Fulvia - Det Kgl. Biblioteks tekstportal

↩

ANDEN AKT.

✂

FØRSTE SCENE.

(Fulvias Studereværelse. Samme Dekoration som i iste Akts sidste Scene.)

(Menippos og Theodoros, klædte som i iste Akt.)

MENIPPQS.: ✂ Hvad fattes mon vor kjære Fulvia?
Hun sky'r i Dag vort Selskab; ene vandrer
i Havens Skygger hun i dybe Tanker
og svarer kort og vranten paa hvert Spørgsmaal.

THEODOROS.: ✂ Saaledes saa' jeg hende aldrig før..

MENIPPOS.: ✂ Hun skulde dog vel ej fortryde Svaret,
det Nej, hun gav i Gaar sin høje Bejler,
Prokonsul Aqvilinus.

THEODOROS.: ✂ Hvilken Tanke!
før vil jeg tro, at Himlen falder ned.

MENIPPOS.: ✂ Men hendes Fader har jo svoret højt,
at hun skal lystre ham. Han har alt skrevet
til Aqvilinus - bedet ham forglemme
det Skete, og kaldt Guderne til Vidne,
at han vil bruge al sin Myndighed,
hvis det behøves, for at ordne Sagen.

THEODOROS.: ✂ Hun vælger Døden, før hun taaler Tvang!

MENIPPOS.: ✂ Saavidt vil det ej komme.

THEODOROS.: ✂ Dog jeg ængstes
og beder Guderne beskytte hende.

MENIPPOS.: ✂ Jeg elsker hende som en ædel Søster!

THEODOROS.: ✂ Ja, ogsaa jeg - Ak, gid hun var vor Søster,
da vilde vi for hende altid leve!

MENIPPOS.: ✂ Det vil vi ogsaa nu -

THEODOROS.: ✂ Men vi er Mænd,
og man vil skille os tilsidst fra hende -
jeg frygter det.

MENIPPOS.

✂

✂ Ej nogen anden Kvinde
jeg fandt saa skjøn! Ja, hun er vor Gudinde!
Hvis hun af Marmor paa et Alter stod,
da turde vi omfavne hendes Fod!

(med et pludseligt Udbrud; men dæmpet.)

✂ Vi elske hende begge !

THEODOROS: (ligeledes).
✂ Jeg som Du !
for første Gang har Læben sagt det nu!
- Hun kalder os for sine Dobbeltstjerner.
Ak! - samme Afstand os fra hende fjerner!

MENIPPOS.: ✂ I Fald hun kjendte Kjærlighedens Magt
og - tænk Dig - foretrak af os den ene?

THEODOROS.: ✂ Tys, Broder! Tys! Det kan Du ikke mene -
Hun maatte slutte da os begge To
i samme Favntag -

MENIPPOS.: ✂ Taabelige Tro!
hun kan ej fatte Elskov - hun, den Rene!

THEODOROS.: ✂ Tys, tys! lad ikke Luften selv det høre;
den kunde bringe hen til hendes Øre
den Løndom, som vi To maa gjemme paa!

MENIPPOS.: ✂ Ja, ja - saa længe vore Hjerter slaa!

FULVIA: (klædt I en mandlig Dragt omtrent af samme Snit som Tvillingbrødrenes, men af hvid Farve og med et let purpurfarvet Draperi over Skulderen, kommer ind fra Haven; efter et Øjeblik at have staaet tankefuld mellem Søjlerne, gaar hun langsomt hen til et Bord, hvorpaa der staar en Vase med Blomster).
✂ Hvem har med Blomster denne Vase fyldt?

MENIPPOS.: ✂ For at behage Dig, vi plukked dem
i denne Morgenstund, da deres Blade
glimred af Dug.

THEODOROS.: ✂ Det var de skjønneste,
vi kunde finde.

FULVIA: (forstemt).
✂ Tag dem, kast dem bort!

THEODOROS.: (tøvende).
✂ I Fald Du ønsker det -

FULVIA.: ✂ Gjør, som jeg siger!

(Theodoros tager Blomsterne og kaster dem ud I Haven.)

FULVIA.: ✂ Saa ædelt formet, fuldendt i sig selv,
behøver denne Vase ej at borge
sin Pryd af de forgjængelige Blomster,
skjøndt den er dannet kun af simpelt Lér.

MENIPPOS.: ✂ Var den af Guld, Du skatted den ej mér!

FULVIA: (talende med sig selv).
✂ Promethevs, siger Sagnet, har os skabt
af samme simple Stof, men Guddomsgnisten
stjal han, den mægtige Titan, fra Himlen.
Ham skylde vi den Smule Aand, vi fik,
og ikke de misundelige Guder,
som hævned Ranet.

THEODOROS.: ✂ Frygtelig var Hævnen!
Titanen lænked de til Kavkasus,
hvor Kæmpegribben hakker i hans Lever.

MENIPPOS.: ✂ Naar Jorden skjælver under vore Fødder,
da er der dem, som mene, det er ham,
der vildt i Smerte ryster sine Lænker.

FULVIA.: ✂ Ja, den kan rystes denne faste Jord,
hvorpaa de Dumme tro at staa saa sikkert.
Jeg kunde ønske mig Titanens Kraft,
for ret at ryste dem og deres Fasthed!

THEODOROS: (lyttende).
✂ Der kommer Nogen! - Jeg kan høre Skridt
som af en Mand -

FULVIA.: (fortrædelig).
✂ Sé dog, hvem det kan være.
Jeg har jo sagt, at jeg vil ej forstyrres!

(Billedhuggeren Lysias træder ind fra Haven, men tøver ved Indgangen, idet han ærbødig hilser Fulvia.)

