↩ Hvor mange Gange havde de ikke leget Sibirien, han og Alf og Regitze - Alf kørte Kanen og holdt de brogede Tømmer i Haanden, mens han med sagte, sløret Stemme fortalte om de uendelige Skoves hvide Vinterstilhed, hvori kun Ulvenes Glammen skingrede, og Hestenes Prusten lød. Tue hørte efter og holdt Ulvene borte, huggede dem i Hovedet med Moders Alen og kastede dem Røger i Gabet, og kneb det endelig for haardt, tyede de ind til Regitze; hun boede i en ensom Bjælkehytte, som laa begravet under de tunge Fyrrer; dér glødede Ovnen rødt, og dér rakte hun dem Te og Brød at styrke sig på, til de atter skulde ud at flygte og kæmpe med Ulvene.