↩ Tue stirrede angstfuld derind - «o, Mester Linné, gør de Ord til Usandhed, o, stands ikke! stands ikke!» bad han og foldede Hænderne. Men da i det samme et voldsomt Vindstød brast ind over dem, så 103 Træets Krone nejede sig, og Grenene baskede sammen om dem, var han nær styrtet hovedkuls ned. Med et angstfuldt Gisp greb han for sig og fik atter Sæde, men da de igen gyngede op mod Ruden, stod Mester Linné dér inde ved Bordet, halvt med Ryggen til Vinduet. Violinen lå på Bordpladen, og han holdt den tykke Flaske i den ene Hånd, Glasset i den anden, skyllende Snaps efter Snaps i sig; så såre den ene var slugt, skænkede han igen med rystende Hånd og tømte Glasset i ét Drag, stadig skænkende på ny; hver Gang gik der en Gysen ned langs hans lange Ryg, og den tunge Manke svajede om hans Hoved. Tue var ved at få ondt; han syntes, den vamle Brændevinslugt stank her ud i den friske, råkolde Luft.