FULVIA: (studsende).
✂ Hvad? Lysias! - Du her!

LYSIAS.: ✂ Jeg kommer umeldt -
tilgiv min Dristighed!

FULVIA.: ✂ I Sandhed, Ven,
Du overrasker mig med dit Besøg!
Véd Du, jeg fristes næsten til at tro:
det er din Dobbeltgjænger, ej Dig selv,
som her mig gjæster -

LYSIAS.: ✂ Aldrig strømmed Blodet
mig mere varmt til Hjertet, Fulvia,
end just i denne Stund; først her hos Dig
er jeg mig selv saa helt, som jeg kan være!

FULVIA.: ✂ Men hvilket Ærind har da hid Dig ført
til Stadens Udkant fra dit travle Værksted -
I Morgenstunden? Kommer Du maaske,
opfyldt som altid af din Kunstneriver -
en anden Phidias - for at studere
56 mit stakkels Hoveds Form, mit Ansigts Træk?
O ja, det ligner Dig! anstil Dig ej,
som om Du kommer for at lytte til
min Visdom, Lysias; - Du er for god
til Omsvøb; mere ærlig end de Fleste.
- Det er Modellen til det Musabilled,
Du modellerer paa, som her Du søger.
Hvis det er saa - nu vel! saa sé Dig mæt!
Er der et Blik - et Smil - som Du vil fange,
saa skynd Dig, thi af Smil har jeg ej mange;
Ven, vær barmhjertig, gjør mig Pinen let!
- Dit Billed synes jeg bli'r aldrig færdigt!

LYSIAS.: ✂ Hvis det skal blive Idealet værdigt,
da, skjønne Fulvia, da har Du Ret!

FULVIA.: ✂ Hvem naa'r paa Jorden her sit Ideal!
Hvem har vel fuldbragt helt, hvad han har villet!

LYSIAS.: ✂ Det føler daglig jeg foran dit Billed -
selv har Du nævnet der min Kunstnerkval.

FULVIA: (undvigende).
✂ Sé, Lysias: her er Modellen stillet.
Vælg Lyset selv, hvorledes skal jeg staa?

LYSIAS: (spændt).
✂ Nej! Jeg maa tale med Dig !

THEODOROS: (til Fulvia).
✂ Skal vi gaa?

FULVIA.

✂

✂ Ja, vent derude!

(Tvillingbrødrene fjerne sig.)

✂ - Nu, saa lad mig høre,
hvad der har ført Dig fra dit Værksted hid,
og det paa slig en usædvanlig Tid!

LYSIAS.: ✂ Et Rygte, Fulvia, har naaet mit Øre -
O, give Guderne, det lyver ej!
Det er min egen Lykke, som det gjælder!
- Sig: har Du svaret Aqvilinus Nej -
afvist den Stolte?

FULVIA: (forundret).
✂ Ja, hvad Rygtet melder
er Sandhed, Lysias -

LYSIAS.: ✂ Og Du er fri -
Pris være Guderne! - jeg aander atter!

FULVIA.: ✂ Tilgiv mig, Ven, - endnu jeg ikke fatter,
hvorfor Du spørger mig derom.

LYSIAS: (med Lidenskab).
✂ Fordi
jeg mér end Alt, end Livet selv, Dig skatter!
58 I Dig jeg sér en Afglands her paa Jord
af alt det Herligste, hvorpaa jeg tror:
Mit Ideal -

FULVIA: (ironisk).
✂ Jeg véd det - ja! din Muse,
en himmelsk Skabning, som er alt for god
til at betræde Støvet med sin Fod -
hvis Skjønhed kun er til for at beruse
og hugges ud af Dig i Marmorstén;
- men jeg vil ej beundres og tilbedes,
mit Sind er trodsigt, sér Du, jeg kan vredes,
- og jeg vil staa paa mine egne Ben!
Véd Du, at der er dem, som kjækt mig siger:
Jeg er forkjælet og forvænt ved Smiger, -
og, at jeg mer end halvvejs selv det tror?

LYSIAS.: ✂ Jeg véd, min Lykke kun paa Dig beror!
- O vend Dig ikke bort! rynk ikke Panden!
Jeg elsker Dig som ingen, - ingen. Anden -
Langt mér end jeg kan sige det med Ord.
- Er det maaske for højt, jeg Blikket fæster,
naar her jeg dristig bejler til din Haand?
Selv har Du kaldt mig i min Kunst en Mester -
jeg er Dig værdig; ogsaa jeg har Aand -
mit Maal er højt som dit - vi passe sammen,
i mig som Dig er der en Gnist af Flammen,
der straaler med Udødeligheds Glands
fra Hellas' Gudebjerge! - Ved den'Krands,
59 Du vandt i Gaar! -Ved ham, som Solen styrer:
Phøbos Apollon! - Ved hans hellige Lyre,
- Horaer flokke sig om den i Dands -,
ved os skal Aanden fra de store Dage
fornyes igjen!

FULVIA: (bedrøvet).
✂ Ak nej, min stakkels Ven!
Du skuffer Dig, den vender ej tilbage!
En anden Tid har skabt en anden Aand;
Apollons Lyre falder af hans Haand. -
Nu hersker over Verden Romerkraften.
Olympen staar endnu og Helikon,
men Hellas' Sol er dalet,- det er Aften!

LYSIAS.: ✂ Saa lad os puste op den sidste Glød!

FULVIA: (med dyb Bevægelse).
✂ Nej, Lysias: den store Pan er død -
og rundtom lyder nu Naturens Klage
fra Bjerg og Dal og fra den vilde Elv; -
det er for mig, som om den slaar tilbage
med hundredfoldig Ekko fra mig selv!
- Gaa, gaa! - Indbild Dig ej, at Du er Manden,
der støtte kan en Sjæl i Tvivlens Nød -
en Sjæl, der hungrer efter Livets Brød -
nej, Lysias, Du er mig altfor blød!
Mit Maal er ikke dit; min Vej en anden;
den Lavrbærkrands, jeg bar i Gaar om Panden,
60 den agter jeg saa lidet som det Støv,
jeg træder paa. For Smiger er jeg døv,
døv for den Kjærlighed, hvorom Du taler,
med hele Verden og mig selv i Strid!
- Glæd Dig, Du lever i den svundne Tid
med dine Drømme- dine Idealer;
for Dig er Livet endnu rigt paa Trøst!

LYSIAS.: ✂ Ak nej, for mig har det nu tabt sin Lyst -
nu falder over mig dets Natteskygge!

FULVIA: (udstrækkende Haanden imod ham).
✂ Jeg véd, Du sætter 'paa mit Venskab Pris,
lad mig din Haand til venlig Afsked trykke!

LYSIAS: (med bortvendt Ansigt).
✂ Dit Venskab? Ve mig! det er koldt som Is!

(iler ud.)

FULVIA.: ✂ Han tror mig kold som Is - o, gid jeg var!
Og dog til ham jeg har ej andet Svar.
Det er ej mig, den dødelige Kvinde,
men kun et Billed i hans Fantasi,
hans egen Drøm, han er forelsket i;
og han vil ikke tabe, han vil vinde:
hans Kjærlighed er Kunstnersværmeri; -
som Barnet vaander han sig i sin Smerte,
men suger Honning af den som en Bi.
61 - Og sammenligner jeg ham med den Anden,
da kommer han, Helleneren , til kort:
Den stolte Romer har dog mér af Manden -
han sukker ej - men sætter Haardt mod Haardt.
Jeg burde hade ham - han er min Fjende. -
MinFjende ? - Ak, gid jeg mig selv forstod!
Et føler jeg: jeg er af Kjød og Blod -
og Sejren - den vil blive svær at vinde!

(hun sætter sig paa en Stol. Hendes Stilling udtrykker dyb Mod faldenhed.)

(Tvillingbrødrene træde ind fra Haven og nærme sig hende.)

(Pavse.)

THEODOROS.: ✂ Du er bedrøvet.

MENIPPOS.: ✂ Skal vi Jæse for Dig?

FULVIA: (adspredt).
✂ Gjør, som I lyster.

THEODOROS.: ✂ Vil Du, vi skal vælge
et Stykke af Homer ?

FULVIA.: ✂ Nej! disse Helte,
som slagte og som slagtes, tirre mig.
- Her ligger et beskrevet Pergament -
hvad indeholder det?

MENIPPOS: (tager Pergamentsrullen fra Bordet og kaster et Blik deri).
✂ Et Skrift om Landbrug
62 forfattet alt i Kejser Nero's Tid
af Junius Moderatus Collumella;
din Fader har forglemt det her paa Bordet;
det er hans Yndlingslæsning.

FULVIA: (fremdeles adspredt).
✂ Lad mig høre!

MENIPPOS: (læser).
✂ »Om Biavl.«

FULVIA.: ✂ Spring det over!

MENIPPOS: (læser).
✂ »Om at fodre og fede Høns.«

FULVIA: (haanlig).
✂ Det er for Lækkermunde og for Avgurer!

MENIPPOS.: ✂ Her er Vers!

FULVIA.: ✂ Saa læs!

MENIPPOS.: ✂ »Atter har Jorden og Havet og hele den udstrakte Verden
smilende Foraar paany, nu vækkes Livet til Elskov;
først kun en ulmende Gnist den hviler i hellige Løndom,
63 snart den dog voxer til Ild, den flammer i Blodet og Marven,
indtil med Frugtbarheds Kraft Aphrodite Naturen har opfyldt,
frembragt utallige Afkom og, fødende atter og atter,
Jorden med Slægter fornyet, at ej tom paa Liv den skal vorde« -

FULVIA

✂ (rejser sig heftig).

✂ Hold op! Jeg har alt faaet nok heraf!
Bestandig denne dumme Snak om Elskov,
som om vort Liv ej havde større Maal,
end det at bringe Afkom frem paa Jorden!
- I trætte mig! Jeg trænger ej til Selskab,
men til Bevægelse - til Luft og Frihed!
Man kvæles her imellem disse Mure
- jeg maa derud, hvor Synet taber sig
i det uhyre Fjerne! ud hvor Jorden
omhvælves frit af Himlens Kjæmpekuppel -

(bydende.)

✂ Lad spænde for min Vogn! selv vil jeg styre
det kaade Spand!

MENIPPOS.: ✂ Hvis det tog Magten fra Dig
Betænk! din Kvindearm er ej saa øvet
som vore -

THEODOROS: (bønligt).
✂ Lad os styre Vognen for Dig!

FULVIA: (koldt).
✂ Jeg kjører ene.

THEODOROS.: ✂ Tag dog i det Mindste en trofast Slave med!

FULVIA.: ✂ Behøves ej - det er ej første Gang, jeg fører Tøjlen.

MENIPPOS.: ✂ Men ene - uden mandlig Hjælp - betænk!

FULVIA.: ✂ Jeg trænger ej dertil. - Gjør, som jeg siger, - jeg taaler ingen Modstand!

MENIPPOS.: ✂ Harmes ej - for Dig vi ofre villigt Liv og Blod!

