Kaalund, H. V. Fulvia

FJERDE AKT.

(Tempelplads i Alexandria. I Baggrunden af Skuepladsen: Athenes Tempel, mellem hvis Søjler Fulvias Marmorbillede sés i naturlig Størrelse, samt to smaa Altre, i hvis Offerskaaler der flammer en svag Ild. En bred Marmortrappe fører op dertil. - Det er Aftenskumring. - Afsløringen af Statuen er tilendebragt, og inde i Templet, hvorfra der lyder dæmpet højtidelig Sang, ofres der nu til Guderne.)

(To af Servius's Slaver - de samme, som indlede første Akts første Scene - komme fra Templet og stige, hver bærende en let Fakkel, ned ad Trappen, ved hvis Fod Tilskuere af Folket ere grupperede.)

FØRSTE SLAVE
(idet han med den anden nærmer sig Forgrunden).

Se saa: nu er de strax færdige med Slutningsofringen derinde i Templet! Om et Øjeblik har vi hele Sværmen hernede, og saa god Nat, Fest! god Nat, Billedstøtte! Saa gaar Verden og vi atter vor skjæve Gang.

ANDEN SLAVE.

Ah! - hvor gjør den friske Aftenluft godt herude efter al den Hede og Røgelseduft!

FØRSTE SLAVE.

Det maa Du nok sige. Jeg for min Del snappede som en halvdød Fisk efter Vejret. - Fik Du ellers noget af Stadsen at sé deroppe?

109
ANDEN SLAVE.

Nej, kun.de Foranstaaendes Nakker -

FØRSTE SLAVE.

- Vrangen af Herligheden! Ja, den er god nok til os Slaver, men slet ikke saa daarlig endda til at faa Humør af! Alligevel: pris Guderne, Kammerat, at Du har oplevet at komme med til en saadan Fest! - Betænk: det er Datteren af vort Hus - af vort , - som al den Ære gjælder! Der staar hun, det velsignede Pigebarn, hugget i Sten; nu løber Guderne ikke saa let af med hende som sidst. Med Skam at tale om føler jeg mig ligesom lidt hjertegreben ved alt dette: ja, jeg tror, der sidder en Taare i mit ene Øje, skjøndt jeg fristes til at lé med det andet.

ANDEN SLAVE.

Men det var den nye Stjerne, som Du lovede at vise mig.

FØRSTE SLAVE.

Ja, kom herhid og vend ligesom jeg Næsen stik i Vejret. - Sé, dér sidder den og funkler paa Himmelhvælvingen - lige dér, hvor jeg peger.

ANDEN SLAVE.

Det er jo Venus - Aftenstjernen!

FØRSTE SLAVE.

Snak! Har Du nogensinde sét Venus sidde lige over dit Hoved paa Kanten af Mælkevejen! 110 Denne Stjerne dér har ikke været sét, siger jeg Dig, førend hun forsvandt, og det er nu netop et Aar siden. Det er Fulvias Stjerne, sat dér af Guderne, for at vi kunde vide, hvor hun var bleven af. I Begyndelsen var Folk jo som gale for den Sags Skyld. Den halve By tilbragte Nætterne paa Tagene for at betragte Underet.

ANDEN SLAVE.

Ja, hvad véd jeg om alt dette, jeg, som i det sidste Aar har arbejdet paa det fjerne Landgods i Libyen. Dér hørte vi ingen Nyheder og havde Andet at bestille end at kigge Stjerner. Men forsvandt hun da virkelig - saadan lige med Et?

FØRSTE SLAVE.

Ja, som hun var blæst bort - ligesom en Røg! Der var ikke Spor at opdage af hende. Hun kjørte ud alene - og væk var hun - faret til Himmels!

ANDEN SLAVE.

- med Heste og Vogn?

FØRSTE SLAVE.

Nej, Hestene kom hjem igjen samme Nat, bedækkede med Skum fra øverst til nederst; Ingen kunde siden den Tid styre dem; naar man vilde spænde dem for, teede de sig som rasende.

ANDEN SLAVE.

Men hun kunde jo være styrtet af Vognen og have knækket Halsen; - eller - hun var 111 jo ung og dejlig: - En eller Anden kan jo have bortført hende mod eller maaské med hendes Vilje.

FØRSTE SLAVE.

Ja, saadan snakkede de Fleste den Gang, vi ikke vidste bedre Besked, men saa rejste den Gamle selv sporenstregs til Delphi, til Oraklet dér, og saa kom Sandheden for Dagen.

ANDEN SLAVE.

Hvad svarede da Oraklet? Forblommet vel som sædvanlig?

