↩ Eller de legede Guders og Titaners Kampe på Bjærgene Olympos og Otrys, de tvende, runde Høje nede i Havens Hjørne, således som Regitze havde beskrevet det. De bombarderede hinanden med Kartoffelæbler og Hasselnødder og brølte, så Luften rystede - som Mars, titusinde Mands Brøl. Anton var altid Titanerne og måtte altid til sidst lade sig nedstyrte i Tartaros's tågede Mulm, de dybe, kolde Kældere under Huset, hvor der selv i Sommerens Solskinsdage var klamt og mørkt. Did ned måtte han også stige, når han skulde vække Tue, der sad som Holger Danske i Kronborg Kælder, med Skægget fastgroet i Rullebordets Plade, af hans tusindårs Søvn og kalde ham op til gamle Danmarks Frelse. Og did ned blev han sat som den usselige Fange, hvis blege Ansigt gennem de støvede Ruder, nær Jorden, forgæves spejdede mod Dagens Lys og Jordens grønne Skove, som han havde forbrudt ved æreløs Gærning.