - langt snarere var det, ham selv ubevidst, Medlidenhed, han nærede for ham. Midt i Timen, bedst som de var i Gang med Lektien, kunde denne knugende Følelse falde over ham. En pludselig Trækning i Lærerens gustne Ansigt, en Skurren i hans højlydte Stemme, som slog den en Revne - og fremfor alt dette vedholdende, stirrende Blik, han fæstede på dem uden dog at se dem - ja, selv de mest hårdhudede Drenge krøb sammen under det. Men Tue måtte dukke sig ned over Bordet for at skjule de Tårer, som brændte i hans Øjne. Han havde så ondt, så ondt af Mester Linné, han fik en Trang til at tage den lange Mand ind til sig og knuge ham til sit Hjærte for at trøste ham. Hvad, der dog navnlig gjorde et skræmmende Indtryk på ham, var, at Mester Linné var fattig . Han vidste knap, hvad det Ord betød, men det blæste ind over ham som en rå og skidden Træk fra en klaprende Baghusdør. Og dette onde Ord læste han ud af alt, hvad han så og hørte pa Skolen. Lærerens Dragt, hvis flotte, kunstneriske Snit en Tid havde imponeret ham, viste sig ved det daglige Samvær, at være så lappet, slidt og plettet, at Tue ikke begreb, han vilde gå med den. Og altid måtte han kræve dem for Skolepengene længe før Dagen var, og havde dog aldrig Penge. Kom der en Liremand og spillede i Gården, han havde ikke en rød Øre at give ham. Og Sigurd vidste at fortælle lystige Historier om hans Kreditorer og deres Trusler og Forbandelser. (Han havde nemlig sammen med de andre Kammerater den Vane, om Aftenen, når de intet bedre havde at tage sig for, at liste ud til Villa Sindsro og fra de høje Træer bag Skolen at belure Mester Linné dér oppe på hans vindomsuste Kvist.

99

Tue var ofte blevet opfordret til at være med på de Ture, men havde altid vægret sig med Harme).

Så var der også Eline Petersen - hende kunde Tue aldrig forsone sig med. Han så hende næsten hver Dag liste om på Trapperne eller Gangene, asende med en mægtig Torvekurv til Kakkelovnene eller en altfor tung Vaskebalje, ængsteligt spejdende omkring sig, ti mødte Mester Linné hende, rejste han øjeblikkelig Kam. Med flyvende Hår og gnistrende Øjne foer han i hende:

«Hvad vil du her, Eline Petersen, har jeg ikke sagt dig, at du skal holde dig for dig selv i Skoletiden?»

«Jamen - Henrik - jeg må dog - -» stammede hun.

«Du må ingenting - gå! så gå dog! værsgod, smuds kun Livet til for mig, de uskyldige Drenge skal du ikke også berøve dets Glans!» han stampede i Trappen og pegede mod Døren med rystende Hånd.

Og hun sjokkede af Sted med bøjet Hoved og sin tunge Byrde i Favnen.

Sådanne Scener var Sigurd og de andre en Kilde til evig Fornøjelse, men Tue ønskede sig hundrede Alen under Jorden, når de indtraf. Han havde vel ondt af Eline Petersens angstfulde Øjne og bønlige Tårer, men hun var ham instinktsmæssig imod. Han forstod godt det Forhold, hun og Mester Linné stod i til hinanden, (derom havde Sigurd forlængst oplyst ham, «Horkarl» kaldte han Mester Linné), og da hele dette uordentlige, forstyrrede Hjem sårede hans Finfølelse dybt, måtte han have en at svale sin Harme på og lod det da - som Mester Linné selv - gå ud over den, som led mest under al denne Skændsel. Han begreb slet ikke Moders Harme over, at Mester Linné ikke behandlede Eline Petersen bedre, han syntes jo netop, at det Hele var Elines Skyld - o, ja det måtte det være. Ti hvor kunde han glemme den Mester Linné, han stundom fik at se, når 100 de havde Sang, og Mester Linné lod sig henrive af sit Spil med Violinen under Hagen? den Mester Linné, der én Gang havde været - Derfor holdt Tue også langt mere med Regitze i hendes Forsvar for ham - han var i Virkeligheden en fin og ædel Mand. Og han lod sig ikke rokke af Kammeraternes Spotteri, til hans Tro på Læreren, ja, på hele Livet fik et så eftertrykkeligt Knæk, at det aldrig forvandtes.

Det var en Aften, da det endelig var lykkedes Sigurd at få ham lokket med ud til Villa Sindsro for at «kigge ind til Mester Linné». Tue havde længe strittet imod, dels fordi han syntes, det var uværdigt at belure den, som intet vidste derom, dels fordi han ligesom anede, at han vilde få noget sørgeligt og uforglemmeligt at se. Endelig gav han dog efter, drevet af en vis farlig Nysgerrighed, og fordi han jo i Længden ikke kunde stå imod, hvad Sigurd vilde.

Så travede de da af Sted ud til den afsides Gade, hvor Skolen lå. Det var en mørk, kold Aften, sidst i Marts, fuld af Blæst og Uro. Regnen slog dem i Ansigtet, og da de nåede ud på den åbne Vej, foer Stormen hylende imod dem, tudende om de høje, enligt liggende Huse, så Tagstenene raslede. De gamle derinde, som sad og småblundede i de store Læderlænestole, nikkede i Søvne med de hvide Hoveder og drømte, at de atter var frie Mænd og hjemme på deres Gårde, hvor Stormen mangen sildig Aften havde klaget således om de ensomme Længer.

Det mørke Vejr gjorde Tue end mer urolig, og han vilde vende om. Men Sigurd bad sig fritaget for Vrøvl - det manglede bare, han skulde stikke af - i Aften blev der sikkert extra Spil, sådan som Mester Linné havde raset i Dag på Skolen, og sådant et Vejr det var. Han trak af med Tue, og dér lå Villa Sindsro foran dem, høj og mørk med sit stejle Tag oppe under de vilde, jagende Skyer. Dér var den høje Stentrappe med det blinkende våde Gelænder, 101 hvor han havde stået den første Gang, han kom, og hvor Mester Linné havde taget så venligt imod ham. Nej, det var Synd, de gjorde - han skottede ængsteligt op ad den skumle Bygning, som ventede han, den skulde styrte ned over dem til Straf. Men fast og rolig lå den med alle sine slukte Vinduer.

«Herom,» Sigurd halede ham med om bag Huset, til den høje Trægruppe ud mod Engene. Ude fra den mørke Slette kom Stormen farende og rev og sled i de strittende, sorte Kroner, så de svajede ind mod Huset.

«Her skal vi op - den lange Stamme med Grenene bruger vi, deroppe fra kan vi se helt ind til ham,» han lo og pegede op mod Taget. Der knejste den brede Kvist med sit oplyste Vindue, vendende Front mod Mørket og Stormen. Tue kunde høre Regnen knitre på Ruderne.

Sigurd begyndte at entre opad, smidig som en Ål snoede han sig rundt om Stammen, snappede efter Grenene og stødte fra mod Barkens Furer og Sprækker. Tue betænkte sig endnu en Gang, han skottede ud til Siden - de mørke Enge derude ængstede ham; så kravlede han bagefter. Snart optog Kampen for at komme op hele hans Opmærksomhed, ti Stammen var våd og glat af Mos, og Blæsten trykkede ham ind til den, så han mærkede dens klamme Kulde på sit Bryst.

Ovenover kaldte Sigurd: «Kom nu her - tag min Hånd - dette her er du nok ikke vant til - sådan, o hiv! o høj!» lo han og hev til; så sad Tue ved Siden af ham midt imellem de lange, strittende Grene, der suste og raslede omkring dem. Men her fra Mørket og Kulden søgte deres Øjne ind ad den oplyste Rude, ind i Kvistværelset, som de helt kunde overse.

Ak, det var altså Mester Linnés Stue - så fattig! så fattig! Intet Tæppe over det hulslidte Gulv, nøgne, 102 kolde Vægge, hvor Tapetet næsten helt var revet af, en trebenet Ovn, hvor nogle Pindes ynkelige Ild lyste ud over et Par tunge, klodsede Stole og en mager Seng uden forsonende, hvidt Tæppe - intet andet. Kun et Klapbord midt på Gulvet, med en kuppelløs Lampe brændende mellem Resterne af et Aftensmåltid og en høj, tyk Flaske med et Snapseglas, der kastede deres lange, grønlige Skygger over en opslået, forkrammet Nodebog.

Den eneste Pryd i dette arme Værelse var nogle Stumper malet Lærred, ufuldførte og uden Rammer, med Tegnestifter hæftede op på de Steder, hvor Tapetet havde sine værste Huller - Gaver fra Mænd, der havde været unge og Venner med Mester Linné, og hvis Navne nu var berømte i Landet, mens han vandrede her frem og tilbage i det øde Rum. Ja, ti dér gik han selv med lange, hurtige Skridt og tilbagekastet Hoved, med Violinen løftet under Hagen og Buen strygende hen over Strengene - men der var tavst - han spillede ikke - kun af og til et langt, skurrende Jag, hvortil hans halvtåbne, skægløse Mund syntes at mumle en ordløs Vise. Han stirrede ud for sig med glasagtige Øjne, mens hans uhyre Skygge fulgte ham op og ned med ilsomme Trin. Hver Gang han kom hen forbi Bordet, vaklede han og gjorde en halv Drejning om imod det, men gik så atter videre.

«Se dér,» hviskede Sigurd Tue i Øret; han lagde sin Hånd på hans Skulder, og hans Øjne spillede af Skælmeri, «dér står hans Trøster på Bordet, og nu kan han rende op og ned, så mange Gange han vil, han standser der dog til sidst - og så får vi først rigtig Sjov.»

Tue stirrede angstfuld derind - «o, Mester Linné, gør de Ord til Usandhed, o, stands ikke! stands ikke!» bad han og foldede Hænderne. Men da i det samme et voldsomt Vindstød brast ind over dem, så 103 Træets Krone nejede sig, og Grenene baskede sammen om dem, var han nær styrtet hovedkuls ned. Med et angstfuldt Gisp greb han for sig og fik atter Sæde, men da de igen gyngede op mod Ruden, stod Mester Linné dér inde ved Bordet, halvt med Ryggen til Vinduet. Violinen lå på Bordpladen, og han holdt den tykke Flaske i den ene Hånd, Glasset i den anden, skyllende Snaps efter Snaps i sig; så såre den ene var slugt, skænkede han igen med rystende Hånd og tømte Glasset i ét Drag, stadig skænkende på ny; hver Gang gik der en Gysen ned langs hans lange Ryg, og den tunge Manke svajede om hans Hoved. Tue var ved at få ondt; han syntes, den vamle Brændevinslugt stank her ud i den friske, råkolde Luft.

«Se, se nu!» hviskede Sigurd og klemte ham om Armen.

Mester Linné gik et Skridt baglæns - vaklede og standsede atter. Han var dødbleg, men hans Øjne brændte af en lysende Ild, han snappede efter Violinen, ludede Hovedet ned imod den og smilte, som om han midt i Suset og Larmen om Kvisten hørte Strøg af himmelske Violiner - så steg der ud til dem en Tone, så skælvende sølverfin, så klagende ren, så skønhedsbeåndet, at det var, som tændtes Millioner Lys omkring Tue i Mørket - et Bump lød, Mester Linné havde slængt Violinen på Gulvet og stod atter ved Bordet, på ny skænkende og drikkende.

Da bevægede Døren sig, dens Skygge strøg op over Væggen - det gav et Sæt i Tue - dér stod Eline Petersen på Tærsklen, hendes stride, røde Hår bruste vildt om hendes Hoved, grelt belyst mod Dørgabets Mørke, hun var kun halvt påklædt, i Nattrøje, rødt Skørt og Tøfler på Fødderne; hun stirrede hen på Mester Linné med Hånden på Låsen. Han vendte sig brat om og foer hen imod hende med udstrakt Arm, som Tue kendte så vel; Eline sagde noget til 104 ham, ydmygt og med bedende Øjne, men Blæsten larmede omkring dem som en Bølgegang, og de kunde intet høre. Mester Linné havde vendt hende Ryggen og sat sig hen til Bordet; han fangede Glassene og Flaskerne ind til sig. Hun bøjede sig ned over hans Skulder, så ham ind i Ansigtet og lagde sin Hånd på Flasken. Han rørte sig ikke, så kun ned; men da hun langsomt begyndte at trække Flasken til sig, greb han hende om Håndledet og stødte hende så voldsomt til Side, at hun snublede i sin Tøffel, gled og slog Knæet i Gulvet. Han var i et langt Skridt henne i en Krog under Skråtaget. Eline Petersen blev liggende, som overvunden, med Hovedet sænket, så hendes Hår hang ned mod Gulvet. Mester Linné drak af Flasken, men holdt hele Tiden Øje med hende. Nu rejste hun sig, hun var ganske bleg, men på hendes Kinder brændte to røde Pletter, og Øjnene funklede. Hun skød hastigt Håret tilbage, løsnede Nattrøjen foran og bøjede sig frem, som kaldte hun på Mester Linné. Han kom et Skridt frem, sænkede Flasken - et Øjeblik stod de og så på hinanden; Tues Hjærte bankede af Angst, som skulde det sprænge hans Hals, han hørte Sigurd puste ved Siden af. Så var Mester Linné hos hende, greb hende om Livet og trak hende op imod sig - Tue så lige deres Øjne gnistre mod hverandre som to vilde Dyrs, Eline Petersen var blussende rød, Mester Linnés Hår fløj om hans Hoved - så snurrede det rundt for ham, det flammede for hans Øjne, som havde han fået et Næveslag lige i Ansigtet, han rutsjede ned ad Træet i en sådan Fart, at hans Knapper skurrede mod Barken, og han tumlede det sidste Stykke ned i Græsset.

Deroppe fra kaldte Sigurds forhippede Stemme.

«Tue - Tue - hvor vil du hen?» - så var han på Benene, pilede rundt om Huset og styrtede ned ad Vejen. Han løb hjemad gennem Regnen, 105 som blev stridere og stridere, løb i ét Træk hele Vejen, løb i den vildeste Skræk - han syntes, det vrimlede i hans Spor af Skorpioner og Rotter, der vilde hænge sig i hans Hæle og besmitte ham med deres Spy. Han rystede af Forbitrelse og Væmmelse - Væmmelse, så han troede, han skulde kaste op -

- - - - -

Næste Dag på Skolen kom Sigurd farende hen til ham:

«Næ - Tue! aldrig havde jeg troet, at - - -»

«Sigurd! Sigurd! ti stille!» skreg Tue og vendte sig bort, idet han holdt sig for Ørene.

«Men - hvad Pokker - -» Sigurd måbede forundret.

«Sigurd, du må aldrig tale om det - aldrig ,» Tue fortrak Ansigtet, «å, så skrækkeligt, så skrækkeligt -»

Sigurd rystede på Hovedet og halede op i Buxerne, mens han spyttede langt - dette her begreb han virkelig ikke - for Mage til - - - og hans Øjne glimtede velbehageligt.

- - - - -

Men kunde Tue end få Sigurd til at tie, hvor grueligt var det så ikke den Dag og alle de følgende at skulle være sammen med Mester Linné, at skulle se ham, høre hans Stemme og blive rørt ved af hans lange, magre Hænder, når han rettede Stilene eller Regnestykkerne. Tue krympede sig derunder som for et giftigt Kryb; ti det var Mester Linné blevet ham på den ene Nat. Han afskyede ham, som han havde afskyet Eline Petersen, ja, og langt mere, ti nu så han jo, at det Hele var hans Skyld - og ham havde han troet på og forsvaret mod Kammeraternes Spot! O, hvor han hadede, hadede ham, han kunde have slået ham, trampet og trådt på ham - for hvad havde han ikke berøvet ham og ødelagt for ham! Han kunde aldrig mere blive glad, 106 efter det han nu havde set, kunde aldrig mer glædes over, hvad der var skønt og fint i Livet, over Hjemmet med Moder og Regitze, over Engene og Åen og Havens Blomsterflor - der lurede hæslige, uhumske Rotter alle Vegne, under de grønne Blade, ihvor han så!

Så havde han også opdaget, at når Mester Linné så ofte kom til Fader, og han havde troet, det var, fordi han gærne vilde tale med ham, så var det kun for at låne Penge - Tikronesedler - «låne», som han kaldte det, men Tue vidste, han betalte aldrig tilbage.

O, hvor godt, at han snart ikke mere skulde se ham, at han snart kunde komme bort fra ham og alt hans! Ti nu, efter den lange, gyldne Sommerferie, skulde han og Sigurd ud af Mester Linnés Skole og over i Latinskolen, «den rigtige Skole», som Sigurd kaldte den.

Han havde allerede længe glædet sig dertil; det var jo noget nyt og interessant, og så betegnede det, at nu var de ikke mere «Pattebørn»! Men netop af samme Grunde havde Tue gruet for den Dag, de skulde derind - omtrent som han havde gruet den Gang, han først skulde til Mester Linné, og som han ængstedes for alt nyt og ukendt, mens hans Hjærte hang ved det trygge og trofaste gamle. Og, som Sigurd sagde, at de kom i Latinskolen betød jo, at nu var de «store Drenge». Og han havde altid været bange for at blive «stor». Han græd hver Gang, det var hans Fødselsdag, og mens de andre Drenge pralende løj sig et År ældre, end de virkelig var, havde han gærne løjet sig et År yngre, hvis han i det Hele havde turdet lyve. For hvert År, der gik, var det, som en værnende Mur brødes ned, og lurede Livet i al sin Vildskab på ham dér bagved. «Voxen» - hvor lød det ikke truende af Forpligtelser og tungt af Fordringer! derfor havde han været så glad over 107 at gå hos Mester Linné, netop fordi det var en «Pogeskole».

Men nu - siden hin Aften i Træet - var alt blevet anderledes for ham, nu higede han kun efter at komme bort for at glemme, glemme det skrækkelige, han havde set. Det gjorde ingenting, at han kom i Latinskolen, når han bare kom bort fra Mester Linné, blev fri for at høre og se ham!

Men da så Afskedsdagen kom, og Mester Linné bevæget lagde sin Hånd på hans Hoved:

«Farvel, mit Barn, du var mig den kæreste af dem alle - du er god og blid, du vil ikke voxe op til en Bureaukrat som de andre, du vil ligne din Fader -»

- da brast det med Et for ham, i det Øjeblik huskede han kun, at det var ham , som havde bedraget Mester Linné ved sin falske Luren. Han glemte helt sin Harme og sin Afsky og brast i Gråd med hans Hånd knuget i sin.

Og siden - i den nye Skole, den kedelige, grå Bygning midt inde i Byen, ved Dæmningåen, hvor ofte måtte han da ikke længes efter det morsomme, gamle Hus dér ude ved de frie, grønne Enge, efter Mester Linné med hans Violin og lysende Øjne, med hans Skælden og Smælden, ja, selv efter Eline Petersen - til Mindet om hin Aften kom igen og fik ham til at blegne.

Men Tiden gik, og den Dag kom, da han deltog i Kammeraternes Spot over den Tid, de gik ude hos Mester Linné, ja - når hin Scene nu atter stod for ham, kunde han endog gribe sig i at betragte den med et vist Begær, mens han fuld af pirrende Angst følte noget pelset og loddent med Næb og Kløer røre sig hos ham. Den havde været det sidste, endelige Skub frem ad Banen, og snart var der intet mere af den oprindelige Tue Tavsen tilbage.

Dag for Dag stivnede hans bløde Sind mer og 108 mere, mistende sin oprindelige Form, sin Dybde og Varme. Han var så meget sammen med Sigurd og de andre, at han til sidst bildte sig ind, at deres Væsen var hans. Han havde givet sig dem i Vold, og nu tog de ham til Indtægt, omdannende ham efter deres Behov.

Han var jo desuden i den Alder, da man allermindst er sig selv, da man helt går op i Omgivelserne, idet ens Liv strømmer så hastigt af Sted som en fladbundet Å, skiftende Farve efter alt, der er den nær. Blodet bruser og bruser, men har endnu ikke gæret, den ydre Verden er blevet så påtrængende stærk, at man rent glemmer, der er en indre til. Derfor er denne Tid, trods dens Munterhed og Kraft i Virkeligheden så gold og erindringsløs.

For Tue var den den voldsomme Reaktion mod hele hans hidtidige Liv. Før havde han levet for andre, nu forlangte han hensynsløst at leve for sig selv; ti det var jo ikke blot hans Forelskelse i Sigurd, der havde forrådt ham til Verden, det var jo også hans eget Blods Længsel derefter. I Sigurd elskede han jo Livet, som han drømte sig det - skønt og stærkt. Og han begærede at leve det og tage sin Part - den største han kunde få - af dets Skatte, frodes og trives i dets Sol. For dem, som havde mistet alt, til sidste Hvid, for Alf og Anton havde han ikke mere én Tanke til overs.

Mer og mere droges han fra Hjemmet ud blandt Kammeraterne. Vel kunde han i enkelte Øjeblikke gribes af Længsel efter den gamle Stilhed og Finhed, efter Faders Kontorer og Moders Stuer, men når så Kammeraterne larmede omkring ham, forsvandt det atter, og han kastede sig på ny med Iver ind i Legen og Larmen. Finhed og Stilhed var ikke mere for ham, han trængte til kraftigere Kost.

109

V.

En varm Sommeraften et Par År efter legede de nede på Fjordengen. Venderne havde besat en Grøftevold, som Danerne skulde erobre tilbage, og de stormede netop frem i sluttet Trop under Modstandernes æggende Hyl, da Tue pludselig standsede som tryllebundet. Han havde fået Øje på den glødende Sol, der sank bag Skovens lange, mørkegrønne Bræm, spejlende sig i Fjordens blå Vande, hvor vingehvide Måger og Tærner krydsede, mens fjærnt ude Øerne svømmede i gylden Glans.

Kun et Øjeblik stod han, så snappede Sigurd ham til sig: «Kom da med, Dreng! hvad måber du efter? klem på!» og atter var han inde i Kamptumlen, op ad de græsklædte Skrænter, hvor der vankede Næsestyver og Puf, så man måtte bruge både Øjne og Næver, om man skulde klare sig. Og da Sejren endelig var vundet, og Fjenden nedstyrtet, mens det røde Korsbanner smældede fra Voldene, istemte han af fuld Hals Kammeraternes triumferende Hyl.

Men da han lidt efter gik ene hjemad, standsede han uvilkårlig på den grå Granitbro over Åen og så ud i Fjorden. Hvor var det dog længe siden, han havde set Solen synke, og Aftenrøden tændes - han måtte lukke Øjnene og erindre - der gik en sød 110 Gysen gennem hans Blod, det var, som lettedes en Låge på Klem, som kaldte Stemmer, langt borte, kære og kendte - det ringede fjærnt fra, lokkende, dragende: «Kom! Kom!» som Vinding Aftenklokker havde ringet til ham i hans Barndoms Have - ja, Haven, den grønne Have derhjemme - længe, længe havde han ikke været dér - en pludselig Længsel greb ham, det var, som en Hånd tog om hans og trak ham med. Han satte i Løb ned ad Alleen, og da han om Husets Gavl nåede det lange, blomsterplettede Hyldehegn og rev Lågen op og så Haven ligge dér nede i det venlige Aftenskær med svulmende Kroner, Hække og Plæner og hørte Faders og Moders samtalende Stemmer nede fra Vinløvslysthuset og Regitzes og Venindernes Leen og Pludren oppe fra Højen - tog hans Hjærte med Et til at slå - varmt og hæftigt, som slap det af et Bånd. Det var den samme glade, halvt undselige, halvt stolte Følelse, som da han første Gang så sit Ansigt i Spejl -

Han løb ned i Haven og ind i Lysthuset.

«Tror jeg ikke, det er Drengen, der kommer!» udbrød Fader og tog Piben ud af Munden.

«Det er tidligt, du kommer hjem i Dag, Tue,» sagde Moder og så op fra sit Sytøj.

«Ja-a,» hviskede Tue og åndede langt - hans Øjne gled rundt over Plænerne og Buskene, som tog han det alt sammen i Besiddelse på ny.

Han var vendt tilbage til Edens Have.

- - - - -

Næste Morgen vågnede han med en Følelse, som var det hans Fødselsdag, og ventede der ham noget lyst og glædeligt. Han satte sig op i Sengen - å, det var det i Går - ja, men hvad var dog alt det for noget? Det var jo, da han var Barn, han ejede hele denne Verden af Følelser og Tanker; hele to År var gået siden den Gang, og nu var han snart 111 halvvoxen, i sit fjortende Ar - hvor kunde det da komme igen?

Da han kom hen på Skolen, og Larmen dér slog ham i Møde, havde han glemt det Hele. Og desuden - han frygtede den gamle Verden, han huskede godt, hvor den havde været ansvarstung, og som Sneglen viger tilbage for Pinden, veg han ind i sin Skal.

Men det kom igen, det andet, det nye, det, som i sin Stilhed var stærkere end Larmen og Livet, kyssende ham på Munden som Vårsolen kysser, flimrende rødt for hans Øjne, nynnende gennem hans Blod som sagtelig Sang - som et Glimt, som en Duft, som en Tone - borte var det, og han stod tilbage og lyttede med Hjærtet bevæget af Længsel og Håb.

Det blev ikke sidste Aften, han standsede under Legen for at stirre ud mod Aftenrøden - men det blev heller ikke sidste Aften, Sigurd rev ham ud af hans lyse Drømmerier; han var højst utilfreds med den Vane, Vennen havde lagt sig til i den sidste Tid, og faldt over ham, hver Gang han «himlede».

«Så, er du nu igen væk - hvad Satan er der dog i Vejen med dig, Knægt?»

Tue foer sammen, og der var næsten Vrede i det opskræmte Blik, han fæstede på Sigurd. Strengelegen i hans Indre, der nys tonede så fint og mildt, tav ængsteligt og brat. Perlen, han havde skimtet på Havsens Bund, forsvandt, sluktes som et Lys.

Han følte bedrøvet, det kunde ikke nytte, han blev: her vilde han aldrig få Fred til ret indadvendt at lytte til de søde, forjættende Melodier; hver Gang vilde den brutale Hånd komme og sønderrive de spæde Strenge. Sigurd forstod slet intet af alt dette nye, han og Kammeraterne kendte jo intet dertil.

Og da grebes han med Et af Længsel bort fra dem. bort fra Larmen og Legen, til et stille, fredlyst Sted 112 - til et afsides Kapel i Solskin med Blomster på Altret.

Hvor fandt han vel sligt et Sted? Jo, Regitzes Værelse

- han sneg sig bort fra Kammeraterne og ilede hjemad, op ad Trapperne og ind i det lille, lyse Jomfrubur. På Tærsklen standsede han smilende - jo, her var, hvad han søgte.

Solen lå i brede Striber hen over det hvidskurede Gulv, og Støvet dansede i lange Rækker over Bordet, hvor Søsters Bøger lå i Stabel mellem Papir, Ark og Penneskafter. Henne under Skråvæggen stod Sengen med det hvide, hæklede Tæppe, i Nisjen over Hovedgærdet knejste Apollobusten. På de blåtapetserede Vægge gnistrede de forgyldte Lister om Litografier og Raderinger - Klippeøer mellem sorte Cypresser, højtliggende Marmorbyer og brede, flade Strande, hvor Bølgerne sprudlede Flokke af Roser over Sandet.

Bag de blå Ruder skinnede Havens grønne Trætoppe ind.

Han listede sig på Tæerne hen til Vindueskarmen og krøb op mellem de hvide, stivede Gardiner, han vovede næppe at ånde af Glæde og Andagt. Hvor var her dog stille - ene Spejlet syntes at leve i sin brusende Blonderamme, det smilte til ham som et venligt, blåt Øje - en Humlebi summede om Hængelampens blinkende Kæder, og nogle ensomme Skridt gik neden under i Kontorerne - her kunde Strengene uforstyrret tone.

Dér henne på Toiletbordet, under Spejlet, stod alle disse fine, små Ting, som han knap vidste, hvad var

- Flacons og Silkepuder og Porcelænskrukker - og åndede så sart en Jomfruduft imod ham, at hans vågnende Hjærte skjalv af Ømhed mod alle unge Kvinder. Og for hans lukkede Øjne var det, som fødtes et Ansigt af Stuens Stilhed og Solskin - langt borte, som i en Dis af Solskin - et Ansigt, der smilte af Lykke og dog var så forunderlig alvorligt, der halvt var 113 Moders, halvt Søsters og dog ingen af dem - med en egen Sødme, som de ikke kunde eje for ham - et Ansigt, der var så kendt, som havde det bøjet sig over ham i hans Fødselsstund, og dog så uset fremmed - et Ansigt, der bag sine røde Læber bar al Livets Lykke for ham, Opfyldelsen af alle hans Længsler - - - - -

- - - Kom han så ned til Verden igen, syntes alt ham så grovt og håndgribeligt, og traf han sammen med Kammeraterne, og de omringede ham med deres Råben og Skrigen, jog det igennem ham i Smærte - som en rusten Nål gennem et Rosenblad - og han stirrede på dem med fremmede, fjendtlige Øjne, han kendte dem ikke - havde han virkelig nogensinde været en af deres?

Alt det, han ikke før havde agtet på, sårede ham nu. Deres Jubelhyl, der nylig gav Genlyd hos ham selv, lød med Et dyriske og rå, og Legen, som havde begejstret ham Dagen i Går, fandt han plat og dum. Han følte sig atter som Patricieren blandt Plebejerne og så med Foragt ned på sine tidligere Fæller.

Med Undren spurgte han sig selv, om han da virkelig også følte således over for Sigurd, den forgudede Ven, den stærke, skønne Sigurd? og med Anger og Angst måtte han tilstå, det var ikke anderledes. Hvad nyttede det, at han var dobbelt kærlig imod ham, når de dog ikke mere kunde tale fortroligt med hinanden, fordi de ikke mere forstod hinanden? Og han mærkede jo Dag for Dag, hvor Forståelsen glippede. Navnlig ét var der, som skilte dem fra hinanden - det var «Småtøsene»; således kaldte Sigurd deres jævnaldrende blandt Småpigerne. Han havde allerede længe haft sig «Kærester» imellem dem og på det nøjeste indviet Tue i disse sine erotiske Bedrifter. Med blanke Øjne og smilende Tænder fortalte han hviskende om, hvorledes han sværmede om med dem i Danseskolens lange Korridorer 114 i Mellemakten og fik Lov til at tage dem om deres bare Arme, kysse dem på deres røde Munde og trække dem i deres bløde Lokker - eller hvorledes de satte hinanden Elskovsstævne bag Byens Haver og høje Fabriksmure, og hvad dér foregik.

Hid til havde Tue uden Indvendinger lyttet til, ja, han kunde end ikke vægre sig mod et vist Behag ved disse Udmalinger; men så erindrede han pludselig, hvad han havde set hin Aften i Træet, og hin samme Fornemmelse fik ham til at ryste. Dog - modsige Sigurd, det kunde han jo ikke, og så tav han da stille. Men nu tålte han det ikke mere. Ti vel følte han, at det var noget, der fjærnt berørte hans egen Glæde over Søsters unge Veninder og hans Drømme på hendes lille, tyste Kammer, men det var også kun fjærnt, ja, til Tider rent ud fjendtligt - som når Sigurd vilde ryste Æblerne ned, mens Tue vilde lade dem sidde og skinne i Solen. Og altid stod hin Scene hos Mester Linné bagved og hidsede ham op.