FØRSTE SLAVE.

Nej! rent ud af Posen: At hun var røvet af selve Guderne, optaget i Himlen i levende Live!

ANDEN SLAVE.

Røvet af Guderne i levende Live, - og det i vor Tid!

FØRSTE SLAVE.

Ja, er det ikke mærkværdigt!

ANDEN SLAVE.

Sligt skal nok være skét i gamle Dage - men i vor Tid!

FØRSTE SLAVE.

Ikke sandt? det er det Vidunderligste. I vor Tid !

ANDEN SLAVE.

Ja, nu kan jeg forstaa, hvad Du fortæller om den nye Stjerne.

112
FØRSTE SLAVE.

Tys! der kommer de fra Templet.

(Deltagerne i Festen stige gruppevis ned ad Tempeltrappen, ledsagede af Fakkelbærere i hvide Klæder, og fjerne sig.)

(Servius, festlig klædt med en Lavrbærkrands om Hovedet, kommer fra Templet, fulgt af de to Avgurer og ledsaget af Fakkelbærere.)

SERVIUS
(idet han standser ved Foden af Tempeltrappen og vender sig mod Statuen).

Ja, det maa jeg tilstaa: Den gode Lysias har skilt sig som en sand Mester ved dette Billed. Det er min Fulvia op ad Dage, aldeles som hun gik og stod!

FØRSTE AVGUR.

Aldeles! aldeles!

SERVIUS.

Jo mere jeg betragter det, jo mere forekommer det mig, som om hun er lyslevende.

ANDEN AVGUR.

Hun er jo heller ikke død, men optaget i Elysium blandt de salige Guder!

FØRSTE AVGUR.

Stjernen, som de har tændt til Minde om, dette deres hellige Ran, vidner det!

SERVIUS.

Ja, ikke sandt? Jeg var jo selv den Første, som begreb det Hele. Alle tvivlede de og rystede paa Hovedet, da jeg sagde: »Guderne 113 har røvet hende!« Lysias og I var de Eneste, som gav mig Medhold.

ANDEN AVGUR.

Ja, vi stod paa din Side, ubetinget!

SERVIUS.

Men husker I, hvordan vor Prokonsul tog det? Han kaldte rent ud min Forklaring for Afsind, og fo'r op, som om han var besat, da jeg erklærede ham, at jeg var saa vis i min Sag, at jeg ikke længere agtede at søge hende her paa Jorden? Først da jeg bragte Orakelsvaret hjem fra Delphi, fik jeg stoppet Munden paa ham.

FØRSTE AVGUR.

Ja, hyem kan nu tvivle længer! Men denne Fest har dog sat Kronen paa din Lykke, ædle Servius: At sé din Datters Billedstøtte rejst her paa et indviet Alter ved Athenetemplets Indgang - sandelig: en slig Ære er kun falden i faa Dødeliges Lod!

ANDEN AVGUR.

I Trængslen før, da Billedet blev afsløret, og Alles Øjne hvilede paa det og paa Dig, som indtog Hæderspladsen, var det os umuligt at naa hen til Dig og trykke dine Hænder. Tillad os nu at indhente det Forsømte.

SERVIUS
(med naadig Mine, idet han rækker en Haand til hver af dem).

Jeg takker Eder! Jeg takker Eder!

114
FØRSTE AVGUR.

Du er jo nu paa en Maade i Slægt med de udødelige Guder!

SERVIUS
(brystende sig).

Paa en Maade - ja ganske vist! Jeg er kommen dem betydelig nærmere, - betydeligt!

ANDEN AVGUR.

Dit Udseende vidner derom: Du er ligesom bleven yngre efter denne Begivenhed.

SERVIUS.

Synes I? Hm? - ja, jeg troer det selv. Der er ligesom blæst nyt Liv i mig - (griber sig til Benet) Av !

ANDEN AVGUR.

Du ømmer Dig?

SERVIUS.

Aa, det er kun Benene - Benene, som er blevne lidt svage. Denne Rejse til Delphi har været meget anstrængende. Jeg besteg, som I véd, Parnassos og begav mig mutters ene, efter først at have taget mig en Dukkert i Hippokrene, op til Pythias Hule, for at høre Svaret af Præstindens egen Mund. Jeg maatte jo gjøre Alt, hvad der stod i min Magt for at skaffe Lys i Sagen.

FØRSTE AVGUR.

Ja vist! ja vist!

115
SERVIUS.

Hun var mit eneste Barn, Arving til al min Rigdom. - Det var et haardt Stød at miste hende - saa pludselig, uden al Forberedelse.

