Kidde, Harald Uddrag fra AAGE OG ELSE - DØDEN -

Men i næste Frikvarter fløj han rundt med Sigurd nede på Pladsen, med bankende Hjærte, blussende af Iver, jublende når han undgik ham, til han blev indfanget, og de stod Bryst mod Bryst og lo hinanden ind i Øjnene - ti havde Sigurd end ikke fået ham til det, han egentlig kaldte «Leg»: Slagsmål - så havde Tue dog forlængst glemt sin Foragt for slige fantasiløse Lege som Tagfat - ja, han følte endog en aldrig før kendt Glæde ved Brugen af sine Kræfter, når de stormede af Sted, og en sød Mathed i Blodet, når de forpustet standsede. Og iøvrigt var det ham ligegyldigt, hvad de legede; når han kun var sammen med Sigurd, kunde gribe hans Hånd under Løbet og se ind i hans strålende Øjne, var han glad.