Allermindst kunde Tue finde sig i den Måde, hvorpå Sigurd omtalte sine «Kærester», der i øvrigt skiftede hver Uge - det var just ikke det, at han brugte uhøviske Ord, men det, at han talte hånligt om dem - næsten som var de Hundehvalpe - Tue fik Tårer i Øjnene derved - det var, som krænkede Sigurd med sine Ord alt fint og rent i Verden - Moder, Søster, Veninderne og hint fjærne, aldrig sete Ansigt fra Drømmen - det gjorde ondt, og han rejste sig hæftigt til Forsvar. Han erklærede, at han vilde ikke høre den Snak, Sigurd skulde holde sin Mund. Sigurd så forbavset på ham - hvad gik der dog af Tue - det var jo netop sjov. Han mærkede imidlertid snart, at det var Tues Alvor, han blev afbrudt hver Gang, han vilde begynde - beholde de herlige Historier for sig selv, kunde han ikke, og da Tue tilmed også 115 i andre Henseender var blevet kedelig i den sidste Tid, gik han til de andre, de tidligere Kammerater. Tue så det, men det angrede ham ikke, han vilde jo blive medskyldig i Sigurds Helligbrøde, om han vedblivende lyttede til Beretningerne. Desuden var han fuldt optagen af alt det gryende nye, og således gik det til, at det blev ham en Lettelse, som en Gang vilde have været ham den frygteligste Smærte.

- - - - - - - - - - - - - - - - -

Således gik Sommeren, og det led mod Efterår. Tue og Sigurd blev skrevne ind til Præst, de skulde konfirmeres til næste Forår. Egentlig skulde Sigurd have ventet et Års Tid endnu - han var et halvt År yngre end Tue - men da de hidtil havde fulgtes over alt, mente hans Forældre, det var bedst, de også fulgtes her.

Den Dag, det blev bestemt, gik det gennem Tue: »Skal han nu også der?» strax standsede han - hvor kunde han dog tænke således om Sigurd? vilde han da ikke gærne have ham med? jo, naturligvis, han var jo hans bedste, hans eneste Ven - men til Præst - -

Som en sød Duft af Ambra kom hans Barndoms bibelske Minder til ham - han huskede sin og Alfs Glæde over Billedbiblens Patriarker, Telte og Kameler, sine Kys på Bibelhistoriens gråprikkede Bind, sin ærbødige og kærlige Tillid til Gud Fader og den milde Jesus - han mindedes sin Barnebøn: «Jeg ved en yndig Have» - og sin Angst for at nogen, han havde kær, skulde synde mod de rene Marmortavlers Bud - og atter sløredes hans Øjne af Vemod, atter ringede Aftenklokkerne for ham, dragende, smæltende: «Kom! Kom!»

Men Sigurd - han var stadig den samme - han var som en evig Mindelse om den gamle Tid og vilde kun virke forstyrrende i den nye. Og hvad Forstand havde han vel paa det guddommelige? Det 116 eneste, han havde ytret, da han hørte, han skulde gå til Præsten, var: «Nå, så må vi have Næverne parat mod de beskidte Friskoledrenge!» Disse Ord berørte Tue ubehageligt, ti også Slagsbroderen i ham var forlængst død; nu nærede han atter sin Barndoms Sky for al legemlig Vold og Glubskhed. Det med Friskoledrengene sad som en smudsig Plet på det klare Gudsspejl, i hvis gyldne Dyb han anelsesfuld og ydmyg vilde søge sit eget rette Åsyn. Men han havde jo Sigurd, og hans Næver skulde snart lære Bøllerne Respekt - han rødmede over denne Betragtning af Vennen, men den bidrog ikke til at fæstne Båndet imellem dem.

Præsten kendte han, det var jo hin magre, mørke Mand fra Alfs Begravelse; - han kom en sjælden Gang hjemme - altid lige febrilsk og urolig med de brændende Øjne i det hulkindede Dødningehoved - De andre Drenge plaprede efter deres Forældre, at han var en dårlig Præst - «vantro» sagde de med stive, spilede Øjne uden - så lidt som deres Forældre - at ane, hvad det Ord betød. Men Tue huskede ham fra Hjemmet og fra Begravelsen - han hørte endnu tydeligt i sine Øren hans brustne Stemme: «Grave - lutter Grave!» og så ham endnu stå oppe ved Kirkegårdslågen i den flagrende Præstekjole med det grå Hår blottet i Regnen - han hørte til de gamle Dage, vilde han også bringe Bud fra dem?

Det var alt dette, Tue grublede over, da han en solklar Dag sidst i August, en Ugestid før Undervisningen skulde begynde, sad ude ved Missionshuset, hvor Timerne holdtes. Det var en lang, rød Murstensbygning med majestætiske Stentrapper og brogede Buevinduer, med takkede Gavle og funklende Kors. Den lå oppe på en Høj ved Strandvejen, vendende Front ud mod Fjorden. En Krans luende røde Rønnebærtræer brændte som Fakler omkring den 117 Tue sad på et af de brede Granittrin, Solen skinnede skråt hen over ham, Bygningens Skygge lå over den grusede Plads, mens Alleens Lønne prangede i fuldt Sollys, endnu svulmende grønne; Fjorden blånede mellem de brune Stammer - langt ovre lå Kirkegårdens Have på sit Næs, dér hvor Alf og Anton var begravne. Det var ud på Eftermiddagen; der rørte sig ikke en Vind.

Oppe under Skiffertaget kivedes og baskedes et Par Siskener, men Tue hørte intet, han var borte i Drømme; «Mamre Lund», hed Huset, han sad under, og det Navn havde ført ham vidt bort, til Kaldæernes Land, til Patriarkernes Græsgange i det gamle Testamentes Dage.

Han sad uden for sin Teltdør og så ud over den åbne Slette. Milevid lå dens frodige Flade for ham - tom og grøn - tabende sig fjærnt ude under Soltage Han var Fader Abraham; en Turban trykkede hans Pande, en broget Kaftan svøbte sig om hans Lænder, Hånden havde han begravet i sit hvide Skæg - rolig og ubevægelig sad han, skuende ud over sit tavse Rige. Inde i Teltet bagved puslede Sara om den flammende Ild, de højpuklede Kameler gik og græssede henne under Palmegruppen; deres Klokker ringede klart og stadigt, som et talende Kildevæld i Dagens Stilhed. Men Abraham var sørgmodig og træt; han mindedes sit fordums Hjem, Landet mellem Betel og mellem Ai, som han havde måttet vige for sin Brodersøn Lot, og han tænkte på, hvor han dér havde skuet sin Herres Åsyn, men hvor det nu var længe siden. Da fødtes der med Et, fjærnt ude i Disen, som trende Skygger, vandrende fremad i den hede Dag - Abraham skyggede med Hånden for sine buskede Øjne - jo, se, tre Mænd kom vandrende hen over Græsmarkerne, han så deres Turbaner og høje Stave flytte sig frem ad mod Teltet, og han rejste sig med lykkeligt, anelsesfuldt bevæget Hjærte og gik 118 dem langsomt i Møde - Jehova og hans Engle, der kom til Abraham i Mamre - - - - - -

- - - De to Siskener dumpede ned foran Tues Fod, i rasende Kamp klamrende sig til hinanden med Næb og Kløer.

Tue rejste sig - han var øm af at sidde på Stentrappen, han rettede på Benene - men pludselig standsede han og så op - hvad var nu dog alt det, han dér havde drømt? Hvor var de dog komne fra i den sidste Tid, alle disse rige, brogede Fantasier, disse skinnende Underblomster fra Orientens Egne? - han, som i Årevis ej en Gang havde set Aftenrøden over den hjemlige Fjord end sige fjærne Lande og Tider - - var det muligt, kunde det komme igen? ja, for før en Gang havde han dog ejet det - havde han kunnet svæve auf Flügeln des Gesanges - bar Vingerne nu atter?

O, hvor havde han dog længe været en stakkels, stækket Fugl - en Fugl bag Ståltrådsgitter, der hverken kendte til Himmel eller Jord - men det var Sigurds Skyld, han havde plukket Svingfjerene af ham og bundet ham i det snævre Bur, han bildte sig ind, var Verden.

Og nu skulde han også trænge sig ind her - bag disse egepanelede, guldstribede Døre deroppe midt i Paradisets Have skulde han stå og slå Sten efter Træernes Æbler - -

Med Sindet skiftet i Mørke og Lys, halv mismodig og halvt sitrende lykkelig drev han hjemad i den klare Høstaften. Blæsten tog til at friske op ude over Fjorden og raslede gennem Alleens Kroner; de første, gule Blade dalede i det fugtige Grus.

- - - - -

Den så højtideligt ventede første Time var forbi. Tue kom løbende ad Strandvejen i en Fart, som var han forfulgt - han var smuttet fra Sigurd i Trængslen 119 ved Døren - til Trods for Friskoledrengene - han måtte være ene.

Nu standsede han og så tilbage - Solen skinnede ned gennem det grønne Løv, fredelig og ensom bugtede Alleen sig langs det blinkende Vand - der var ingen Fare mer -

Han drog Vejret dybt og lukkede Øjnene, han bævede fra Hoved til Fod - det var, som Hinde på Hinde droges af ham, som skælvede han nyfødt i den nye Luft, og det steg i hans Indre, som en Ø stiger af Havet - med Palmesus, Fuglekvidder og Blomsterduft - - -

- det var kommet dér inde i Missionshuset, lige til sidst, da han allerede skuffet havde lukket sig til - da de mange Drengestemmer bruste op under Loftets hvidkalkede Buer, da løsnedes det, sprang det frem, fossede det frem - drømte han, eller var han vågen? havde han set Himlen åbne sig, og de lønligste Helligdomme skinne derinde - - eller så han kun sit eget Indre åbent og sig selv, sit eget Jeg, Øje i Øje efter så længe at have flakket om i Blinde?

O, men nu var det sket - nu var han atter i Solen og Lyset; Fødslens Veer var ovre, nu var kun den lyse Lykke tilbage - og Lykken strømmede mod hans Mund som et Kildevæld; han måtte udøse sig for nogen, han vilde hjem til Moder og Søster!

Han løb af Sted, som havde han et Evangelium at bringe dem - om ad de ensomste Gyder som i sin Barndom, ikke mere ned ad Hovedgaden, hvor Færdslen gik - over Granitbroen og ind gennem Alleen -

Og dér lå det, hans Hjem, under de skyggende Kastanier med sine vedbendgrønne Mure, sit stejle, rødbrune Tag og sin blanke Ruderække med Urtepotter mellem hvide Gardiner - det var ham, som kom han tilbage til det efter lange Års Rejser i fremmede Lande, og med tåreblændede Øjne stirrede han på alle dets Minder og dets stille Lykke.

120

Og da han nu ringede på den gule Knap ude pa Jærntrappen, var det ikke mere tankeløst som før, men med den trygge og lykkelige Forvisning, at derved gav han sig Adgang til sit Hjem.

Ane lukkede op, og han løb ind gennem Stuerne, men på Tærsklen til Kabinettet standsede han brat - der var fremmede. Moder sad ved sit Sybord, og Regitze gik op og ned ad Gulvet, rank og let som sædvanlig - men på Stolen ved Bordet sad Magisteren - øverste Klasses Latin- og Græsklærer henne på Skolen - en ung, lidt bøjet Mand - lang og smal med et stort, lyst Hår i Bølge over Panden, to blege, blå Øjne og en vemodig Mund - han var egentlig Teolog, men havde skrevet to dybsindige, lærde Værker om græsk Mytologi og Billedhuggerkunst, og da han var den eneste Forfatter, Tue kendte, havde han altid betragtet ham med dyb Ærbødighed - men nu - han var en fremmed, der aldrig før havde været i disse Stuer - og Tue var kommet for at søge sit Hjem.

Han bukkede kejtet og gik gennem Stuen, han hørte lige flygtigt, at der var Tale om, at Magisteren skulde gennemgå det Græsk og Latin, Regitze selv havde læst, med hende, så at hun kunde tage Studenterexamen til næste Sommer - så løb han op ad Trappen til hendes Værelse.

Da han åbnede Tapetdøren, var det, som steg han højt op over Verden, ud på en Klippespids midt i den tavse, blå Luft - så tyst og solbeskinnet var her. Han syntes næsten at se en gylden Ånd svæve bort, idet han trådte ind.

Han glemte strax sin Skuffelse dér nede fra og krøb op i Karmen - ude i Fjorden gled de store Skibe hen som kongelige Svaner, forsvandt om bag Øerne og kom atter frem, glidende bestandigt længere ud mod Havstriben, til det sidste Sejl forsvandt bag det yderste Næs. Men Tue var ikke med om Bord, fuld 121 af Udvés Drømme; han havde fået mer end nok af Færden i det fremmede, nu var han vendt tilbage til sig selv -

- hvor var Solskinnet dog varmt og kælende blødt, som hilste det ham velkommen tilbage - - det var mærkeligt - dér ude i Missionshuset, så skuffet han havde været i Begyndelsen; men hvor var ikke også «Mamre Lund» - hint Abrahams grønne Bo - hæsligt inden Døre, så koldt og skummelt der var mellem de ru, kalkede Vægge med de mørke Kroge, hvor Solen aldrig kom, med de smalle, støvede Bænke og det fugtige Stengulv. Og Præstens Ord - de var gået ham blinde forbi, de havde ikke Øjne til at se på ham med, de havde ikke Hænder til at gribe med

- og han havde en tydelig Fornemmelse af, at Ordene var Præsten ligeså ligegyldige, som de var ham

- han stod hele Tiden med Ryggen til Væggen og stirrede op mod det tilgitrede Vindue, til Alleens solbeskinnede Lønnetoppe - hans Mund talte, men hvor var hans Tanker?

Og Tue havde siddet og lyttet til med det Vemod, hvormed man lytter til gamle, løfterige Sagn i Skumringsstunden om Feer, der kan gøre Menneskene lykkelige, hvis blot de kunde tro på dem - -

Han så op og spændte Hænderne om Knæet - hvor var det muligt - de hellige Fortællinger, den højeste Sandhed, den dybeste Alvor - kaldte han dem Fe-Eventyr? skulde de virkelig ikke være andet?

Han så uvilkårlig hen på Apollohovedet, der knejste i Solskinnet med sin ranke Hals og sin fnysende Profil. Han huskede Søsters græske Fortællinger i gamle Aftener, når de så i Mytologien - en Verden af skinnende Fjælde, af højbåren, gudefri Lykke, af frimodigt, selvstændigt Liv på den grønne Jord ved det åbne, rullende Hav - - og det Bjærg Olympos

- - «al Livslykkens Sæde og Sokkel» - -

- var det til denne Verden, han skulde gå ind - 122 var det i Hellas' frie Luft, hans Sjæls Længsler skulde springe i Blomst - eller var det i det skumle «Mamre Lund»? o, nej, nej - men - ved Ordet gudefri følte han atter hin Ængstelse fra sine Barneår - som for et Spring ud i den blå Luft - det andet var det gamle kendte og trygge - den sikre Favn - og det var dog Salmesangen, der til sidst havde båret ham op, givet ham Vinger til at flyve med og løst Fortryllelsens Bånd - han faldt i Tanker, men snart gled Tankernes faste Landevej ud i Drømmenes gyngende Vande, og de vuggede ham fjærnt bort, mens Solskinnet blev stærkere og stærkere i det lille, blåttapetserede Værelse - det var jo ligegyldigt hvilken Hånd, der styrede hans Snekkes Ror, når det bare gik fremad - frem -

Han foer pludselig sammen, Regitzes Stemme kaldte nede fra Trappen: «Tue, Tue! kom ned og spis til Middag!»

En varm, lys Glæde strømmede igennem ham ved Søsters Stemme, der kaldte ham til Familiens fælles Bord.

«Ta-ak!» råbte han, sprang ned fra Karmen og løb hurtigt tilbage over Loftet, hvor Solen spandt sine lange, støvede Bånd tværs igennem det dunkle, lidt muggent lugtende Mørke.

- - - - -

«Hvorfor har I ikke sagt mig, at Magisteren skal læse med Regitze?» spurgte Tue fortrydeligt, da de sad ved Bordet.

Regitze så hastigt op på ham: «Å du - hvad bryder du dig vel om det, du render jo altid ude.» Det gav et Sæt i Tue, han blev rød og vilde svare igen, men tav beskæmmet, for Regitze havde jo Ret, han havde jo helt forglemt sit Hjem for Verden derude - han havde ikke Lov til at forsvare sig, men måtte tavs gøre Bod, om han vilde vinde det tabte igen.

Da han om Eftermiddagen sad med sine Bøger 123 nede i Haven, faldt det ham ind, at Fader og Moder intet havde sagt til Regitzes Ord, men tavse havde højet sig over deres Tallerkner - havde også de følt sig krænkede over hans Ligegyldighed? Han fik Tårer i Øjnene af Anger - o, men forstod de da ikke, at han havde været magtstjålet, berøvet Sind og Sans, så han havde glemt hele sit forrige Liv, alt, hvad han skyldte sit Hjem af Taknemmelighed og Kærlighed -

- men nu skulde det blive anderledes -

- - - - - - - - - - - - - - - - -

Og det blev anderledes. Han var nu langt mere hjemme end før, ikke blot fordi Legene med Sigurd og Kammeraterne var ham ligegyldige, ja besværlige, men fordi han atter følte så stærkt, at det var ene her, han hørte til, ene her, han havde Rod og kunde trives.

Han gik gennem Stuerne og hilste dem på ny, betragtende dem med samme nysgerrige Glæde som den, der længe har levet blandt fremmede og nu kommer tilbage til sine. Og han fandt hvert Møbel på sin gamle Plads - og dog havde det alt sammen over sig som en Nyhedens Dug, noget friskt og overraskende - hvor havde han haft den Følelse før? jo, rigtigt, den Dag han kom op fra sin Sygdom og så, at det var blevet Sommer. Ja, nu var det atter blevet Sommer, og nu var han vågnet af et Mareridt, mer tungt end da.

Han genfandt sig selv i hver Stue og hver Krog, han så sig atter i de høje Spejle og hørte atter Gulvbrædderne knage fortroligt under sin Fod - han hilste på den grå Skriver og lod Pjusk hakke sig i Fingrene med lystigt Mod.

Og han genfandt sin Barndoms Stolthed over sit Hjem. Han følte det de festlige Aftener, når Husets Ruderække strålede af Lys, og Gæsternes muntre Stemmer og Latter larmede gennem de oplyste Stuer, 124 når Moder knitrede i sin højhalsede, stålgrå Silkekjole - mer lig en Ridderdame end nogensinde - når Guldkorset glimtede i Faders Frakkeopslag, og Regitze svævede om i sin lyse Kjole, mens Yeninderne sad i Række på Sofaen med Armene om hverandres skærfblå Midje og leende og tiskende stak de krøllede Hoveder sammen i kostelig Morskab over Magisteren, som hensunket i Tanker, med Hånden under Panden fulgte Regitze med sine sværmeriske, blå Øjne.

Og han følte det end mere de stille Aftener, når de kun var sig selv, når Moder sad på Stolen ved Klaveret og lod dets bløde Klangfylde bruse gennem Stuen som en evig forbistrømmende Flod - hin Glemslens Flod, hun sang om med en Stemme, der var så besynderlig skær og ung - i hvilken alle Døgnets Timer forgik, og kun Livets store Hjærte bankede. Tue lå ved Faders Rryst, med Hovedet under hans hvide Skæg, berust af Drømme, mens Regitze sad på Forhøjningen ved Ruden, tegnede i dens Dug og stirrede ud i de mørknende Enge til Gårdenes fjærne, ensomme Lys.

Og mens de gamle Toner og Melodier bruste - «Es war ein König in Thule -» og «Jeg véd en Flod, jeg så den kun i Drømme -» eller Sangen over Imogen «Frygt ej Sommersolens Magt - frygt ej Vinterstormens Drøn -» fyldtes Tue af en dyb og varm Taknemmelighed over, at alt dette var hans og var blevet givet ham tilbage af en nådig Hånd, så lidet han end fortjente det; ti hårdt havde han fristet de milde Penaters Tålmod ved at ofre Guld og Røgelse til fremmede Afguder, kolde, dumt grinende Gudebilleder - ydmygt måtte han takke for, at der ikke var blevet øvet retfærdig Gengæld mod ham, og de gode Gaver taget fra ham.

Men bag Ydmyghedens Nonneslør blussede Stolthedens Åsyn i Smug - ti hvor rig måtte han dog ikke være, hvor uudtømmeligt og varmt hans Indres 125 Kildevæld, siden end ikke disse Vinteres Jærnfrost havde mægtet at bundfryse det!

Der rumlede en Vogn forbi ude i Alleen, den kastede sine Lygters Skær ind over det gibsede Loft i en sitrende Flamme, og pludselig fødtes af Mørket to store, oprakte Hænder - Skyggerne fra Viftepalmen - som var det Gud Fader, der vandrede i Aftensvalen og velsignede Adam og Eva, hver Havens Urt og hver Skabning, han havde skabt.

Og Tue bøjede sig ind under disse Hænders Velsignelse, han var atter Barn af Edens Have.

Lygteskæret forsvandt med den bortrullende Vogn, og alt gled atter ind i klangfyldt, brusende Mørke.

- - - - -

Også Landturene havde Tue optaget på ny. Han kørte atter ud med Fader, uden at bryde sig om Sigurd vilde med eller ej, han savnede ham ikke mere.

Han kørte på ny over den blomstrende, røde Hedeflade i den stille, bagende Sol, under Lærkernes uophørlige, fortrolige Kvidren; han huskede, hvor de sandede Hjulspor førte hen, og kendte ved Navn de hvide Kirketårne langt ude i den blå Horizont. Han kom atter ad de gamle Landeveje og genså ved Grøftekanten de samme små, havehegnede Huse, han så mangen Gang havde passeret som Barn; dér havde de ligget den lange Tid med deres grønne Mostage og blanke Rudeøjne, der spejlede det skiftende Vejr og Vind, levende deres stille, daglige Liv, og trofast biet efter ham, mens han troløs havde føjtet om på fremmede Veje. Han spiste atter i de lave Krostuer med Havens Grønt bag de åbne Ruder, hørte atter Blæstens landflygtige Sang gennem Sandharpens rustrøde Strenge og vendte atter sent på Natten hjem til Huset ved Fjorden og de sovende Enge. - - - -

- - - «Det er svært, så meget Pus er hjemme 126 nu,» sagde Fader og strøg ham over Håret, mens hans store, grågrønne Øjne smilte.

«Nu - det er jo godt,» svarede Moder roligt henne fra sit Vindue.

Men Regitze slog Armene om ham og kyssede ham med sin røde Mund, så Vejret næsten forgik ham. Regitze var blevet så hæftig i den sidste Tid, næsten som da hun var lille Pige - men også så glad. Tue hørte hende ofte synge om Morgenen, klart og fuldtonende med lange, lyse Triller. Det var Fader, som først hørte det, han sagde en Morgen til Moder:

«Kan du høre, Elisabet - Regitze synger.»

Moder nikkede og smilte. Men Tue knugede Hænderne sammen under Hagen og omfattede dem bægge med et kærligt Blik. Han forstod, hvorfor de var glade over Regitzes Sang - hun havde jo så ofte før været syg og bedrøvet til Mode.

Hvor han dog var lykkelig, nu han havde genfundet sit Hjem, at det blomstrede således i Frodighed og Styrke!

- - - - -

Når Tue ikke var hjemme eller med Fader på Landet, kunde han Dage igennem strejfe om i de søndre Strandskove, ad alle de græsgroede Stier, hvor hans Barnefod havde løbet. Han drog ud som en Opdagelsesrejsende for at genfinde sig selv, og for hvert Skridt han gjorde, var det, som Minder sprang ud, ved hver Omdrejning af de løvskjulte Stier stod han som Ansigt til Ansigt med sig selv.

Han genkendte hver Sten i de mosgroede Diger, hvert Søm i de frønnede Gangbrætter over de sorte, pludrende Skovbække; han fandt atter de solåbne Sletter, hvor de første Forårsblomster var at finde: Skovmærke, Anemone, Nellikerod og Trævlekrone - og de dybe, fugtige Steder dybest inde, hvor Rederod og Hjortetrøst holdt til. Han opsøgte de gamle Ege, hvorom Kaprifolieranker bakkantisk snoede sig, og 127 nåede de side Sumpe, hvorover Kæruld stod som en hvidlig Tåge, og hvor Elverpigerne dansede på lette Fødder i Måneskin - ja, til sidst fandt han endog den Eg, i hvis Stamme en ukendt Hånd havde udskåret det Pans-Ansigt, som i hans Barndom så ofte havde lammet ham med Skræk.

Da han nu med sin Tollekniv omhyggelig havde fået fjærnet det Lag af sølvgråt Lav, som i de mange År var groet hen over det, og det atter dukkede frem med sin åbne Mund, sine stirrende Øjne og sin Egeløvskrans om de stumpe Horn, var det ham, som selve Skovens mystiske Åsyn afslørede sig for ham. Han var atter dens Barn.

Til sidst sad han på den selvtømrede Bænk på Skrænten over Fjorden og så, hvor Vandet strømmede stridt og søgrønt med piskende Skum om Øerne, der blinkede som røde Rosenbuketter i Efterårets Farver.

Han lagde sig ned på Bænken og stirrede op i den høje, blå Luft, hvor lette, hvide Skyer fløj hen som Røg og Dampe.

Ja, han havde drukket af Troldenes Krus, Hukommelsen var forgået ham, og han havde boet i de underjordiskes Hule; men nu slog Morgenens Hane sin ildene Vinge ud og gol, og han vågnede som Svenden på Højen, satte sig over Ende i det dugvåde Græs og strøg sig fortumlet over Panden, og han så sig atter hjemme i sit Fødelands grønne Rige, han kendte de Blomster, der duftede omkring Højens Fod, de Fugle, der kvidrede fra Buskene, og i de skvulpende Bække spejlede han sit eget Ansigt.

Således kunde han ligge længe i lykkelige Drømme, til Vinden ude fra Fjorden mindede ham om, at var det end Vår og Sommer i hans Hjærte, så var det Efterår omkring ham. Han rejste sig og gik hjem langs den skyllende Strand under Aftenrøden, belæsset 128 med Indtryk og Minder, som med store, brogede Bregnebuketter.

- - - - -

Han lodes i god Fred til alt dette - Sigurd så han nu sjælden uden for Skolen. Han undgik ham så meget som muligt; han formåede ikke længere at skjule sin Uvilje for ham. Ti var han nu end vendt tilbage til Edens Have, hvad havde han så dog ikke tabt under sin Ørkenvandring? Hvor kunde de År have været rige og skønne - mellem Palmer og Roser havde han kunnet leve - og han havde tilbragt dem i det goldeste Sand. Men hvem andre havde vel vildledt ham end Sigurd? Den Gang, før Anton døde, havde han jo alt anet den Livets Morgenrøde, som nu var brudt frem i sin fulde Glans, og havde Anton levet, kunde alt have været anderledes. Men efter at have berøvet ham både ham og Alf, havde Sigurd lokket ham ud i Ørkner i Steden for at føre ham til det attråede Lykkens Gry. Han havde byttet sit Livs Guldmønt bort for at få Sigurds slidte Spillepenge - en dyrebar Skat havde han ladet ham sprede for alle Vinde, og nu, han skulde sanke den sammen igen, mærkede han kun altfor ofte, hvor meget der var gået ufindelig tabt, og hvor meget der havde slået både Revne og Skår. Så skød da med hans nyfødte Glæde en hæftig Harme op i ham - en duftende Rose og en tornet Gren af samme Rod - og han forsømte ikke at lade Sigurd stikke sig på Tornene. Det kølede at se den skyldiges Blod rinde. Kun Skade, at Sigurds Hud var så hård, og Sårene lægtes så hurtigt. Den ene Dag kunde de skilles som svorne Fjender, næste Morgen havde Sigurds lette Sind glemt det Hele.

«Venner - Tue - Venner?» spurgte han og så ham skælmsk ind i Øjnene. Og Tue følte med Undren, at det var ikke så nemt at blive det Venskab kvit, som han i løftede Stunder havde troet - han 129 havde ikke kunnet elske Sigurd så længe og så lidenskabeligt og nu på én Gang udrydde ham af sit Hjærte. Han kunde endnu i enkelte Øjeblikke med den gamle Henrykkelse stirre ind i hans skønne, letsindige Øjne. Men det skulde være forbi, Venskabet var ham et stadigt Minde om det, der var hans Skam, og som han helst vilde glemme.

Så blev det da endelig en Dag til Alvor.

Sigurd havde oplevet noget særlig interessant med sine «Småtøse» og kunde umuligt beholde det for sig selv - det måtte hans gamle Ven høre. Men da det ogsa var noget særlig uhøvisk, bruste Tue op og sagde Sigurd ren Besked om, hvad han anså ham for. Jo hidsigere han talte, des hæftigere blev han; det var ikke blot sin længe opsparede Harme, han gav Luft - han stred også for den Verden af Renhed og Skønhed, han nu atter havde fundet, og som fyldte hans Hjærte med Varme og Lykke.

Men Sigurd lo hånligt: «Jo pyt - jo pyt - bild dig bare ind, det er små Engle - du bliver nok klogere en Gang - de er såmænd meget værre end vi, nu skal du bare høre -» og han hviskede Tue det i Ørene, der gik som en Sav over Strengene i hans Indre - de sprang i et Suk, og Tue foer op ved Smærten:

«Fordi du selv er både dum og rå, behøver du vel ikke at tro, at andre er Mage til dig!»

Sigurd blev flammerød, hans Øjne gnistrede som Flintestene.

«Du - du -» hvæsede han; så fik han endelig Luft, «det skulde du tale om, gå du hellere hjem og se på din Søster og den tovlige Magister!»

Han slog en hånlig Latter op og satte af Sted i Løb. Tue stirrede efter ham - han forstod slet ikke - Regitze, hvad kom hun det ved? - hvad - - var - - i samme Øjeblik han begreb, bøjede han sig og snappede efter en Sten, men det var på en 130 Eng, han stod, og han greb kun i bløde, bølgende Strå.

Da brast han sammen, kastede sig på Ansigtet ned i Græsset, som vilde han bore sig ned i Jorden - bort, bort fra den Verden, han nylig havde fundet så skøn og fin, og som kunde være så utrolig gemen - at nogen kunde sige noget sådant om Regitze, den stolte, ranke Regitze, og det var Sigurd, der havde sagt det! O, det var anden Gang, at en, han havde elsket og stolet på - hin Gang med Mester Linné - nej! nej! - å, nu forstod han først ret for Alvor, hvor højt han dog havde elsket Sigurd, og hvor bittert han var blevet skuffet - han havde jo dog i ham drømt al den Livets fri, ædelige Lykke, som han hele sin tunge Barndom igennem havde higet imod

Åen mumlede forbi, Sivene hviskede i dens Strøm, og de små Svaler kresede over ham med glade Hvin. Han blev liggende, til Byens Kirke begyndte at ringe Solen ned og fik Svar ude fra Skovlandsbyerne langs Fjorden. De blide, kendte Klokkeklange gød Olie over hans Sinds oprørte Bølger, en sagtelig Fred gled ind over ham - han rejste sig; han vilde hjem, hjem til det trygge, gamle Hus, hvor intet urent kunde findes, op på Regitzes Værelse vilde han. Han løb ind mod Byen, langs med Åen.

