Jacobsen, Jørgen-Frantz Uddrag fra Nordiske Kroniker

Vi kom dybere og dybere ind, og det blev mørkere og mørkere. Men da vi havde roet 50—60 m, trængte der igen Lys ind i Hulen. Det kom fra Siden gennem et højtsiddende Vindue og afslørede et kyklopisk Interiør. Midt i Grotten stod en Søjle. Den var saa tyk som et Taarn og samlede i sig hele Vægten af en fantastisk konstrueret Hvælving. Der var paa dette Sted en Korsvej af Grotter. Den lange Gang, vi var kommet ind ad, krydsedes vinkelret af en anden, og begge fortsatte sig dybt ind i Fjeldets Masse. Vi var ikke i en Hule, men i et System af Huler.