↩ Der var så mange Ture at gå - ad Stierne ud langs Fjorden, hvor store, gule Sivskove stod og hviskede om Hav-Farter og Eventyr til Søs, eller ad Landevejene, der nede fra Byen i langsomme Snoninger bar op over Bankerne og løb hen langs Højdeskovenes Bryn og videre ud over de flade Marker. Heroppe var så frit til alle Sider, så ensomt og friskt. Blæsten summede og sang om Ørene, og Tue travede travlt mellem Moder og Søster, mens hans Hjærte bankede af Glæde. Til sidst kom de gærne til en eller anden sammentømret Bænk, som stod højt og ene, og hvor fra de kunde se ned over Markerne, Skovene og Hegnene til Byen dybest nede ved Fjorden, med de røde Tage og det ranke Kirkespir. Og ovre bag Byen stod atter Banker, hvor andre Poppellandeveje krøb op over nøgne Marker, som Kålorme, forbi hvide Gårde og ind i Smålunde. Bagerst steg høje Skovtinder mod Himlen. Men bag ved Byen lå der flade Enge mellem tvende blånende Højderækker og glimtede med en Å.