Men da han kom løbende over det mørke Loft og rev Døren op, standsede han, fortumlet og blændet. Solen luede ham i Møde bag Vinduernes hvide Gardiner, hele det lyse Værelse var som fyldt af Ild, og midt for Bålet sad Magisteren og Regitze ved det lille Bord, som flød af Bøger og hvide Papirer. Magisteren bøjede sig fremad, han talte ivrigt med lysende Øjne, hans store Hår var faldet ham ned over Panden, han så på Regitze. Hun støttede Hagen på sine slanke Hænder og stirrede smilende op i Aftensolen. Hendes røde Lokker luede.

Tue hørte lige - «den Skønhed, som bundet ånder 131 i Fidias' hvide Marmor -» så opdagede Magisteren ham og tav forskrækket. Søster rejste sig hurtigt:

«Vil du noget, Tue?»

«Nej,» stammede han, «bare -» han smældede Døren i, løb tilbage over Loftet og ned i Haven. Dér sank han om på Bænken inde i Vinløvslysthuset -

- - - Han så dem for sig, de to dér oppe i det røde Lys, hvor var de dog skønne - belyste som af et Bål - ja, Elskovens Bål - Elskoven - det var altså sandt - alt dette fra Digtene - alt dette guldblinkende, rosenduftende - alle disse stærke, ømme Ord - lavmælte, undseligt rødmende - han lukkede Øjnene og lyttede - hør, hvor Strengene tonede, sikkert og højt som aldrig før - Elskovens Hymne, alle hans Skønheds- og Lykkedrømme tonede sammen i den til et fuldt, brusende Kor - han skælvede - han syntes selve Livets Åndepust strejfede ham - - - og det kom og glimtede frem, det svømmede ham i Møde som en Rose - sejlede frem som en Svane - det Ansigt, han havde anet i Drømme oppe på Regitzes Kammer - det Ansigt, der smilte af Lykke og dog var så forunderlig alvorligt - der halvt var Moders, halvt Søsters - og dog ingen af dem, men med en egen Sødme, som de ikke kunde eje for ham - det Ansigt, der var så kendt, som havde det bøjet sig over ham i hans Fødselsstund og dog så uset fremmed - det Ansigt, der bag sine røde Læber bar al Livets Lykke for ham, Opfyldelsen af alle hans Længsler - - -

Han lå og drømte og drømte, lyksalig bevæget af Skønheden deroppe - tænk, Søster, Søster - forelsket! - så nær det var ham, det store - - han smilte -

- Sigurds Ord var forsvundne af hans Minde, som Havets urene Dyr forsvinder, når Morgenbølgen stiger over Stranden.

- - - - - 132 Et Par Dage senere sad Tue på den grønne Bænk under Paradisæbletræet og læste i Byrons «Don Juan.» Rundt om ham strålede Haven i Efterårs-Pragt, Æblerne gnistrede over hans Hoved som Granater; og Fuglekvidren kogte som en solgylden Sø, overstænket med bittert Havskum af Mågeskrigene ude fra Fjorden, der gik blågrøn og perlende mellem de høstbrogede Skove.

Tue støttede Kinden på Hånden og læste med bankende Hjærte - han var midt i Haidïes og Juans Elskovsmøde hin glødende Solnedgangstime på den hvide Strand i det græske Arkipelag, hvor de to unge Stemmer hviskede så nære, så ømme, mens Bølgerne lullede, Vindene strøg, og Månen fjærnt kom op - «og Vidne var kun Havets Ensomhed - -» Det duftede omkring ham af sildigt modne Roser - der dryppede som Roser for hans Øjne - de forrige Sanges bitre Kynisme, der havde såret ham som en rusten Kniv, var glemt - bløde Hænder strøg over Såret - og Elskoven lokkede og sang fra de solplettede Blade i Holger Drachmanns Oversættelse.

Da hørte han pludselig en Stemme oppe ved Lågen: «Er Tue i Haven, Frøken?»

Det var Sigurd - kom han virkelig - og han vovede at tale til Søster!

«Nå Tak - så finder jeg ham nok selv.»

Hastige Skridt kom løbende ad Grusgangen. Tue slog hurtigt Bogen i og gemte den ind i Syrenbusken ved Siden af - som Jomfruen dølger sin Barm, når frække Øjne er nær. Så stod Sigurd foran Bænken.

«God Dag, Tue.»

Tue så til Siden: «God Dag,» mumlede han.

Sigurd så lidt på ham, så satte han sig på Bænken og begyndte at snakke op om Skolen og Kammeraterne, som var der intet hændt imellem dem. Tue tænkte hele Tiden: hvad vil han dog? hvorfor går han ikke? og skottede uvilligt til ham.

133

Da bøjede Sigurd sig pludselig frem imod ham og så ham lige ind i Øjnene.

«Du, Tue,» hviskede han, « nu er jeg blevet forelsket. »

Tue smilte hånligt: «Nu?»

«Jamen rigtigt , sådan som du vil have det,« forsikrede Sigurd.

Tue så forbavset op - var det Sigurd? han kendte ham knap - så sagte han talte - og han rødmede, og hans Øjne lyste - alle de Elskovsord, Tue lige havde læst, flammede for hans Syn, han følte sit Hjærte svulme, som skænkedes det fuldt af Vin. Hastigt flyttede han sig nærmere, han havde helt glemt deres Fjendskab.

«Sigurd - hvordan?»

Sigurd så smilende på ham: «Er du nysgerrig? Ja, nu skal du høre -å-å-» han sad med Hænderne under Knæene og gyngede Fødderne frem og tilbage, «- nå, det var altså på Danseskolen forleden, dér hørte jeg om hende, at hun var så køn, og så løb jeg der ud i Går for at se hende, til Kølholt, du véd - dér bor hun. Og hele Dagen, næsten, rendte jeg rundt om Gården, både inde i Granlunden og ude i Engene bag Laden - jeg vilde ikke gå derind, det var jo bare hende, jeg vilde se - og så pludselig, som jeg stod og lurede bag et stort Hæs ved den søndre Længe, så jeg hende, oppe i Gavlvinduet mellem de brune Gardiner; hun stod dér og stirrede så langt, langt ud efter Solen, der gik ned så rød, du véd, mens Skyerne kom op over Grantoppene, og det begyndte at blæse sådan mod Aften. Bægge Hænder . havde hun støttet i Vindueskarmen, og Panden lagde hun mod Ruden, og hendes Hår stod hende om Ørene - og hun havde en blå Bluse på - men jeg tror nok, hun stod dér og længtes, for hun så egentlig så bedrøvet ud, som vilde hun til at græde - for hun er jo også født langt nede i Tyskland og 134 havde en tysk Mo'r, men hendes Fa'r var fra Sverrig, og dér har hun boet indtil nu, han også døde, og så har hun hverken Fa'r eller Mo'r, og derfor er hun kommet til Søtofts, han var sådan en Ven af hendes Fa'r, og der er jo en gruelig Rede Tøse i Forvejen - men hun - å Tue - hun - - -»

Han fløjtede sagte og henrykt, som tænkte han på en sød Kage.

Men Tue sad helt betaget - Kølholt, det var jo den fjærne Gård, hvor der hver Aften tændtes Ild i Ruderne, og hvor han havde drømt, at Paradiset lå - og Søsters Veninde, Vibeke Søtoft, hun var jo derfra - men hende, den lille, fremmede Pige, han så hende lyslevende for sig, stående i Gavlvinduet mellem de brune Gardiner og stirrende ud mod Solen, der sank - med sit store Hår og sin blå Kjole - hun havde hverken Fader eller Moder - han fik Tårer i Øjnene - det var, som en Violin spillede langt borte, så sørgmodigt og dog så forjættende, han syntes, det var den fremmede, tyske Pige, der spillede, og at hun spillede for at kalde på ham.

«Hun hedder Lull,» sagde Sigurd.

«Lull?»

«Ja, Lull Wedén, det er et tovligt Navn, men selv er hun sgu god nok. Hende må jeg have fat i.»

Tue så sky på ham; han følte sig med Et så fattig med sine Drømme, han grebes på ny af den gamle Underlegenhedsfølelse, han for længe siden troede at have smøget af sig.

«Er der nogle Blommer nede i Haven?» spurgte Sigurd.

Tue nikkede adspredt, og Sigurd løb ned for at ryste Træerne; lidt efter gik han.

Men Tue blev siddende på Rænken og grublede. Hvorfra var det dog, han så nøje kendte det Ansigt, Sigurd havde beskrevet? så alvorligt og dog så smilende - med den egne Sødme, som hverken Moder 135 eller Søster - - å, det var jo fra Drømmene oppe på Regitzes Kammer - - -

- nå, hvad var det nu for noget Snak - han halede Bogen frem af Busken og begyndte at læse, men hint fjærne Ansigt, så fortroligt og dog så fremmed, dukkede op fra alle Bogens Blade og forstyrrede rent hans Læsning.

- - - - - - - - - - - - - - - - -

Et Par Dage efter var Sigurd og Tue på Vej ud til Kølholt. Sigurd havde ikke ladet ham i Fred, før han fik ham med ud at se på Lull, og Tue gav hellere end gærne efter, dog med en vis Undseelse - han havde således ikke kunnet få sig selv til at sige Moder den egentlige Grund til Udflugten - han havde blot sagt, at de gik ud at lege i Skoven ved Kølholt. Denne Usandhed nagede ham hele Tiden og forspildte hans Humør; dertil kom, at Regitze i den sidste Tid slet ikke havde været rask, og nu skulde Lægen netop komme i Eftermiddag. Men hvad - Regitze havde jo så ofte før været syg, og Sigurd vilde ikke vente længere. Og han vilde dog så gærne se hende, den fremmede, tyske Pige.

Vejret var blæsende og uroligt, og Himlen fuld af hvidgrå Skyer, med blændende Solskin flygtende ude over Engene, hvor Vandløbene og Kærene blinkede, og Mørke jagende bagefter, så alting sluktes. Løvskoven hist ovre stod i brogede Farver mellem Granernes mørkegrønne Pletter. Over Vejen kom og gik Poplernes Skygger; det vexlede med lunende Solskin og mørk Kulde.

De kom forbi små, sammensunkne Bondehytter bag IIavehegn, en enkelt Gang mødte de en rumlende Bondevogn. Ellers var de ene på Landevejen. Sigurd dansede foran med Hænderne i Buxelommen og satte i lange, flotte Spring over de skrævende Vejbukke. Han var iført sin bedste Stads og knejste selvtilfreds med det krøllede Hoved. Tue skottede mistænksom 136 til ham - hvorfor havde han pyntet sig således? De talte ikke meget sammen - kun af og til et enkelt Ord. Så nåede de Kølholt.

Vejen drejede ned mod Lunden, og de satte i fuldt Løb med snappende Munde og røde Kinder. Granskoven lukkede sig om dem, susende tavs, Stamme ved Stamme, slanke og brune, forsvindende op i det tætte Nålemørke. Stien snoede sig smal og mørk ned mellem de slangede Rødder, ud mod Engene, som de skimtede langt nede under de hængende Grene, som i en Port, flade og grønne med en Vig af solbelyst, gyngende Åvand. Her var mørkt og klamt og lugtede af Harpix og muggen Muld. Nu drejede de til højre, og den hvide Havemur skinnede frem. Træerne løftede deres brogede Kroner over den. og længst inde rejste Gården sin takkede Gavl, hvorfra Vinduet stirrede ud over Grantoppene - deroppe var det, hun havde stået.

«Hys!» hviskede Sigurd; han sprang over den dybe, vissengule Grøft og listede sig på Tæerne hen langs Muren. Tue betænkte sig et Øjeblik, han skammede sig halvt - så sprang han bagefter. Men Grøften var fyldt af Tjørne og Brombærkrat, der hagede deres lange, hvasse Grene i ham, så han møjsommeligt måtte pille sig løs.

Foran sig hørte han et dæmpet Udbrud; Sigurd lå på Knæ derhenne med Ansigtet presset mod Muren, som dér slog en dyb Revne i den afskallede Kalk, I en Fart var Tue henne hos ham.

«Er hun der?» hviskede han.

«Å ja, ja,» svarede Sigurd åndeløs.

Tue blev pludselig opbragt på Sigurd, han følte det som en Krænkelse af hende derinde, at han således belurede hende. Men selv hoppede han af Iver efter at komme til.

Endelig rejste Sigurd sig: «Kig du nu,» hviskede 137 han og skubbede til ham. Tue lagde sig hurtigt på Knæ.

Derinde gik hun, Lull Wedén, rundt om den grønne Plæne med Solringen og de gule Majsbusketter, foran Verandatrappen. Langsomt gik hun med Hænderne knyttet i hinanden på Ryggen, halvt skjulte af det lange Hår, som lyste gyldenblondt i Solen, flettet i en tung Pisk. Sirligt og betænksomt satte hun sine Laksko i det våde Grus, den halvlange, skotske Kjole slog om hendes røde Strømpeben, et gult Læderbælte spændte om hendes Liv. Hun var fjorten År gammel. Et Par forsinkede Sommerfugle flagrede om hende, flyvende med, hvor hun gik. Tue syntes, de var hendes Tanker - han var underlig bevæget, hin erotiske Blussen hjemme fra Haven var helt forsvundet, en egen vemodig Længsel duftede i hans Sind; det var ham, som hun derinde var hans Søster, og han hendes Broder, skønt Muren skilte dem, og de ikke kendte hinanden.

Sigurd tog et hårdt Tag i hans Krave: «Så, nu vil jeg se,» hviskede han.

En dyb Ydmyghed sank over Tue - dér havde han ligget og drømt, at de hørte til hinanden, og så var hun jo Sigurds, og han havde aldeles intet med hende at gøre. Lydigt rejste han sig og lod Sigurd krybe ned foran Lurehullet. Han stirrede ind mellem de mørke Nåletræer, hvor Stien tabte sig - det begyndte at suse uroligt, tætte Skyer jog frem og slukte Solskinnet

«Å-» udbrød Sigurd.

«Hvad er der?» hviskede Tue ivrig.

«Nu standser hun - og ser op i Skyerne - og nu løber hun op ad Trappen - så - væk!»

Han rejste sig og så melantraurig på Tue. Der pippede et Smil frem om Tues Mund, han var veltilfreds med, at hun var borte.

«Fikst du Pæren, Zacharis?» spurgte han.

138

«Å du!» Sigurd slog hæftigt Næven i Muren, «- du kan bande på, jeg skal få den!»

Tues Smil forsvandt; han følte sig med Et så ængstelig, bare han ikke havde sagt det - Sigurds Udbrud lød så sejrrig brutalt.

Tavse gik de tilbage gennem Granskoven og op mod Vejen. De følte sig atter helt fremmede overfor hinanden, Båndet mellem dem var bristet. Sigurd skottede til ham; pludselig standsede han.

«Du.»

«Nå?»

«Jeg går derind,» han gjorde et Kast med Hovedet tilbage mod den skjulte Gård.

«Derind?»

«,Ja - jeg kender jo Søtoftes Tøse, og jeg finder nok på noget - så bliver jeg præsenteret for hende - og så - -»

«Hvad så?»

Sigurd nikkede og smilte hemmelighedsfuldt: «Så skær' den.»

«Jamen, du sagde jo -»

«Nå, Tøse er sgu Tøse» afgjorde Sigurd kort.

En hjælpeløs Fortvivlelse greb Tue, som stod han med våbenløse Hænder og så en Skændselsgerning blive begået; var det muligt - skulde Sigurd virkelig også få den fine, fremmede Pige i sine grove Hænder og kramme hende som de andre Tøse - hende, der var som hans Søster, fjærn og nær - -

«Vil du med?» spurgte Sigurd forsigtigt.

»Nej,« mumlede Tue dumpt.

«Ja, ja da!» åndede Sigurd lettet op, «så Adjøs - og hils hjemme.»

Han løb tilbage ad Stien, Tue blev stående og stirrede efter ham. Nede ved Omdrejningen vendte han sig og råbte op:

«Siger du ikke «til Lykke»?»

«Jo - Glück auf!» skreg Tue tilbage.

139

Sigurd lo og forsvandt mellem Granerne - - - -

- - - - - - Tue var på Vejen hjem; han løb

i fuld Fart, gram i Hu, sparkende til Skærverne, så de dansede gennem Vandpytterne og røg i Grøfterne. Blodet bruste og bankede om hans Hjærte, og rent uvilkårlig mumlede han Eder mod Sigurd. Han følte det, nu hadede han ham - han kunde have slået ham i Ansigtet, om han havde haft ham for sig. Han tænkte blot på hans flotte Spring over Bukkene og hans fine Dragt, og han skar Tænder

Blæsten var taget til, den tudede ude over Engene, og Skyerne jog tætte og mørke af Sted - bare det vilde blive Regn, øsende, pøsende Regn, når Sigurd skulde hjem, så hans fine Klæder kunde blive ødt.

Så optaget var han af sin Harme, at han nåede Rødebro , Byens Grænse, før han vidste af det. Lidt efter stod han på Trappen derhjemme og trak i den gule Knap - først da faldt det ham ind: «Søster -» - - Og da nu Moder lukkede op, og han så hendes Ansigt, sank Hjærtet i Livet på ham.

«Mo'r, Mo'r - Regitze,» stammede han.

«Regitze har fået Lungebetændelse og ligger i Sengen derinde,» lød Svaret.

Fortumlet kom Tue ind i Stuen. Der var næsten mørkt; Regndråberne begyndte at slå på Ruderne. Fader sad henne ved Kakkelovnen med Piben mellem Hænderne. Tue syntes, at hans Ryg med Et var blevet så kroget, og hans Skæg langt mere hvidt end ellers.

«Mo'r, er Lungebetændelse en farlig Sygdom?»

Moder sad og så ud i Mørket: «Min Mo'r døde deraf,» sagde hun sagte.

Hvad var dog det - så pludselig - døde - du min Gud! døde - alting gik rundt for Tue - det var, som skulde han få et Slag - - -

«Også hende - - også hende - -» mumlede Fader i sin Krog.

Moder vendte sig hurtigt og så hen på dem; så 140 rejste hun sig, rank og høj, hendes Stemme lød så rolig og fast, idet hun gik frem i Stuen.

«Nå, Regitze er jo ung - det kan da ikke være Meningen, at hun skal dø.»

«Nej, Mo'r,» hviskede Tue - han følte sig så ydmyg lille, han, som havde været så stor i den sidste Tid; men han åndede atter lettere, Moders Ord havde taget et Åg fra hans Skuldre. Også Fader så op.

«Skal vi så gå ind og spise?» spurgte Moder.

- - - - -

Lidt efter var Tue inde hos Regitze. Gardinerne var rullede ned, og alt var mørkt, men han skimtede Sengens hvide Lin og Søsters Hoved. Hun lå og stirrede mod det tilhyllede Vindue, det lange Hår randt hende ned over Brystet som tvende, tunge Blodstrømme. Hænderne var flettede i hinanden.

«God Aften, Regitze,» hviskede han, atter så snørende angst over Stilheden og Mørket herinde, «er du syg?»

Regitze drejede langsomt Hovedet og så på ham, hendes Øjne lyste så gennemskinnede klare som Glas.

«Ja,» nikkede hun.

Så vendte hun atter Blikket mod Rullegardinet. Tue stod ved Sengens Fodende, hjælpeløs gnidende Hænderne om dens Mahognikugler. Han vædede hele Tiden Læberne med sin Tunge; de var så tørre, og han vilde sige noget, men Ordene ligesom falmede i hans Mund, når han så på Søsters ubevægelige Skikkelse og blege Ansigt.

Pludselig vendte han og flygtede ud af Stuen.

Over for Regitzes Øjne følte han, at Moders Ord ikke var sande og ikke vilde gå i Opfyldelse. Dette var Døden. Og frygteligst af alt - han så, at Regitze vidste det.

141

VI.

Det blev Regn ud på Natten, en hæftig, evindelig Trommen på Ruden. Tue lå og kastede sig uroligt hid og did på Lejet, snart siddende ret op i Sengen, lyttende til den ustandselige Prikken og Raslen, snart pressende Hovedet ned i Puderne, tiggende om Søvnens Forblindelse. Men han kunde ikke sove; der sad en Vampyr på hans Bryst, stirrende med kolde, klare Øjne, som Vandspejle i Høst, sugende med skarp, spids Mund. Han undgik den ikke, den holdt ham vågen.

Genfundet sig selv - ja, han havde genfundet sig selv - i ét og alt - dér havde han løbet om på Landevejene og kigget efter fremmede Pigebørn med Hovedet fuldt af erotisk Pjank og Pjat, mens hans egen unge Søster hørte sin Dødsdom og lagde sig på det Leje, som skulde blive hendes sidste - kendte han ikke sig selv? var det ikke ham, der næppe havde set Alfs Kiste forsvinde under den slugende Muld, før han legede Guldfux - der næppe havde sluppet Antons synkende Hånd, før han greb efter Sigurds varme, levende? Jo, han blev sig selv evig lig - evigt hungrende efter Lyst og Fornøjelse, begærlig efter Liv, om så alle andre skulde dø, når bare han var i Behold!

Det var vist, at Regitze skulde dø, han læste det ud af hendes Øjne - det kunde ikke være andet - 142 og dog - han følte det så svidende sikkert - han kunde , han vilde ikke slippe sin Glæde - den Skat, han lige havde fundet, han lod sig den ikke fravriste. Han havde skimtet Livets grønne Skove gennem den åbne Port, han lod sig ikke atter spærre inde i den kolde Celle. Han vidste det, han var en Forbryder, ikke værdig til Navnet Menneske eller Broder, men han gjorde det ikke , han gav ikke Slip - han vilde leve!

Åndeløs sank han tilbage i sin Seng; hans Kinder brændte, Hjærtet hamrede ham i Halsen, men en vis, mæt Tilfredshed gled ind over hans Sind, han lukkede Øjnene.

Da kom det over ham som et Jordskred: Kan du leve?

Han satte sig over Ende, og han så det - han var fanget, det var forbi. Han kunde gøre og sige, hvad han vilde, det hjalp dog ikke. Han kunde knuge sine Hænder for Hørelse og Syn, han undgik dog ikke at se Regitzes Øjne, hvori Dødens Vished lyste, undgik ikke at høre hendes klagende Stemme. Altså ej en Gang hans Formastelse hjalp ham, han var indgærdet. Han kunde ikke leve som før.

Men - å - at det også skulde komme nu, just nu , da Lykken lyste ham i Møde, og Livet og alle dets Rigdomme lå åbne for ham! havde han da kun genfundet sit Hjem for at dele dets Smærte med det?

Som et Sværd gik det gennem ham: Det er altså derfor , du er fortvivlet: fordi du skal give Slip på din Glæde - ikke fordi din Søster skal dø! se, hele Tiden tænker du kun på dig selv!

Han blev iskold af Skræk for den Afgrund, han så ned i, den Afgrund, der var ham selv, den Afgrund hans Begær efter Livet havde gravet i hans Hjærte - således var han altså - således -

Han foer op med knyttet Hånd: ja, således var han, og således vilde han være! kom an, hver der 143 vovede at bebrejde ham ét Ord, han skulde få hans Næve lige i Synet, han skulde vise dem, han havde Ret til at - - - -

- - - hvad var det? - å, det var Regnen på Ruden - men hør nu - lød det ikke som Slag af Knokkelfingre, prikkende, trommende Knokkelfingre, i angstfulde, skælvende Bønner:

«Luk os ind! luk os ind til Hyggen og Varmen, til den hjemlige Stue, der en Gang var vor - luk os ind! vi fryser!« - -

Regnen piskede på Ruden - og nu vexlede det, blev vildt, blev truende: «Du vil ikke? du vil ikke? du stænger omhyggeligt for dig selv og dit - hægende om dit eget Legeme og dit eget Velbefindende, med Hjæraen fuld af Drømme om Nydelser i Morgen - ja, så bi, så bi lidt - vi skal komme derind endda

- komme og gribe dig, Skurk; så kan du lære Dødskulden at kende!«

Det klirrede, som sprang Ruden - var de herinde - krøb de over Gulvet - sneg de sig op over Tæppet, fangende med tynde Hænder?

Nej, alt var mørkt og roligt - kun de langtnedhængende Gardiner om Vinduernes blege Lysning og de høje Reoler langs Væggene.

Hvad var det dog - var han da gal? var han ikke ældre end det forskræmte Barn, der så Skrækkesyner i alle Kroge - eller var han den snart voxne Dreng, der nylig havde følt sig saa stærk og stor?

- Vidste han da ikke bedre end nogen anden, at de døde ikke kunde komme og besvære de levende med deres Ve?

Han mumlede spotsk; drejede sig om på Siden og svøbte Tæppet om sig; nu vilde han sove. Men taktfast dikkede det, taktfast som et Dødningeurs Slag, trængende gennem Puden og alt: « Regitze skal dø! Regitze skal dø! « - det slap han i al Evighed ikke fra.

144

Han vendte sig om på Ryggen; han kunde ligeså godt strax opgive at sove i denne Helvedes Nat - Sveden dryppede ham brændende i Øjnene, han havde vredet Fingrene næsten af Led. Han følte sig som en forfulgt, jaget i åndeløs Flugt.

Og som Tislen skyder af Stengrund, følte han i denne Nats Forhærdelse et Had skyde i Vejret mod alle dem, som aldrig havde mødt Dødens Skygge formørkende og spærrende på deres Vej, mod dem, som kun kendte Sorgen af Navn og frit og angerløst kunde nyde Livet, mod alle Lykkens Kælebørn med de lette Sind - han svor dem af Hjærtens Grund Fjendskab til evig Tid.

Ubevægelig lå han med sammenbidte Tænder, stirrende op mod Loftet, mens Dødsdansen raslede udenfor, og Mørkets Timer vexlede over ham.

Lang og vild blev den Nat, da Tue Tavsen stred for sin Ret til Lykken og Livet, og da Morgenen blodrød og regndryppende brød frem, lå han dér, den samme han var, da Lyset slukkedes, med hver Nerve sønderslidt som af et indvendigt Marterhjul, men ikke ét Skridt videre.

- - - - - - - - - - - - - - - - -

Da han kom over i Stuerne, så han noksom på Forældrene, at heller ikke de havde sovet i denne Nat. Mens han drak sin Te, hørte han inde fra Sovekammeret Regitzes kaldende Stemme; den gøs igennem ham; han syntes, den lød så fortæret tynd. Han skyndte sig at blive færdig og komme af Sted, og da han stod ude på Jærntrappen, hvor den regnkolde Morgenluft slog ham i Møde, syrligt duftende af de dryppende, brune Kastanier og de hvide, dampende Enge, åndede han lettet og ilte op gennem Alleen som på Flugt.

Han havde helt glemt Historien i Går, men da han nåede Skolebroen, stod Sigurd dér og ventede på ham, 145 med Læberne røde af Fortællelyst. Han tog øjeblikkelig fat:

«Du, nu skal du bare høre - jeg var altså derinde i Går og måtte først snakke en hel halv Time med Søtoftes Tøse, som strax fløj i mig og snadrede og snakkede om Danseskole og Baller, og jeg véd ikke hvad, til jeg blev helt kruset i Hovedet, og jeg svarede dem i Vest, når de spurgte i Øst, for jeg spejdede jo hele Tiden efter hende, og så gik da endelig Døren op, og hun kom ind. Vips, var de i hende: «Å, søde Lull, nu skal du bare se!« og de halede hende hen til mig og begyndte at præsentere i Munden på hverandre, men hun så mig lige ind i Ansigtet - sådan - og så nejede hun, tænk, Tue, hun nejede for mig - og så - ja, det havde jeg sgu ikke troet, men jeg gik rent fra Koncepterne - for hun lignede jo slet ikke de Tøse herhjemme - man kan nok se på hende, at hendes Morfa'r var Professor, selv om han var gal, og de afsatte ham - og jeg bare bukkede og bukkede, og Tøsene begyndte jo at fnise, og vi kunde ikke tale sammen, for hun kan ikke dansk, sådan da - men talte snart på Tysk og snart på Svensk, og det kunde jeg ikke forstå - men sikken Stemme hun har, så blød, det lyder hele Tiden, som hun klager, selv når hun smiler, og det gør hun tit - og Tøsene hoppede rundt omkring hende, og det var «Søde Lull« og «Rare Lull«, og de rettede på hendes Bælte og trak i hendes Hår og Sløjfer, men hun lod, som det var bare Fluer og - å ja, hvor hun var dejlig! Og i Dag skal jeg derud igen.«

Han standsede forpustet. Tue rynkede Brynene og så bort, han var nær ved at græde af Harme og Fortvivlelse.

«Hvad Satan, hvad er der i Vejen med dig i Dag?« spurgte Sigurd, misfornøjet over den ringe Lykke hans Fortælling gjorde, «er du nu blevet tovlig igen?« 146 Tårerne stod Tue i Øjnene: «Regitze er blevet så syg, så syg,» mumlede han.

«Å da - den kønne Pige!» udbrød Sigurd.

Tue så op - han kunde have slået ham for de Ord, han vidste ikke selv hvorfor; ellers havde han jo altid været så glad, når Folk sagde, Regitze var smuk, men nu da hun var syg, og lige efter at han havde talt om Lull - - -

Sigurd spyttede betænksomt i Åen og så beklagende ud, men lidt efter rømmede han sig:

«Du, Tue - du kan tro, hun bliver Satans sød at kysse, hende, Lull, for -»

Det var, som blev Tue brændt på et Jærn. «Men så ti dog stille,« foer han op, «kan du da ikke beholde det for dig selv?»

«Men Tue dog -» Sigurd så forbavset på ham.

«Går du så!» skreg Tue og gik løs på ham, «gå ud og fjas med dine Tøse, andet dur du jo ikke til!»

Sigurds Øjne glippede, de blev ganske små, en hed Bølge slog hen over hans Ansigt

»Hvad siger du, Knægt?»

Han greb fat om Tues Arm og tvang den tilbage så hårdt, at Tue skreg. Så fløj han ind gennem Porten. Tue stirrede efter ham, rystende af Had. Ja, han hadede ham. Han hadede ham for hans røde Kinders Skyld, for hans Munterhed og sorgløse Sind - for alt det, han før havde elsket ham for. Og han hadede ham, fordi han var fri, fordi han kunde blive ved at danse i Solen, blive ved at øse af den Kilde, hvis Dråber, han havde smagt, var så søde, fordi han var retmæssig Herre til alt det Liv og al den Lykke, han nu selv måtte tilvende sig på Tyvevis, under forspildende Anger og Angst. Han blev rasende, når han tænkte på Aftenen i Går. Mens han selv havde måttet løbe tomhændet hjem, og dér havde mødt Moders Ansigt og Døden i Stuerne, var Sigurd trængt ind bag Havemuren og havde set med sine 147 frække Øjne på hende, til hvem han selv ikke kunde komme. Og mens han stod derhjemme foran Søsters Seng og læste Dødens Vished i hendes klare Øjne, havde Sigurd fjaset med Lull -

- Han så op - havde han da endnu Hovedet fuldt af de Nykker, havde ikke en Gang sådan en Nat kunnet udrydde dem, som Spaden river Blomsterne op, når den stikkes ned for at åbne en Grav? Nej, ham kunde intet forbedre, han lod sig ikke anfægte, om så Regitze tifold skulde dø!