FULVIA: (utaalmodig).
✂ Hvi staa I da mit Forsæt nu imod og tirre mig til Vrede!

THEODOROS.: ✂ Som Du vil - Vi lyde Dig!

(de gaa.)

FULVIA.: ✂ Ha, hvor utaaleligt at være født til Kvinde! disse Mænd
65 sé ned paa os som Svage og behandle
os som det skrøbeligste Legetøj.
De - skrive Love - vi skal lystre dem;
vi passe ej i Raadet, ej paa Forum,
men kun i Hjemmet eller Ammestuen.
For dem staar Verden aaben; alt som Drenge
de kappes i at brydes - tæmme Heste -
og styre Spandet - Men sig selv at styre -
tøjle de stærke Lidenskabers Spand,
det mægte de fast mindre end vi Kvinder!
Velan l kan denne Arm sig ikke maale
i Styrke med en Mands - stærk er min Vilje!
Lad kun de vilde Heste fare frem,
jeg skal dog vise, jeg kan tøjle dem !

(gaar.)

✂

ANDEN SCENE.

(Søjlehal i Prokonsulens Palads I Alexandria. Til Venstre en ophøjet Thronstol. Hovedindgangen i Salens Baggrund.)

(Aqvilinus kommer fra en Sideindgang og gaar en Stund med heftige Skridt og korslagte Arme frem og tilbage.)

AQVILINUS.: ✂ Dumt-dumt! Jeg vil ej tænke mer herpaa.-
Jeg er jo ingen Dreng, som første Gang
med vaagnet Elskovstrang har sét mig svimmel
i et Par Kvindeøjne. Kvæle vil jeg
Erindringen om denne Drømmerske. -
66 I mig er Romulus' og Remus' Blod -
Sabinerulven rører sig herinde -
jeg føler det. - Men hævne mig paa hende?
Nej, ved mit Sværd! dertil er jeg for god;
Rovdyret i mig skal ej vinde Magten -
til Hadets Ulv jeg sparker med min Fod!
- Dog tusind Gange heller midt i Slaget
højt paa min Stridshest mellem Fjendesværd,
end staa, som her jeg staar: afmægtig - vraget -
haanlig forsmaaet af denne stolte Kvinde,
som jeg til Trods for Alt endnu har kjær!
- Er jeg da virkelig saa lidet værd?
Staar hun saa himmelhøjt, at hun kan skue
paa Jorden ned som paa en ussel Tue ?
saa højt, at hun kan smile med Foragt,
fordi mit Maal er ikke mér end Magt?
Er jeg maaske af Selvtillid forblindet?
Har jeg for meget jaget efter Skinnet?
Har jeg det Bedste i mig selv forsømt?
- Det Bedste! - hvilket? Sejeren herinde?
Men hvilken Dødelig har naaet den hél?
selv næppe Du engang, Markus Avrel -
langt mindre hun, den uerfarne Kvinde!
Jeg har dog mandig stridt, mens hun har drømt,
og højt som hun jeg kan mit Hoved bære.
- »En Afgrund skiller os ?« - det faar saa være!
Nu vel, alene vil min Vej jeg gaa. -
Lad Saaret bløde - Ingen skal det mærke.
I denne Verden trives kun de Stærke!

(Han vender sig mod Hovedindgangen i Baggrunden og slaar et Slag paa et Metalskjold, som er ophængt der.)

(En Slave kommer,)

AQVILINUS: (barsk).
✂ Hvad er det for en Larm her udenfor?

SLAVEN: (ærbødig).
✂ Et Slagsmaal, Herre!

AQVILINUS.: ✂ Her - i mit Palads - i selve Lovens Hus! Hvem vover her at trodse Dommersværdet?

SLAVEN.: ✂ Nogle Vismænd,
som mødtes nys i Atriet derude
og gik i Søjlegangen op og ned,
mens Munden løb paa dem som Kjæp i Hjul,
er kommen op at slaas. De værste To
har Vagten grebet. De forlange højt
at stedes for dit Aasyn, strenge Herre.

AQVILINUS.: ✂ Vel! Sig til Vagten, de skal føres hid.

(Slaven gaar.)

(Kritas og Aristias føres ind af to Spyddragere; deres Klæder ere forrevne og den Førstes Hoved forbundet.)

AQVILINUS

✂ (foragtelig).

✂ To smukke Karle af det samme Stof!
- Og I kan ej forliges med hinanden?

(til Kritas.)

✂ Hvad hedder Du med Bindet der om Panden?

KRITAS.: ✂ Jeg hedder Kritas! - Jeg er Filosof.

AQVILINUS: (til Aristias).
✂ Og Du?

ARISTIAS.: ✂ Aristias!

KRITAS.: ✂ Han nægter Alt!

AQVILINUS.: (med Humor).
✂ Dog ikke Pryglene, som han har faaet;
det lader til, at han har følt sig slaaet.

ARISTIAS.: ✂ - Min Næse bløder - ja, han overfaldt.
mig som en Rasende!

AQVILINUS.: ✂ Hvem ypped Striden?

KRITAS: (ivrig).
✂ Det gjorde han.

AQVILINUS.: ✂ Og hvad var det, den gjaldt?

KRITAS.: ✂ Om Troens Forhold til den rene Viden.

ARISTIAS.: ✂ Ja, hvad er Viden, Herre? hvad er Tro?
Selv Fulvia, som kaldes for den Vise,
69 og som i Gaar vi hørte begge To,
fik mig ved sin Forklaring til at fnise.

