↩ Tue skottede op til hende, og der sneg sig en ydmyg Anger ind i hans Sind; dér havde han pralet af sin Sorg og havde ophøjet sig over hende, fordi han syntes, hun allerede havde glemt Anton - som han nu så hende stå dér, bøjet under Knippet, og stirre over mod Huset med tårevåde Øjne, skammede han sig, så han helst havde boret sig ned i Skærvebunken - han så jo, hvor hun sørgede -