Jacobsen, Jørgen-Frantz Uddrag fra Nordiske Kroniker

Naturligvis betragtes paa Færøerne Kvadene og Dansen som en stor Skat, som et nationalt Symbol. Her har det færøske Sprog en selvstændig Litteratur, som taaler Sammenligning med de andre nordiske Landes saa højt værdsatte Folkeviser, her er i al sin Oprindelighed en gammel Kultur blevet bevaret, som har Interesse for hele Norden. Kvadene er det færøske Sprogs Stolthed, men ogsaa dets ranke Rygrad. Det viser os det gamle, fyndige Sprog som et enestaaende Forbillede for alle dem, som nu om Stunder vil bruge Færøsk.