↩ I det samme brød Solen i en bred, gylden Strøm ind gennem Ruderne og hen over Drengenes Hoveder, Mester Linné så hastigt op, han slog uvilkårlig ud med Hånden, som vilde han hilse Solen velkommen - men Tue sad og stirrede lige ind i Solskinnet, ti dér henne ved Vinduet sad en Dreng, han ikke før havde set - han følte sit Hjærte banke og Rødmen stige i Kinderne - så smuk den Dreng dog var - et Brus af brune Krøller gnistrede om hans løftede Hoved og kastede en blånende Skygge over hans rene Pande og broncegyldne Hud, to frejdigt smilende, blå Øjne så op i Solstrimens dansende Støvmillioner. Der var bleven ganske stille i Stuen, og med Undren hørte Tue hin gyldne Strengeleg tone i sit Indre, ligesom den Dag han kom op fra sit Sygeleje og så. at det var blevet Sommer.