↩ Men var det nu også umuligt at undgå Døden? Ikke således at forstå, at man gennem Døden kunde slippe ind til et nyt Liv, det troede han ikke mere på, det havde jo aldrig været en «Tro« hos ham, kun et Middel, der skulde dysse Samvittigheden i Søvn, en Snigvej til at liste sig uden om Dødens tomme Gab. Nu han var ærlig, brast Himmelstigen for ham. Han så jo, at Regitze ikke reddede sig op ad dens Trin for at undfly Tomhedens Pust. Hun så sin Døds Tomhed åbent i Øjnene. Og det samme mandede han sig op til.