↩ Søndagssolen skinnede i brede, gyldne Striber ind i den lyse Stue; derude grønnedes Havens Træer under den mørkeblå Middagshimmel. Støvet dansede som Myggesværme over Bordet og Stolene, hvor Tue stod, og midt i Solskinnet lå Sigurd på Knæ foran det åbne Skab. Ja, ti det forfærdelige var sket. Da det for lidt siden ringede, og Tue lukkede op, stod Sigurd der: