TREDIE SCENE.
(Søjlehal i Prokonsulens Palads i Alexandria: Samme Dekoration som i anden Akts anden Scene.)
(Gjennem Hovedindgangen i Salens Baggrund komme først nogle Spyddragere og opstille sig ved Dåren for at holde Orden paa den efterfølgende Folkehob, i Spidsen for hvilken sés Enken Phryne, fulgt af Fulvia, der fastholdes af et Par Mænd. Fulvia har kastet Hælten over sit Hoved, saaledes at den skjuler hendes Ansigt. Nærved hende sés Broder Malchus, der kun modstræbende synes at være til Stede.)
(Skrivere med Haandtavler komme og tage Plads ved Thronstolen.)
(Aqvilinus træder ind fra en Sideindgang og bestiger Dommersædet.)
- ✂
- AQVILINUS.
-
✂ Skjøndt det er Skik paa Aarets store Fester,
(Phryne træder frem og kaster sig paa Knæ foran Dommersædet.)
og altsaa ogsaa paa en Dag som denne,
140 at holde Døren lukt for Rettens Sal,
jeg har besluttet dog at aabne den;
thi Enkers og de Værgeløses Klager
gaa frem for Alt, og ikke skal det siges:
Retfærdigheden sover, naar de Svage
paakalde den. Jeg vil bevise her,
at den er vaagen! - Hvor er Klagerinden?
Hun træde frem! Jeg er beredt at høre!
✂ Rejs Dig! Hvad er dit Navn?
- ✂
- PHRYNE.
-
✂ Ja, en sorgfuld Enke;
jeg lever ensomt i mit stille Hus,
og stænger strengt min Dør for Mænds Besøg;
men denne Galilæ'r, som hist Du sér,
skreg højt om Hjælp, som En, der var forfulgt,
og bad saa bønligt om et Tilflugtsted,
at jeg forbarmed mig og lod ham ind.
Men han bedrog mig, det var kun en List,
hvormed han vilde lokke mig i Fælden.
Det var min Kydskhed, som han vilde krænke,
og kun ved Skrig, som kaldte Folk til Hjælp,
jeg frelste mig fra Skjændslen, som mig trued.
- ✂
- AQVILINUS
-
(bydende).
✂ Jeg fordrer Stilhed her!
(til Spyddragerne.)
✂ Ud med
(Spyddrageme drive Fredsforstyrrerne ud.)
det Pak,
som glemmer frækt for hvem og hvor de staa!
- ✂
- AQVILINUS.
-
✂ Før Manden frem! Han skal ej uhørt dømmes!
(Fulvia bedækkende sit Ansigt med Hænderne, og nær ved at segne, stødes frem for Dommersædet.)
- ✂
- AQVILINUS.
-
✂ Vé Dig, Du Hykler!
Du Ulv i Faaredragt; tifold strafværdig,
hvis Du er skyldig i den frække Gjerning,
som her Du sigtes for; thi Eders Tro,
den, som I paastaa nu skal frelse Verden,
er en Forsagelsens og Sorgens Tro,
som sætter alle Sjæles Maal saa højt,
at Tanken svimler. - »Himmel eller Helved« -
det er jo Valget, som I give Andre.
Hvad har Du valgt? Er Du et Mørkets Barn:
en uren Aand, som, iklædt Kjød og Blod,
udfordrer Straffen alt paa Jorden her?
- ✂
- FULVIA
-
(sagte, idet hun synes at opbyde al sin Kraft for at holde sig oprejst).
✂ Jeg er uskyldig!
- ✂
- EN SPYDDRAGER.
-
✂ Her staar en Galilæ'r,
(Broder Malchus, som røber stor Befippelse, stødes frem i Salen.)
som nikked til ham, da han gik herind;
for Sikkerhedens Skyld tog vi ham med;
han véd Besked, hvis han vil ud med Sproget.
- ✂
- MALCHUS
-
(tørrer Sveden af sin Pande)
✂ Ja, Gud forlade mig min slemme Synd:
Jeg kjender ham. Et Aar er det nu siden,
han blev Abbed for samme Broderskab,
hvortil jeg hører.
- ✂
- MALCHUS.
-
✂ Ih, bevares:
Vor forrige Abbed, den gamle Mand,
som gik i Barndom! Det var ham, der valgte
ham her til Eftermand. - Jeg sagde strax,
det kunde ikke gaa. - Hvem denne var,
hvorfra han stammed, vidste Ingen af os.
Han kom, som han var falden ned fra Maanen,
men Lærdom havde han mér end vi Andre
og foregik os med et fromt Exempel,
ja, det véd Gud, han gjorde. - Men han fasted
til Overmaal -
- ✂
- MALCHUS.
-
✂ Ja, for at fatte mig i Korthed, Herre:
I Nat forlod han os, og da vi mødtes
igjen i Morges, tog han Afsked med os
og teede sig, som hån var bleven gal,
og det er netop det, jeg tror han er,
hvis ikke Fanden selv er faret i ham!
- ✂
- AQVILINUS
-
(som under det Foregaaende har røbet stigende Spænding og Utaalmodighed).
✂ Nok! nok! Jeg vil ej høre mér din Sladder!
(til Spyddragerne, idet han rejser sig og stiger ned fra Dommersædet.)
✂ Røm Salen her og lad mig være ene
(De Tilstedeværende, med Undtagelse af Aqvilinus og Fulvia, forlade Retssalen.)
med denne Synder! Vent derudenfor,
indtil jeg kalder!
- ✂
- AQVILINUS
-
(efter at have overtydet sig om, at Dørene ere lukkede).
✂ Nu er vi alene.
Rejs Dig, Du Gaadefulde! Sig, hvem er Du?
- ✂
- AQVILINUS
-
(beherskende sig, med forstilt Kulde).
✂ Umuligt! - Kun en rent tilfældig Lighed
imellem Dig og den, hvis Navn jeg nævned,
har skuffet mig, men kun et Øjeblik.
- Hvor kunde Fulvia, den rene Kvinde,
hvis sværmeriske Sjæl alt higed her
fra Jorden op mod Lysets Straalehav,
hun, som har vundet Plads blandt Himlens Stjerner,
- hvor kunde hun fornedre sig til Sligt!
- ✂
- FULVIA
-
(knælende).
✂ O, hør mig! det var Længsel efter Lyset,
som drev mig bort fra Alt: Jeg søgte Gud!
- ✂
- AQVILINUS
-
(streng).
✂ Som Mand Du levet har imellem Mænd,
og hvor er Lavrbærkrandsen, som Du vandt;
da i Triumf de drog Dig hjem fra Templet?
- Nu er det Pøblen, som har slæbt Dig hid!
- ✂
- FULVIA.
-
✂ For hvad jeg fejled, har jeg strengt gjort Bod,
men, tro mig, intet Slet har jeg forøvet!
Som jaget Dyr jeg ligger for din Fod -
dræb mig - men træd mig ej med Haan i Støvet.
- ✂
- AQVILINUS.
-
✂ Jeg kan ej tro Dig! Nej! Hvor var Du henne
i denne Nat? Hvorfor forlod Du Klostret
paa slig en Tid? Du hørte selv jo nylig,
147 hvad Vidnet sagde: Først i Morges mødtes
Du med de Andre -
- ✂
- FULVIA.
-
✂ Gjaldt det Livet kun,
da tav jeg! - Men jeg nødes til at tale.
Nuvel, saa briste da det sidste Segl,
som lukker for min Mund! Hvor var Du selv
i denne Nat, Prokonsul Aqvilinus?
- ✂
- FULYIA.
-
✂ Var det et Stævnemøde, som Du havde
med Marmorstøtten, der skal forestille
den døde Fulvia? - Hvi kyssed Du
dens kolde Mund? Den levende, som ligger
i Støvet for Dig, stod bag Tempelsøjlen
og saa' det Alt, og hun blev rød som Blod;
for første Gang hun der sig selv forstod
og følte, hvad der slumrede herinde.
