FØRSTE SCENE.
(Fulvias Studereværelse. Samme Dekoration som i iste Akts sidste Scene.)
(Menippos og Theodoros, klædte som i iste Akt.)
- ✂
- MENIPPQS.
-
✂ Hvad fattes mon vor kjære Fulvia?
Hun sky'r i Dag vort Selskab; ene vandrer
i Havens Skygger hun i dybe Tanker
og svarer kort og vranten paa hvert Spørgsmaal.
- ✂
- MENIPPOS.
-
✂ Hun skulde dog vel ej fortryde Svaret,
det Nej, hun gav i Gaar sin høje Bejler,
Prokonsul Aqvilinus.
- ✂
- MENIPPOS.
-
✂ Men hendes Fader har jo svoret højt,
at hun skal lystre ham. Han har alt skrevet
til Aqvilinus - bedet ham forglemme
det Skete, og kaldt Guderne til Vidne,
at han vil bruge al sin Myndighed,
hvis det behøves, for at ordne Sagen.
- ✂
- MENIPPOS.
-
✂ Ej nogen anden Kvinde
(med et pludseligt Udbrud; men dæmpet.)
jeg fandt saa skjøn! Ja, hun er vor Gudinde!
Hvis hun af Marmor paa et Alter stod,
da turde vi omfavne hendes Fod!
✂ Vi elske hende begge !
- ✂
- THEODOROS
-
(ligeledes).
✂ Jeg som Du !
for første Gang har Læben sagt det nu!
- Hun kalder os for sine Dobbeltstjerner.
Ak! - samme Afstand os fra hende fjerner!
- ✂
- THEODOROS.
-
✂ Tys, Broder! Tys! Det kan Du ikke mene -
Hun maatte slutte da os begge To
i samme Favntag -
- ✂
- THEODOROS.
-
✂ Tys, tys! lad ikke Luften selv det høre;
den kunde bringe hen til hendes Øre
den Løndom, som vi To maa gjemme paa!
- ✂
- FULVIA
-
(klædt I en mandlig Dragt omtrent af samme Snit som Tvillingbrødrenes, men af hvid Farve og med et let purpurfarvet Draperi over Skulderen, kommer ind fra Haven; efter et Øjeblik at have staaet tankefuld mellem Søjlerne, gaar hun langsomt hen til et Bord, hvorpaa der staar en Vase med Blomster).
✂ Hvem har med Blomster denne Vase fyldt?
- ✂
- FULVIA.
-
✂ Saa ædelt formet, fuldendt i sig selv,
behøver denne Vase ej at borge
sin Pryd af de forgjængelige Blomster,
skjøndt den er dannet kun af simpelt Lér.
- ✂
- FULVIA
-
(talende med sig selv).
✂ Promethevs, siger Sagnet, har os skabt
af samme simple Stof, men Guddomsgnisten
stjal han, den mægtige Titan, fra Himlen.
Ham skylde vi den Smule Aand, vi fik,
og ikke de misundelige Guder,
som hævned Ranet.
- ✂
- THEODOROS.
-
✂ Frygtelig var Hævnen!
Titanen lænked de til Kavkasus,
hvor Kæmpegribben hakker i hans Lever.
- ✂
- MENIPPOS.
-
✂ Naar Jorden skjælver under vore Fødder,
da er der dem, som mene, det er ham,
der vildt i Smerte ryster sine Lænker.
- ✂
- FULVIA.
-
✂ Ja, den kan rystes denne faste Jord,
hvorpaa de Dumme tro at staa saa sikkert.
Jeg kunde ønske mig Titanens Kraft,
for ret at ryste dem og deres Fasthed!
(Billedhuggeren Lysias træder ind fra Haven, men tøver ved Indgangen, idet han ærbødig hilser Fulvia.)
- ✂
- FULVIA.
-
✂ I Sandhed, Ven,
Du overrasker mig med dit Besøg!
Véd Du, jeg fristes næsten til at tro:
det er din Dobbeltgjænger, ej Dig selv,
som her mig gjæster -
- ✂
- LYSIAS.
-
✂ Aldrig strømmed Blodet
mig mere varmt til Hjertet, Fulvia,
end just i denne Stund; først her hos Dig
er jeg mig selv saa helt, som jeg kan være!
- ✂
- FULVIA.