FØRSTE AVGUR.

Tal ikke saaledes, Du Misundelsesværdige!

ANDEN AVGUR.

Guderne vil forlænge dit Liv til Erstatning, fordi de har taget hende fra Dig!

SERVIUS
(med andægtigt Blik mod Oven).

Vi vil haabe det! Vi vil haabe det!

ANDEN AVGUR.

Vær aldeles vis derpaa, ædle Servius! Men glem blot ikke, at det nu er dem, som skal tage Arv efter Dig, naar Du en Gang - gid det ské sént! - forlader Jorden.

SERVIUS.

Ja, derpaa kan vi jo altid tænke. - Den Tid, den Sorg!

FØRSTE AVGUR.

Nej! nej! Saaledes bør Du ikke slaa det hen. Det faar jo Udseende af, at Du betænker Dig paa at yde Guderne frivillig et Offer, som Du skylder dem, og som jo dog er mindre end det, Du allerede har bragt dem. I dit Sted vilde jeg endnu i Dag aflægge Løftet om, at Alt, hvad jeg ejede, skulde være deres.

116
SERVIUS
(betænkelig).

Det vil sige: testamenteres til" Templerne.

ANDEN AVGUR.

Naturligvis!

FØRSTE AVGUR.

Dit Navn vil da blive indhugget med gyldne Bogstaver i de hellige Mure. Tænk Dig, naar Du selv kaster dit Blik derpaa og læser: »Servius, den Gavmilde, Fader til den vise Fulvia, som i levende Live blev optaget i det himmelske Elysium, skjænkede Guderne Alt: først sit eneste Barn, dernæst sin hele Rigdom!«

SERVIUS.

Men jeg vil dog helst selv raade over den, indtil jeg døer.

FØRSTE AVGUR.

Forstaar sig! Det er kun Løftet, som Du endnu i Dag foreløbig bør afgive. Du vil endnu leve længe.

SERVIUS.

Naar jeg engang gaar bort, skal der sættes et prægtigt Monument over mig, og den samme Indskrift, som I nylig nævnede, skal staa at læse derpaa, kort og fyndigt med gyldne Bogstaver.

FØRSTE AVGUR.

Ethvert af dine Ønsker skal være os helligt. Vi vil, om Du saa synes, strax følge med Dig hjem for at bringe denne Sag i Orden.

117
SERVIUS.

Lad gaa! Men - jeg siger Jer det: saalænge jeg lever, vil jeg selv raade over, hvad der er Mit. Guderne maa finde sig i at vente saa længe!

ANDEN AVGUR.

Ja vist! ja vist! De vil til Tak forlænge dit Liv!

(Servius, de to Avgurer og deres Følge gaa.)

(Lysias og Aqvilinus komme ud fra Templet og stige ned, den Sidste ledsaget af sit Følge, som under den efterfølgende Samtale holder sig i ærbedig Afstand.)

AQVILINUS
(standsende Lysias, der er i Begreb med at fjerne sig).

Nej, Lysias, Du slipper ej saa let -
vi To maa ikke misforstaa hinanden.
- Hør mig: Jeg tilstaar Dig, det var med Forsæt,
jeg fulgte Dig, dengang Du vendte Ryggen
til Trængslen om dit mesterlige Billed:
Du søgte ind i Templet før vi Andre.
Din Stolthed slog mig; - jeg forstod saa godt:
Du havde faaet nok af Mængdens Hyldest.
Forsmaar Du ogsaa min? Er det maaske
just den, Du nu vil undgaa ved at haste
saa ilsomt bort, at jeg faar næppe Tid
at standse Dig og komme Dig i Tale?
Svar mig oprigtig, hvorfor sky'r Du mig?

LYSIAS
(undvigende).

Vi To har ej det samme Syn paa Livet.

118
AQVILINUS.

Nu vel! Du er en Græker, jeg en Romer,
det gjør jo alt en Forskjel. Du er Kunstner
og lever i din egen Billedverden, -
jeg i den virkelige. Denne Forskjel
er vel saa stor som hin. Og begge To
har vi vor Stolthed; men til Trods for Alt,
som skiller os, vi agte dog hinanden. -
Og - ikke sandt? Da Sløret nylig faldt;
og Folkesværmen gabende sig trængte
om Billedstøtten, følte Du som jeg -
tilstaa det ærligt - at det Bedste mangled
i denne Fest: - Begejstringen og Troen!

LYSIAS.

Det overrasker mig, min høje Herre,
at høre Dig beklage denne Mangel;
man paastaar, at Du selv kun højst unødig
var med til denne Fest.

