↩ Grundfølelsen i en sådan situation er isolation og magtesløshed. Individet oplever sig selv som eneren, der står over for en massiv og 211 uflyttelig omverden, som styres af den stupide egennytte hos det, Henrik Ibsen kalder den kompakte majoritet. Det er helt usædvanligt i tidens litteratur at møde en skikkelse som Ibsens dr. Stockmann, der i En Folkefiende sætter sin egen vilje op mod majoritetens. Langt almindeligere er det at finde hovedpersoner som Drachmanns og Schandorphs, hvor afmagtsfølelsen har bredt sig til hele karakteren og gjort dem til fantaster. I sit anlæg placerer Niels Lyhne sig et sted imellem disse to yderpunkter, idet Jacobsen har anbragt sin hovedperson som medlem af en samlet opposition. Det interessante i planen er, at den kunne vise styrken i at tilhøre en gruppe med dens sammenhold og brydninger, og fremstille dialektikken i gruppens kamp mod det bestående. Imidlertid gør Jacobsen end ikke et forsøg på at realisere disse muligheder. Livet i gruppen og den udadvendte kamp omtales kun i de vageste, men til gengæld mest sublime vendinger.