Og alle Stjernerne sig sammensvor -
den hele Himmel og den hele Jord -
med Dig - og lærte mig, at jeg er Kvinde!
- ✂
- AQVILINUS
-
(aabnende sin Favn).
✂ Og nu forsmaar Du ikke mér min Haand?
- Afgrunden mellem os, - er den nu jævnet?
- ✂
- AQVILINUS
-
(med Humor).
✂ Vent l vent! Her er en Aand,
en gaadefuld, som for min Dom er stævnet;
en syndig Kristenmunk, af Ingen kjendt,
beskyldt for Vold - ham, som de fordre brændt!
- Hvad gjør jeg nu med ham? - Rask maa
her handles.
Til Kvinde maa Du helt fra Mand forvandles!
- Giv mig den grimme Kutte, Du har paa,
og. skjul Dig hurtigt - her til denne Side -
hvad her er skét, maa Du og jeg kun vide!
- ✂
- FULVIA
-
(Idet hun afkaster Kutten, under hvilken hun er iført samme Dragt som i anden Akts tredie Scene).
✂ Hvad vil Du?
- ✂
- AQVILINUS
-
(som har modtaget Kutten).
✂ Mane denne Synder bort.
Gaa! skjul Dig! skjul dig! Fristen er kun kort.
I denne Stund maa al Betænkning vige -
selv skal Du sande, hvad jeg nu vil sige!
(Han fører hende hen til Venstre, hvor hun skjuler sig bag Thronstolen; derpaa iler han hen i Salens Baggrund, aabner rask Hovedindgangen, foran hvilken han stiller sig, holdende Kutten højt i Vejret.)
149- ✂
- AQVILINUS
-
(til de Udenforstaaende).
✂ Jeg nødes til at hæve denne Sag;
(kaster Kutten ud til de Udenforstaaende, som svare med en forvirret Mumlen, medens han atter hurtigt tillukker Indgangen.)
højst gaadefuld - vidunderlig er Grunden:
Et Underværk er skét ved højlys Dag -
sé - her er Kappen - Munken er forsvunden!
- ✂
- AQVILINUS.
-
✂ Det var mit sidste Hedningebedrag!
(til Fulvia, der ængstelig træder frem fra sit Skjul, idet han udbreder Armene imod hende.)
✂ Kom, Fulvia, nu skilles ej vi To!
En Krands af Tidsler har dit Hoved baaret,
nu vil jeg flette Roser Dig i Haaret!
- ✂
- FULVIA
-
(vigende tilbage).
✂ Men Du og jeg er af forskjellig Tro!
- Du er jo Afgudsdyrker - jeg Kfistinde.
- ✂
- AQVILINUS
-
(med Inderlighed).
✂ Saa led mig Du, i Fald jeg gaar iblhide;
opbyg mig til dit Paradis en Bro
og viis mig Lyset, - hvis det er at finde!
Som Lærling sætter jeg mig. ved din Fod.
- Men husk, paa Jorden skal Du fæste Rod;
din Plads paa Himlen har Du tabt som Stjerne;
som Hustru skal Du hvile ved mit Bryst.
- ✂
- AQVILINUS.
-
✂ Rolig! Tiden bringer Raad!
(han tager et Brev frem fra sit Bryst.)
Sé dette Brev,
✂ det kalder mig til Daad;
det modtog jeg i Morges fra vor Kejser:
Til Lilleasien har han mig kaldt,
jeg. bryder op herfra i Aften alt -
og Du ?
- ✂
- FULVIA.
-
✂ Jeg følger Dig, hvorhen Du rejser,
langt over Havet gjennem Ørknens Sand,
hvorhen Du vil - til Verdens sidste Rand!
Helt er jeg din, og Intet uden Kvinde!
(Under den sidsfe Del af dette Replikskifte høres udefra, først fjernt, derpaa nærmere og nærmere, Hymnen til Eros, den samme, som i Aktens Begyndelse synges af Ynglingernes og Pigernes Kor.)
151(Tæppet falder.)