Kaalund, H. V. Uddrag fra Fulvia

PHRYNE.

Ja, en sorgfuld Enke;
jeg lever ensomt i mit stille Hus,
og stænger strengt min Dør for Mænds Besøg;
men denne Galilæ'r, som hist Du sér,
skreg højt om Hjælp, som En, der var forfulgt,
og bad saa bønligt om et Tilflugtsted,
at jeg forbarmed mig og lod ham ind.
Men han bedrog mig, det var kun en List,
hvormed han vilde lokke mig i Fælden.
Det var min Kydskhed, som han vilde krænke,
og kun ved Skrig, som kaldte Folk til Hjælp,
jeg frelste mig fra Skjændslen, som mig trued.