KRITAS.: ✂ Han siger fnise, Herre - nej, han lo
saa frækt, at han blev jaget ud af Salen!
Jeg derimod - jeg blev og fulgte Talen; -
og hvis Du naadigst vil mig unde Æren
at sætte Dig en Smule ind i Læren
om Vorden, Væren og om Ikkeværen,
- der stammer, som Du véd, fra Heraklit
og Empedokles -

AQVILINUS: (barsk afbrydende).
✂ Nej, det gaar forvidt!
I sloges nylig som to gale Hunde -

KRITAS.: ✂ Ja, han vil ikke høre mine Grunde.

ARISTIAS.: ✂ Han mener dem, han henter fra den sunde
- saakaldte sunde - Menneskeforstand;
dem kalder han Beviser! Prøv ham bare,
forsøg det selv. - Lad ham en Gang forsvare,
hvad han forstaar ved Liv og Existens,
saa skal Du mærke strax, hvor han er læns
for al Logik.

KRITAS: (appellerende til Prokonsulen).
✂ Han vil, jeg skal forklare,
at jeg er levende, at jeg er til!

ARISTIAS.: ✂ Ja ganske rigtig, det er det, jeg vil;
bevis, Du lever - jeg benægter Livet!

KRITAS.: ✂ Jeg forudsætter det som noget Givet.

ARISTIAS: (triumferende).
✂ Det er en Paastand kun, men intet Svar.
Kom med Beviserne! forklar! forklar!

AQVILINUS: (stamper i Gulvet).
✂ Hold Munden, Slyngel!

KRITAS.: ✂ Ja, lad mig nu tale
et Øjeblik -

AQVILINUS: (barsk).
✂ Ti!

KRITAS: (forbløffet).
✂ Du har at befale!

AQVILINUS.: ✂ I kalde Eder Vismænd! hvilken Spot!

KRITAS: (undskyldende).
✂ Han sparked mig!

ARISTIAS: (ligeledes).
✂ Han slog mit Øje blaat!

AQVILINUS.

✂

✂ Jeg vil bevise, at I existere;

(til Aristias.)

✂ jeg haaber, Du skal ikke tvivle mere.

ARISTIAS.: ✂ Nej, naar Beviset føres med Logik. -

AQVILINUS.

✂

✂ Mit er kun praktisk, men det holder Stik!

(til Vagten.)

✂ Grib disse To og stop mig deres Munde!
Knebl dem - de er en Haan for deres Stand!

ARISTIAS.: ✂ Beviset, Herre? Hvorpaa vil Du grunde
en slig Fordømmelse?

AQVILINUS

✂ (med stolt Foragt).

✂ Kun paa den sunde - saakaldte sunde Menneskeforstand!

(til Spyddragerne, idet de føre Kritas og Aristias ud.)

✂ Sig til min Livvagtshøvding, at jeg venter.

(Han gaar et Øjeblik utaalmodig frem og tilbage. Livvagtshovdingen træder ind.)

AQVILINUS.: ✂ Jeg er beredt at høre, hvad Du har
at melde mig i Dag; men fat Dig kort,
spring alle Smaating over!

HØVDINGEN.: ✂ Venustemplet i Stadens østre Kant er brændt i Nat;
72 dér ligger nu imellem brustne Buer
Gudindens Billed, sværtet sort af Røg.
Husvilde flagre hendes hellige Duer, -
En saa' jeg selv, som toges af en Høg.

AQVILINUS.: ✂ Ved Jupiter l jeg er ej stemt til Spøg.
- Var Ilden paasat?

HØVDINGEN.: ✂ Guderne det véd!
Man mener, at et Lyn er slaaet ned
og har i Nattens Uvejr antændt Branden.
- Der ymtes rigtignok af En og Anden,
at Ilden har en mindre himmelsk Grund. -

AQVILINUS.: ✂ Og hvilken?

HØVDINGEN.: ✂ - Lyn kan udgaa fra en Mund:
I Gaar har Fulvia jo holdt en Tale,
hvori hun tordned løs mod Tidens Laster;
og der er ingen Mangel paa Fantaster
deroppe i Musejons høje Sale. -
Hvem véd, om ej en slig forrykt Krabat
har faaet Lyst at spille Herostrat?
Man kan jo vente Alt af slige Gale!
- Det er en Venuspræst, jeg har det fra.

AQVILINUS: (opfarende).
✂ Fordømte Sladder! - Altid Fulvia!
Nævn ikke hende! - Denne usle Yngel
73 af Venuspræster - Pesten i vor By -
besudler Himlen selv med deres Spy!

HØVDINGEN.: ✂ Ja, denne er en ganske simpel Slyngel!

AQVILINUS.: ✂ Fortsæt din Melding!

HØVDINGEN.: ✂ Bud fra Offerpræsten
ved Mithrastemplet, om Du mindes Festen,
som fejres skal i Dag til Gudens Ære,
og som Du lovet har at overvære.

AQVILINUS

✂ (utaalmodig).

✂ Ja vist, ja vist! saa gaar det Slag i Slag.
Jo mere Troen i sin Grundvold vakler,
skal Pøblen underholdes med Mirakler -
med Skuespil -

(dæmpet.)

✂ og hellige Bedrag!

(højt.)

✂ Er der ej Nyt fra Østen eller Vesten? -
Ej noget Oprør? - intet Bud fra Rom?

HØVDINGEN.: ✂ Nej, Herre, intet!

AQVILINUS.: ✂ Hvad, - er Verden tom?
Mig huer ikke denne døde Stilhed.

HØVDINGEN.: ✂ Vel, Herre! Da Du taler selv derom,
jeg vil ej længer tie: Folket knurrer -
det kjeder sig!

AQVILINUS: (mørk).
✂ Det véd ej, hvad det vil,
fordærvet som det er, og overmættet
ved Syn af Blod.

