↩ Således havde han stået hver Morgen, siden hin ulykkelige Dag han først kom i Skole, og havde set den stige som Røgen fra et Alter, der evigt brændte til Antons Minde, hver Morgen pressende Angrens Brod dybere og dybere i sit troløse Hjærte, bitterligt erkendende, hvor ringe og troløs hans Sorg havde været mod Antons Moders, som han en Gang havde vovet at foragte. Ti hvad hjalp det vel, at han i dette Andagtens Øjeblik mindedes Anton så levende og varmt, som nogensinde da han havde været i Live? Han vidste jo, at så såre han så ind i Sigurds spillende Øjne, vilde hvert Minde om de døde være 80 svundet som Nattens Tåger for Morgenens Sol - vilde han kun se Sigurds friske Ansigt, kun høre hans triumferende Latter, mens hine blegnede Ansigter og hine klagende Stemmer var glemte, som havde de aldrig levet og talt, og havde han aldrig elsket dem. En dyb, grådtung Selvforagt brændte i hans Sind, mens han langsomt steg op ad Trappen.