↩ Så foreslog Tue, at de skulde lege ude i Skovene langs Fjordens søndre Bred, og han beskrev dem så begejstret, at han til sidst fik den modvillige Sigurd med. Herude kendte Tue jo hver Sti og hvert Smuthul fra sine Eftermiddagsture med Moder og Regitze, mens det for Sigurd var en hel ny Verden, som han virkelig også en Tid lang lod sig fængsle af. De kravlede op ad de stejle Banker og rutsjede ned i de dybe Kløfter eller lagde sig på Lur i de løvfaldsbrune Jordhuler og plaffede efter de forbisvirrende Krager, så Krudtrøgen sved dem i Næsen.