HØVDINGEN: (dæmpet).
✂ En Mand det trænger til!

AQVILINUS: (studsende).
✂ Hvad mener Du ?

HØVDINGEN.: ✂ Har Du det ikke gjættet?

AQVILINUS: (farer op).
✂ Vogt Dig! Dit Hoved sætter Du paa Spil!

HØVDINGEN: (dristig).
✂ Jeg siger jo kun højt, hvad Alle tænke:
Grib dristig Øjeblikket! Spræng vor Lænke!
Du har Augustus' Kløgt og Titus' Sjæl, -
i Dig vi sé en anden Marc Aurél!
Et Vink - og Legionerne sig rejser!
Grib dristig til - og D u er Romas Kejser!

AQVILINUS: (haanlig).
✂ Og hvad forlanger Du saa for din Del -
og Legionerne?

HØVDINGEN: (med Værdighed).
✂ En Mand - en hél!
Ej noget mæsket, purpurklædt Uhyre,
ej nogen Dreng, som han, der raser nu;
- En Mand med Herskeraand - en Mand som Du ,
hvis stærke Haand kan Verdenstøjlen styre!
Magten er din - den koster kun et Ord!

AQVILINUS: (i stærk Spænding).
✂ Den koster Mere: Brud paa Tro og Love!
- Oprør!-ja, sig det kun: et Kejsermord !

HØVDINGEN.: ✂ Den, som vil vinde, Herre! han maa vove!

AQVILINUS: (halv indadvendt).
✂ Ja, og Samvittigheden, den maa sove!
Man klarer Svælget med et dristigt Spring -
Tilløbet er det Værste! Sæt, man snubler
med Haanden udstrakt mod den gyldne Ring!

HØVDINGEN.: ✂ Du vakler, Herre! - Bort med disse Skrupler!

AQVILINUS.: ✂ O, jeg forstaar Dig: Jeg skal være fræk!
Et Raad, som dit, maa ikke overraske.
Du tænker vel, min Tøven er en Maske?
Sé i mit Ansigt - læs i mine Træk -
og sig mig dristig, hvad Du læser -

HØVDINGEN.: ✂ Skræk!

AQVILINUS: (med Højhed).
✂ Ja, for mig selv: - for Tankerne i Sjælen,
de sorte - som maa trædes under Hælen -
knuses som Øgler - førend de faa Magt!
Held mig: dit onde Raad har helt mig vakt!
Du tror: jeg fiske vil i Tidens Røre?
Nej, ved mit Hoved! Tusind Gange Nej!
Som Dukke lader jeg mig ikke føre,
jeg gaar min egen, lyse, lige Vej!

(Flere Krigshøvdinger træde ilsomt ind; derefter en Herold.)

AQVILINUS: (farer heftig imod de indtrædende Høvdinger).
✂ Tilbage der! Hvor tør I vove ukaldt
at trænge ind til mig?

EN AF HØVDINGERNE.: (ærbødigt).
✂ Undskyld os, Herre!
Vi bringe en Herold, som nys er stegen
i Land i Havnen. Han er sendt fra Rom
med vigtigt Budskab: Heliogabal
77 er myrdet og Alexian Severus
udraabt til Kejser!

HEROLDEN: (træder frem).
✂ Ja, saa er det, Herre!
Skibsfolkene, der førte mig fra Rom,
har raabt det ud i Havnen - ikke jeg,
som har Befaling til at overrække
Dig dette Brevskab med Senatets Segl.

(Overrækker Aqvilinus et forseglet Brev, som denne hurtigst aabner og gjennemlæser.)

AQVILINUS

✂ (i stærk Bevægelse).

✂ Ja, ja! her staar det: Rom har skiftet Kejser!
Saa glæd Dig, glæd Dig, Du forpinte Verden,
nu dæmrer der for Dig en bedre Tid!

(vender sig til Høvdingerne)

✂ Hil Cæsar! Hil Alexian Severus!

ALLE HØVDINGERNE.: ✂ Ja, hil vor nye Cæsar! Hil ham! Hil!

AQVILINUS.: ✂ Det høre Guderne! Julia Mammæa's -
den fromme Kvindes Søn - vil ikke svigte,
hvad han som Yndling loved! Hil ham! Hil!
- Afsted - til Forum vil jeg nu mig skynde,
for Folket højt det Budskab at forkynde!

(iler ud, fulgt af de Andre.)

✂

TREDIE SCENE.

(Klippeegn med enkelte Palmer og Kaktusplanter. I Forgrunden til Højre ses Ydermuren af et kristent »Claustrum«, opført i raa Stil med en enkelt lav Indgang.)

(Rocchus og Josephus, som, iførte grove, lange, lysfarvede Kutter med Hætter, have været i Færd med at ophakke Grunden ved Foden af en Kalkklippe, træde frem fra Venstre.)

ROCCHUS: (idet han udmattet støtter sig paa sin Hakke).
Ah! jeg maa puste lidt -Jeg bliver gammel, Kræfterne svigter mig.

JOSEPHUS: (kastende Hakken fra sig).
Du arbejder ogsaa for strengt. Jeg begriber ikke, hvorfor Du haster saaledes med at faa din egen Grav udhulet i denne haarde Kalkklippe.

ROCCHUS.: Fordi jeg trænger til Hvile - den sidste - lange l

JOSEPHUS.: Ja, det er ikke saa underligt, naar Du spæger Dig selv mere end nødvendigt. Vor Ordensregel tilsteder os at spise Kjød hver tredie Dag, undtagen paa de store Højtidsdage; Du lever kun af Urter og Vand. - Kom! lad os hvile lidt i Skyggen paa Stenbænken her! Jeg har saa tidt bedet Dig om at fortælle mig Noget om dit tidligere Liv; opfyld nu min Bøn. Vor gamle Abbed derinde har jo 79 selv sagt mig, at jeg kunde have godt af at høre af din egen Mund, hvad Du har prøvet og lidt.