Skulde Regitze dø - var det muligt, hun skulde dø? Han så Kirkegården for sig, ude bag de stejle Husrygge, højt og ensomt liggende i Fjorden - og Alfs Vedbendgrav under Birken - skulde den snart åbne sig for anden Gang for på ny at sluge hans Lykke? skulde Alf snart ikke være ene?

Gennem hans Hjærne gik alle Minderne om, hvorledes det var, da Alf og Anton døde, hvorledes Døden var. Han måtte snærpe Munden sammen for ikke at skrige.

- - - - -

I Timen sad han ubevægelig i sin Krog ved Vinduet, med Hovedet støttet i sin Hånd og stirrede gennem Rudens afskrabede Maling ned på Åens brungrønne, glidende Vande under Broerne og de gule Ahornkroner. I Stuens Stilhed oversatte en Drengestemme den franske Lektie, søgende og famlende, Ord for Ord, men Tue hørte intet. Han bøjede Hovedet; der gled en tung Sløvhed ind over ham, han havde jo ikke sovet hele Natten, og han følte sig udmattet og hungrig. Han småblundede en Stund, men Tanken om det, som forestod derhjemme, sad naglet fast i hans Hjærne som et Søm - den slap ham ikke.

- - Da Sigurd et Par Frikvarterer senere prøvede på at nærme sig ham, stirrede han på ham med et Par Øjne så blændede af Had og vendte ham så brat 148 Ryggen, at Vennen blev stående helt betuttet og stirrede efter ham.

- - - - -

Men først da han kom gående hjem oven Granitbroen, stod det for ham i alt sit skærende Lys: hvad var det, han gik hjem til? Fortvivlelsen kom atter over ham; han kunde have sprunget i Åen, og atter flammede Hadet til Sigurd i Vejret - han så for sig hans Hjemkomst, hele hans Søskendeflok med dens Latter og Larmen - hvor var de ikke sunde og glade - og for første Gang grebes han af Misundelse mod en Kammerats Hjem - dem han hidtil havde foragtet, fordi dér aldrig gaves en Duft eller Tone, aldrig Blomster eller Musik, aldrig Bøger eller Buster - å Herre Gud, hvad hjalp al Kunst og Finhed! - i dette Øjeblik begærede han jo kun Liv , sorgløst, muntert Liv, trygt for Døden og uberørt af Sorgen.

Pludselig greb den Tanke ham: Men om det nu ikke er sandt? om det Hele nu er noget, du har drømt? Om Regitze nu går omkring derhjemme rank og munter som sædvanlig?

Han satte af Sted op gennem Alleen, men da han åndeløs nåede Huset og så det ligge dér med nedrullede Gardiner, standsedes hans Fart - det var sandt, uafviselig sandt.

Lænken var der - det nyttede ikke at drømme den bort - og han gik ind i Huset som en Slave i sit Hul.

- - - - -

Samme Stilhed som i Går, samme Medicinlugt i Stuerne, samme Tavshed ved Middagsbordet. Fader og Moder sad bøjet over deres Tallerkner, de talte ikke til hinanden, og de spiste ikke. Tue så på deres Ansigter, hvad de havde lidt denne Formiddag, de, som ikke havde kunnet rømme fra Hjemmet og Søster Regitze. Men det oprørte ham kun, det var 149 jo som en Bebrejdelse mod ham og trykkede Smærtens Brod end dybere ind. Han var sulten som en Ulv, men han rørte ikke Maden, de skulde ikke tro, de var bedre end han. Han vrængede i Hemmehed ad deres stivnede Udtryk og knyttede Hånden imod dem, som var de hans Fjender.

Moder så op: «Skal du intet have at spise, Tue?»

«Nej, Tak,» mumlede han.

Moder vexlede et hurtigt Blik med Fader, som sagde de til hinanden : »Han også« - Tue følte Skamrødmen blusse sig i Kinderne - å, de skulde bare vide - Gråden pressede på i hans Hals, og næppe var han nået over på sit Værelse, før han sank sammen på Sofaen med Hovedet begravet i Puderne. Han hulkede voldsomt og anstrængt, stødvis, som pumpedes Gråden op fra hans Hjærte. Han græd af Anger og Fortvivlelse, til han græd sig mat og satte sig over Ende. Han forsøgte at tage sig sammen - de skulde få Ret, han skulde blive, som de troede, han var, han skulde bøje sig og tage sin Part af Hjemmets Sorg.

Han fik sine Bøger frem og vilde læse; men det var ham umuligt at fatte én Linje; han kunde ikke få Tankerne med sig, de klamrede sig fast til Søsters Sygeleje derovre. Han havde ikke været derinde i Dag, han havde sneget sig fra det, men det var hans Pligt at gå derover, han burde gå!

Han sad med lukkede Øjne og bankede det fast i Bordet, til han endelig fik sig rejst, men da han stod foran Døren, vendte han brat om, løb ud i Gangen, snappede sin Hue og kom ud i den frie Luft. - - -

- _ - - Således gik det ham hver Dag. Han kunde henne på Skolen sværge nok så dyre Eder på, at i Dag skulde han ikke svigte - kom han hjem, rømmede han, inden en Time var gået. Han overvandt sig vel nu til at gå ind til Søster og spørge 150 hende, hvorledes hun havde det, men når han så havde fået det evigt samme Svar: «Som i Går» med hendes åndsfraværende Stemme og fjærne Øjne, holdt han det ikke mere ud - han måtte bort. Hvert Øjeblik her var som en Edderdråbe i et åbent Sår; Moders blege, lukkede Ansigt, Lægens Skridt gennem de tavse Stuer, Faders bøjede Ryg, alt rammede som Nagler gennem hvert Håb og hver Glæde.

Saa tyede han da atter ud i sine Skove. Hele Dage strejfede han om herude, ad alle de gamle Stier, rastløst søgende den forrige Fred og Lykke, eller blot løbende for at redde sig bort fra den nuværende Kval. I enkelte Øjeblikke kunde det da også lykkes ham at glemme - han kunde, bedst som han travede, standse, grebet af Jubel over de hvide Efterårsskyer, der fløj mellem de svajende Trætoppe, over Løvets gule Flåder på Skovsøens sorte Vand eller over et enligt Plovspand langt ude i den tomme, mørkerøde Horizont. Og stod han på en af de stejle Klinter og så Trækfuglenes slyngede Flugt over den skummende Fjord eller hørte Bølgerne bruse og sprøjte mod Strandstenene, kunde han huje højt af Jubel. Men næppe havde han rejst sig på Tæerne for at skrige sin Livsfryd op i den høje, klare Luft, før det gav et Ryk igennem ham, som reves han omkuld. Han blinkede med Øjnene, som var et Lyn slået ned for ham, og så stod han dér, håbløs fortabt.

Men Jublen, der var blevet kvalt i ham, så brat som når Hanen drejes om for et Springvand, sydede og kogte endnu, som Vandet i Neptunens Stenhals; det var ham en rent fysisk Smærte, han måtte have Luft. Han huggede den knyttede Næve mod den nærmeste Stamme og stampede i Skovvejen, så dens sorte Muld føg for hans Hæle, han bøjede sig fremad og skreg som et dødsramt Dyr - han var fanget - ja, han var som den vilde Hingst, et Øjeblik sluppet løs og i vild Flugt over Steppen, indbildende sig at være fri 151 som de flyvende Brødre omkring - men nu atter indfanget i Lasso'en - i Sorgens stærke, uundgåelige Lasso.

Han vendte sig om og drev mismodig hjemad - nu var det dog forbi med Glæden i Dag, der var ikke mere at søge herude - og alligevel krympede han sig for hvert Skridt, han kom nærmere Byen. Han så langt efter Skovhuggerbørnene, som med deres Fædre ved Hånden travede hjem ad de smalle Stier til det nøjsomme, men karske Hjem. Eller han stod på Skrænten og så Fiskerbørnene nede ved Fjorden, med Aftensolen skinnende på de hvide Hoveder løbe deres Forældre i Møde med skarpe Glædesskrig. Og han fyldtes med bittert Nid over Skæbnens Ulighed.

Nåede han så endelig Vejen ned til Byen, standsede han og så tilbage mod Skoven. Høj og stille stod den på sin Bakkekam, glødende som en Broncemur i det stærke, skrå Solskin - blå Krager flagrede sig til Hvile i de brogede Kroner for at sove under åben Himmel. - Hvo der var sådan en Fugl, uden Tanke, uden Følelse, uden Samvittighed -

Mørket faldt på, inden han kunde beslutte sig til at gå ned i Byen, og da vendte han tilbage til det forgudede Hjem, til Edens Have, som til et ubarmhjærtigt Fængsel, for atter at stænges bag Slå.

- - - - -

Om Aftenen holdt han sig ovre på sit eget Kammer. Han sad foran Lampen, ubevægelig i Timevis og stirrede ind på den lille, levende, indespærrede Lue, mens Tankerne drog deres sukkende Tog gennem hans Hoved Efterårsblæsten tudede ude i Fjorden, de våde Vedbendranker daskede mod Ruden.

Også Fader sad inde på sit Kontor; så var Moder ene med Regitze. Hjemmet var allerede som splittet.

- - - - - - - - - - - - - - - - -

Efteråret led mod sin Ende; de store Jævndøgnsstorme brød ind over Husets stejle Tag, Fjorden gik 152 grøn og skummende, og Skibene blev sjældnere. Solnedgangene blev mer glødende vilde, Engenes Vandspejl farvedes røde, mens Bakkedragenes Skove spragledes i stedse stærkere Farver.

Tue kæmpede sin sidste Kamp, åndeløs som Laokoon mod den sig bestandig tættere slyngende Slange; rastløst vågende og altid på Færde, om Ilden skulde tænde på nye Steder. Han undte sig ingen Ro; han vidste jo, hvad det gjaldt; det var ikke blot for Øjeblikkets Lyst, han stred, men for hele sin Levetids Lykke; gav han efter nu, underskrev han sm egen Dødsdom.

Men flammede hans Kamp i Vejret med Efterårets Opblussen, sygnede den med dets Hendøen. Alt som Året blev træt derude, og Dagene tog af, begyndte hans Våben at sløves. Han var træt, han kunde ikke mere, det var forbi. Og desuden - hvad hjalp det? Regitzes Sygdom og Død kunde han dog aldrig glemme, de havde mærket ham til evig Tid - - det, han havde drømt at blive: et frit Menneske på Jorden, der kunde nyde dens fulde Lykke, det blev han dog aldrig - han vidste det jo, det hjalp ikke at lyve det bort - men hvorfor så længere stride?

Da han havde tænkt den Tanke - det var en Aften i Oktober, da han sad ved sit Vindue og så Bladene falde dér ude i Skumringen - sænkede der sig en dyb Fred over ham, som Mørket sænkede sig over Havens visnende Løv. Han bøjede Hovedet ned i sin Hånd og lukkede Øjnene; det var, som toges en tung Byrde fra ham, det var, som en ustandseligt snurrende Mølle med Et holdt op at gå. Dybere og dybere sank hans Hoved, og umærkelig gled han over i Søvnen. - - -

Dagene gik, stedse blegere og tavsere. Tue følte sig bestandig mer fredsæl og tryg. Som det var stille i det store Hus og stille dér ude i Landet, var det nu også stille i ham. Han var nået til Harmoni 153 med sig selv og sine. Hvor gav det ikke Fred i Sindet - og det var netop Fred, han trængte til.

Freden kom til ham, lidt efter lidt, alt som han vænnede sig til den vedvarende Stilhed i Hjemmet og til at se Søster Regitze ligge syg dér inde i Mørket, alt som han vænnede sig til Moders stivnede Smærtetræk og blev så vant til Medicinlugten, som han havde været til Rosernes Duft, og Livets daglige Gang blev ham så kendt, at han næppe huskede, det havde været anderledes.

Han blev på ny ligesom mere grov og hårdhudet; der var banket så vedblivende og hæftigt på hans Følsomheds ømme Hud, at den nu hærdnede og blev tyk; nu såredes han ikke længere af Nålestik, der skulde Sværdodde til.

Hans Jubeludbrud blev stedse sjældnere, og som Følge deraf skuffedes han heller ikke mere. Han levede i en mild Resignationens Skumring, der passede godt til hans Hjems Belysning. Han trodsede ikke mere, han havde givet efter, bøjet sig for Skæbnens ubønhørlige Vilje - [x][x][x][x][x][x] - -

Han søgte ikke mere at redde sig bort fra Døden, ti nu var Døden blevet ham ligegyldig. Han flygtede ikke for den til de store Skove, han havde fundet et andet Fristed, hvor der også var godt at være, og hvor han kunde færdes uden Samvittighedsnag.

Det var Kirkegården - ikke den nye, hvor Alf og Anton lå begravne, dér gik Tue ikke, dér var Sorgen så uhyggeligt nærværende, en hvas og rivende Torn - nej, det var den gamle, forlængst nedlagte Kirkegård, der lå ude ved Missionshuset, bag sine tætte, lunende Tjørnehække og høje, brune Tremmeporte, ganske anderledes i Ly end den nye ude ved Fjorden. Helt fra Barn af havde han elsket den gamle Have. Den var vel et Sorgens Sted, og hvorhen end Blikket gled, skinnede Marmortavler og Marmorkors en i Møde, Grav ved Grav. Men denne Sorg gjorde 154 ikke ondt, den var ligesom for gammel til at såre. 1868 var det sidste Årstal, som fandtes. De Mennesker, som lå under disse vedbendgrønne Høje og hældende Sørgepile, havde været så længe døde, at man næppe mindedes, de havde levet; de Tårer, de havde grædt over Døden, og som var blevet grædt over dem, var forlængst hentørrede, som de selv forlængst var blevet Muld i Mulden, vendt tilbage til den store Jord som dens Børn, sporløst som Bækkene synke i Havet.

Tue gik herinde i disse sidste, svindende Dage, vandrende langsomt fra Tavle til Tavle, eller sad og hvilte sig på de bruntmalte Bænke. Solen lyste blegt på det blege, liggende Græs, Luften fyldtes af det visnende Løvs og de rådnende Rosers søde Ånde - og alt var så ubevægelig stille Kun Vinden suste gennem de lange Lindealleer, og Gruset knirkede under de få besøgendes Trin - han skimtede dem mellem de tavse Stammer, gamle Herrer ved Stok og gamle Damer i side Kjoler med sorte Hætter; de rokkede forbi og forsvandt, og han var ene med de døde. Der sænkede sig en sagtmodig Fred over hans oprevne Sind; det var, som to svale Hænder lukkede sig blødt, men fast om hans anspændte Pande, hans hamrende Hjærte gik i Stå. Verden ophørte at existere for ham. Den høstlige Aftentåge sneg sig op gennem Alleerne og hen over Gravene, og inde i denne Tåge syntes han, han skimtede et stort, alvorligt Ansigt, Døden i stille Majestæt - og da bøjede han sit Hoved og forsonede sig med den - den, han havde stridt imod fra sit Livs Begyndelse. Som en Gravlilje, hvid af Farve og tung af Duft, skød Forsagelsen op af hans Hjærtes udmattede Muld, og her, midt i det forgangnes Fred, blandt dem, for hvem alt nu var ovre, for hvem alt var ligegyldigt, Sorg og Glæde tilhobe ligegyldig - mødtes han med sine egne døde - o, hvor længe siden var det ikke, han

        

155 sidst havde tænkt på dem - - han turde jo ikke, han måtte jo ikke - og siden vilde han ikke - men nu kom de til ham, hans Barndoms Venner, Alf og Anton, Hånd i Hånd, ikke som fordum anklagende, truende, men milde, forsonede - de havde det godt, hvor de var, de var ikke blevet revne bort af en brutal og meningsløs Hånd, de var varsomt og kærligt blevet omplantede i blødere Jord Som Bladene sank omkring ham, læggende sig tyste til Hvile, var de døde, og således var Menneskenes Lod at dø. Han hilste dem med vemodsfulde Tårer. Han blev dér ude mellem Gravene, til den gamle, rustne Klokke begyndte at bimle og bamle i sit frønnede, mosgrønne Trætårn midt inde i Haven for at forkynde, at nu skulde de døde være ene i Natten. Da rejste han sig og drev hjemad i mild, elegisk Stemning.

Han var atter begyndt at gå til Præstens Timer, som han længe havde forsømt, men dér i «Mamre Lund» befandt han sig ikke rigtig tryg Nu lyttede han vel andægtig til de gamle Historier og prøvede på at tro dem - deres Tale om det Liv, der ikke skulde forgå, men fortsættes i en anden Verden, passede jo så nøje med hans egne Tanker - men der var en Dirren i Præstens Stemme, en Trækning om hans Mund, der ligesom underhulede den Evighedens grønne Jord, hvortil de døde skulde forvises. Han erindredes ubehageligt om Alfs Død og Begravelse. «Grave - lutter Grave -» lød det i hans Øren med den Mands Stemme, hvis Embede det var at kaste Muld over dem, der havde ophørt at leve. Han gøs uvilkårlig - han anede svagt, at han aldrig mer fuldkomment havde fornægtet Alf og Anton end nu, da han endog havde glemt sin egen Smærte over deres Død - det sidste, de levende glemmer. Hvor var det ikke lettende, når så de gamle Salmer bruste op under Loftets Buer - da strømmede hans Blod atter 156 til Hjærtet, han lagde Hænderne i Skødet og hviskede. «Herre - din Vilje ske -»

Men han gik ikke mere til Timerne, han kunde bedre selv filosofere, da var der intet, som sagde ham imod. Og han begreb det - han fattede Guds Forsyn med Døden. Døden ødelagde ikke Livets brusende Spil, den var den dybe, fremhævende Bas i. det rige Orkester, den mørke Baggrund, hvorpå Livets gyldne Blomst ret kunde gløde - - -

- - - Tue havde aldrig følt sig så veltilpas som i den Vinter, der nu fulgte. Al Ungdommens Kraft var i ham, og med Livets egen Nysgerrighed mærkede han, hvorledes han udvikledes mer og mere, hvor han groede og frodedes. Han kunde endog gribe sig i det, han tidligere havde hadet så stærkt hos andre: at undersøge sin Brystkasses Hvælving, sine Armmusklers Styrke, hele sin mandlige Udvikling.

Også sjælelig var han tilfreds; han så jo, at han ingenlunde skulde tabe sig selv i Dødens Skygger, som han havde frygtet; han skulde tværtimod finde sig selv, nå ned til Dybder i sig selv, han aldrig før havde set eller anet. Der var så meget, han ikke havde kunnet få Øje på i sin Lykkes fulde Tid - som man ikke ret kan se sit Ansigt, når Solen stråler lige på Spejlet - nu så han nøjere i det blegede Lys. Det var i Mørket, Skatten skulde hæves. Han havde kun villet finde Glæden i sit Liv, alle de lyse Stunders Guld, ikke Sorgen, alle de mørke Minders Bly, nu gravede han det alt sammen op med ærlig Hånd.

Alt dette gav ham en længe savnet Harmoni og Sælhed, han følte sig så tryg og stor. Han var blevet en Gudsvis og en Livsvis: han begreb Livet og Døden. Regnede det nu en Nat, og han lå vågen - hvad han i øvrigt sjælden gjorde nu, han havde sin gode Samvittighed - var det ikke mere Dødsdansen, han hørte, ikke de angstfulde Bønner og de fortvivlede Trusler - nej, det var en ophøjet Verdens-Gråd 157 over alle sårede og syge, over al Jorderigs Sorg og Sot, en mildt forstående, en stille strømmende Gråd, hvori han selv kunde græde med, langt og læskende - græde over sig selv.

Han følte det, som bar han al Verdens Sorg på sine Skuldre, al Menneskehedens Nød, og hvor han foragtede dem, der søgte at unddrage sig den fælles Byrde! Som nu Fader - o, hvor viste han sig ikke svag! - han var endnu ikke nået videre, end Tue var i Begyndelsen af Regitzes Sygdom, han flygtede endnu for Døden. Der gik ikke én Dag, uden han jo var ude; evig og altid lå han på Rejser, hele Amtet rundt; der var lige med Et kommet så forunderlig mange Ting at varetage i Sognene. Tue trak overlegen på Skuldrene - han så ikke, hvor Fader ældedes og bøjedes, mens han selv trivedes nok så godt, han så ikke hans rastløse Øjne og dirrende Læber - han så kun, at han ikke mødte Døden med samme heltemodige Pande som han.

Stundom vilde Fader have ham med sig ud på sine Rejser, men Tue sagde som oftest nej - han havde det langt bedre hjemme: dér var der intet, som kunde forstyrre ham eller skræmme ham op. Han rullede tidligt ned for de korte, sludfulde Dage, åbnede Kakkelovnslågen og krøb sammen i den lune Krog med en Bog i Hånden. Det røde Skær faldt ud over de trykte Blade, og han læste længe og hyggeligt. Vinden tudede i Skorstenen, Sneen haglede på Ruden, og det sukkede gennem Havens Træer. Men han sad bortgemt inden Døre og drømte sødt om det nordlige Ishavs blåkolde Ørk og Nordpolens evige Vinter. O ja, gid det altid var Vinter; han havde aldrig skønnet på den som nu.

Trængte han så endelig til lidt Afvexling, havde han jo Sigurd at tale med. Ti med ham havde han atter sluttet Forlig; de var på ny blevet Venner Men hvor forskelligt fra før - nu så han ned på 158 Vennen mea venlig Overbærenhed, som på et Barn, der letsindig leger på Afgrundens Rand, springende om og plukkende Blomster, uden at ane, at Svælget lurer under den høje Skrænt - blot et Spring til Siden, og det vil sluge ham, som det længe har ligget og ventet på. Han iagttog hans Færd som den livsvise, erfarne Olding, der har sin vemodige Glæde af Børnenes Bukkespring og lystige Latter, der genkalder ham fjærne Dage. Sammen med ham følte han ret, hvor voxen og overlegen han var. Og det var sødt.

Gennem Sigurd hørte han atter om Lull - hun var blevet hans «Kæreste», og de mødtes hver Dag, enten ude i Engene eller her inde i Byen.

«Å, du - hvor er hun dejlig!» Sigurds Øjne strålede, og han begyndte at fortælle om, hvor vilter og overgiven hun kunde være, når de legede og tumlede sig sammen i Kølholt Have og Lund.

«Nå-» - Tue så bort, han fornam pludselig et Stik gennem Hjærtet. Forundret spurgte han sig selv: var han da «forelsket» i hende endnu? Nej, han forstod det, det var ikke Skinsyge, men blot Ve efter deres muntre Lege.

Mangen grå Eftermiddag, når han sad inde i sin Stue og så Sneen falde der ude i den tomme Have, kunde han gribes af en hæftig Længsel efter «Liv»

- ikke blot dette indadvendte Grubler- og Tænkerliv

- men det rette, letsindige Liv, der sprang om i den friske Vinterluft med røde Kinder og tindrende Øjne. Men så kom Oldingevisdommen og bar ham ud over Længslen og Savnet; han tyede op til sin Overlegenhed som til et højtliggende Tårn, hvorfra den ensomme Vise skuer ned i Dalen til Hverdagsmenneskenes Syslen med Dagens Småting, dens Småglæder og Småsorger. Han forstod jo også, at han kun havde købt sig sin Fred ved at give Afkald på alt dette.

Men at Lull kunde være så sorgløs efter at have mistet både Fader og Moder - at hun kunde lege 159 og springe! af hvad Stof mon hun var gjort? Godt, at han ikke havde rakt hende Hånden, godt, at han ikke var steget ned til hende - han havde taget ganske fejl af hende, hun var ikke det sjældne, fine Væsen, han havde drømt hende til, hun var ganske ligesom Sigurd - letsindig og tom. Hun var ikke værdig til at kaldes hans Søster.

Det, at han så, hvor ene han var med sin Sorg, hævede ham endnu et Trin højere op på hans Selvophøjetheds Stige. Og dog kunde han til Tider gribes af Fortvivlelse over, at han ikke var som de andre, at han ikke havde deres Sind, der var som Strandbreddens Sand, hvori intet fæstede Spor, men hvert Fodtrin udslettedes af de skyllende Bølger.

Ti han følte med Angst, at det var ved at glippe for ham, at hele det kunstige Apparat var ved at briste sammen under hans Fod, at Sandheden var ved at bryde frem gennem Hykleriet, som et Sår gennem det Bind, man har lagt over det for at bilde sig ind, det er der ikke. Han strittede imod, han vilde ikke, ti faldt det Værn, hvor kunde han da udholde at leve? Da stod han jo på åben Mark med Ulven foran sig. Og en vild Forbitrelse greb ham mod den Hånd, der rev Bindet fra ham, der slog hans Paradeklinge til Side, men hvor skulde han vende sig hen for at ramme ham? hvor hen skulde han ty for at undfly ham? - Fjenden, han bar ham jo i sit Bryst. Hvad hjalp det, han stred mod alt dette dybere hos sig selv, alt dette sanddru, der i Længden ikke lod sig bedrage, alt det, der nu sugede ham til sig - som Svigesand - der lod ham synke bestandig dybere ned og bragte hans ærværdige Tempel til at vakle? Han følte det, hans Sind foretrak Sandhed for Fred.

Og det havde altid været galt med Regitze - han kunde stedse dårligere lukke Øjnene for, at han frygtede hende - at han krympede sig for at gå ind 160 til hende og se hende, skønt hun jo netop skulde være den store Bekræftelse på hans alvorsfulde Livsanskuelse. Men det var just Fejlen - hun hørte ikke med til Systemet . Hendes Øjnes Udtryk, hendes stedse hvidere Ansigt, hendes magre, dirrende Hænder, de modsagde Ophøjetheden, Visdommen, Retfærdigheden - de flængede et gabende Hul i den Ærværdighedens og Forsagelsens side Kåbe, han havde hyllet sig i for af værne sig mod Dødens rå Kulde. Det var så rart at filosofere over Døden, det gav så mange ophøjede Tanker og frugtbare Følelser - kun Skade, at han havde Ofret så nær ind på sig.

Han så klart, det gik ikke i Længden; ti kunde han end undfly Søsters Sygeleje, Mindet om hende slap han ikke fra. Det fulgte ham over alt, som hans Skygge, og ødelagde alt for ham. Det gik som en Skurren over en Rude, ridsende sin u udviskelige Streg i det blanke Glar; den var ikke til at ånde bort, selv med den varmeste Mund, ikke til at stryge ud, selv med den blødeste Hånd - den stod der, nagende skarp, ætset ind; han kunde ikke se gennem Ruden uden at se den fordreje det alt sammen derude, det vise Liv, til et spottende Vrængebillede - splittende dets Skønhed og Fred.

Det blev ham vanskeligere og vanskeligere at lukke Øjnene for dette, alt som Regitzes Tilstand forværredes, og Luften i Hjemmet blev trangere. Der hang som et Lod i hans Hjærte, der drog ham bestandig længere ned mod Døden. Og Døden var dybere, end han havde tænkt. Han havde fundet sig i at synke ned fra sin lyse Himmelflugt og ment, han havde opfyldt sin Pligt, når han lod sig vugge på Havfladen i Solskin og Varme; nu så han, at vilde han til Bunds i Døden, måtte han dukke under.

Men endnu krympede han sig derved, endnu søgte han at sejle uden om Skæret. Men Dag for Dag 161 mærkede han, hvordan han sugedes nærmere ind mod Malstrømmen.

Så forhærdede han sig og gik slet ikke ind til Regitze, ti han vidste, at den Dag, han havde set hende, var det forbi med Tryghedsfølelsen. Men her stødte han på en ny Vanskelighed: han så, at Moder - som altid - gennemskuede ham. Når han således efter Middagsbordet søgte at gå over på sit Værelse med en sorgløs Mine, som glemte han rent, han skulde ind til Søster, mærkede han Moders Øjne på sig, med et Udtryk så han våndede sig. Hun sagde aldrig noget, men han forstod, hvad hun mente om ham. Foragte hans usle Hykleri dybere end han selv, kunde hun ikke, men hvor led han under Ringeagten fra de Øjne, han ærede højest af alle; men han hadede dem også - han måtte jo hade dem, ti han stred for Livet, og de vilde rive Halmstrået fra ham.

Men værre end det var Bevidstheden om, at også Regitze måtte forstå, hvorfor han ikke kom til hende mere, at hun allerede måtte føle sig som et Lig, der skræmmede de levende - skræmmede ham, hendes Broder, hun havde elsket så venligt og ømt - tænkte han den Tanke, troede han, han skulde gå fra Forstanden. Og dog gav han ikke efter.

Så var der også det - hvad var det, Regitze forberedte sig på? hun hørte jo aldrig ret, hvad man sagde til hende, svarede ligesom langt borte fra og ligegyldigt - - ja, Døden - men hvad var Døden? selve Akten: Død ? Han havde aldrig set nogen dø, hverken Alf eller Anton, de var blot blevne borte, forsvundne, styrtede i et Hul - men Moder havde set dem dø, slippe sig af Hænde, bort fra sig, hvor hårdt hun end holdt på dem - o, Rædslernes Rædsel - at se sine elskede dø! og det havde Moder måttet opleve og skulde opleve nu igen med Regitze. Han gøs, godt han var fri. Men Skammen over, at han lod 162 Moder ene, og Angsten for dette store, ubekendte, der skulde komme, lod ham ikke Ro.

Han murede sig inde på sit Værelse, fordybende sig i Bøger, læsende ustandseligt og rastløst for at overdøve den stedse stærkere Stemme, der manede ham til at være ærlig og gøre sin Pligt, for at redde sig bort fra den stedse nærmere ind på ham hastende Død, men gennem alle Fraser, alle Løgne lød det skærende sandt i hans Øren: «Din Søster skal dø! din Søster! Bort med Masken! bort med Masken!»

Men selv kastede han den ikke, der måtte en anden Hånd til at rive den af ham.

- - - - - - - - - - - - - - - - -

Lægen, der kom og så til Regitze, var den samme Mand, der havde set til Tue, da han lå syg i sin Barndom, den Gang Anton døde, og som altid siden var kommet til dem, når der var Sygdom i Huset. Derfor bar han en Skræmme af Uhygge med sig, alene Medicinlugten gjorde Tue så usigelig beklemt. Men der var også andet, som voldte dette.

