↩ «Stakkels Mand,» sagde Fader, «han er så vist ikke egnet til den Gærning,» han sad stedse med Tue i Hånden. Moder svarede ikke, hun stirrede frem for sig under det sorte Slør, men Regitze hulkede i sin Krog. Faders Øjne blev urolige, han så ud ad Vinduet. Og så kom Tue også til at græde.