↩ Men når det blev Aften, og Kirken derude begyndte at ringe - Tue kunde høre dens fjærne Klokker, når han åbnede Vinduet, og Vejret var stille - da blev Solen så glødende rød som en Kugle af Ild og så tung, at den sank dybere og dybere ned mod Engene, og Tue stirrede så længe på dens højrøde Gløden, at der dansede sorte Pletter alle Vegne. Men helt ude under Skoven luede det, som brændte der en Række gyldne Flammer. Tue havde længe troet, at det var Paradiset, som lå der ude i det grønne Græs, men nu vidste han nok, at det var bare Ruderne på Kølholt Gård, der skinnede i Solen.