Lægen var en lavstammet, sværtbygget Mand, altid klædt i en tyk, lodden Frakke, med Hjorteskindshansker, Stok med Elfenbenshoved og Guldbriller over de sløvt stirrende Øjne. Han havde et Feltherreansigt, en Cæsarprofil. Men han var en slagen Feltherre, en lamskudt Cæsar. Bag den høje, skaldede Pande boede en Viden og en Evne som hos få, men den tykke, brutale Mund under den hængende, grå Knebelsbart fortalte, hvorfor denne Viden var blevet umøntet og denne Evne gået til Spilde. I den lille Stad vidste man med tantelig Gysen at berette om hans Ungdoms Bedrifter, der var uhørte og uden Lige. Nu var han en nedbrudt Mand, en Mand, der kun brød sig om god Mad og dyr Vin, om kostbare Klæder og de Penge, han skulde bruge dertil. Derfor gik han i en jævn Døs med Portvinslugt omkring sig, og mer end én Gang havde han måttet kalde Recepter 163 tilbage, han havde udstedt i omtåget Tilstand. Han havde kun få Patienter og var idelig i Pengeforlegenhed, skønt hans Regninger var uforskammede. Han lånte hos Borgerne, til hvis Middage han var en sikker Gæst, skønt han snærtede deres Uvidenhed og Bornerthed med bidende Hån. Han bar et Væld af sydende Galde i sig. At han overhovedet taltes som Læge, skyldte han de få Gange, han i farlige Tilfælde pludselig var vågnet op og havde vist et Mod og et Snille, som ingen anden. Men som oftest var han sløvt blaseret. Tue huskede en Gang, han havde sagt til Fader: «Glæder - når en Mand er over 40, har han ingen anden end den at drikke sig fuld,» og da Fader svarede: «Nu er jeg nær de to Gange 40 - den Glæde, De nævner, kender jeg ikke, men andre har jeg, så rige, som da jeg var 20,» udbrød Lægen, halvt med Spot, halvt med vemodig Beundring: «Ja, De - De er jo en Vidundermand - De har holdt Deres Sti ren - når jeg tænker, at jeg kunde blive 70 - nå, det har man heldigvis selv i sin Hånd at hindre.» En anden Gang Lægen havde været der, var han standset ved Bordet og havde bladet i en Bog, som lå der - det var Ludvig Feilbergs: «Størst Udbytte af Sjælsevnerne» - «Jo vist - læse - sådanne Bøger -» han blæste hånligt sine glatbarberede Kinder op, «ja, god Fornøjelse - jeg læser aldrig andet end Carl Møller, det véd man dog, hvad er!»

Tue våndede sig ved disse Scener; de erindrede ham smærteligt om Scenerne ude hos Mester Linné. Uvilkårlig drog han en Sammenligning mellem disse to Mænd, skønt den statelige, aristokratiske Læge visselig havde ringe Lighed med den stakkels, luvslidte Tugtemester og Revolutionsmand. Men bægge var de som mørke Pletter på Livets Skønhed. De havde været Studenter sammen, nu hilste de ikke på 164 hinanden. Lægen kaldte Mester Linné «en forrykt», og Mester Linné kaldte ham «en Forræder».

Tue gyste, når han hørte Lægens Skridt gennem Stuerne; han kom nu hver Dag, altid lige mut og melankolsk. Han sagde sjælden noget, stirrede kun på Regitze gennem Brillerne, gjorde et Par korte Spørgsmål, vendte sig og gik. Når Tue så på dette stortskårne, ubevægelige Ansigt, tænkte han på, hvor ofte deres Øjne, der ventede Døden, havde klynget sig til disse kolde Træk for at læse Dommen i dem. Men aldrig forrådte de den med en Trækning, og der lyste en Ligegyldighedens Kulde fra dem, som stivnede hvert Spørgsmål på de ængstedes Læber, en isnende Ligegyldighed for Liv og Død, en Hån mod hver Frygt og hvert Håb - mod al menneskelig Væren.

Men en Dag kom han alligevel til at røbe sig ude hos Tavsens. Han havde været til «en dundrende Middag» Dagen før og havde om Natten haft slemme Besøg af sin Ungdoms Minder - han var helt gul i Ansigtet, og Øjnene end mere glasagtig stive end ellers. Da han kom ud fra Sygeværelset, hvor han havde stået og stirret ubevægelig og tavs, bad han kort om Papir og Blæk. Tue, som ellers altid sørgede for at være borte, når han kom, havde ikke i Dag haft Held til at slippe bort og måtte bringe det forlangte. Lægen fik sin tykke Frakke knappet op og satte sig pustende og stønnende til at skrive. Moder stod ved Bordet med Hånden støttet på dets Plade.

«Skal Regitze have en ny Medicin?» spurgte hun sagte, hendes Øjne søgte ned mod Gulvet; Tue vendte sig uvilkårlig, han vidste næppe selv hvorfor, men det var, som lysnede det i Moders Stemme.

Lægen løftede langsomt de tunge Øjelåg, det glimtede grønligt i de sløve Pupiller.

«Nå-å - Medicin -» han smilte hånligt og skrev roligt videre; «det er Morfin,» sagde han kort.

165

«Morfin?» Moder kom et Skridt frem, hendes Blik blev pludselig stift, som på Vagt, «men - er det ikke - farligt?»

«Farligt?» Lægen så irriteret op, «hvad Satan,» udbrød han brutalt, «så giv hende da noget at glemme på den sidste lille Tid!»

Det gav et Sæt i Moder, hendes Ansigt gik ligesom i Stykker, og Munden åbnede sig som til et Skrig - og i dette Nu forstod Tue, at Moder hele Tiden, trods alt, havde håbet. Han troede, hun skulde besvime, dér hun stod, men selv formåede han ikke at røre en Fod.

Lægen rejste sig halvt, der kom et Øjeblik et forskrækket, deltagende Udtryk i hans Ansigt, som gled en Maske bort, han strakte sin ringsmykkede Hånd ud over Bordet, men så sank han atter tilbage og lod Hånden ligge.

«Nå - hvad Satan, det er jo sandt, hvorfor gå og lyve for hinanden?»

Moder rettede sig som en Klinge, hendes Hånd lå atter fast knyttet mod Bordet.

«Nej, Hr. Doktor, De har Ret, og det ønsker jeg heller ikke; Regitze skal få Morfinen.»

Lægen så på hende med sine plirrende Øjne: «Godt, Frue, sådan -»

Han rejste sig, men i Døren blev han stående og sagde med en hel anden Stemme, idet han trykkede hendes Hånd:

«Frue, sådan - man skal se sin Skæbne i Øjnene, som den er - De er stærk, jeg respekterer Dem, tro mig, de Ord har få hørt af mig.»

Han gik; lidt efter så Tue ham komme forbi ude i Alleen, med sænket Hoved, stirrende sløvt grundende ned for sig. Vintersneen dryssede ned over ham.

Tue vendte sig om mod Moder. Hun stod endnu på sin Plads, ubevægelig som en Støtte. Han vilde 166 tale til hende, han vilde trøste, men Ordene frøs på hans Læber, hans Hjærte hamrede af Angst, han kendte ikke sin Moder mere - var det hende fra hans Barndom, den blide, ømme - å, hun blev aldrig hans Moder mere - han følte sig så angst, som var det selve Døden, der stod i Stuen, han måtte bort! Han kom op på de rystende Ben, men stødte så hæftigt til en Stol, at den ramlede mod Bordet.

Moder så op: «Nå,» hun rettede sig og tog Recepten, «dér, Tue, kan du løbe op på Apoteket og hente Morfinen til Regitze?»

Hente den - Dødsdommen - det drejede rundt for ham, som åbnede et Svælg sig for hans Fod - nu styrtede han - - - Han havde altid fundet en Slags Trøst i at hente Medicinen til Søster, oppe i det vedbendgrønne Apotek på Torvet, det var, som bidrog han derved sit til at holde hende i Live - men dette sidste Middel - Morfinen! Han følte Moders Øjne på sig og tog sig voldsomt sammen.

«Ja,» svarede han hæst og greb Sedlen, den brændte ham som glødende Kul i Hånden.

Da han kom ud i den friske Sneluft, kom han til sig selv igen. Men til hvilken Klarhed vågnede han ikke op! Lyset skar ham som Knive. Han forstod, hvad der var sket, han følte grant, at nu var det forbi, nu var han der - nu hjalp ingen Kniben ud. Og i hans jagede Sind luede et Had i Vejret mod Moder; Moder, der havde tvunget ham Dødens Vished i Hånden - hvorledes var det dog? hvorledes bar hun sig ad imod ham - tvang hun ham nu ikke selv ud i det, hun havde villet fjærne ham fra i hans Barndom? Hvorfor havde hun ledet ham ind til Livslykken, når han dog nu måtte give Slip på den? Hvorfor havde hun ikke ladet ham vænne sig til Smærten og Forsagelsen, når Livet dog ikke var andet? O, hvor var det ondt! ondt! Og han knyttede Hånden mod sin Moders blege Ansigt. - - 167 Et Par Dage gik, alt var ved det vante derhjemme. Tue gik hele Tiden og ventede, der skulde komme noget knusende, nu efter det sidst skete, men alt var ubevægelig stille.

Så var det den tredie Dag, ved Middagsbordet. Solen skinnede for første Gang, efter lange, mørke Tider, ind i Stuen, spillede muntert over Bordets hvide Dug, over Fade og Tallerkner og spandt sit lyse Edderkoppespind under det gibsede Loft. Pjusk kvidrede i sit forgyldte Bur, Himlen stod blå bag Ruderne over Haven og den friske Fjord. Kysterne derovre lå hvide af Sne, men der var allerede Vår i den rene, kvægende Luft.

Tue fik sin Livret og havde et Øjeblik glemt al Nøden; han havde endog aftalt med Fader, at han i Morgen skulde tage med ham ud på Landet. Også Fader var mere oprømt, end Tue længe huskede. Der var næsten kommet det gamle Liv i de store, udhvælvede Øjne, han strøg sig over det lange, krusede Skæg. De talte ivrigt om, hvorvidt det blev godt Vejr, om hvor langt de skulde og om de smukke Egne, de skulde igennem.

Pludselig klirrede det - de så forskrækket op - det var Moder. Hun var knækket sammen, så brat, som brødes hendes Byg, hun lå med Ansigtet på sin Arm, hendes Kop var sprunget.

Tue standsede midt i en Sætning, med stive Øjne.

«Elisabet! Elisabet! hvad er der?» Fader bøjede sig over hende.

Moder hulkede voldsomt, krampagtigt, men stivede sig op med Lommetørklædet for Øjnene.

«Å, Begitze - Begitze -» stønnede hun bag det.

Faders Øjne blev urolige, hans Hænder begyndte at ryste. Tue frøs fast på Stolen, han dukkede sig som under et Uvejr.

På én Gang blev Faders høje Pande blodrød, han 168 slog den knyttede Næve i Bordet, så Porcelænet dansede og sang.

«Nå ja! hvad så? hvad hjælper det at græde derover - lider vi måske ikke alle derunder?»

Moder rettede sig som en Ørn, hendes Øjne lynede under det mørke Hår:

«Å I - som undflyr, så ofte I kan, I, som kan gå over og gemme jer fra det, hos jer selv! l, som kan begrave jer i Bøger og Forretninger - hvad lider I? Men jeg - som aldrig kan vige fra hende, jeg, som må være hos hende hvert Dagens Øjeblik, må se hende hentæres Dag for Dag, løfte hende op og lægge hende ned og mærke, hvorledes hun stedse bliver magere og lettere - som ikke kan lukke Øjnene for, hvad der skal ske - og som dog må være munter og lade som ingenting for at holde hende i Live! Og så forlanger I ovenikøbet, at jeg også skal gøre det over for jer? Jeg gør det ikke! Jeg gør det ikke!»

Tue sad ubevægelig og stirrede, nu var han midt i Rædslen. Fader var sunket sammen i sin Stol med bægge Hænder knuget om Bordkanten - han så ud, som var han hundrede År.

«Mo'r,» kaldte det svagt inde fra Sovekammeret med Regitzes Røst.

«Gud - hun har dog ingenting hørt!»

Moder fløj hen til Spejlet, strøg Lommetørklædet over Ansigtet og ilede ud.

«Ja - nu kommer jeg, min Pige,» lød hendes Stemme muntert inde fra det andet Værelse.

Tue stirrede på Fader - som han dog så ud - som en af Oldingene i det skotske Eventyr. - Han kom op, styrtede ud af Stuen og over til sig selv, fik Nøglen drejet om i Låsen, så den skreg - så faldt han om på Gulvet, så lang han var - det var, som sloges Benene bort under ham. Han vred sig 169 et Par Gange rundt på det støvede Tæppe i hæftige Smærter. Nu bed Slangen ham i Hjærtet.

- - - - -

Hvor længe han havde ligget således i dump Døs, om han havde sovet eller været bevidstløs, anede han ikke. Da han atter så op, var det Aften - et gråt, trist Lys sivede ind over ham fra de høje Vinduer, der stirrede på ham som to grådstive Øjne. Derude fløj tætte, mørke Skyer hen over Himlen. Det gode Vejr var forbi.

Han satte sig op i Sofaen med Hovedet i Hænderne - han var sløv og ør som efter et bedøvende Slag, hans Tanker kresede hjælpeløst om dette ene: o, du min Gud - du min Gud, hvad var der sket!

Det bankede - det var Ane, som kaldte ham over til Aftensbordet. Da han lukkede Døren op derovre, standsede han med den på Klem. Fader og Moder stod sammen derinde, henne ved Vinduet, i den forfrosne Aftenrøde. Moder lå ind til Faders Bryst, atter så lille og spinkel, mens Fader bøjede sit langskæggede Hoved over hende.

«Kan du tilgive, Elisabet? husk på, hvor gammel jeg er - trods alt, Elisabet, 75 År - husk på det

- jeg er for gammel til at miste mit Barn.»

Tue hørte Moder hulke, så trak han Døren til - dette måtte han ikke høre. - - - -

- - - - Ved Aftensbordet var der atter tavst; Tue følte det, som ventede Forældrene nu noget af ham. Men han bøjede sig over sin Tallerken, Tårerne brændte ham i Halsen, - han kunde ikke endnu

- ikke endnu -

- - - - -

Det var Nat. Tue lå i sin Seng med Hænderne under Nakken, stirrende op mod Loftet. Det var sket - det var sket - dette var Døden. Døden for ramme Alvor - Knytnæven i Ansigtet, ikke det blide Favntag - de gamle, ærlige Tiders 170 Knokkelmand - ikke den moderne Løgns rosenkransede, bedrøvede Kvinde med Tårer i Glasøjnene.

Hvad vilde der nu komme for en Tid? hvad skulde han nu gennemleve? Nå, det nyttede ikke at spørge - han skulde igennem det, nu hjalp ingen Kniben udenom -

- o, men min Gud - hvorledes skulde han kunne bære det!

Det begyndte atter at køre rundt for ham - Fortvivlelsen rejste sig på ny - og Harmen og Hadet og Skriget efter Liv og Lyst - han rystede, så han måtte knuge Hænderne om Sengekanten for at holde sig stille.

Da - hvad var det - i Nattens dybe Stilhed, langt borte - en Stemme, der talte - han satte sig over Ende og lyttede - det måtte være ovre fra Kamrene ud mod Alleen, fra Søster Regitzes Sygeværelse -

Hans Skælven holdt op, kun hans Læber dirrede. Hvor lød den Stemme dog - så mildelig, så blød - en Kilde af Lys, der randt i denne Nats sorte Ørk. Han kunde ikke høre Ordene, ikke Meningen - men Klangen - o, Klangen! Det var Moder, der talte til Regitze, talte til hende i Nattens stumme, truende Timer, når hun ikke kunde sove, når Døden kom hende nær i Mørket - hvor talte hun ikke - hvor trøstende, opmuntrende, hvor stærkt og hvor ømt - Moderen, som beredte sit Barn til Døden - - -

O, hvor mange Nætter havde den Stemme mon ikke lydt, når han lå og sov - o Gud, o Gud.

Stemmen blev længe ved at lyde i Natten - som en enlig Måge, der strøg hen over et natligt Havs ubevægelige, dunkle Spejl, sejlende frem og kendende Vej - til den døde hen, til det sidste, hvide Glimt forsvandt i det mørke. Så blev alting stille, så tyst, som lyttede selve Natten til denne Stemme, eller som 171 grundede den sammenbøjet over de Ord, den havde hørt om Menneskenes Lod på Jorden - - - -

_ - - - Tue sov ikke, han lå og gjorde sit Regnskab op. Han samlede det klart og helt for sig, som han aldrig før havde villet erkende: at Livslyst og Livslykke var ikke for ham, at dem måtte han fraskrive sig ligeså godt strax som siden. Kan hænde andre kunde bære Livslysten, han kunde ikke - han så jo, på hvilke Veje hans Jagt efter den havde ført ham, og hvor dybt den havde fornedret ham.

Han gennemskuede det Hele fra først til sidst; han så, hvorledes hans Livslyst havde løjet og bedraget for ham, hvorledes den havde leget Skjul for ham, hvor den snildelig havde iført sig Munkekutte og var gået i Forsagelsens Kloster, da den ikke længere kunde bene om på Bukkeben og i lodden Pels i de frie Skove - men hvorledes den inderst inde var evigt den samme.

Han så, hvorledes han havde tyet til alle Midler, ikke fundet noget for ringe, hvorledes han havde undskyldt Døden for at kunne blive ved at leve, havde stoppet Hullet for at kunne indbilde sig selv, det ikke var der, hvorledes han, der aldrig havde troet på Udødeligheden, havde benyttet sig af denne Menneskehedens sårede Drøm, dette de savnsyge Hjærters Håb om Gensyn hinsides Graven, til at undskylde sin Troløshed, sin Fejhed, sin Livsbrunst med. Ti Graven skulde jo være tom, så var Livet ingen Synd, så kunde Livets Rose ret suge Næring af den til dobbelt Rødme og dobbelt Duft.

Han så, hvorledes han ej alene havde ladet Moder ene i Sorgen, men endog havde lagt en ny Sorg til den store, gamle ved sin usselige Færd. Moder måtte jo tro, han ikke elskede hverken dem eller sit Hjem, hun måtte jo sørge over, hvilket Barn hun havde. Han så, hvorledes Faders rastløse Smærte, der ikke kunde udholde at skue hans Barns Død i Øjnene, 172 var hundredfold mere værd, end hans frække Fortrolighed med den.

Men hvad havde gjort ham således andet end Livslysten? Den havde gjort ham til Forræder, til Bedrager - og til sidst endog til Advokat for sig selv ! Således havde den tumlet med ham. Den var det rette, det eneste onde i Verden - Slangen, snildere end alle Dyr -

Men nu - han knyttede Næverne mod den - nu så han den, som den var, nu så han dens frække, grinende Ansigt, og nu svor han den sit evige Had, sit brændende, sydende, sit aldrig glemmende, sit evigt vågende Had!

«Had! Had!« mumlede han endnu, idet han faldt hen i en tung, bevidstløs Søvn, med knugede Hænder og dødblege Kinder.

- - - - -

Da han vågnede næste Morgen, var det ikke, som han hemmeligt havde frygtet, med et Angstens Gys, men med fast, stivnet Beslutning: nu vilde han være ærlig og tro - og nu kunde han det. Ti i denne Nat havde Døden åndet på ham. Nu var den sidste Gnist af Livslyst slukket. Nu var han ganske Dødens.

173

VII.

Ach, die Welt ist Sterbenden so susz -

Schiller

Fra nu af gik han hver Morgen, så snart han kom op, ind til Regitze og så til hende. Det skar ham i Hjærtet at se, hvor udmagret og fortæret hun var blevet, blot i de Dage han ikke havde været der. Han gøs ved hendes magre Hænders Tryk og hendes blodløse Læbers Hvisken, men det var jo sandt, og han måtte lide det.

Også Fader holdt sig nu hjemme, og snart knyttede på ny det gamle Tillidens Bånd dem sammen.

Noget af det, Tue mindst kunde udholde at se, var, når Regitze om Morgenen ved Moders Hjælp gjorde sit Toilette, når hendes lange, røde Hår blev slået ud over Frisørkåbens hvide Lin og bruste om det hulkindede Ansigt, mens alle de små, hemmelighedsfulde Ting oppe fra Spejlbordet i hendes Kammer stod og glimrede ved hendes Sygeleje og krydrede Luften med deres fine Aroma. Han huskede de tidligere Dage, de Solskinstimer, da han havde følt sig så bevæget og henrykt over alle disse små Løndomme, da de havde syntes ham at være så mange søde Forjættelser om den jomfruelige Ungdoms Vår - ak, hvad var det blevet til med de Forjættelser, hvad var det blevet til med den Vår?

174

Dertil kom, at han ikke kunde lade være med at tænke, hvor dog alt dette var forgæves - hvor det var forgæves, at hun prydede sig, forgæves, at hun nødte alle de styrkende Spiser i sig - ti se: hun skulde jo dog dø! Det var at kaste Gaver i Danaidernes Kar. Han harmedes over disse sine Tanker, men de slap ham ikke.

Om Eftermiddagen sad han ovre på sit Værelse og arbejdede flittigt med sine Bøger, som han længe havde forsømt. Han vilde udmærke sig på Skolen, at Forældrene i det mindste kunde have det at glæde sig over.

Men når det begyndte at skumre, gik han over i Stuerne til Moder. Dér sad de sammen en Timestid, inden der blev tændt Lys - Moder ved Vinduet og Tue i sin Krog ved den store Stol; de talte ikke sammen, men Tue forstod, at Moder havde tilgivet ham, og det var ham nok.

Eller også gik de ind til Regitze, når hun kunde tåle at tale, og Tue syntes, hun havde det altid bedst i Mørkningen. Da kunde hun til Tider blive så livlig som i sine bedste Dage, tale så hæftigt og varmt om alt stort og skønt i Livet, at Tue, når han således ikke kunde se hende, men blot høre hendes Stemme, blev revet med i et Øjebliks Forglemmelse, så også han blev ivrig. Men så han så blot hen på Moder, snøredes hans Strube sammen, og hans Tunge slog Klik. Regitze mærkede det strax og blev atter tavs, og dér sad de, mens Mørket tætnedes om dem, og vidste ikke ét Ord at sige hverandre.

Det var en Lettelse, når Fader kom over fra Kontoret, og de gik ind for at spise. Men næppe havde Tue rørt ved Brødet, før han hørte Regitze kalde derinde:

«Mo'r, ma jeg ikke få Lampen tændt?»

Der var en Angst i denne Kalden, der fik ham til at fare sammen, og i samme Øjeblik forstod han, at 175 Regitze kun havde talt så ivrigt for at overdøve den Angst for Døden, der voxede med Mørket omkring hende. Den Tanke knugede ham sammen i Nød.

Ti han troede ikke mere på den Ro, hvormed Regitze gik Døden i Møde, og som havde undret ham så meget, men været ham den Vinge, hvorpå han holdt sig svævende over Dødens Slug. Han vidste jo dog, at ingen havde elsket Livet som Regitze, han kendte jo hendes Planer, alt det, som Livet skulde have givet hende, og alt det, hun havde villet yde - alt det, som nu skulde være forbi. Var det muligt andet, end at hun måtte sørge over at skulle forlade det? Nej, og han vidste, at hun gjorde det. Mangen Nat, når Sorgen holdt ham vågen, hørte han atter Moders Stemme tale derovre, og han forstod, at hun måtte trøste Regitze, der ikke kunde holde sin Gråd tilbage, når hun blev ene med sin Moder i Natten. Han forstod, at hun var ikke rolig i Døden, at hun frygtede Døden - og denne Frygt sved ham som gloende Jærn.

Men var det nu også umuligt at undgå Døden? Ikke således at forstå, at man gennem Døden kunde slippe ind til et nyt Liv, det troede han ikke mere på, det havde jo aldrig været en «Tro« hos ham, kun et Middel, der skulde dysse Samvittigheden i Søvn, en Snigvej til at liste sig uden om Dødens tomme Gab. Nu han var ærlig, brast Himmelstigen for ham. Han så jo, at Regitze ikke reddede sig op ad dens Trin for at undfly Tomhedens Pust. Hun så sin Døds Tomhed åbent i Øjnene. Og det samme mandede han sig op til.

Men slippe sin Gud kunde han ikke, nu havde han ham jo først ret behov. Han måtte hjælpe i denne Dødens Vånde Og Tue gav sig til at bede om Frelse, ti med hans Kærlighed var hans Håb vendt tilbage, og den tredie, Troen, med dem; en brændende, blind, fanatisk Tro, ikke hans Rarndoms hjærtelige, blide 176 Tillid og smilende Glæde. Nu var Gud ham ikke mere den gamle, brede, sølvskæggede Farfader, som han, der aldrig havde kendt en Bedstefader, havde drømt sig en sådan efter de andre Børns og Bøgernes Beretning. Nej, nu var han blevet «Gud» for ramme Alvor, Almagtshaveren, der holdt Menneskenes Liv i sin Hånd og efter sin Vilje kunde knuse det under sin Hæl. Han kunde handle med det, som ham lysted. Men så måtte han jo også kunde bevæges til at skåne, når man bare dybt nok anerkendte hans Overmagt, dybt nok ydmygede sig under ham.

Og nu kom Bønnernes Tid for Tue - Bønnerne, der er som de afmægtige Hænder, der løftes mod Skæbnens nedvæltende Klippeblok for at knuses under den og dog aldrig bliver trætte af at løfte sig på ny i det evige Håb, dog en Gang at standse den.

Lange Vågenætter kom, da han lå på sine bare Knæ på Gulvet, ustandseligt opsendende Bønner til Gud, stirrende i Vejret med knugede Hænder og brændende Øjne, mens Tænderne klaprede i hans Mund af Gulvets og Nattens Kulde.

«Vil du, jeg skal ydmyge mig dybere, så sig det, og jeg skal gøre det - men svar - o, svar!«

Og åndeløst lyttede han opad efter hin vældige Røst, der svarede det betrængte Menneskehjærtes Fortvivlelsesskrig i det gamle Testamentes Tider, men kun Nattens Tavshed sænkede sig over ham. Han listede hen til Vinduet og skød Gardinet til Side i det vanvittige Håb at se Guds store, bedrøvede Ansigt dér oppe i Himlen, men kun Stjærnernes isnende Fjærnhed funklede ham i Møde.

Og atter kastede han sig til Jorden, dunkende sin glødende Pande i Gulvet, ti han måtte tro på en Gud - selv om han var en mørk og grusom Tyran, han var dog et levende Væsen med et Hjærte, ikke den døde, kolde Natur, ikke dens uforanderlige Love, 177 der skred over Jordens Have, ubarmhjærtigt knusende under sine Fødder af Jærn.

Men når han således havde bedt og råbt så længe, til alt gik rundt for ham, og Natten vedblev at tie, kom Forbitrelsens Ildregn over ham. Da foer han skrigende i Vejret med knyttet Næve og flammende Øjne; da rejste han sig som den nedtrådte Orm mod den Skaber, der kun havde skabt til sin egen Morskab. Og med stammende Ord svor han ham et evigt, et uudslukkeligt Had - han svor på ny at blive Missionær, men ikke som i sin Barndom en Missionær for Herren, nej, som en af hine store Guds Fjender, han havde læst om i Regitzes Bøger, vilde han blive, en Missionær, der ikke hvervede Sjæle for Gud, men berøvede ham Sjæle.

Rystende af Kulde og Lidenskab krøb han i Seng - til han næste Dag begyndte på de samme Bønner og samme Forbandelser.

- - - - -

En Dag i Slutningen af Marts sagde Præsten ude i «Mamre Lund», at de huskede vel nok, det var først i næste Måned, de skulde konfirmeres. Et Kor af muntre, forventningsfulde Drengestemmer svarede «Ja!» Hans Øjne gled hen over deres Række og dvælede et Øjeblik ved Tue med et spørgende Udtryk; så vendte han sig om og begyndte langsomt at gå op og ned ad Flisegulvet, med det gråsprængte Hoved bøjet i Solskinnet, mens Drengene atter begyndte at remse deres Salmer.

Tue sad som bedøvet - hvad var dog det? i næste Måned - konfirmeres - skulde han konfirmeres - han kom til at skælve - hvad var det dog, de vilde gøre ved ham? ja, han vidste jo, det vilde komme, men så hurtigt og nu - - -

Konfirmeres - ja, én Gang - hvor havde han da ikke glædet sig til denne Højtid, da havde han drømt sig vandrende op ad Kirkegulvet, fulgt af Forældrene 178 og Regitze, alle i Festdragt, drømt Orglets mægtige Brus i sine Øren og siden den milde Glæde i Hjemmet - - og nu - han vidste, at nu vilde kun Fader kunne følge ham, Moder måtte jo blive hjemme - og Regitze - -

Og den Gang, når han ængstelig så sin Tro svaje hid og did for alle Skæbnens Pust, havde han altid tænkt sig, at Konfirmationen skulde blive den faste Stav, hvor op ad den kunde ranke sig mod Himlen og lade sine Druer modnes i dens Sol. Han havde ventet noget som en Åbenbaring af denne Dag.

Men nu - skulde han nu aflægge Hyldnings- og Troskabsed til den Gud, som spottende havde set ned på ham i hans Fortvivlelsens Nætter og havde vendt det døve Øre til hans Bønner? den Gud, som hårdnakket havde lukket sine Læber, skønt et Pust af hans Mund kunde have tændt Regitzes hendøende Livsgnist i Brand, den Gud, som dryppede af Slægters Blod og Tårer - skulde han være hans Undersåt?

Nej aldrig! i Evighed aldrig! - han gjorde det ikke, nu skulde det være omme med det Bedrag, det havde dåret ham længe nok - han lod sig ikke konfirmere - han sagde det til Moder - - han vilde det ikke - det var fast besluttet.

Men samme Nat, da han som sædvanlig lå og ikke kunde sove, slog det ned i ham som et Lyn: Om det nu dog var muligt, om Gud nu netop havde udset denne hans Konfirmationsdag til Bønhørelse af hans utallige Bønner? om han havde ventet hans Løfte som det Segl, der skulde bekræfte deres Pagt? Ja, ja, således måtte det være! det kunde jo umulig være anderledes. Det var altså Guds Mening, derfor havde han ikke svaret hid indtil, men nu på den store Dag - o hvor længe var der dertil - ti det måtte jo ske snart, om Regitzes Liv skulde frelses - febrilsk talte han Dagene og bad Gud tilgive ham 179 hans Utålmodigheds Formastelse og glemme hans bespottende Ord og Tanker.

Da han rejste sig fra denne Bøn, svævede der for første Gang i lange Tider et Smil om hans Mund. Men næppe var han kommet over i Sygestuen til Regitze, før Håbet sloges ud af hans Hånd, han stod atter hjælpeløs og forladt.

Således gik Ugerne, mens Tue kastedes fra Fortvivlelse til Håb, fra Tilbedelse til Forbandelse, bestandigt ophidsende sig selv mer og mere. Han læste uophørligt i Biblen, remsede Salmer og Skriftsteder; den sidste Nat før Konfirmationen undte han sig ingen Bo til at sove, men tilbragte den under Bønner og lidenskabelige Påkaldelser.

Nu var Buen spændt til det højeste.