AQVILINUS.

Ja, højst unødig. -
Dog har dit Billed rørt mig, Lysias!

LYSIAS.

- Som Kunstværk, ja! Du var jo selv saa naadig at ville kjøbe det til Prydelse
for dit Palads, men undte det ej Æren
at blive stillet op i Folkets Paasyn
paa Tempelaltret. - Ingen mér end Du
har tvivlet om det Under, som er skét!

119
AQVILINUS.

Du tror derpaa?

LYSIAS.

Og derom kan Du spørge!
Selv om den delphiske Præstindes Svar
var gaaet os imod - jeg tvivled ej:
Orakelsvaret har jeg i mig selv!

AQVILINUS.

Dit Billed vidner, at Du taler Sandhed,
og Ingen kan beundre mér end jeg
den stumme Højhed, Du har lagt deri.
For Dig var Fulvia, alt mens hun leved -
jeg mener, da hun færdedes iblandt os -
et Væsen af en højere Natur;
hvormeget mere maa hun være det,
nu da saa gaadefuldt hun er forsvunden!
Men sæt, vi finde dog den Tabtes Spor!
Sæt, at det viser sig, hun er i Live!
Hvad da? Hvorledes skal vi da forsvare,
hvad her er skét i Dag?

LYSIAS
(heftig).

Da maa Du flytte
fra Tempelaltret her min Billedstøtte
og give den, i Fald Du vil, en Plads
imellem Søjlerne i dit Palads!

AQVILINUS.

Jeg tager Dig paa Ordet, Lysias!
- For Dig er Fulvia nu kun en Mythe!

120
LYSIAS.

Ja, søg Du kun i Støvet hendes Spor!
Selv om jeg kunde, vilde jeg ej drage
den skjønne Sjæl herned til denne Jord.
- Hvad skulde hun vel mere her tilbage?

AQVILINUS.

Jeg deler ej din lykkelige Tro
og kan ej finde Lys i denne Gaade.

LYSIAS.

Ja, der er Forskjel, sér Du, paa os To,
vi tage Livet paa forskjellig Maade!

(De gaa hver til sin Side.)

(Under den foregaaende Samtal er Templet blevet tillukket, og baade Deltagerne i Festen og Tilskuerne have efterhaanden forladt Skuepladsen, der, naar det sidste Fakkelskin r forsvundet, formørkes. Efter et kort Ophold kommer Fulvia, klædt om Broder Eugenius, listende sig sagte frem, spejdende til alle Sider.)

FULVIA.

Den tætte Folkesværm har nu sig spredt -
den sidste Efternøler er forsvunden
Igjennem dunkle Gader, skjult i Skyggen,
langs Murene jeg har mig listet hid.
Nu sænker Natten sig, nu er det Stunden,
da jeg maa handle. Maanen staar alt op.
- Tys! hvad var det ? Ah - kun en Flagermus,
som opskræmt svirrede forbi mit Hoved.
- Her lurer Ingen. Nej! - jeg er alene,
hvorfor da skjælve? Alt er stille nu
i denne Del af Staden; disse Templer,
med deres Hedningguder, trænger ej
121 til at bevogtes. Overtroens Rædsel
staar her paa Vagt. Mig skal den ikke skræmme.
Jeg er jo ingen Tyv, vil Ingen myrde,
kun sønderslaa mit eget Marmorbilled
med denne Hammer. Stands, Du lyse Maane,
tøv paa din Vandring opad Himmelbuen!
Med lukte Øjne kan jeg finde Vejen -
jeg har besteget denne Trappe før!

(Idet hun sætter Foden paa Tempeltrappen, træder Maanen frem og kaster sit Lys paa Billedstøtten.)

