↩ Den eneste Pryd i dette arme Værelse var nogle Stumper malet Lærred, ufuldførte og uden Rammer, med Tegnestifter hæftede op på de Steder, hvor Tapetet havde sine værste Huller - Gaver fra Mænd, der havde været unge og Venner med Mester Linné, og hvis Navne nu var berømte i Landet, mens han vandrede her frem og tilbage i det øde Rum. Ja, ti dér gik han selv med lange, hurtige Skridt og tilbagekastet Hoved, med Violinen løftet under Hagen og Buen strygende hen over Strengene - men der var tavst - han spillede ikke - kun af og til et langt, skurrende Jag, hvortil hans halvtåbne, skægløse Mund syntes at mumle en ordløs Vise. Han stirrede ud for sig med glasagtige Øjne, mens hans uhyre Skygge fulgte ham op og ned med ilsomme Trin. Hver Gang han kom hen forbi Bordet, vaklede han og gjorde en halv Drejning om imod det, men gik så atter videre.