-
✂ Men hvilket Ærind har da hid Dig ført
til Stadens Udkant fra dit travle Værksted -
I Morgenstunden? Kommer Du maaske,
opfyldt som altid af din Kunstneriver -
en anden Phidias - for at studere
56 mit stakkels Hoveds Form, mit Ansigts Træk?
O ja, det ligner Dig! anstil Dig ej,
som om Du kommer for at lytte til
min Visdom, Lysias; - Du er for god
til Omsvøb; mere ærlig end de Fleste.
- Det er Modellen til det Musabilled,
Du modellerer paa, som her Du søger.
Hvis det er saa - nu vel! saa sé Dig mæt!
Er der et Blik - et Smil - som Du vil fange,
saa skynd Dig, thi af Smil har jeg ej mange;
Ven, vær barmhjertig, gjør mig Pinen let!
- Dit Billed synes jeg bli'r aldrig færdigt!
- ✂
- FULVIA
-
(undvigende).
✂ Sé, Lysias: her er Modellen stillet.
Vælg Lyset selv, hvorledes skal jeg staa?
- ✂
- FULVIA.
-
✂ Ja, vent derude!
(Tvillingbrødrene fjerne sig.)
✂ - Nu, saa lad mig høre,
hvad der har ført Dig fra dit Værksted hid,
og det paa slig en usædvanlig Tid!
- ✂
- LYSIAS.
-
✂ Et Rygte, Fulvia, har naaet mit Øre -
O, give Guderne, det lyver ej!
Det er min egen Lykke, som det gjælder!
- Sig: har Du svaret Aqvilinus Nej -
afvist den Stolte?
- ✂
- LYSIAS
-
(med Lidenskab).
✂ Fordi
jeg mér end Alt, end Livet selv, Dig skatter!
58 I Dig jeg sér en Afglands her paa Jord
af alt det Herligste, hvorpaa jeg tror:
Mit Ideal -
- ✂
- FULVIA
-
(ironisk).
✂ Jeg véd det - ja! din Muse,
en himmelsk Skabning, som er alt for god
til at betræde Støvet med sin Fod -
hvis Skjønhed kun er til for at beruse
og hugges ud af Dig i Marmorstén;
- men jeg vil ej beundres og tilbedes,
mit Sind er trodsigt, sér Du, jeg kan vredes,
- og jeg vil staa paa mine egne Ben!
Véd Du, at der er dem, som kjækt mig siger:
Jeg er forkjælet og forvænt ved Smiger, -
og, at jeg mer end halvvejs selv det tror?
- ✂
- LYSIAS.
-
✂ Jeg véd, min Lykke kun paa Dig beror!
- O vend Dig ikke bort! rynk ikke Panden!
Jeg elsker Dig som ingen, - ingen. Anden -
Langt mér end jeg kan sige det med Ord.
- Er det maaske for højt, jeg Blikket fæster,
naar her jeg dristig bejler til din Haand?
Selv har Du kaldt mig i min Kunst en Mester -
jeg er Dig værdig; ogsaa jeg har Aand -
mit Maal er højt som dit - vi passe sammen,
i mig som Dig er der en Gnist af Flammen,
der straaler med Udødeligheds Glands
fra Hellas' Gudebjerge! - Ved den'Krands,
59 Du vandt i Gaar! -Ved ham, som Solen styrer:
Phøbos Apollon! - Ved hans hellige Lyre,
- Horaer flokke sig om den i Dands -,
ved os skal Aanden fra de store Dage
fornyes igjen!
- ✂
- FULVIA
-
(bedrøvet).
✂ Ak nej, min stakkels Ven!
Du skuffer Dig, den vender ej tilbage!
En anden Tid har skabt en anden Aand;
Apollons Lyre falder af hans Haand. -
Nu hersker over Verden Romerkraften.
Olympen staar endnu og Helikon,
men Hellas' Sol er dalet,- det er Aften!
- ✂
- FULVIA
-
(med dyb Bevægelse).
✂ Nej, Lysias: den store Pan er død -
og rundtom lyder nu Naturens Klage
fra Bjerg og Dal og fra den vilde Elv; -
det er for mig, som om den slaar tilbage
med hundredfoldig Ekko fra mig selv!
- Gaa, gaa! - Indbild Dig ej, at Du er Manden,
der støtte kan en Sjæl i Tvivlens Nød -
en Sjæl, der hungrer efter Livets Brød -
nej, Lysias, Du er mig altfor blød!
