↩ Så tyede han da til det sidste Værn mod Sigurd og mod sig selv: Sigurd måtte ikke komme i hans Hjem. Fanatisk klamrede han sig til dette: her, hvor han havde sørget over Alf og leget med Anton, her måtte han, den nye, ikke komme, ti han følte, at trådte han nogensinde her ind i Urnehallen, da vilde de sidste Minder om de døde henvejres. Hvor hårdt det så kneb, måtte han ikke give Slip. Han følte, at svigtede han dem helt, svigtede han tillige noget af det bedste i sig selv, gik han glip af den egentlige Tue Tavsen. Hvor mange Gange Sigurd end havde slået på, at han nok havde Lyst til at besøge ham, han lod, som han ikke forstod ham, hvor mange Gange end Fader og Moder havde spurgt ham, om han da slet ingen nye Kammerater havde fået på Skolen, som han vilde have med sig hjem at lege med, han svarede «Nej!» og hårdnakket «Nej!» Det var en Løgn, og han følte den plette sin Mund, men det fik være - nu gjaldt det at kæmpe med alle Våben.