- - - - -

Hvert Skridt op ad Kirkegulvet, hvert Ord, han hørte, hver Ting, han så, foer i hans Hjærte som en svirrende Pil, som et Minde om hin fjærne, lykkelige Dag, da Begitze blev konfirmeret, da Stuerne derhjemme lyste af Solskin og glimrede af alle Søsters Guldsmykker i de sorte Fløjelsskrin, da hendes Veninder leende og pludrende sværmede ud og ind i de blomsterfyldte, duftende Værelser. Den Dag i det mindste havde Begitze visselig glemt sin helleniske Knejsen og løftet sine Øjne mod Himlen, så ydmygt tilbedende som nogen Maria i Billedbiblen. Vilde han kunde løfte dem så troende som sin Hedningesøster? ak - Begitze havde jo kun haft Alf at overvinde, han havde både ham og hende.

Han knugede Hånden om Salmebogen og bad uophørligt med blege, dirrende Læber. Hans Øjne gled ned over Pigernes lange Bække, som de sad derovre, midt i Solskinnet, lyshårede og mørkhårede, lystklædte og mørktklædte, med bøjede Hoveder, skære Ansigter og halvtåbne Munde som i åndende Forventning - 180 et Gærde af Rosenknopper i Længsel mod Sommerens Udfoldelse.

Dér havde Regitze siddet for tre Ar siden, i samme Dragt og med samme bankende Længsel - nu sad der en ny Ungdom, en ny Vår, ligegyldig for den, der var svundet og visnet -

Men nej, nej, han vilde ikke tænke således nu - han vendte Blikket bort og hyllede sig atter i Bønnernes Virakskyer. Solen drog brede, støvfyldte Baner hen over den samlede Menigheds Hoveder, funklede i Stolestadernes mahognibrune Kugler, så de gnistrede røde som Granater, og glødede i de farvede Ruders brogede Glar. Dybt inde mellem de hvide, hvælvede Buer brændte Altret i luende Guld.

Tårnets Klokker havde længe kimet, men det hørtes kun fjærnt og dumpt; nu åbnedes Døren til det solbeskinnede Torv, og den malmfulde Klang bruste ind i Kirken. Tue så op, der gik et Syn gennem hans Hjærne - Guds Sendebud, en rustningsgylden Sankt Georg med Skjold og raslende Stage trådte ind over Tærsklen - så faldt Døren til, og Klangen steg atter op i det Fjærne. Sankt Georg havde intet Bud til ham.

Men nu brød Orglet ud i brede, mægtige Harmonier, fyldende Kirkens høje Hvælvinger med sine vældende Vande, Salmesangen faldt ind, Stemmerne steg og sank som dukkende Måger, en Hymne til ham i det Høje.

Det gnistrede rødt for Tues Øjne, Blodet hamrede ham i Tindingerne, så han knap kunde ånde for Presset, og som en vild Lue slog hans sidste, fortvivlede Håb i Vejret: Nu må det ske - nu om nogensinde!

Orglets Bølgegang faldt til Ro og randt ud, Salmesangen dalede, og der blev dødsstille i det høje Rum; Alterlysene brændte lyttende klare, ude fra Gaden tonede en Vognrumlen ind - højt oppe ved Altret 181 lød Præstens spørgende Stemme og en Drengs sagte Svar.

Tue sad som i en Døs og hørte samme Spørgsmål og samme Svar genlyde under Hvælvingerne i den dybe Stilhed - stadig nærmere ned imod ham fulgtes de ad som to glidende Perler på en Snor, nu kom det, nu kom det -

Præsten stod foran ham.

«Så spørger jeg dig, Tue Henrik Tavsen: forsager du Djævlen og alt hans Væsen, og tror du på Gud Fader, Søn og Helligånd - -»

«Ja, ja,» faldt Tue ind og famlede efter Præstens Hånd.

Han hørte Præsten blive ved at spørge og fik stammet sit «Ja.» Men det svimlede for ham, han havde mødt Præstens Blik, som ude i «Mamre Lund,« og set, at det var fuldt af undrende Tvivl: Vil du aflægge Løftet - du ? - - Han havde vandret på Orgelbrusets gyldne Buer, båret af Håbets og Fantasteriets skøre Vinger, nu var han styrtet ned. Og han så Kirkegulvet revne for sin Fod og de ældgamle Kister dér nede, mugne og forladte, i Kryptens Kulde og Mørke, mens Menigheden sang her oppe i Solskinnet om den algode Gud og Opstandelsens lyse Håb. Der gik en Isnen gennem ham; han havde set lige ind i Menneskehedens falskeste Løgn, og han havde svoret selv at tro den.

- - - - -

Da Tue kom hjem fra Kirken med Fader, var Lægen der. Regitze havde haft et voldsomt Hosteanfald og spyttet Masser af Blod. Moder og Ane ilte ud og ind, Lægens Stemme kaldte og gav Ordrer inde fra Sygeværeiset.

«Hr. Doktor, hvorledes er det - -» hørte han Fader udbryde, han forsvandt ind i Værelset.

Så stod Tue ene midt på Gulvet, ingen agtede på ham. Han hørte Regitze hoste derinde, som skulde 182 hun hoste Livet op med det samme, og hendes lange Smærteklage imellem Anfaldene. Og han knugede sine Hænder i hinanden og svor en anden Ed end den i Kirken. - - -

- - - Fra den Dag af opsendte Tue ikke mere Bønner.

- - - - - - - - - - - - - - - - -

Det begyndte at blive så vårligt. Dagene blev lange og lyse, og Luften så frisk som var et mægtigt Kildevæld sprunget oppe i det lysende Himmelrum. Vejene blev bløde og brune, og Sol og Skygge legede over Landet. Stod Tue ude på Jærntrappen, hvor Kastanierne blomstrede over hans Hoved med svulmende, lysegule Knopper, så han de hvide Gårde tændes og slukkes fjærnt ude på de skovblå Højder, mens de talløse Vandløb blinkede som Øjne i Latter og Gråd. Fuglene var komne, Lærkerne kimede under Himmelblået, og Viberne krydsede over den grønne Slette.

Inde fra sit Vindue så han Havens Træer glimre med brungyldne Knoppenæt, Krokus snoede sig i Rækker om Gangenes mørke Muld som lange Kæder af Guld eller stod i runde Bede som Skåler fyldte af hvide og blå og gyldne Perler. Men sent i de violblå Aftener sad der en Drossel i Blommetræet og slog sine bløde Triller, så Tue ved den åbne Rude drømte sig dybt inde i skumrende, bøgegrønne Midsommerskove.

Men han var ikke glad over Våren; for hver Kilde, der brast i Skoven, sprang et Sår op at bløde i hans Hjærte, ti han mindedes, hvor Regitze havde ligget bøjet over de isfrie Væld og drukket dem ind, som var de selve Vårens Hjærteblod; for hvert Skib, der for hvide, solbelyste Sejl stod ind ad Fjorden, båres Bud til ham om de Dage, da hun var rask og havde hilst deres Atterkomst med viftende Lommetørklæde fra Højen under Paradisæbletræet.

183

Og alt som Våren skred sejrende frem, alt som Blomsterskarerne mylrede op af den frodige Muld, alt som Solen kyssede Knoppernes Munde grønnere og grønnere, og stedse større Fugleskarer slog sig ned i Haven, voxede Minderne hos ham om den, som i alle tidligere Forår havde kysset om Kap med Solen, som havde løbet gennem Haven som en undsluppen Fange og strejfet gennem Mark og Mose som en vårberuset Ellepige, den, som nu lå bunden på sit Leje og ej en Gang skulde få den Vår at se, som blev hendes sidste.

Tue hadede Våren og dens Triumfer, han hadede Våren og Livet og alt, hvad Livets var, han hadede alle dem, der frit og lykkeligt kunde røre sig i Vårens styrkende Dage. Ja, selv den gamle Skriver hadede han, når han så ham stå ude på Kontortrappen og slikke Solskin med missende Øjne og skægstubbet Mund, krumrygget og uglegrå, rent forglemmende sine Romaners mugne Verden for denne friske, levende.

Regitze blev så urolig i disse iltre Dage; hele Vinteren igennem havde hun ligget tålmodig i samme Stilling, nu kastede hun sig hid og did med glødende Kinder - så gennemsigtige som vinfyldte Glas - med skælvende Læber og feberblanke Øjne. Hun hørte jo det elskede Liv vågne derude og kunde ikke selv være med.

En Dag bragte Moder hende en Buket friske, hvide Liljekonvaller nede fra Haven.

«Å Tak -» mumlede hun og pressede de regnvåde, duftende Blomster mod sin Mund. Tue vendte sig bort, han kunde ikke udholde at se de saftfulde, grønne Stilke vride sig mellem Søsters hvide Fingre. Det var, som gættede hun hans Tanke, ti i det samme udbrød hun hæftigt:

«Nej, Mo'r, tag dem ud! det er Synd.»

Tue blev blussende rød, han så Moders Ansigt fortrække 184 sig, som hin Dag Lægen sagde: «Den sidste lille Tid -» hun tog hastigt Blomsterne og gik ud gennem Stuerne med dem. Regitze var sunket ned i sine Puder. Tue listede sig ulykkelig ud. Han så Liljekonvallerne på Solbænken under Spisestuens Vinduer, hvor Moder havde kastet dem; dér lå de som små, bøjede Lig, som hvide, døde Nonner.

- - - Og der var dog en Gang i Vinter, da han havde drømt, at Våren skulde blive Regitze hin Gren, som Hölty siger, man skal bryde fra Livets Træ og skygge med over den døendes Leje, at han kan ånde op til nyt Liv - - -

- - - - -

Regitzes Veninder kom for at se til deres syge Søster. De kom sunde og glade, med klare Øjne, med Kinderne røde af Gangen i den friske Forårsluft og med bølgende Barme. De satte sig ved hendes Sygeleje og så på hende, halvt med Medlidenhed, halvt med nysgerrig Skræk. Og de gav sig til at pludre om deres sidste Baller og de Kjoler, de havde haft på; om deres Kavallerer og hvorhen de skulde, når Sommeren kom. Og pludselig tav de og stirrede hen for sig med lønlige Smil og med Blikket fuldt af Sødme.

Tue knugede Hænderne i sine Lommer, så Syningen sprang; han måtte bide sig i Læberne for ikke at fare løs på dem. De var ham som en Bespottelse mod Regitze i hendes Seng. De var raske, og hun var syg, de skulde leve, og hun skulde dø - og hvad Forstand havde de vel på Livet? han så jo, hvor tankeløst de ødslede dets Minutter hen, mens Regitze vilde have vidst at vurdere selv det mindste Øjeblik - hun vidste jo, hvor de ædleste Druer modnedes, og forstod at presse deres Saft i sit Bæger. Og dog skulde disse tomme, ligegyldige Væsner leve, mens hendes fine Sjæl skulde knuses. Men leve vilde de. Når han fulgte dem til Dørs, og de kom ud på Trappen, 185 så han, hvor de åndede lettet op, hvorledes Kindernes Rødme blev stærkere, og Smilet lyste om de unge Munde. Og han forstod dette Lettelsens Suk: «Gud ske Lov det ikke er mig!»

- - - - - - - - - - - - - - - - -

Disse Dage tog hårdt på Tue, så hårdt, at Moder blev opmærksom og nødte ham til at gå daglige Ture. Han gjorde det nødigt, han var som fængslet til Regitzes Leje, og han frygtede de lyse Syner derude, Vårens forlokkende Sirenesang, han kendte jo sig selv. Men gå måtte han, Moders Bud måtte lydes, blot et Blik og et let Tryk på hans Skulder, og han vidste det.

Så drev han da om på Vårens Veje, blinkende mod Lyset som en Ugle, sky for sin egen Skygge, som en længe indelukket Fange. Men han mærkede det med Glæde - han følte sig ikke i Forbund med Livet omkring sig, han brød sig ikke mere om det, han så det ikke mere, han længtes hjem, hjem til Mørket og Sygdommen.

- Så var det en Dag i Maj, han mødte Lull og Sigurd.

Han gik på Strandvejen og så, hensunket i Grubien, hvor dybe Spor hans Sko kunde træde i det fugtigtbløde Grus - da en Arm blev stukket ind under hans. Han så hastigt op og ind i Sigurds smilende Ansigt:

«Nå, går du her og filosoferer, det var da godt, du en Gang igen kunde vise dig i Dagens Lys, det er såmænd længe siden, man sidst så dig herude.»

Tue rødmede og mumlede et utydeligt Svar - han havde set Lull, der gik ved Siden af Sigurd.

«Ja, det er Lull, hende, du véd nok, vi kiggede efter dér ude i Haven, -« han lo med sine hvide Tænder, «og det er Tue, som du jo også nok kender, af Omtale - Tue Tavsen hedder han,» Sigurd gjorde en præsenterende Håndbevægelse.

Tue prøvede på at bukke, men rødmede atter, han 186 havde Lulls store, blå Øjne lige ind i Ansigtet, spørgende åbne og rolige, og nu nejede hun, ganske som Sigurd havde beskrevet.

«Kan du se, det passer,» lo han.

Tue svarede ikke, han følte sig ilde berørt ved Sigurds idelige Hentydninger til deres tidligere Bedrifter; Lulls Blik var så usigelig åbent og ærligt, at deres Lumskerier syntes ham dobbelt lyssky.

De gik langsomt videre ad Strandvejen, gennem Solen og Grenenes Skygger; Lindene svulmede af Knopper, Småfuglene smuttede kvidrende ud og ind gennem de grønnende Hegn, Stadens røde Tage smilte dér inde i den stille Forårssol. Men imod Dæmningen rislede og skyllede Bølgerne, længere ude nikkende med hvide Skumtoppe, og Mågerne hvirvlede deres Skrig ind mod Land.

Tues Hjærte bankede - han gik med Lull; han holdt sine Øjne fæstede på Jorden, men han så hendes Skygge vandre hen over det lysegule Grus. Hvor slank og let gik hun ikke - og se, nu flagrede det løse Lokkehår ud til Siden, det var ligesom - ligesom - - - -

Ak Gud, hvor havde han kunnet glemme det? det var ligesom Regitzes løse Lokker, når han og hun i fordums Vårdage gik deres raske Ture ovre på den søndre Bred, gennem de vårlige Skove - da havde hendes Hår flagret lige sådan i den frie Blæst - og nu - o, nu - det falmede alt sammen omkring ham, det blev alt sammen mørkt, det duggede, blålige Lys, det klare Solskin på de anemonehvide Skrænter, det blev alt sammen borte - han stirrede ind i et tomt, mørkt Hul - - han følte Gråden på sine Læber - - - -

«Hvad Satan, Tue - hvor bliver du dog af?» Sigurd tog et Tag om hans Arm og stirrede forbavset på ham.

«Å -» Tue smilte tvungent og trak Armen til sig.

187

De var standset; nu begyndte de atter at gå. Pludselig bøjede Lull sig frem, med Hænderne på Ryggen, så hun kom til at se Tue lige i Ansigtet.

«Det er Deres Søster, som er syg?» sagde hun, langsomt og blødt, søgende lidt efter Ordene.

Tue så overrasket på hende - hvor vidste hun det fra? hvor begreb hun det? Klogt og alvorligt lyste hendes Ansigt ham i Møde under den store Kysehat. Han følte en varm Strøm gennem sit Hjærte af Taknemmelighed mod hende.

«Ja,» svarede han dæmpet, han hørte sin Stemme slå Klik på Midten, han vendte Hovedet bort, hun skulde ikke se ham græde.

I det samme kom hun om til ham og lagde sin Hånd på hans Ærme. Hendes Øjne søgte langt ind i hans, næsten ubehagelig langt, med dette rene, klare Blik.

«Ja,» nikkede hun, «min Fa'r og Mo'r døde fra mig - nu er jeg ene - jeg har ingen Bro'r, ingen Søster - ingen!» hun slog ud med Hænderne som for at vise, at de var tomme, og så atter på ham med sit indtrængende Blik, der som et stærkt Lys lyste op i alle Løngange af Mørke.

«Ja - hva' Satan -» mumlede Sigurd og spyttede langt, han holdt ikke af den Vending, Samtalen havde taget.

Men Lull blev gående ved Siden af Tue og stirrede uafbrudt på ham. Tue bøjede Hovedet, dette Blik var næsten for klart - hvorfor stirrede hun således på ham?

«Hvor gammel er De?» spurgte hun.

«Femten År.»

Lull så hen for sig. «Ja,» hun vendte sig om imod ham, han så hendes Tænders Perlerækker mellem de fugtigt røde Læber, «jeg var ni År den Gang, Moder døde, og tretten, da Fader døde.»

Hvor sagde hun det i en underlig Tone, så roligt 188 og klart, uden nogen Standsen eller Skælven, mens hun så erindrende hen for sig. Således kunde han aldrig have talt om Alf og Anton - endsige om Fader og Moder.

Han skottede til hende - hvor var hun dog smuk - hvor slank og hvid steg ikke hendes blottede Hals over Blondekraven, hvor blødt rundede Hagen sig ikke, og hvor fint flagrede ikke det lyse Hårs Spind om de svagt rødmende, dunede Kinder - han kunde høre hende ånde ganske sagte.

Så havde han igen hendes Øjne lige ind i sine, så han blinkede - han var ikke vant til, at Folk så således på ham - og der var noget eget i hendes Blik, noget undrende - men tillige noget - noget andet - -

De var fra Strandvejen drejet ind på en Sti op mod Skoven - høj og mørk hævede den sig foran dem mod den blå Himmels hvide Skyer, Stien gik ind i den som i en Port. De gik oppe på Gangstien langs det bugtede Rækværk; nede ved de græsgule Skrænters Fod lå Kørevejen, muldsort med dybe Hjulspor og blanke Vandspejle, blå af Himlen over de knoppefyldte Grene. Det bruste så vårligt over deres Hoveder, den dybe, strømmende Brusen, der har Hast, fordi den skal mælde Vår om Lande. Mellem Stammerne så de ud over den skumblomstrende Fjord til den hinsides, grønligt skinnende Kyst; Vejen bugtede sig tom og ensom foran dem dybere ind i Skoven. Der stod en stivrygget Bænk ind i Skrænten, to gamle Ege krogede sig skyggende over den.

«Skal vi sidde lidt?» spurgte Sigurd.

Lull nikkede og tog Plads, Tue satte sig ved Siden af hende. Sigurd ventede, til de var kommet til Sæde, så flyttede han sig tæt ind til Lull, lagde Armene om hendes Liv og drog hende ind imod sig.

«Sigurd dog!» udbrød hun hæftigt med stærk Accent, idet hun rev sig løs og rykkede bort fra ham. Hun var bleven blussende rød og så ligesom undskyldende 189 på Tue, der ikke vidste, hvor han skulde gøre af sine Øjne. Men Sigurd lo og greb atter efter hende; han tog hende om bægge Arme og trykkede hende ind til sig, med Munden søgende hendes. Da rejste hun sig i et Sæt og gik tværs over Vejen hen til Rækværket; dér stillede hun sig med Ryggen mod dem - den blonde Fletning hang hende ned til Bæltet, Kjolen nåede hende næsten til Anklerne.

Sigurd stirrede forbavset efter hende. «Hvad Satan går der egentlig af dig i Dag?» udbrød han gnavent, «hvorfor vil du ikke kysse mig?»

Hun værdigede ham ikke et Svar; han skottede hen til Tue og rømmede sig skarpt, han følte sig åbenbart krænket i sin Værdighed over for Vennen, hvem han havde lortalt så rosenrøde Elskovseventyr.

«Lull, kom nu her hen,» han dunkede Knoerne i Bænken og gjorde sin Stemme mandig hæs, «hører du? jeg siger, du skal komme her hen!»

Hun vendte sig hurtigt om og så på ham; der legede et Smil om hendes Mund, hendes Øjne sænkede sig fast i hans. Han rømmede sig atter, så til Siden - og spyttede, som sædvanlig når han ikke følte sig Situationen voxen.

Der blev en Pavse; Tue havde trukket sig tilbage i et Hjørne af Bænken og så halvt ulykkelig, halvt skadefro på Parret. Hemmelig var også han lidt bange for Lull.

Et Råb båres ind fra Fjorden, hvor et stort Skib var for Indsejling, det brogede Flag smældede over Sejlenes hvide, svulmende Buge. Tue kneb Øjnene sammen for at se, hvilken Farve Flaget bar.

«Det er tysk - det er mit Flag,» sagde Lull og så smilende på ham, hun kom atter hen til Bænken og satte sig imellem dem, «kan De ikke se - langt?» spurgte hun med sit hjærtelige Blik.

«Å jo -» stammede Tue, «men - -»

Der blev atter en Pavse, nede på Kørevejen kom 190 en spættet Hønsehund løbende med sænket Hoved og Hale, snusende i Vejens Spor. Den mærkede dem slet ikke, dens Skygge løb over den gule Skrænt.

«Hvad er der egentlig i Vejen med dig i Dag, Lull?» spurgte Sigurd fortrydeligt.

Lull vendte sig imod ham: «Ti du stille, når du har været uartig.»

«Hva' Satan -» foer Sigurd op, men rømmede sig og spyttede.

«Det er hurtigt, De har lært at tale Dansk,» vovede Tue sig frem.

«Hurtigt?» Lull rystede Lokkerne bort fra Halsen, «ja-a, men efter Faders Død - det var i Borås, boede jeg i Skåne - et halvt År før jeg kom til Kølholt; dér var en Slægtning af Fader, gift med en dansk Dame, dér lærte jeg lidt Dansk - og så er det let at lære.»

«Er det?» spurgte Tue.

«Alt er let at lære,» nikkede hun og spændte Hænderne om Knæet.

«Ja, er det ikke Satan til Pige,» faldt Sigurd ind, «hun kan sgu lære alting; det er nok, fordi hun har haft en Professor til Bedstefa'r, men nu skal hun også ind i Skolen, i vor Skole, Tue - er det ikke storartet?»

Tue så op: «I Latinskolen?»

«Ja, der er rigtignok ingen Piger før, men jeg vil gærne, for i Pigeskolen lærer de os ingenting, og så skal jeg desuden være Student - det var Mo'rfaders Vilje - og jeg vil lære alting.»

Der gik et Sting igennem Tue; han tænkte på Søster derhjemme, som også havde villet lære alting - - - et blødt Tryk om hans Hånd, han så op - det var Lull, som klemte hans Hånd i sin og atter så på ham med sit ømt trøstende Blik - læste hun da alle hans Tanker ud af ham?

191

«Ja, det bliver storartet at få hende ind i Skolen,» fortsatte Sigurd, «så kommer vi til at gå sammen.»

«Det er maaske derfor, du er blevet Oversidder?» Lull vendte sig hastigt om imod ham.

Det gav et lille Kluk i Tue - sidste Sommer var Sigurd sakket så langt agterud, at han havde måttet blive i den gamle Klasse.

«Å du -» udbrød Sigurd, men kunde selv ikke lade være med at smile.

Lull så på sit Ur, som hun bar i en gul Læder rem om det slanke Håndled.

«Så, nu skal jeg hjem,» hun rejste sig og glattede Kjolen ned.

«Ja, hun kører ,» forklarede Sigurd Tue, «hun har både Hest og Vogn, og hun kører herud, når hun vil - hun gør i det Hele alt, hvad hun vil.»

«Ja, hvem skulde vel sige mig, hvad jeg skulde gøre?» spurgte Lull rolig forundret.

De gik atter ind mod Byen, men nu var Sigurd kommet i Midten; han snakkede om, hvor sjovt det blev, når Lull kom i Skolen, hvilken «Fest» de skulde have, om at nu var det snart Sommer og videre i en Evighed. De andre to svarede ikke stort, men det behøvedes heller ikke, han var tilfreds med, som han havde dem nu. Lull gik med Hænderne på Ryggen og satte Fødderne sirligt frem for sig, som den Aften Tue først så hende, i Kølholt Have. Han tænkte derpå - da havde han ligget uden for Muren og kigget derind; den Gang havde han aldrig troet, han skulde nå hende, og nu gik hun ham så nær.

De var kommet ind til Strandvejen og standsede.

«Nu skal vi derhen,» sagde Sigurd og nikkede hen mod den korte Allé, som gennem Hækken løb langs Engene; dér lå et Par høje, ufuldendte Huse, længere henne drejede Vejen ved en gammel Bygning med grå, hældende Mure og mosgrønt Pyramidetag ned over 192 de små Vinduesglugger, en Rest fra de Tider her var uforstyrret Bondeland.

«Dér har Lull sit Køretøj.»

«Ja, så Farvel - på Gensyn,» sagde Lull og rakte ham Hånden, idet hun så ham ind i Øjnene og nejede sirligt. Tue rev Huen af og skyndte sig med et kejtet Buk.

«Farvel du,» nikkede Sigurd.

Så gik de; Tue blev stående og så efter dem. De var smukke bægge to - - men hvor var det muligt, hun kunde blive ved at holde af Sigurd? han forstod det ikke, han syntes, det var sørgeligt. Nå, videre ømt var det nu vist ikke imellem dem - han smilte tilfreds ved Tanken på, hvor hun havde fejet ham af; dér havde Sigurd nok fundet sin lille Mesterske, som ikke således lod sig kue af ham - hvor var hun ikke en lille stolt og rank Pige. Og hvor syntes han, han allerede kendte hende godt, endda hun jo var ganske fremmed - det Ansigt, der var så kendt og kært og dog så uset fremmed - der smilte af Lykke og dog var så forunderlig alvorligt - der bag sine røde Læber - - det var jo Lull, det var jo hende! Han havde mødt hint Ansigt fra Drømmene! det var kommet, det var kommet! - å Snak - men alligevel - -

Han gik videre ad Strandvejen, med lettere Trin end han længe havde gået, der var faldet som Solskin hen over hans mørke Tanker, der rislede som en lille, munter Kilde i hans Hjærte, lystigt og uskyldigt sladrende. Det var dog skønt at leve.

- - - - -

Tue sad i sin Krog ved Kakkelovnen inde i Regitzes Værelse, men han mærkede det ikke. Han troede, han endnu stedse sad på Bænken dér ude i Skoven mellem Lull og Sigurd. Han drejede sig uroligt på Stolen, som havde han fået Kviksølv i Blodet, hans Hår og Klæder duftede friskt af Vårluften, 193 han holdt Hånden op til sin Mund og drak dens Køling ind -

- pludselig mødte han Regitzes Øjne; det gav et Sæt i ham, der var et eget Udtryk i dem, som fik hans Hjærte til at banke - havde han gjort noget galt? hvad var der?

I det samme vendte Regitze sig om og udbrød:

«Å, Mo'r, vil du ikke lukke lidt op, så jeg kan se ud.»

Moder rejste sig, og Tue så overrasket på hende - hidtil havde der hersket en evig Skumring herinde, da Regitzes Øjne strax i Begyndelsen af Sygdommen var blevet så svage, at hun ikke kunde tåle Lyset - og nu - var det Håb - var det Fremgang -?

Moder kom hen til hende: «Men Barn dog, det vil du jo slet ikke kunne tåle.»

«Jo, Mo'r, måske - å, vil du ikke prøve?» hun så bønfaldende op, «bare én Gang -»

Moder sagde ikke mere, men gik hurtigt hen, trak Gardinerne til Side og slog Vinduet op.

Lyset vældede ind i en Fos, fyldende hele det mørke Rum, trængende ind i alle Kroge og op under Loftet, og ind vældede en Duft af Muld og Græs og Åens Blomsterflor, og ind vældede et Jubelkor af Fuglerøster. Himlen strålede derude, gyldenrød over Skovenes milefjærne Toppe, blegnende blå højt oppe, hvor den nytændte Måne svævede, skør og klar som en Skål af Krystal. Aftensolen skinnede bred og varm hen over Slettens grønne Felter, og Åen blinkede og smilte.

Tue stirrede betaget derud, han rejste sig som draget mod Lyset, med store, åbne Øjne.

Da klagede det bag ved ham som en højtspændt Streng, der brast - han vendte sig og så Regitze synke tilbage i Puderne, højlydt hulkende, drejende sig om på Siden og svøbende sit Ansigt ind i det røde Hår, som kunde hun ikke hurtigt nok komme 194 bort fra Lyset - Moder ilede til og bøjede sig over hende:

«Men mit Barn - mit Barn!»

Vinden bevægede Gardinernes lyse Flor, som var de store Sommerfuglevinger, hvorpå det mørke Rum vilde flyve ud i den skønne Aften, som lokkede derude med alle de muntre Fuglerøster.

- - - - -

Tue lå ovre på sin Sofa, rullet ind i et Hjørne, med fastlukkede Øjne. Det sved og brændte i hans Bryst, hans Mundvige var salte af Tårer, men han kunde ikke græde mere, hans Hjærte var tomt for Tårer, som en udpresset Svamp. Vinduerne havde han hyllet til, så der herskede en blålig Skumring herinde.

Altså - Regitze havde virkelig håbet endnu, håbet, at hun skulde komme sig - og han, som havde ment, at hun havde opgivet det helt fra den første Dag - hvor var det muligt, hvor havde han kunnet tro det? havde han ikke set hende ligge dér de lange Vårdage, med Ansigtet vendt mod det tilslørede Vindue, lyttende efter Sejrsangen, der bruste mod Husets Mure, og efter Venindernes Fjed, som ilte den i Møde?

- og dog var det ikke et Øjeblik faldet ham ind, at hun - trods alt - havde Håb - o nej, o nej, det lignede ham ganske, det lignede hans «Kærlighed» - den var nok af en rar Art.

Nu forstod han, hvorledes dette Håb havde spiret hos hende som Kim, hvordan det havde knoppedes med Våren - men hvem var det vel, der havde fået det til at springe i Blomst, en stakkels, afsindig Blomst

- andre end han?

Dér var han kommet ind i hendes Sygestue med al Forårets Uro og Glæde i sig - hun havde strax mærket det, og strax var hendes Længsel vågnet op

- for sidste Gang - den sidste Længsel mod at være med i dette, og så - - - da hun så sig Ansigt til Ansigt med Våren, med det stærke, vågnende Liv, da 195 havde hun set, at hendes Livsblomst var for evig visnet, at det Liv, hun havde bildt sig ind at føle i sit Bryst, var ikke i Forbund med det derude, men kun det sidste, fortvivlede Basketag med Døden - - -

- o, hendes Skrig, hendes Klageskrig, da hun sank tilbage i Puderne - - og det var hans Skyld, hans

- - han havde atter været Forræder, atter færdedes mellem Lysets Børn, mellem Regitzes Fjender - han havde atter listet sig til at drikke af det forbudne Krus, havde ladet sin sluknende Livslyst på ny blæse i Brand og ladet dens Skær spille Regitze triumferende i Øjnene - nej! nej! han måtte aldrig mer mødes med dem, aldrig mere se dem - han vilde ikke more sig med disse Solens Børn, når hans Søster, Solens fordums Præstinde, ej en Gang kunde tåle at se det sidste Skær af Aftenrøde over de fjærne Bankers Toppe - - - -

- - - - der var en blød Hånd, der tog om hans, der var en øm og venlig Stemme i hans Øre

- han vågnede og satte sig brat over Ende - nej, her var tomt og stille, men Skumringen var blevet en Tone dunklere, det var sent, han måtte have sovet

- det var svært, så meget han sov i den sidste Tid. Han sænkede Hovedet ned i Hænderne - -

- Lull, det var hende, der havde været der, det var hendes Hånd, som havde trykket hans, og hendes Stemme -

Han tænkte på det, som var sket dér ude i Solskinnet på Bænken, og det, som var sket dér inde med Regitze. Bægge var de så unge, og hos bægge samme Iver og Længsel efter Verden og Viden - og dog -

- nej, aldrig mere! - han rejste sig hæftigt og gik hen til Døren, han vilde over til Regitze - på Tærsklen blev han stående med Hovedet lænet mod Karmen - så skulde altså dette sidste Lysglimt slukkes? ja, det skulde slukkes, og han måtte kunne det, han havde jo før været med til at kvæle Flammer, 196 men hvor det kostede, dette sidste - mer end alt andet - for Gud! for Gud! han havde dog fået hende kær - men hvorledes det? - - - - han havde jo dog kun set hende to Gange, hvor kunde han så holde af hende? Ak jo, det var det evige, gamle - det var Livet selv , han elskede i hende, det lyse, sorgløse Liv, han havde søgt fra sin Barndom, det, han havde drømt at finde hos Sigurd og nu mente rettelig at have fundet hos hende - - -

- men hvad kom Livet ham ved? han havde jo ingen Ret til det, han havde jo fraskrevet sig det, han havde io svoret det sit Had - ja, han hadede Livet, han vilde hade det - men hade hende, det kunde han ikke, nej, det kunde han ikke! men mødes med hende, det måtte han aldrig mere - o nej, aldrig mere - - - der måtte jo være en Brøde i det, han så jo altid Straffen følge i Hælene - som den første Gang, da han kom hjem fra Kølholt, og nu i Aften.