O, alle Himlens Engle staa mig bi!
der er mit Billed! - Ja, det er mig selv;
men skjønnere - forherliget - forklaret -
et Mesterværk af Kunst: min Sjæl i Sten!
Jeg selv af Kjød og Blod er kun dets Skygge.
- Vel maa jeg rødme i min Kuttes Skjul:
jeg Larve til saa skjøn en Sommerfugl!
Det er, som Marmorpsychen dér sig skammer
ved Siden af den Orm, hvorfra den stammer,
og smiler haant ad Ofret, jeg har bragt!
- Vé mig! jeg føler Kvindehjertet banke:
- et Gjenfærd af mig selv, i denne Dragt -
jeg gribes af en syndig Hedningtanke
ved dette Syn - ved denne Skjønhedspragt
i disse Templer - disse Søjler ranke!
Kom mig til Hjælp, o Himmel! gjør mig stærk!
Er denne Herlighed kun Djævlens Værk?
Hvi har, o Gud, saa skjøn Du Verden dannet,
naar Skjønhedsglæden er af Dig forbandet!
Du, som har skabt den straalerige Sol,
122 den røde Rose og den blaa Viol!
Hvorfor har ej Du Jorden dækt med Skimmel,
men sat mig midt iblandt dens Blomstervrimmel!
- Naturen sig fornyer Vaar paa Vaar,
og Nattens Stjerner højt paa Himlen funkle,
som de har funklet gjennem tusind Aar -
skal Dødens Skygge nu det Alt fordunkle?
Er Alt, hvad Hellas' høje Aand har skabt,
kun idel Blændværk? Skal det Alt gaa tabt?
- Er der paa Jorden Intet mér tilbage
for dem, som tro paa Dig, end at forsage?
- Forsage! ja, det er dit strenge Bud!
Styrk mig i Kampen! styrk mig, store Gud!

(synker overvældet med bøjet Hoved ned paa Tempeltrappen, men skræemmes nogle Øjeblikke efter op.)

Men tys! jeg hører Skridt! der kommer Nogen!
- En Mand! jeg kjender denne Skikkelse:.
Ha, Aqvilinus! Himmel, det er ham -
ham, som jeg sidst i Verden vilde møde!

(Hun skjuler sig hurtigt bag en Søjle i et af de Templer, som staa paa den modsatte Side af Athenetempelet. En Sky gaar for Maanen.)

(Aqvilinus, indhyllet i sin Toga, kommer fra Højre. Efter at have kastet et Blik omkring sig, for at overtyde sig om, at han er ene, standser han foran Tempeltrappen, der fører op til Fulvias Billedstøtte, og staar et Øjeblik fortabt i Beskuelsen deraf.)

AQVILINUS.

Du tavse Nat, alene her for Dig
forraader jeg min Sorg. - Vær Du mit Vidne:
Hun var den Eneste, jeg havde kjær!
Hvor høj og ren og herlig staar hun dér,
men hævet over Jordens Fryd og Smerte!
123 Den kolde Marmorsten har intet Hjerte. -
Og dog det er mig, som hun er mig nær.
O, kunde som Pygmalion jeg varme
det døde Billed her i mine Arme
og vække Livets Pulsslag i dets Bryst!
- Ja, kunde hun fornemme nu min Røst,
hun vilde næppe mér saa stolt mig vrage.
Af hende har jeg lært, det at forsage
kan veje mér end jordisk Herskermagt.
- »Synk i Dig selv, synk ned!« har hun jo sagt -
Ja, jeg har gjort det, - Fulvia, - og vundet,
thi gjennem Sorgen har mig selv jeg fundet!
- Tak for det Syn, Du mig paa Livet gav,
ihvor Du er, om i den kolde Grav -
død eller levende - maaske i Himlen
et Steds deroppe mellem Stjernevrimlen!
- Mig kalder atter Livets Kamp herfra.
Men aldrig glemmer jeg Dig, Fulvia!

(stiger op af Trappen og slaar sine Arme om Billedstøtten.)

Paa Marmorlæben maa et Kys jeg trykke!

(idet han, efter at have kysset Billedets Mund, stiger ned og ved Foden af Trappen endnu en Gang vender sig om mod det.)

Og saa Farvel! - Farvel, min døde Lykke!

(Gaar.)

FULVIA
(træder frem af sit Skjul).

O, jeg forgaar af Skræk! Hvad har jeg sét!
Hvad har jeg hørt! Han dristed sig at kysse
mit Billed - ja, han elsker mig endnu!
124 Held mig, at jeg stod skjult bag Søjlens Mørke -
Hvi blev, mit Billed, ej Du rød som Blod!
Selv blusser jeg fra Isse og til Fod -
men denne Afgud skal ej mér han dyrke!
- Nu er det Tid! ja, ja! nu skal det ské.

(stiger med opløftet Hammer op til Billedstøtten.)

Jeg lukker Øjnene for ej at sé. -
Styr Du, o Gud, min Arm! Fald tung min
Hammer!
- Det er mit eget Hjerte, Slaget rammer!

(Idet hun vil slaa til, slipper hun pludselig Hammeren, kaster sig lidenskabelig om Billedstøttens Hals og trykker et Kys paa dens Mund. Forfærdet over sin egen Dristighed og bedækkende sit Ansigt med sine Hænder, stiger hun hurtig ned.)

Jeg er fortabt! Hvor skjuler jeg min Skam!
Vé mig, Usalige, - jeg elsker ham!

(Tæppet falder.)