ROCCHUS: Maaské - til Advarsel for din unge Sjæl!

JOSEPHUS.: Ræk mig din Haand, at jeg kan lede Dig - - i denne Retning.

ROCCHUS: (idet han famlende med langsomme Skridt nærmer sig Stenbænken).
Tak! (de sætte sig.)

JOSEPHUS.: Du har oplevet Meget?

ROCCHUS.: Ja, Meget!

JOSEPHUS.: Ikke sandt, Du har jo været romersk Soldat - Prætorianer? - Været med i Germanien og Gallien og tjent under flere Kejsere?

ROCCHUS.: Under fire - (efter en Pavse) og været med til at myrde de to!

JOSEPHUS: (farer tilbage og korser sig).
Herre Jesus! - hvilke?

ROCCHUS: (langsomt)
Først Commodus -

JOSEPHUS.: Uhyret! Athleten! Han, der som Kejser kjæmpede med paa Arena og med Kølleslag knuste Hovederne paa over 700 Gladiatorer! I Helvede brænder nu hans sorte Sjæl hos Nero's og Caligula's! - Hvem var den Anden?

ROCCHUS: (med et dybt Suk).
Pertinax -

JOSEPHUS.: Ak, Pertinax! Den Retfærdige! Ham, der med Ære bar sit hvide Haar!

ROCCHUS.: Ja, ogsaa ham!

JOSEPHUS: (spændt).
Og siden?

ROCCHUS.: Saa gik det op og ned. Jeg blev foset som en Hund, men bed fra mig og kom i Krig med hele Verden.

JOSEPHUS.: Du blev Røver?

ROCCHUS.: Ja!

JOSEPHUS.: Og dog er Du havnet her som Kristen?

ROCCHUS.: Et Under aabnede mine Øjne i samme Stund, det lukkede dem.

JOSEPHUS.: Fortæl! fortæl!

ROCCHUS.: Det var en Uvejrsdag. Jeg laa paa Lur ved Vejen nærved Cæsarea, beredt til at nedstøde den Første den Bedste, som kom forbi. - Det lynede. Jeg hørte Fodtrin. Der kom en enlig Mand, en Kristen; - Korset, som han holdt i sin Haand, og som han trykkede til sin Mund, forraadte det. Med opløftet Daggert styrtede jeg frem mod ham. Han var forsvarsløs, men røbede ingen Frygt. Det undrede mig. Jeg spurgte ham, hvorfra han fik sit Mod. »Fra den Korsfæstede,« svarede han, »fra Frelseren, i hvis Ærind jeg er paa Vejen til en Døende. Du har ikke Magt til at standse mig, naar ikke Gud vil det.« -Jeg lo og vilde støde til, da - laa jeg som knust i Støvet!

JOSEPHUS: (spændt).
Himlens Lyn havde ramt Dig?

ROCCHUS.: Ja!

JOSEPHUS.: Og da Du atter vaagnede til Bevidsthed? -

ROCCHUS.: Laa jeg i Armene paa ham, jeg vilde myrde. - Det var Nat omkring mig - og i mig!

JOSEPHUS.: Du havde mistet Synet?

ROCCHUS.: For første Gang saa' jeg ind i min egen sorte Sjæl!

JOSEPHUS.: Et Guds Mirakel!

ROCCHUS.: Ja! jeg Blodhund blev rystet vældigt af Guds stærke Haand! - jeg vred mig som en Orm - rasede - græd som et Barn!

JOSEPHUS.: Saa blev Du Kristen! - Men Manden, som Du vilde myrde - hvor blev han af? Hvem var han?

ROCCHUS.: Vor Abbed derinde!

JOSEPHUS.: Hvad siger Du? Vor Abbed? den fromme, milde Olding?

ROCCHUS.: Ham var det! Han har frelst min arme Sjæl fra Helvedes Afgrund. Paa Dommens Dag vil han tage mig ved Haanden og føre mig frem 83 for Guds Throne, og gaa i Borgen for, at jeg har lidt og angret!

JOSEPHUS.: Skrækkeligt har Du forsyndet Dig! Men Du var jo Hedning og gik iblinde.

ROCCHUS.: Nu ser jeg!

JOSEPHUS.: Ak! gid mit indre Syn var opladt som dit. - Jeg længes efter at komme ud i Verden.

ROCCHUS.: Du har ikke prøvet den. Som et lille Barn kom Du hertil..

JOSEPHUS.: Selv kan jeg ikke huske det, men vor Abbed har fortalt mig, at han bar mig hid under sin Kappe, da mine Forældre, som var Kristne, havde lidt Døden i et Pøbelopløb inde i Staden. Som en kjærlig Fader har han vaaget over mig og kjender alle mine Tanker. Velsignet være han!

ROCCHUS.: Og dog sukker Du? Du synes, det er haardt, at han sætter Dig til at arbejde sammen med mig, som af alle Brødrene her er den, der er mest mæt af Livet!

JOSEPHUS.: Det er til min Sjæls Frelse, han gjør det - jeg véd det. - Men forlang ikke, at jeg bestandig skal tænke paa Døden! Dette Arbejde, hvormed jeg hjælper Dig her, er saa sørgeligt. -

ROCCHUS.: Ikke for mig; det er mit sidste Leje, jeg reder her. Trøst Dig, det vil snart være færdigt! (Lyden af en Klokke høres inde fra Bygningen.)

