↩ Under og efter det »moderne gennembrud« i Jacobsens samtid forskydes genren i retning af den såkaldte udviklingsroman, som lægger vægt på en ikke helt så optimistisk tænkt proces i fortællingen om et enkeltindivids forsøg på, ikke at erkende en overgribende orden, men at erkende eller ville sig selv. Det er ofte en desillusionsroman -og lykkes det ikke for hovedpersonen at bringe sig i orden, lægges vægten ofte på sociale og biologiske årsager. Udviklingsromanen er således årsagsbestemt, den er kausal i sit perspektiv. Men ideen om at lade romanen have en bestemt persons skæbne i fokus 216 fastholdessom i f.eks. Herman Bangs naturalistiske sammenbrudsroman Haabløse Slægter fra 1880, Henrik Pontoppidans udviklingsroman LykkePer fra 1898-1904 eller Martin Andersen Nexøs socialistiske dannelsesroman Pelle Erobreren fra 1906-10.