Mit Maal er ikke dit; min Vej en anden;
den Lavrbærkrands, jeg bar i Gaar om Panden,
60 den agter jeg saa lidet som det Støv,
jeg træder paa. For Smiger er jeg døv,
døv for den Kjærlighed, hvorom Du taler,
med hele Verden og mig selv i Strid!
- Glæd Dig, Du lever i den svundne Tid
med dine Drømme- dine Idealer;
for Dig er Livet endnu rigt paa Trøst!
- ✂
- FULVIA
-
(udstrækkende Haanden imod ham).
✂ Jeg véd, Du sætter 'paa mit Venskab Pris,
lad mig din Haand til venlig Afsked trykke!
- ✂
- FULVIA.
-
✂ Han tror mig kold som Is - o, gid jeg var!
Og dog til ham jeg har ej andet Svar.
Det er ej mig, den dødelige Kvinde,
men kun et Billed i hans Fantasi,
hans egen Drøm, han er forelsket i;
og han vil ikke tabe, han vil vinde:
hans Kjærlighed er Kunstnersværmeri; -
som Barnet vaander han sig i sin Smerte,
men suger Honning af den som en Bi.
61 - Og sammenligner jeg ham med den Anden,
da kommer han, Helleneren , til kort:
Den stolte Romer har dog mér af Manden -
han sukker ej - men sætter Haardt mod Haardt.
Jeg burde hade ham - han er min Fjende. -
MinFjende ? - Ak, gid jeg mig selv forstod!
Et føler jeg: jeg er af Kjød og Blod -
og Sejren - den vil blive svær at vinde!
(hun sætter sig paa en Stol. Hendes Stilling udtrykker dyb Mod faldenhed.)
(Tvillingbrødrene træde ind fra Haven og nærme sig hende.)
(Pavse.)
- ✂
- FULVIA.
-
✂ Nej! disse Helte,
som slagte og som slagtes, tirre mig.
- Her ligger et beskrevet Pergament -
hvad indeholder det?
- ✂
- MENIPPOS
-
(tager Pergamentsrullen fra Bordet og kaster et Blik deri).
✂ Et Skrift om Landbrug
62 forfattet alt i Kejser Nero's Tid
af Junius Moderatus Collumella;
din Fader har forglemt det her paa Bordet;
det er hans Yndlingslæsning.
- ✂
- MENIPPOS.
-
✂ »Atter har Jorden og Havet og hele den udstrakte Verden
smilende Foraar paany, nu vækkes Livet til Elskov;
først kun en ulmende Gnist den hviler i hellige Løndom,
63 snart den dog voxer til Ild, den flammer i Blodet og Marven,
indtil med Frugtbarheds Kraft Aphrodite Naturen har opfyldt,
frembragt utallige Afkom og, fødende atter og atter,
Jorden med Slægter fornyet, at ej tom paa Liv den skal vorde« -
- ✂
- FULVIA
-
(rejser sig heftig).
✂ Hold op! Jeg har alt faaet nok heraf!
(bydende.)
Bestandig denne dumme Snak om Elskov,
som om vort Liv ej havde større Maal,
end det at bringe Afkom frem paa Jorden!
- I trætte mig! Jeg trænger ej til Selskab,
men til Bevægelse - til Luft og Frihed!
Man kvæles her imellem disse Mure
- jeg maa derud, hvor Synet taber sig
i det uhyre Fjerne! ud hvor Jorden
omhvælves frit af Himlens Kjæmpekuppel -
✂ Lad spænde for min Vogn! selv vil jeg styre
det kaade Spand!
- ✂
- FULVIA.
-
✂ Ha, hvor utaaleligt at være født til Kvinde! disse Mænd
65 sé ned paa os som Svage og behandle
os som det skrøbeligste Legetøj.
De - skrive Love - vi skal lystre dem;
vi passe ej i Raadet, ej paa Forum,
men kun i Hjemmet eller Ammestuen.
For dem staar Verden aaben; alt som Drenge
de kappes i at brydes - tæmme Heste -
og styre Spandet - Men sig selv at styre -
tøjle de stærke Lidenskabers Spand,
det mægte de fast mindre end vi Kvinder!
Velan l kan denne Arm sig ikke maale
i Styrke med en Mands - stærk er min Vilje!
Lad kun de vilde Heste fare frem,
jeg skal dog vise, jeg kan tøjle dem !
(gaar.)