FØRSTE SCENE.
(Offentlig Plads i Alexandria. Samme Dekoration som i iste Akts iste Scene.)
(Fulvia, klædt som Broder Eugenius, sés siddende afsides paa en Stenbænk, halvt skjult af en fremspringende Murpille. Hun har trukket Hætten paa sin Kutte ned over Hovedet, som hun hviler mod Muren i en Stilling, der gjør det tvivlsomt, om hun sover eller er sunken sammen af Træthed.)
(Et Tog af blomstersmykkede Ynglinger og Piger komme fra Venstre og drage syngende og dansende over Skuepladsen.)
126(Idet Toget under forsat Sang og Dans fjerner sig til Højre, komme Malchus, Josephus, Lucas og flere Klosterbrødre tilligemed Menippos og Theodoros fra den modsatte Side.)
- ✂
- MALCHUS.
-
✂ Saa sagte! sagte! Lad os give Tid,
til de er borte, - jeg har ikke Lyst,
saa tyk jeg er, at blive reven med
i Dansen af de kaade Hedningtøse,
- og I vel heller ikke -
- ✂
- MALCHUS.
-
✂ Stille! - Tys!
Han er alt kommen. Sé, der sidder han
med Ho'det lænet mod den haarde Sten
og tager sig en lille Morgenlur.
Naa, Herre Gud! Han kan nok være træt;
han har vel tilbragt Natten med at vaage
og bede hos en stakkels syndig Sjæl;
thi andet Ærind, kan jeg ikke tro,
har drevet ham herind.
- ✂
- LUCAS.
-
✂ Jeg ikke heller;
han plejer ellers aldrig nogen Nat
at være borte fra vort stille Kloster.
- ✂
- FULVIA
-
(som, idet hun bemærker dem, springer op fra sit Sæde og iler hen imod dem).
✂ O, Gud skéTak, at endelig I kom!
Jeg véd ej selv, hvorlænge jeg har siddet
i Skjul af Muren her og ventet Eder.
- ✂
- FULVIA
-
(søgende at beherske sig).
✂ Spørg ikke, Brødre, hvad der er mig hændet
i denne Nat. - Jeg har kun lidt at sige,
kun et Par Ord. - Jeg stævned Eder hid
at møde mig i Staden her, fordi
jeg nødes til endnu i denne Stund
og uden Forberedelse at tage Afsked
med Eder Alle!
- ✂
- JOSEPHUS
-
(bonlig).
✂ Hvis det er saa, da tag mig med!
Selv har Du, fromme Fader, givet mig
min fulde Frihed.
- ✂
- FULVIA
-
(med et tungt Suk).
✂ Ja, i Gaar - i Gaar,
men denne ene Nat har dynget Aar
paa min Erindring!
- ✂
- MALCHUS
-
(afsides).
✂ Jeg sagde nok : det kunde ikke gaa.
Han var for ung og mangled Bén i Panden.
- Hvo véd, hvem Valget nu kan falde paa?
- ✂
- FULVIA
-
(heftig).
✂ Nej, den har dynget Bjerge paa mit Bryst
og knyttet mig end fastere til Himlen!
- ✂
- FULVIA
-
(vandende sig bort).
✂ Jeg kan det ej! - Jeg høster nu min Løn.
- Jeg er ej den, I tror l - Vælg Jer en Anden!
- ✂
- FULVIA.
-
✂ Spild ej Eders Ord!
Mit Valg staar fast: Jeg gaar som Enebo'r
i Ørknen ud; der findes vel en Hule
et eller andet Sted, som kan mig skjule
for Dagens Lys -
- ✂
- FULVIA
-
(bevæget, men bestemt).
✂ Nej! Korset skal I ud i Verden bære!
Følg Eders Kald! Velsignet være I!
- Og Dig, Josephus, staa Guds En'gle bi!
Gaa med de To. - Mig maa I helst forglemme.
- ✂
- FULVIA
-
(idet hun fortvivlet vender sig bort).
✂ Ja, det er Kvalen just, at jeg er ung,
at Livets Uro banker i mit Hjerte!
Alene maa jeg kjæmpe med min Smerte -
- gjør mig ej Afskedsstunden mere tung!
- ✂
- MENIPPOS
-
(dæmpet, idet Kan bøjer sig hen imod hende).
✂ Hvad er der skét? O løs os denne Gaade;
hvisk den i Øret lønligt paa os To!
- ✂
- FULVIA
-
(fortvivlet).
✂ Hvor kan til Mennesker jeg det forraade,
hvad neppe Himlen selv jeg kan betro!
- Endnu en Gang, Farvel! - det er mit sidste!
(Hun vender sig bort fra dem og bedækker Ansigtet med sine Hænder. Tvillingbrødrene og Josephus tage Afsked med Klosterbrødrene, hvoraf nogle ledsage dem ud til Højre, medens Malchus og nogle af de andre, som nøjes med at vinke Farvel til de Bortdragende, blive tilbage og stikke Hovederne sammen i ivrig Samtale.)
(En forvirret Støj, blandet med Sang og Latter, høres nærmere og nærmere udenfor Skuepladsen.)
(iler ud til Højre med de Andre, undtagen Fulvia, der bliver staaende, fortabt i sin Sorg, indtil Larmen er kommen saa nær, at hun skræmmes op; hun faar kun Tid til at ile hen til den modsatte Side.)
(En ny Flok af unge Kvinder med flagrende Haar, og af et vildere Udseende end de Første, komme, fulgt af en Flok skjæggede Mænd, jagende i bachantisk Jubel ind fra Venstre.)
133- ✂
- KOR AF KVINDERNE.
-
✂ Snart skal vi lande paa Skyggernes Kyst!
Tiden har Vinger - vi kan. den ej standse!
- ✂
- KOR AF MÆNDENE.
-
✂ Hjælp os, o hjælp os at holde den fast!
Skjænk os den Fryd, som en Kvindefavn rummer.
(Fulvia, som under det Foregaaende er flygtet hen til Huset med det fremspringende Bislag, trykker sig tæt op til dets Dør, men bliver opdaget af dem.)
- ✂
- EN MAND AF FLOKKEN
-
(idet han med vilde Fagter nærmer sig hende.)
✂ Ha, ha! Nej, sé dér - hvad er det for en Fugl?
Ved Eros og Bacchos: En Ugle, en Ugle!
Lad os sé paa dit Næb! Kom frem af dit Skjul!
Vi er Verdens lystigste Fugle.
Tør Du vise dit Ansigt i Solens Glands?
Er maaske Du en Kristen eller en Jøde?
I hvem Du saa er, Du skal med i vor Dands
eller stenes paa Stedet tildøde!
- ✂
- FULVIA
-
(bankende paa Døren).
✂ Frels mig derinde! Frels mig! luk mig ind!
(Idet nogle af Flokken ville gribe fat i Fulvia, forsvinder hun gjennem den aabnede Dør, som hurtig lukkes bag hende.)
- ✂
- MANDEN AF FLOKKEN.
-
✂ Ha! ha! han forsvandt som en Snegl i sit Hus.
Hvad saa mér! hvad saa mér! lad os nyde vor Rus,
til vi stige derned, hvor der lyser ej Sol,
for at tilkaste Charon vor sidste Obol!
(De tumle støjende og jublende ud.)