JOSEPHUS: (idet han griber den Andens Haand).
Klokken kalder os til Bøn! Kom, lad mig øre Dig.

ROCCHUS.: Bed for mig, Josephus! Bed for mig!

(De gaa ind i Klosteret.)

(Fulvia kommer fra den modsatte Side. Hendes Gang og hele Udseende røber Træthed og Forvirring. Over den hvide Dragt, hun bar i denne Akts første Scene, bærer hun en Overklæedning, der endnu mere bidrager til at skjule, at hun er en Kvinde. Hun vakler hen til Stenbænken og sætter sig derpaa.)

FULVIA.: ✂ Hvor jeg er træt! - Det svimler i mit Hoved -
hvad er der sket? Er det en Feberdrøm?
Nej! jeg er vaagen. - Ja, her sidder jeg
med knækket Stolthed, fremmed for mig selv,
en stakkels Skabning, som for første Gang
har stirret ind med Gru i Døderis Øjne,
de rædselsfulde tomme! Vé mig, Taabe!
Jeg vilde hæve mig til Guderne -
85 nu har de slængt mig med Foragt i Støvet!
Forgjæves har jeg kaldt, de hørte ej!
Den høje Helios saa' ned fra Himlen,
som haaned han min Nød.-Ja, det er Straffen,
fordi jeg vilde efterligne ham,
som styrer Solens Straalespand deroppe
evigt i samme Spor! - Kastet af Vognen,
hvis vilde Heste, skumbedækte, sky,
foer over Stok og Sten, slængtes jeg hen
ved Randen af en Afgrund; da jeg vaagned,
var jeg alene - kun to Aadselgribbe
i Luften kredsed over mig med Skrig;
de grimme Fugle holdt mig for et Lig!
Langt er jeg vandret, uden Maal og Tanke. -
Hvor er jeg nu? - Der ligger jo en Bolig.
Ugjæstfri sér den ud; dens Mur er skummel
og lav dens Dør; dog vil jeg banke paa
som ydmyg Tigger. - Jager man mig bort;
da vil jeg kalde Gribbene tilbage og vente Dødens Komme uden Klage!

(Idet hun nærmer sig Klosterdøren, lyder et højtideligt Kor af Mandsstemmer derinde fra.)

KOR AF MANDSSTEMMER I KLOSTERET.: ✂ Staar i Verden Du forladt?
Kom herind! kom herind!
Vakler Du i Tvivlens Nat?
Kom herind! kom herind!
Her er Vej til Morgenrøden!
Her er Sejer over Døden!

FULVIA: (som i den højeste Spænding har lyttet til Sangen).
✂ »Her er Vej til Morgenrøden!
Her er Sejer over Døden!«
Ha, sælsomt, sælsomt! Mægtigt rystes jeg
i denne Ensomhed af disse Ord!

RECITATIV.: (En dyb Mandsstemme i Klosteret.)
»Mit Hjerte sukker efter Herren, som Hjorten efter frisk Vand; min Sjæl tørster efter den levende Gud!«

FULVIA: (langsomt gjentagende).
✂ »Min Sjæl tørster efter den levende Gud!«
- Den levende? Der er jo flere Guder!
Er de da døde? - Hvem er denne Ene,
de synge om? Er det de Kristnes Gud?
Ja, ja! nu mindes jeg, hvad jeg har hørt,
at han er Gud for Hver, som er bedrøvet,
- de Svages, Fattiges, Forladtes Gud;
- de andre Guder træde os i Støvet!

KOR I KLOSTERET.: ✂ Bange Sjæl, han har Dig kjær!
Overalt er han Dig nær.
Kommer Du med Barnets Sind,
lukkes Du i Himlen ind.
Hvor de Vise gaa iblinde,
kan de Fromme Vejen finde.

FULVIA.: ✂ »Hvor de Vise gaa iblinde, kan de Fromme Vejen finde!«

RECITATIV.: »Før Bjergene bleve til og Du dannede Jorden, ja fra Evighed til Evighed er Du Gud!«

FULVIA: (i dyb Bevægelse)
✂ »Fra Evighed til Evighed er Du Gud!«

RECITATIV.: ✂ »Der er ingen andre Guder foruden Dig!«

FULVIA.: ✂ »Der er ingen andre Guder foruden Dig!«

RECITATIV.: »Farer jeg til Himlen, da er Du dér, reder jeg mit Leje i Afgrunden, da er Du dér, vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, og tøve ved dét yderste Hav, da skulde ogsaa dér din Haand føre mig og din Højre holde mig fast.«

KOR I KLOSTERET.: ✂ Flyv du store Jubelbud,
flyv til alle Slægter ud,
til hver Sjæl, som staar forladt:
Endt er Tvivlens lange Nat!
Himlen har sig aabenbaret!
- Her er Vejen, her er Svaret!

FULVIA: (iler hen mod Klosterdøren).
✂ Ja, ja! her kommer jeg. Mit Hjerte tørster
efter den levende Gud! Ham vil jeg kjende!
Luk op, luk op! Lad mig ej ude staa!
Det er en husvild Sjæl, som banker paa;
en Sjæl, som har i Ørknen sig forvildet,
en Sjæl, hvis Tørst endnu blev aldrig stillet!
Luk op og sluk min Tørst og stil mit Savn,
i hans, den ubekj endte Enes Navn !

(banker paa og synker knælende ned foran Indgangen.)

(Tæppet falder.)

Kaalund, H. V. Fulvia

ANDEN AKT.

FØRSTE SCENE.

ANDEN SCENE.

TREDIE SCENE.