Han gik over i Sovekammeret. Dér var nu atter stille og mørkt, Moder sad ved Vinduet. Da Tue kom ind, tyssede hun ad ham.

«Nu sover Regitze,» hviskede hun. Tue skottede til hende; han kunde have skreget af Ve, da han så hendes Ansigt.

Han fandt sin vante Plads i Krogen, hvor han sank sammen og stirrede hen på Regitze - hun åndede så svagt, så svagt - o Regitze, o Regitze, hvor er din høje, unge Barm, hvor dine line, runde Kinder, hvor dine røde, fyrige Læber, hvor dine slanke, skønne Arme! visnet, visnet og forsvundet - kun hendes Pande var tilbage, hendes høje, kloge Pande med Årernes fine, blålige Næt - og hendes lange, brændende røde Hår, Symbolet på Branden i hendes Hjærte -

- ja, han syntes at se, hvor hun på denne ene Aften, i denne ene Time var sunket sammen og gledet Døden nærmere - - 197 - ja, de var bæggc to kommet Døden nærmere, også han - et Skridt dybere ned var han steget i Dødens Skakt, han havde troet sig på dens Bund, men den var stedse dybere - uudtømmelig, bundløs dyb.

Hun åndede, stedse sagtere og sagtere - o, hvor meget afhang der ikke af dette svage Pust! Der var en Sætning i deres latinske Læsebog: «Så længe jeg ånder, har jeg Håb» - o, hvor havde han ikke klamret sig til disse Ord og gentaget dem atter og atter hen for sig; der lå så stor en Trøst i dem, når de lød i det gamle, alvorsfulde Sprog - «dum spiro, spero -»

Han gav sig pludselig til at lytte efter Regitzes Åndedræt - om det nu holdt op - om det nu blev helt borte? så sagte det dog lød - som et faldende Blads sidste Hvisken mod Jorden - om nu det sidste Åndepust lød, om nu det sidste Blad faldt?

Begitze rørte sig og slog Øjnene op; de mødte hans, de klare, gennemsigtige Øjne, han så den Nød, som et Øjeblik formørkede dem, men også kun et Øjeblik - så smilte hun og vendte sig om mod Moder.

«Nå, jeg har nok sovet længe?»

Moder kom hen til hende og strøg hende over Håret:

«Ja, min lille Pige - hvordan har du det nu?»

Begitze så op:

«Jo, Mo'r, nu har jeg det godt.»

Moder bøjede sig hurtigt over hende og kyssede hende.

Godt - - -

- - - - - - - - - - - - - - - - -

Pludselig en Dag stod Præsten i Stuen; Tue havde ikke set ham siden Konfirmationsdagen, og det gav et Stød i ham, da han lukkede op for ham. Al hin Dags Skam og Gru, som han forgæves havde søgt at glemme, kom over ham på ny - det var, som måtte han synke i Jorden for den Mands Øjne.

Men Præsten syntes slet ikke at agte på ham, hans 198 Blik flakkede sky omkring, og han drejede nervøst sin bredskyggede Hat i de magre Hænder. Tue så, hvor han var ældet siden sidst, hvor hule hans Tindinger var under det lange, grå Hår, og hvor gennemfuret hans Pande.

Fader var ikke hjemme, men Moder kom strax ind; han gik hende ilsomt i Møde og klemte hendes Hånd i sin, mens han skottede til Sygeværelsets lukkede Dør.

«Frue, jeg kommer - det er jo min Pligt - men, nej - jeg kan ikke - jeg har jo døbt hende, set hende voxe op, konfirmeret hende - og nu skulde jeg - Frue, jeg kan ikke - forberede hende til Døden.»

Moder så på ham, Tue syntes i hendes Blik at læse noget af den samme Hån, hvormed hun en Gang havde betragtet ham .

«Det behøves heller ikke, Hr. Pastor. Regitze er rustet.»

«Rustet?»

«Ja - rustet,» Moder nikkede roligt, hun så ud i Alleen.

Idet Præsten gik, kom Lægen. De to Mænd mødtes i Døren og hilste høfligt på hinanden. Men Lægens Øjne glimtede spotsk, og hans Mund fortrak sig til et Smil.

«Hæ - bah - tapper Mand - og han skal dog kun begrave dem, men jeg skal se dem dø mellem mine Hænder, ihvad jeg så gør,» han mumlede dette halv højt, for sig selv, som det ofte var hans Vane, men Tue, som stod ved den åbne Dør, hørte det og så varmt på ham. Han havde for længe siden glemt sin Harme imod ham, han så jo, at han anspændte al sin rige Evne for at holde det Liv tilbage, som han dog selv havde dødsdømt. Han forstod, at han endnu en Gang var vågnet og for en Stund var blevet den, han havde været bestemt til at blive. Ud ad til var 199 han vel den samme, kold og blaseret, men så man blot det Blik, hvormed han nu betragtede Regitze, forstod man, at her kæmpede han på Liv og Død, stred for hende, som havde hun været hans Datter . -

- - - - Men stod hun mere til at redde?

Siden hin Maj-Aften var der faldet sådan en underlig, ængstende Ro over hende, hun lå nu ikke længere med Ansigtet længselsfuldt vendt mod Ruden, men ubevægelig på Ryggen som hele den lange Vintertid. Hun syntes heller slet ikke mere at bryde sig om Sommerens Liv og dens Gaver. Hun havde haft en Skovmærkekrans, der duftede af frisk Muld og Skovkær, men den var hurtigt visnet i Sygestuens Luft; nu havde hun fået sig en Evighedskrans, den holdt. Stiv og gul hang den på Sengestolpen og luede som en Ring af Ild. Tue så på den den var ikke smuk, men den var det, som bedre er: den var trofast; den svigtede ikke, når Solen ikke længere kælede for den. Han følte en dyb Taknemmelighed mod denne Krans, den eneste stærke Farve her inde i Skyggernes Rige.

Regitzes Øjne blev svagere og svagere; nu lå hun som oftest med dem fast tillukkede hele Dagen, når hun da ikke læste. Og det gjorde hun nu sjælden - og, ak, hvad var det så hun læste, den fine, kræsne Regitze? Med Smærte så Tue hendes Røger skifte, alt som Døden ikke længere vilde nøjes med hendes Legeme, alt som hendes lyse Ånd nedbrødes.

Fra Tankens høje, alvorsfulde Værker gled hun ned til Gøgle-Litteraturen, til Underholdningsbøgernes tåbelige Kaste, til hun endte med Rørnebøger - som Marryats. Ham læste hun nu altid, når hun overhovedet læste. Med Undren spurgte Tue sig selv, hvad det dog var, der drog hende her, hun, som én Gang færdedes i så høje Sfærer -? Var det Hvilen i den fuldstændige Frihed for Tanker og Sandhed - 200 eller var det det friske Pust fra Havet og søgående Skibe eller Krydderduften fra de tropiske Kyster?

- - - Ak ja - Tropeegnene - Tue hørte en Dag Fader spørge Lægen, om Regitze kunde frelses, når hun kom til Syden, til det varme, blå Middelhav -

Lægen trak Brynene i Vejret. «Frelses?» mumlede han mut, «hun kan ikke en Gang tåle at flyttes.»

Fader sank sammen og listede bort, og Tue, der havde skimtet hin brogede Eventyrverden fra hans og Regitzes Mørkningsstunder dukke op som et Fatamorgana, knugede Hænderne i hinanden - o, nej! nej! nu, de hede Længselsdrømme kunde blive til Virkelighed - nu var det for sent. Sydens Blomst var visnet i Nordens Vinter.

- - - - - - - - - - - - - - - - -

Veninderne var ophørt med at komme, en efter en var de blevet borte - alt som Sommeren voxede med sine lyse Tillokkelser derude, og Sygdommen blev ved, blev trættende lang for de unge Sind, mens Døden kom så ængstende nær.

Tue så dem forsvinde med bitter Spot, han var veltilfreds dermed, han tålte ikke mere at se deres Ungdom og Håb ved Siden af Regitzes Hendøen, og han så, hvad Moder led ved deres Komme. Men han så også, at Regitze forstod, hvorfor de blev borte, og at hendes Blik blev en Grad mere skygget, og da ønskede han næsten, de vilde komme igen. Men mødte han dem på Gaderne eller på Nørreskovens Stier, overgivent snakkende og leende - især når der var Kavallerer i Farvandet - mens Sol og Skygge dansede over deres friske Ansigter og ranke, sommerlyse Skikkelser, og Vinden legede sin indsmigrende Leg med deres Lokker, da samlede alt hans Had mod Livet sig i Had mod dem. Og med Glæde mærkede han, hvor de altid blev tavse og sky, når de så ham, hvor de vendte Blikket bort og pressede Munden sammen, som bragte han et Pust af Dødens 201 Kulde med sig, en Isstrøm midt i Sommerens livsfyldte Varme. Han stirrede hånligt på dem og hilste dem ikke. Men han søgte dem ofte op, gående ad de Veje, han vidste, de vilde komme, for at bringe dem en Mindelse om den, der fordum havde gået imellem dem, ung og længselsfuld som de, hende, de havde været Veninder med og forraadt i Døden, men i hvis smærtefulde Spor de dog selv en Gang skulde træde. Han følte sig som en Dødens Hævner, som et vandrende memento mori.

- - - - -

I denne Tid lærte Tue Menneskene at kende, han så ind i deres Hjærter og så, hvad de var værd.

Vil nogen prøve sine Medbrødre og -søstre ret, da prøve han dem i Døden, og helst hvor det er en ung, der skal dø. Da skal han få deres Deltagelse at se over for denne store Gåde, denne Retfærdighedens Ubegribelighed.

Når Tue mødte Folk på Gaden, og de standsede ham for med bekymrede Miner at spørge til Regitze, måtte han tvinge sig til at svare, tvinge sig til ikke at lade sit Had og sin Foragt lue dem op i Ansigtet; ti han vidste jo, at næppe havde de vendt ham Ryggen, før de sukkede som Veninderne: «Gud ske Lov, det ikke er mig og mine!» han vidste jo, at de skyndte sig hjem for beklagende at fortælle om «den stakkels, lille Frøken Tavsen, der skulde dø så ung,» - mens Tanterne bedrøvet rystede på deres Kappehoveder og gøs i de visne Kroppe, som endnu holdt det ligegyldige Liv, og de unge strakte sig i velbehagelig Følelse af dobbelt Ungdom og Livskraft. Frygten, han stundom læste i deres Øjne, var ikke Frygten for, at Regitze skulde dø, men Frygten tor den Død, der en Gang skulde ramme dem selv, og som de her blev ubehagelig mindet om.

Værst af alle var dog de «hellige» Trøstere med de skråtlagte Hoveder og de spilede Øjne, med de 202 andægtige Miner og de salvelsesfulde Ord, alle de tykke, gamle Kællinger. Han tålte ikke at høre deres Tale, han tålte ikke mere at høre om Gud, og dog måtte han lytte tavs til, mens de formanede ham til at sætte sin Lid til Gud og hans Algodhed, han skulde nok vende alt til det bedste. O, at han ikke slog dem i deres gullige, fede Fjæse! de Hunde, som aldrig havde råbt af deres Hjærters dybeste Nød og var blevet svaret med Tavshedens isnende Spot, de vovede at sige til ham, at han havde vist ikke bedt nok til Gud, ikke stolet tilstrækkelig fast, og de, som aldrig havde lært Døden i dens Rædsel at kende - ti kun sådanne talte til ham - de dristede sig til at sige, at man måtte ydmygt og taknemmeligt bøje sig under Herrens Vilje og tage af hans Hånd, hvad han vilde give; hvorpå de vandrede opbyggede hjem for yderligere at styrke sig ved deres fede Måltider og lune Senge, prisende ham, der fordeler alt så viseligt.

Og der var alle de gamle Kællinger, særligt de ugifte, som med Vold og Magt vilde trænge ind til Regitze for at se hende, blot se hende, nyde Synet af den unge, som skulde dø, mens de stedse levede.

Han så hele Menneskeheden træde en Hexedans om hendes Leje, en hylende, dyrisk Jubeldans: «Det er ikke mig ! det er ikke mig !» han så en Rad af luende Øjne rettet på hende i pervers og nederdrægtig Nysgerrighed: «Hvordan er hun til Mode? - når sker det? - hvor går hun hen?»

Å, om han havde kunnet bære hende bort fra Menneskenes «Deltagelse,» for at hun kunde dø i Fred i den fri Luft, på en Klippespids, midt i den «udeltagende» Natur!

Men nu trængte de sig ind alle Vegne, ind sivede deres hvislende Stemmer gennem Nøglehullet, bag Vinduets Gardiner spejdede deres Øjne, i Stuerne listede deres Trin, og med Posten sendte de deres Formanings 203 og Opbyggelsesbreve. Som smudsige Fluer sværmede de i Sommerens Hede. - - - -

- - - - Til sidst kunde han ikke tåle, der kom andre til Søster end Charlotte og Magisteren, og de blev da også ved med at komme lige til det sidste. Hvor gjorde han ikke i sit Hjærte disse to sagtmodige Skabninger Bod, fordi han så ofte havde overset dem i Lykkens Dage. Nu lærte han Sagtmodighedens Værd at kende.

Charlotte var jo jævnaldrende med Regitze - født på samme Dag, i samme År - og dog havde hun altid forekommet ham at være et Barn. Han havde altid holdt af hende for hendes Skønheds og Blidheds Skyld, men stedse set lidt ned på hende. I Modsætning til de andre Veninder havde hun syntes ham så lille og bly, en beskeden Forglemmigej mellem prangende Roser. Nu fik han se, at hun var den rette Forglemmigej. Når hun således sad ved Regitzes Seng og stirrede på hende med sine tårefyldte Øjne og sit lille, hjælpeløse Smil, så bedrøvet og forknyt, var hun ham som det sidste Skær af Dagens Sol, den sidste Glød, der holdt hans Hjærte varmt, før Menneskehadets dybe Nat kom over det. En Svane var hun, den sidste, den eneste, sejlende rundt og holdende Vandene åbne, før de frøs til i den evige Ts.

Hun og Magisteren var ham Beviset for, at der dog gaves uegennyttig, deltagende Kærlighed mellem Menneskene, var den end så sjælden som Guldkorn i Dynger af Støv.

Hver Dag ringede det ængsteligt på Klokken, og når Tue lukkede op, stod Magisteren dér på Trappen, bleg, med sit lyse, bøjede Hoved, famlende ved Paraplyens Elastik og hviskende med sagte Stemme: «Hvordan går det i Dag?» Ham svarede Tue gærne, som han vilde have svaret Fader eller Moder, ti han vidste, at han spurgte ikke for at glæde sig over sit eget Liv, 204 han havde jo gærne ofret det, om han havde kunnet redde hendes.

Så sad han da derinde hver eneste Sygdommens Dag, gnidende sig sagte i Hænderne, blinkende med Øjnene og tiende med sin smærtelige, skønne Mund. Regitze lå i sin Seng og stirrede på ham med sine store Øjne; Moder stod ved Yinduet og så på sit Barn, rank og mørk, mens Tue i sin Krog mindedes hin røde Aften, da Regitzes Kammer stod i Lue, og tænkte på Don Juan og Haidïe ved Havets Bred. Visselig, der er Forskel i Verden.

Der strejfede ham et Øjeblik en Tanke på Lull, han havde ganske rigtig ikke set hende siden hin Majdag, Sigurd talte heller aldrig om hende; det var tydeligt, at han holdt dem adskilte, han havde ikke yndet den Bevågenhed, hun havde vist hans Ven. Men det var jo netop, hvad han vilde have, hvad der burde ske - hans Kærlighed var jo vågnet med Regitzes, beåndet af den og tændt i Flamme af den Brand, der havde luet over hende og Magisteren hin Aften - så måtte den også følge den i dens videre Skæbne, slukne og falde i Aske med den.

Men fra hans Hjærte steg der et Skrig efter Retfærdighed - Retfærdighed i Himlen, det gaves der jo ikke, det havde han tilfulde erfaret, men hvorfor tog så Menneskene ikke Retfærdigheden på sig? hvorfor stod de ikke Skulder mod Skulder mod den fælles Fjende, hvorfor døde de ikke alle sammen, når én skulde dø - hvorfor frasagde de sig ikke dette uretfærdige Liv, hvorfor vilde de være med i denne Skændsel? Når en af dem, de havde nydt godt sammen med, blev revet bort fra det fælles Taffel, hvorfor rejste de sig så ikke alle som én, skød Tallerknerne fra sig og erklærede, at nu spiste de ikke længere? Men nej - tværtimod, de flyttede tættere sammen, bjærgede dens Tallerken, der var blevet jaget bort, så havde de så meget mere. Den enes 205 Død - den andens Brød. Og bestandigt nye Slægter vrimlede frem, skød frem af de henfarnes Grave som Paddehatte af den rådnende Bul - de to Skrig, Dødsskriget og Fødselsskriget forstummede aldrig over Verden, hvert Øjeblik dør et Menneske, hvert Øjeblik fødes et Menneske, fødes til at dø, begynder at dø fra det Sekund, det begynder at leve, for hver Dag nærmere og nærmere til Døden, de ældste, de svageste nærmest, de yngste, de stærkeste fjærnest. Men derover sørger de sidste ikke, de triumferer, de praler af deres Styrke, de ser fulde af Foragt på de gamle, de syge, der luder mod Graven, de bedømmer, hvor længe de kan holde sig, gærne gav de dem et Puf, at de kunde erobre deres Plads.

Frygtelig, frygtelig var Døden i sin Ubarmhjærtighed, men hundredfold frygteligere, hundredfold ubarmhjærtigere var det levende Liv.

- - - - - - - - - - - - - - - - -

Tiden gik.

Udenfor svulmede Sommeren i al sin Fylde, den havde tømt sit Overflødighedshorn ud over Bakker og Dale, og overalt skød Livet op. Himlen var smæltende blå, Varmen dirrede over Engene, så de fjærne Banker dukkede i bølgende Dis, og Fuglesangene larmede fra Morgen til Aften. Hver Jordens Skabning rørte sig af Lyst i Lyset og Varmen.

Men i det formørkede Hus mærkede de intet dertil. Om det var Sommer eller Vinter, det bekymrede dem ikke. Om det regnede, eller Solen skinnede, de vidste intet derom. Alt det derude kom dem ikke ved, de lukkede sig inde og samledes om hendes Leje; her var dem Verdens Axe og Navle, Verden selv existerede ikke for dem. De bandtes stedse stærkere sammen, de talte ikke om det til hverandre, men de vidste, at de bar hver sin Part af dette Dødens Kors, de vidste, at deres Sorg var lige stor og deres Kærlighed den samme, Angst og Medlidenhed 206 den samme. Sig selv tænkte de aldrig på, de glemte helt deres egen Tilværelse, deres egne Personer i Omsorg for dette stakkels, sluknende Lys, der en Gang havde luet så klart i deres Kres.

Men en Dag sagde Moder til Tue: «I Aften flytter Jes og Ane Fa'rs Seng over på dit Værelse, jeg tør ikke mere lade ham ligge ene.»

Tue så forskrækket op - hvad var nu det? Men Moders Ansigt var lige stivnet og lukket, hun rejste sig og gik, som om intet var hændt. Og med Et dukkede der Syner op for Tue, Billeder af hvad hans Fader var blevet til, uden at han havde set eller mærket det. Han så hans ludende Hoved, hans lange, uredte Hår og Skæg, hans bøjede, vaklende Skikkelse. Han så ham siddende ovre ved Skrivebordet i Kontoret, ubevægelig i Timevis, mens Støvet sank over hans Papirer. Han var aldrig mere på Landet, men lod Assistenterne besørge alle Turene, og når de så kom for at aflægge Beretning - hvor så han da ikke på dem, sløvt, som fattede han ikke deres Tale. Men én Gang, da de kom - i de lykkelige, lystige Tider - - - -

Det var, som skærpedes Tues Blik, som så han ud imod videre og vildere Smærter end den, han hidtil ene havde haft Øje for.

Den Nat lå han og lyttede efter, om Fader sov, men han gjorde det ikke, skønt han lå så ubevægelig, som var han død - troede måske han, at Tue skulde falde i Søvn? Således lå de og passede på hinanden hele den lange Nat. Fjærnt ovre fra Sygeværelset hørte de Regitzes Hoste, en Hoste fra Lunger, der ikke længere var, der lød som en Hammer, der huggede Hul på Hul i Nattens Stilhed, en Hammer, der hamrede Søm på Søm i en Kiste. Tue følte, at den Hoste vilde de aldrig kunne glemme, at den vilde de høre, hul og huggende, bag al Livets Larm, til evig Tid - deres Hjærter våndede sig, men ikke en Lyd 207 kom over deres Læber. Først da Vinduerne begyndte at blåne mod Dag, og Fuglene tog til at kvidre derude, sov Fader ind. Tue agtede på hans Andedræt, så hæst og rallende det dog lød - så gammelmandsagtigt - hans Fader en gammel Mand - - - ja, han vidste det jo, af År var han gammel, han huskede ham aldrig uden det hvide Hår og det hvide Skæg, men hvor rank havde hans Skikkelse ikke været, hvor let bevægeligt og fyrigt hans Sind, hvor lyst og muntert hans Lune! Jo, han havde været Lyset i deres Familie, som Moder havde været det alvorsfulde, strænge Mørke, og Regitze og han havde været tvedelt mellem Mørke og Lys - men - o, hvor lykkeligt havde de dog ikke levet - hvor havde de ikke elsket hverandre og holdt sammen - men nu - nu - o, hvad kan der ikke ske med Menneskene - - - -

- - - - - - - - - - - - - - - - -

Stilheden sænkede sig dybere og dybere over Huset. Den hvilede ude i den solbeskinnede Have, hvor nu alt groede vildt, den døsede i Kastaniealleens svage Skygge, den hang som en Flagermus under de gibsede Lofter, mens Solen, hed og søvnig, sneg sig ind gennem de tomme, tavse Stuer. Sommerheden tog til, Planterne stod og visnede, og Pjusk sad syg og sammenkrøbet i sit Bur. Det var, som vidste den, at dens unge Herskerinde lå for Døden, og sygnede med hende. Den sang ikke mere og spiste ikke mere af sit Frø. Men Tue havde fået den Idé, at så længe han kunde holde den i Live, vilde heller ikke Regitze kunne dø. Og han søgte på alle mulige Måder at oplive den, han gik ud på Landevejen og plukkede «Kæmper» i de støvede Grøfter, han hentede store Rabarberblade nede fra Haven og bredte over dens Bur, han flettede friske, grønne Urter om dets Tremmer. Men det hjalp alt sammen ikke - sørgmodig sad den på sin Pind og plirrede med sine sorte 208 Perleøjne, gabede med det korte, butte Næb og hang med Hovedet. En Morgen fandt han den død på Burets Sandbund, som den havde skrabet op med sine Kløer, sammenrullet som en lille Guldkugle.

Regitze fik den ind på Sengen; hun stirrede længe på den, strøg den over dens gyldne Pels med sine tynde, hvide Fingre og trykkede sine Læber mod den, som var den en Amulet, der skulde indvi hende til Døden.

Tue bar den bort og begravede den nede i Haven. Så var det Håb omme. - - - -

- - - - Tiden led og led. Timerne listede sig hen, slæbte sig hen. Skolen var forbi, og Sommerferien inde. Tue havde udmærket sig til Examen, men det var der ingen, der agtede på. Det havde givet et Stik i ham, men kun et Øjeblik, så havde han set, hvor lidt han havde Lov til at vente og fordre det, hvor egenkærligt han havde tænkt.

Det gik nu dybt på Hældningen med Regitze, Strømmen længtes mod Havet. Nu følte hun selv, at det var bedst, hun døde; hun kunde ikke mere ligge i Sengen, hendes Knokler var hudløse af det årlange Leje, hun måtte bæres på Luftringe og Vandpuder. Hun lå som oftest hen i en stille Døs hele Dagen uden at tale eller røre sig og uden at kunne tage Næring til sig.

Tue sad og så ud gennem de støvede Ruder - dér ovre på Bybæk Kysten, under den solbelyste Skovkam så han en højtliggende, ensom Gård - Solen brændte i dens Vinduer - o, at bo derovre, under det gule Stråtag, som den fattigste Gårdskarl, men lykkelig og fri for - fri for - han mærkede, han kom ind på farlige Stier og standsede med et Ryk. Han bøjede Hovedet ned på Bordet, og Stilheden sænkede sig over ham, vækkende Mindet hos ham om en anden, fjærn Stilhed - da Alf lå og skulde dø - - - 209 - O Gud! o Gud! hvor uendelig, dræbende langsom - søvndyssende, filtskoet listede Ensformigheden sig hen, mens Viseren på det gamle Bornholmerur lydløst drejede sig rundt - hvor fulgte de ikke alle, Fader, Moder og han, dens snigende Gang fra Ciffer til Ciffer Skiven rundt, hvor åndede de ikke lettet for hvert sendrægtigt Timeslag, og hvor lyttede de ikke åndeløst, om der ikke kom ét Slag endnu - bare ét eneste, nådigt Slag endnu - men nej, alt var atter tyst - så var der endnu længe til Natten og Forglemmelsen.

Tue tog sit Ur frem og stirrede på det - dets Visere flyttede sig jo ikke, det måtte stå - han holdt det op til sit Øre - nej, det klirrede og gik - han gemte det i Lommen og sank atter sammen.

De, som har ventet deres kæres Død - en Venten, som disse frem for alt ikke må mærke - véd, hvad Tiden er. Det, der skal komme, hænger over Hovedet som en Himmel af Bly, ruger og truer med at falde, men falder dog ikke - Tue syntes, han kunde se Damoklessværdet hænge dér oppe under Loftet, drejende sig langsomt, blinkende i sin støvede Spindelvævstråd -

- O, om det faldt! o, om det var forbi - - nå, således, således, han ønskede altså Søster død, for at han selv kunde blive fri - ja, således var det - således var det - Han rejste sig og gik et Par Gange frem og tilbage på Tæppet, så sank han atter sammen ved Vinduet -

- Den hede Sommerdag sneglede hen, Spyfluerne summede, og Solen glødede i Karmen, snart sov han, snart stirrede han sløvt ud for sig - - - - -

- - - - - - - - - - - - - - - - -

Tiden led og led - ringere og ringere blev det, men nu var Tue blevet så fuldstændig sløvet, at han ikke mærkede det mere; han gik rundt som i en evig 210 Døs, hørte ikke, hvad der blev sagt og talt, så ikke. hvad der skete omkring ham.

Til han pludselig en Aften hørte Regitzes Stemme inde fra Sygeværelset:

«Mo'r, må jeg få min Opium?»

Det gav et Angstens Jag igennem ham; han vidste ikke hvorfor, nu var han dog så vant til denne langsomme Gift, der fortærede hendes sidste, svage Kræfter, men også nådigt - som Persefones rødlige Valmuekrone - vinkede hende det sidste, mørke Stykke af Hades' Vej - - men Regitzes Stemme lød så underlig i Aften - så skræmmende tynd - han blev stående og lyttede - lidt efter hørte han - med et lettet Suk:

«Tak, Mo'r - nu tror jeg rigtig, jeg kan sove.»

Han vendte sig og gik.

- - - - -

Samme Nat drømte han så tunge Drømme, til han vågnede ved en uvant Lyd. Han rejste sig fortumlet og søvndrukken, gnidende sig i Øjnene - pludselig sad han stiv - henne på Faders Sengekant sad Moder i sin hvide Natdragt, knuget ind i Favnen på Fader, der bøjede sit Hoved ind mod hendes Skulder under en gennemtrængende Hulken.

«Fa'r! Mo'r!» skreg Tue og stod op i Sengen, «hvad er der? hvad er der?»

Moder vendte sit Ansigt om imod ham; det var ubevægeligt og hvidt som en Dødnings under det kulsorte Hår.

«Nu døde Regitze,» sagde hun langsomt og klangløst.

Tue stod et Øjeblik, så faldt han ned i sin Seng, vred sig rundt i Tæpperne og brast i en Gråd, der rystede og bugtede ham som en Krampe. Han væltede sig hid og did, som lå han mellem Tjørne, men selv i dette Øjeblik, selv gennem den vildeste Fortvivlelses Tornekrat sneg sig som en lumsk og giftig 211 Slange Glæden over, at det var Moder og ikke ham, der havde set Regitze dø, at han ikke havde stået Øje til Øje med det forfærdelige, der var sket i Huset i denne Nattens Time, men havde sovet fra det Hele - til Angeren og Sorgen faldt over ham, og han brød ud i en Gråd, som aldrig syntes at kunne ebbe.

Det var i de lyse Nætters Tid - blændende blide, sølverne milde blånede de bag de duggede Ruder; høj og dronning-lig ene svævede Venus' Stjærne over den blikstille Fjord -

Så var det forbi.

212

VIII.

Regitze var begravet, de sad tilbage i det mørke Hus, og de levede stedse; ja, hvor måtte han ikke undre sig: de var endnu til, de åndede endnu, de sov endnu, ja - de havde endog Trang til Mad og Drikke. Hvor var det muligt, hvor kunde Menneskene dog overleve noget sådant? Så var det altså kun Snak og Løgn om Hjærter, der brister af Sorg, om Blodets og Kærlighedens uopløselige Bånd. Det var da altså kun Ord , hule, forgyldte Ord, som alle de andre, han en Gang havde tilbedt og beundret. Så fandtes der altså ej en Gang inden for samme Slægt en sådan Sorg, at den drog de efterlevende med ned i Graven, så nødvendigt som alle Kædens Led må følge Loddet. Så var da de, Fader, Moder og han, ikke det mindste bedre end alle de andre ligegyldige Mennesker - - - hvorledes skulde han forstå det, de levede endnu!

Skønt - levede de nu ogsa? var det virkelig dem , der levede?

