↩ Det gik en Tid; men så erklærede Sigurd, at nu var han træt af det «Pilleri», vilde Tue holde ham herude, måtte han virkelig finde på noget nyt. Men det kneb; ti til sin Undren følte han, at hans fordums så frodige Fantasi var blevet så underlig mat. Til sidst vidste han intet andet at ty til end de gamle, kendte: Slagsmål og Tagfat. Men Tagfat, sagde Sigurd, kunde de da umuligt lege her ude mellem alle disse tossede Stammer og Banker - og Slagsmål duede heller ikke, han kunde jo vælte Tue, bare han pirrede til ham. Og med et raskt Tag kastede han ham om på Byggen og lagde sit Knæ på hans Bryst, idet han dunkede hans Hoved ned i den soltørre Tang. Tue strittede kun imod for et Syns Skyld; dels vidste han, det intet nyttede, dels var det ham et eget Behag også således at underkaste sig den stærkere Ven. Men til sidst erklærede Sigurd rent ud, at nu kunde han Pine Død ikke længere holde ud at blive herude - Skovens Stilhed, hvor kun Solen og Vinden gik, bragte ham til at længes efter Byens Liv og Kammeraternes glade Larmen - om Tue vilde med, for nu gik han i hvert Fald?