Når de sad dér ene om Aftenen, ved Bordet med den brændende Lampe, i den dybe, uforstyrrede Stilhed, rugende hver over de samme Tanker, i samme 213 sorte Sørgeklæder, mens det høje Pillespejl gengav deres ubevægelige Skikkelser og det mørke Rum - var det da dem? var det ikke snarere nogle fremmede, ukendte fjærnt fra? Eller var det ikke Gengangere fra en længst forsvunden Tid, der besøgte de gamle Steder og satte sig på de gamle Stole?

Og han lyttede til Tavsheden i de store, øde Stuer, til Regnen, der prikkede på Ruderne ud mod Haven, til Timeslagenes dumpe Ekko i de tomme, låsede Rum, der fordum genlød af unge Pigers Latter, af deres ilende Fjed og Kjolers Brus.

Han skottede til Moders hvide, strenge Ansigt med Øjelågene sænkede mod Sytøjets Lin, til Faders tunge Hoved med den stride Krans af Hår og det lange, hængende Skæg, og til deres truende Skygger på Væggen, der stod og ludede over dem som lumske, lurende Kæmper. Han så på sine egne Hænder - så hvide, så tynde stak de frem af de sorte Ærmers Gab, som Dødningehænder, der rækkes op af en Kiste - han fik Hallucinationer af Stilheden og Mørket, til hans Hjærte faldt buldrende ind, og han mærkede, at han dog levede - men hvor var det muligt? nylig var han jo død!

Fuld af nysgerrig Undren, som over for et fremmed Liv, lyttede han til Rlodets Løb i sit Legeme, til Pulsenes sagte, travle Ranken, til han atter sank hen i sine Fantasier - -

- var det nu også rigtigt, at Regitze var død, var det ikke noget, de havde drømt? lå hun ikke endnu dér inde i sin hvide Seng? sad de ikke endnu og ventede den store Gæst? de havde jo ventet så længe, hvor kunde det så på én Gang holde op? Han skottede hen til Sovekammerdøren og flyttede sig uroligt på Stolen - kaldte det ikke derinde - lå Regitze ikke og savnede noget, hun ikke fik, fordi ingen hørte på hende - var hun ikke i Nød, uden nogen hjalp hende? Han fik ikke Ro på sig, før han havde listet 214 sig derind og ladet sin Hånd glide hen over det tomme Leje.

Eller han gav sig til at gruble over Forskellen mellem sin og Forældrenes Sorg. Han følte jo, at for hver ny Vunde, der sloges, brast de gamle op at bløde, hver ny Sorg manede den gamle lyslevende frem - det var jo ikke blot Regitze, der nylig var død, Alf og Anton døde med hende i samme Nat og i selvsamme Time. Det, han længst havde troet overstandet og glemt, brød op på ny med Smærter så hæftige som nogensinde. Al hans Barndoms Ve og Angst - hans Sorg over Alf, hans Gråd over Anton - den vendte tilbage så levende som da. Hjærtets Sår var ulægelige. Men Fader og Moder, som havde levet så meget længere og lidt så meget mere, de måtte jo have dobbelt så mange Vunder, der kunde bløde, dobbelt så mange Minder, der kunde rejse sig imod dem fra Glemslens Grave. Der havde været en Broder før Alf, ham havde Tue aldrig kendt, men de havde mistet ham - og de havde en Gang haft Forældre og Søskende og Venner, og de var døde fra dem - o, at Menneskene mere end én Gang kunde udholde det - at de, når de havde mistet dem, til hvem de havde knyttet deres Hjærter, kunde give sig til at elske på ny, kunde begynde på at samle sig nye Sorger, når de vel var slupne fra dem, Skæbnen havde ført over dem!

Hvor var det muligt, at Menneskene, når de én Gang havde set Dødens Værk, kunde forene sig for at sætte nye Skabninger ind i dette dødsdømte Liv? de måtte jo føle sig som Forbrydere, når disse Børn døde, de var jo Skyld i, at de var bleven fødte til Døden - - -

Men Døden, den kunde triumfere over Menneskenes Dårskab. Dér slog den hvert Øjeblik ned over dem og ranede det dyrebareste fra dem, men bestandigt slæbte de sig nye Skatte sammen, bestandigt indbildende 215 sig, at de samlede til sig selv, til egen Trøst og Fremtids Glæde, tændte et Arnebål for sig og sine

- men Døden lo, den vidste det bedre - det var alt sammen Bytte for den - Rov for den - - Nej, ene måtte Mennesket være, ene måtte det leve

- - Kærlighed - det var jo Menneskeslægtens Forbandelse, Sirenen, der med søde Sange lokkede i Afgrundens Gab - Kærlighedens Lykke - ak, den Lykke var jo som de Guldpenge, Troldene gav - når Sol randt op, sved de Hånden som gloende Kul

- - Nej, nej, man måtte holde sig for sig selv, være sig selv nok og elske kun sig selv alene - og alt det evige, som ikke kunde forgå - Himlen, Havet, Bjærgene - ja, og Tankernes uforgængelige Verden

- - -

Tue fantaserede og fantaserede i det mørke, svagt belyste Rum, til Moder rejste sig, samlede Sytøjet og sagde, at det var på Tide, de gik til Sengs. Hun måtte tage Fader under Armen og lede ham ind, ellers gik han ikke. - - -

- - - Tue lå længe om Natten, kastende sig hid og did i forvildede Tanker - af og til, når han var lige ved at sove ind, foer han op, fordi han troede at høre Regitze hoste derovre - den hule, huggende Hoste, der bestandig lød i hans Øren, Dag og Nat. Og sov han endelig ind, drømte han vilde, fortvivlede Drømme, om Regitze, der skreg i sin Grav, fordi Jorden trykkede hende, fordi de havde begravet hende levende.

Han vågnede dryppende af Sved og med klaprende Tænder, med Hjærtet sønderslidt af hjælpeløs Medlidenhed. Han huskede sin Rarndoms Skræk for, at de døde ikke skulde være rigtigt døde, for at de lå og skælvede dér nede i den klamme, iskolde Jord

- - Jamen, troede han det da endnu - o ja, det var jo ikke blot Overtro eller Angst, det var jo, fordi han fandt del så utroligt, ubegribeligt, at den, som 216 havde været levende i Går, så fuld af Varme, så let bevægelig, så skælvende for Livets Pust af Sorg og Glæde - nu skulde være død - en Lerklump. - Og af hvad andet oprandt vel Udødelighedstroen? Alt sammen kom det af, at Mennesket ikke kunde, ikke vilde fatte det absolute Intet, Dødens absolute Nul.

Og han gav sig til at grunde over dette Nul - til hele Mørket omkring ham fyldtes med store, stumme, lysende Nuller - til han syntes, han styrtede ned gennem alle disse Nuller, bestandigt dybere ned - han klamrede sig fast til Sengen og måtte kvæle et Skrig i Puderne - - -

- - - Til Tider ængstedes Tue næsten for sin Forstand - skønt, hvad var der egentlig at ængstes for? havde man sin Forstand, var det jo uudholdeligt at leve Livet, måske gik det, når man havde mistet den - ja, gid det vilde komme, det store Mørke, og omhylle denne Klarhed!

Han ludede sig atter ned i Stilheden, og den lukkede sig om ham som en Mur, som hin Sagnets Jærnmur, der Dag for Dag kom nærmere ind om den dødsdømte Fange, til den til sidst kvalte ham mellem sine Vægge.

- - - - -

De behøvede ikke at frygte for, at nogen skulde forstyrre dem i deres Sorg - hele den muntre Vennekres, der før så gærne flokkedes i det gæstfri, skønne Hjem, havde nu søgt bort til andre Steder, hvor Glædens Ild endnu luede, og Livets Roser duftede om de velbesatte Borde. - «De vilde ikke trænge sig ind på dem i denne Tid,» hed det - Tue smilte spotsk: jo vist, han forstod det - de skulde vel tage sig i Vare for at vove sig ind i Sorgen, de vidste nok, at dér vendte alle Spor ind, men intet ud - som i Løvens Hule i Fablen. I disse Stuer havde Døden sat sin Fod, og dens kolde Skygge svævede endnu i 217 alle Kroge - og hvad var Venskab og Trofasthed over for Døden? stod man for dens Medusaansigt, forrådte man jo selv en Messias. - - -

- - - Magisteren - ja, han var rejst.

Tue så ham endnu sidde dér henne ved Bordet, hvor han sad første Gang, han og Regitze sås - han bøjede sig forover, nervøst drejende sin Hat mellem Hænderne, det lange Hår faldt ham ned over de magre Kinder. Han skulde rejse, stammede han, til Syden - han havde søgt et Stipendium og fået det

- der var nogle Udgravninger i Mykene, han skulde undersøge - han - - - han rystede fra Hoved til Fod, hans Stemme brødes hvert Øjeblik.

«Ja, rejs - rejs -» sagde Moder, hun sad i sin røde Lænestol og så langt hen for sig - «rejs så hurtigt De kan,» hun vendte sig om imod ham og så på ham.

Da brast det for ham, han sank med Ansigtet ned på Bordet, hulkende, så hans Skuldre rystede. Hatten havde han tabt ned på Tæppet.

«Og jeg havde tænkt - tænkt - at vi to - skulde have fulgtes derned - og set det alt sammen dernede

- Havet og Kunsten - hun elskede den som jeg - Antiken - og forstod den - det havde jeg håbet og nu - -»

Regitze - til Grækenland - til Hellas - Mykene, Kong Agamemnons og Schliemanns Stad - Tue knugede Hænderne sammen - det var, som gik en Dør op til den grønne Jord, til den Tidernes evige Verden, som Regitze havde villet eje - og nu, nu måtte hun nøjes med sine syv Fod Muld - - - Magisteren løftede Hovedet, forfærdet over den Hemmelighed han nu havde røbet, og som ej en Gang hun, hvem den gjaldt, havde hørt.

«Undskyld, Frue,» hviskede han, «at jeg taler så frit om Deres Frøken Datter - men jeg troede - ja, og håber da endnu, at hun nok - vilde - vilde 218 - have været med -» han så bort, Stemmen slog atter Klik.

Moder svarede ikke, hun så ned på sine sammenknugede Hænder i Skødet. Magisteren kom op fra sin Stol:

«Ja, Frue - så Farvel.»

Der gled et eget Smil over Moders Ansigt, hun rejste sig og fulgte ham til Døren.

«Farvel, Hr. Magister - rejs og glem.»

«Glemme -» han stirrede på hende, «kan De glemme hende, Frue?»

«Nej,» svarede Moder koldt, «nej, men hun var også mit Barn, hun var kun Deres Elskede - det gør en Forskel. Desuden - De er ung, De glemmer hende nok - og det bør De jo også -»

«Frue -»

«Hr. Magister, hvorfor rejser De ellers?»

Det gav et Sæt i Magisteren, han stirrede på Moder med runde Øjne og åbnede Munden, som vilde han svare, benægte - men blev pludselig blussende rød i de blege Kinder - Moder skød ham læmpeligt ud.

Da hun og Tue var blevet ene, gik hun et Par Gange frem og tilbage over Gulvet med korslagte Arme, tavs og sagte som sædvanlig, men med den dybe Fure mellem de mørke Bryn. Tue skottede til hende, lidt ængsteligt - næsten som var han Magisterens Medskyldige - ti at Moder havde Ret, hvad Magisteren angik, det så han vel. Dér rejste han nu bort fra det Hele, den samme Vej han havde villet drage med sin Elskede, men nu ene og på Flugt - og dog, Tue kunde ikke foragte ham og støde ham ud i de andre Menneskers Mørke - han havde jo dog været så trofast, så længe Regitze led. Men han selv - hvorfor behøvede han at ængstes for Moder, han vilde jo ikke flygte, han begærede jo kun at blive her i Sorgen - og dog, han følte det så svidende vist, at den, der ene i Sandhed sørgede her 219 i Huset, det var Moder - at hun, trods Fader og ham, var alene i sin Sorg, fordi ingen af dem havde Styrke til en Sorg som hendes. De kunde dog lade deres Tanker sove og hvile, men hendes stirrede evigt vågne på det evigt samme Punkt. Hun ene havde jo også set Regitze dø - - - og alligevel - ingen skulde se på Moder, hvad der var overgået hende, lige rank og spænstig var hendes sortklædte Skikkelse, lige fast og stærkt hendes Øjnes Blik, lige sort og svært det højt opsatte Hår - kun var hendes blege Træk blevet end koldere, hendes stivnede Udtryk end mer stivnet - Lots Hustru - hun, som ikke kunde glemme dem, der blev tilbage - og ved Synet af dem blev til en Støtte af Salt - - -

- - - Den lille Charlotte mødte Tue næsten hver Dag ude ved Regitzes Grav. Moder gik aldrig derud; men han kunde ikke lade nogen Dag hengå, uden han havde set den. Og Charlotte stod der, lænet mod sin lille Rive, som hun stedse bar med sig for at pynte på Venindens Grav, skønt den endnu ingen Pynt havde behov. Når Tue kom, så hun op med sine sky, blå Øjne og hilste med sit bly Nik. De talte ikke mange Ord sammen, stod kun og stirrede på den runde Gravhøj, over hvis grå, hårdt klappede Jord den tålmodige Vedbend atter begyndte at spinde sine lange, bladrige Ranker. Tue tænkte på, hvor de levendes Glemsel var som den - hvor tit den end lugedes op, inden lang Tid havde den på ny dækket de dødes Høj. Skulde det mon også gå således med ham og Charlotte? - -

Også hjem til Moder kom hun, sad ved Vinduet og tav med sine nedslagne Øjne og sin bævende Mund, kun frygtsomt svarende når hun blev spurgt. Det var, som hun var blevet end mere sart og stille, siden Regitze var død. Tue syntes, Moder ofte betragtede hende med sådant et eget Blik, og en Dag rejste hun sig pludselig og gik hen til hende: 220 «Charlotte, se en Gang på mig.»

Charlotte så forundret op, Moder stirrede længe og forskende på hende, så strøg hun hendes brune Lokker til Side og sagde sagte:

«De skulde gå til Lægen, Charlotte, jeg er bange for, De er syg.»

«Nej dog -» vidbrød Charlotte sagte og så hen for sig med et besynderligt Blik.

Men næste Dag ventede Tue hende forgæves ved Regitzes Grav; der lå en stor, snehvid Asterskrans på Højen, den måtte vel være fra hende - men hvorfor kom hun ikke selv?

O nej, hun var undskyldt nu, hun lå selv til Sengs, hun havde fået Lungebetændelse - som Regitze. Da Moder hørte det, sænkede hun et Øjeblik Sytøjet.

«Jeg tænkte det jo nok,» sagde hun lavt.

Tue dukkede sig; han forstod, at Charlotte vilde dø; hun vilde ikke komme sig, som han havde håbet; det var der ikke Tale om.

Men det var altså derfor , hun havde været så kærlig og blid, så øm og så trofast, det var altså derfor , hun kunde tænke på andre og glemme sig selv; det var fordi, hun snart skulde følge sin Veninde i Døden, det var fordi, Livet var omme for hende, og dets Kraft ikke i hende - - -

Han tænkte på en anden af Søsters Veninder, Vibeke Søtoft - han huskede hende fra Begravelsen - da de gik ud af Kirkegårdslågen, havde han set hende: hun stod inde under de svære Kastanier og ordnede rødmende og smilende sit store, blonde Hår foran et Lommespejl, hun holdt i sin brune Hanskehånd - Solskinnet spillede gennem de grønne Skygger - Spejlet gnistrede - - siden, fra Kalesjevinduet, så han hende atter, hun gik med bøjet Hoved og lyttede til en ung, slank, krølhåret Kavallers flydende Tale, Fjorden blinkede solblå bag dem, Lindeblomsterne dryppede ned over dem som en Regn af 221 Honning - Don Juan og Haidïe - for Vibeke var der ingen Fare, hun skulde sikkerlig ikke dø - - -

- - - Præsten så de intet til, også han lå syg; Menigheden mumlede om, at nu var det nok snart forbi med ham - så kunde man da få sig en anden Præst. Og man bad Gud være hans vantro Sjæl nådig.

Lægen kom kun en enkelt Gang; han var blevet endnu mørkere og koldere end før, han havde samlet al sin Evne og Vilje og havde set, hvor hans Kunst var magtesløs mod Døden - nu kogte han sin hånske Galde bitrere i sit Hjærte. Det var hans Måde at sørge på, og Tue forstod den.

Hvem de derimod hyppigt fik at se i denne Tid, var Mester Linné. Han var vel af og til kommet, men nu kom han oftere end før og ikke altid alene for at «låne» Penge. Han var stedse den samme, lige fanatisk, lige lurvet, lige højttalende, men i denne stille Stue, over for Moders Ansigt dæmpede han sin Ild og sin Stemme. Han tog Tue ind til sig og strøg ham blidt over Håret, ligesom da han var Barn og gik i Skole ude i Villa Sindsro. Tue havde forlængst lært at tilgive ham - han huskede hans Ord til Eline Petersen: «Smuds du kun Livet til for mig, så meget du vil, du skal ikke også berøve de uskyldige Drenge dets Glans» - han havde dog søgt at værne dem, det han kunde. At de falskeligt lurede, kunde han ikke gøre for. Og desuden - det lå nu Tue så fjærnt og var ham så ligegyldigt. Det var jo den Gang, han endnu elskede Livet og troede på det - nu kunde det alt sammen være det samme. Nu var han kun Mester Linné taknemmelig for hans Deltagelse, som han følte var ærlig og sand.

- - - - -

Men jo mere de således blev ene, des mere, syntes Tue, de måtte være for hverandre - så længe Regitze lå syg, var der jo ingen af dem, der havde 222 tænkt på sig selv, da var de ene gået op i Ømheden for hende, men nu dette var forbi, følte han de personlige Krav vende tilbage; ja, trængte de ikke netop nu meget mere til at mødes i indbyrdes Kærlighed?

Men nej - det Angstens og Forventningens Bånd, der havde knyttet dem så fast til hverandre, mens de ventede Regitzes Død, var bristet, de var ligesom gledet fra hverandre, hver ind i sin egen Verden - det vil sige: det var Moder, der var gledet fra dem. Fader mærkede ingenting - ak, hvad mærkede han vel mer? men Tue så det med undrende Smærte: Moder var blevet ligesom en hel anden, så underlig fremmed, i al Fald mod ham. Kølig og tilbageholdende havde hun altid været, men nu var hun ligefrem kold og ligegyldig. Al hans Ømhed prellede af som mod et Panser af Is, og sendte han hende bebrejdende Blikke, var der noget i hendes Øjne, der ligesom sagde: Det nytter ikke, du forlanger mere - du har ingen Ret dertil.

I Begyndelsen følte han sig såret og trak sig krænket tilbage, men snart begyndte han at gruble over, hvad dette vel kunde betyde, hvorfor Moder var blevet således? stod det mon i Forbindelse med Regitzes Død?

Han kom til at tænke på nogle Ord, han en Gang havde læst i en af Regitzes Bøger, hos Lessing: «Das unglückliche Kind ist immer das einzige -» var det dette? var det således? var Regitze blevet Moder det eneste Barn - das unglückliche Kind - var det derfor, hun viste ham denne Kulde? - han kunde sagtens, han havde ikke hendes Kærlighed behov, han skulde jo leve - o ja, sådan var det - den, der havde stået ved et Dødsleje, glemte Alverden for den, der var død. Og nu så han, at længe før Regitze var død, havde Moder været ligesådan imod ham, blot mærkede han det ikke den Gang under det store Pres - ja, og langt længere tilbage, i hans Barndom, da Alf var død - kunde han ikke herfra 223 forklare den Kulde, som ofte havde været over hendes Væsen? - -

- - Så var det altså således, at hver Moder ved hvert sit Barns Dødsleje råbte til Herren: «Nej! ikke denne, ikke denne! - tag den anden!» - das einzige Kind - han fik Tårer i Øjnene, men han forstod det, og han bøjede sig ydmygt under det.

Men just da mærkede han, hvorledes det blev anderledes - Moder nærmede sig igen til ham; hun søgte at holde ham så meget hos sig som mulig og talte med ham om alt hans, som da han var Barn. Hun viste ham en egen Omhu og Fortrolighed, som han ikke ret forstod. Når han om Aftenen sad med sine Lektiebøger og læste, følte han hendes Blik på sig, og så han op, mødte han et eget forskende, dvælende Udtryk i hendes Øjne, der på én Gang gjorde ham varm om Hjærtet og fik hans Pulse til at banke i en ubestemt Ængstelse. Hvad var det dog, hvorfor så Moder således på ham? så uendelig bekymret og iagttagende - som vilde hun udforske ham og hans Fremtid - ja, netop hans Fremtid . Og hvorfor mindede hun ham så ofte om, at han skulde være god imod Fader, nu han trængte så hårdt dertil?

Så var det en Dag, da han sad ved Bordet og læste Latin, at hun med Et spurgte:

«Forstår du det, du læser?»

Tue så op: «Ja - a.»

«Falder det dig svært?»

«Nej.»

Moder så på ham: «Vil du love mig at blive Student?»

Tue stirrede på hende med opspilede Øjne - love - at han vilde -

«Vil du, Tue?»

«Ja, Mo'r, ja - men hvorfor -?»

«Tak, min Dreng - nå, nu skal jeg nok ud til 224 Ane og sige hende Besked,» hun rejste sig hurtigt og gik ud i Køkkenet

Tue sad tilbage som bedøvet - du min Gud, hvad var dog dette? hvorfor spurgte Moder ham, om han vilde love - hvad mente hun dog med det? som hun ikke selv fik at se - og hvorfor var hun således i den sidste Tid - og hvad betød dette Skær over hendes Ansigt, denne Higen i hendes Øjne - de ligesom ikke mere så alt det hernede - hvad så hun? hvad higede hun efter? og denne næsten lykkelige Ro - denne Forvisning - denne -

- han rejste sig hæftigt - han vilde - han måtte - -

- men så hørte han Moders Stemme ude i Køkkenet, den lød ganske som sædvanlig. Hun gav Ane Ordre til Middagsmaden - og så rank hun var gået derud -

- å Snak, Snak, hvad var dog det, han fantaserede sammen? så han nu Spøgelser ved højlys Dag; han var blevet altfor ophidset af Angst i denne sidste, sørgelige Tid, han måtte vist tage sig lidt i Vare -

- at hitte på sådan noget - som om Moder kunde

- o, det var jo umuligt!

Han drog et dybt Suk, som efter en overstanden Fare, tørrede sin hede Pande og fordybede sig atter i Cæsar. Da Moder lidt efter kom ind, nikkede han blot let til hende og læste roligt videre.

Han vidste endnu ikke, at intet er umuligt i denne Verden, uden Menneskehjærtets Håb.

- - - - - - - - - - - - - - - - -

Tue havde atter mødt Lull Wedén. Nu gik hun jo henne på Skolen, og var hun end sammen med Sigurd i en lavere Klasse, sås de dog daglig på Legepladsen. Strax den første Dag var hun kommet hen til ham og havde rakt ham sin Hånd, idet hun så på ham med sit åbne Blik, denne Gang tavs og alvorlig. Tue så sky ned til Siden, men klemte hendes 225 Hånd fast i sin, han var hende taknemmelig for den Dag på Kirkegården; midt i Pineriet derude havde han pludselig fået Øje på hende - ved Siden af Sigurd - hun havde set på ham, langt og ømt. Den Gang havde han kun agtet lidet på det - havde blot et Øjeblik tænkt på, at det måtte have kostet hende megen Besvær at få Sigurd med, han gik ikke gærne til Begravelser - men ellers var de ham så underlig fjærne, han syntes, han havde set dem for mange År siden, i et andet Liv og på en anden Klode - hvad var der ikke sket med ham siden! - Når han nu tænkte på det, følte han hendes Blik som kølige Blomster, der ømt og stilfærdigt strøg hans Pande; i hendes Øjne læste han, at hun mente sin Sorg, men hun havde jo også selv så hårdt fået Døden at prøve. Hun sagde heller ikke: kondolerer - Tue mærkede det med Glæde; hun var dog fra et andet Hjem end de andre, som troede, det var fint.

Tue følte det, at hun var hans Ven, den Ven, han havde søgt så længe, hans anden Sjæl, som han kunde stole på og se op til, som kunde tage ham med varsomme Hænder og føre ham - hvor mærkeligt, at det skulde blive en Pige! Skønt, var det nu også så mærkeligt? Var det ikke netop det kvindelig milde og blide, han havde elsket hos Alf og Anton, og det kvindelig skønne, han havde beundret hos Sigurd?

Han følte, hvor meget hun betød for ham, hvor ofte hun var i hans Tanker, og hvor hans Hjærte bevægedes, når han så hende ind i Øjnene; men han frygtede det ikke, han turde holde af hende, ti han havde prøvet sig nøje og vidste, at der var ikke Dråbe af Erotik i hans Følelse for hende - Herregud - han vidste jo slet ikke, hvad Elskov var; hvorfor havde han dog plaget sig så meget med det Pjank? det var kun Sigurds Snak, som havde voldt det. Nej, det var kun Venskab, der bandt ham til hende, og 226 så hin anden Følelse, der helt fra først havde draget ham imod hende, lokkende som en klagende og dog så forjættelsesrig Violintone - Medlidenheden, Samfølelsen: hun var jo det eneste Barn, han havde mødt, der ligesom han havde lært Døden at kende.

Så var der også al hendes ydre Ynde at glæde sig over - hvor skønt fandt han ikke hendes blonde Hår, der kruste sig om den slanke, altid blottede Hals, hendes åbne Pande og stolte, lidt overlegne Profil med den selvsikre Mund og den viljestærke Hage, hele hendes lidt drengeagtig raske og dog så yndefulde Færd - Hvor elskede han ikke hendes tonefulde Stemme med den stærke, tyske Accent, hendes pludselige Smil, ja, selv hendes sagte, glade Latter - ti hvor ofte lo hun ikke, og hvilken Henrykkelse strålede da ikke fra hendes Ansigt? Tue glippede næsten med Øjnene, han følte sig til Mode, som da han var Barn og fra det skumle Loft kom ind på Søster Regitzes sollyse Værelse med alle de unge Piger - ak ja, Regitze, Regitze - men næppe havde han tænkt den Tanke, før han havde Lulls Hånd i sin og hendes indtrængende Blik i sine Øjne; men der var ej alene Medfølelse og Forståelse i hendes Blik, der var også en vis Undren, som så hun her ind i en Gåde, hun ikke kunde fatte - som begreb hun ikke, hvorledes han kunde sørge således. Men sørgede hun da ikke selv over sine Forældre? jo, vist gjorde hun, hvorfra kom ellers det Skær af Tungsind, der så ofte hvilede over hendes Træk? men alligevel - hvor kunde hun så til andre Tider være så munter og overgiven, hvor kunde hun danse, synge og le, som hun gjorde? hvor kunde hun elske Livet, Sommeren og Lyset, når de, hun havde haft kær, havde mistet alt dette og nu var lukket nede under den mørke Muld?

Tue forstod det ikke, og til Tider kunde han harmes over det, men så såre han var sammen med hende, 227 forsvandt de Tanker igen. Ti hvor forstod de ikke ellers hinanden! aldrig havde han kunnet tale med nogen, som med hende, og hvor meget vidste hun ikke, hvor meget havde hun ikke læst og tænkt! det var ikke som hos Kammeraterne, at man stødte på Uvidenhed om de allersimpleste Ting hvert Øjeblik. Ofte fortalte hun om alle de Lande, hun havde boet i eller rejst igennem - Schweiz og Tyskland og Sverrig lige fra Nord til Syd, ja, endog et Glimt af Italien, som hun havde set fra sin Hjemstavns Bjærge, og som hun aldrig kunde glemme. Men hvor meget de end talte om, det, Tue helst vilde have vidst hvorledes hendes Forældre og hendes Hjem havde været, det berørte hun kun sky og ugærne.

Det, han vidste, havde han hørt af Sigurd, som atter havde sin Viden fra «Søtofts Tøse»: at hendes Moders Fader havde været Professor i Filosofi i en sydtysk By, men var blevet afskediget på Grund af sine Forelæsningers Dristighed og en «forrykt» Bog, han havde skrevet, og var død som sindssyg under Samvittighedsskrupler og Tvivl - at hendes Moder som ganske ung var blevet gift med den svenske Ingeniør Wedén, men var blevet boende hos Forældrene i Tyskland, indtil hun senere, da Lull allerede var syv År, havde fulgt med ham til Sverrig, hvor hun var død oppe i Luleå - et Par År senere døde han selv i Borås og lod Lull helt alene. Men havde hun end ingen Forældre, så havde hun dog «morderlig mange Penge» og kunde gøre «alt, hvad hun vilde»

- Sigurd så ud, som om dette absolut var at foretrække for Forældre. Han vidste også, at hendes Fader og Moder ikke havde været lykkelige sammen

- han havde nok været hende for meget af «en Jon», fortalte Sigurd og smilte velbehagelig - og hun havde naturligvis været «højtidelig» - «sådan som du véd, Lull også kan være, selv om hun vist ligner Fa'ren mest.» 228 Tue så med endnu mere Varme på Lull efter at have hørt dette og forstod nu så godt, hvorfor hun ikke vilde tale om det. Og dog havde han en Følelse af, at havde de været ene, vilde hun intet have skjult; men ene var de aldrig, det sørgede Sigurd for. Tue kunde ikke nok som undre sig over den skinsyge Iver, hvormed han vågede over Lull - var det virkelig Sigurd, der foragtede «Tøse» så meget, der havde skiftet «Kæreste» hver Ugedag og været lige glad? Her havde han nok endelig mødt en, som kunde binde ham. Men at Lull kunde blive ved at bryde sig om Sigurd - han forstod jo dog aldrig, hvad hun sagde, svarede enten med Vittigheder eller spjættede energisk - alt, hvad hun vilde tale alvorligt om, måtte hun henvende til Tue - og dog - vel var hun altid overlegen imod ham, betroede sig aldrig til ham som til Tue - men alligevel - når hun så på ham, var der noget i hendes Øjne, som var vidt forskelligt fra det - næsten beskyttende Udtryk, hvormed hun betragtede Tue.

Sigurd forsømte ingen Lejlighed til at vise Vennen, at Lull var hans , at han var første Mand. Når de to havde snakket ham for længe, brød han uden videre af, tog Lull om Livet og kyssede hende trods hendes Modstand, eller mindede hende om den Gang og den Gang, alt mens han skottede til Tue, for at se om han forstod . Lull blev rød og bed sig i Læben, men sagde sjælden noget, kun en enkelt Gang kunde hun fare op og sende Sigurd et Par Øjne, så han ikke knyede mere den Dag.

Slige Scener var Tue uudholdelige, og så ofte han nødtes til at overvære dem, svor han, at han ikke mere vilde være med, men næste Dag, når Lull kom ham i Møde, var det glemt. Han så kun ind i hendes Øjne og spurgte sig selv, hvor hun kunde bryde sig om Elskov, hun, som dog havde lært så megen Alvor at kende, hvor hun kunde finde sig i Sigurds Kys 229 og Kærtegn - han forstod det ikke, men han vilde heller ikke gruble derover, det kom ham ikke ved.

Stundom mødtes de også uden for Skoletiden; enten kom Tue og Sigurd ud til Kølh