↩ Den færøske Dans, saaledes som den foregaar i en trang, svagt oplyst Stue, monoton i Rytmen, tung og dundrende, vil maaske for mange se ensformig og uinteressant ud. For dem, som er fortrolige med den, har den dog sin egen, mægtige Charme. Netop i Gentagelsen, Omkvædet som stadigt kommer igen, de samme Ansigter, som man atter og atter passerer og genkender, har den sin store, ofte manende Styrke. Saaledes som den efterhaanden er udformet paa Færøerne, har den ved sig noget af Havets vældige, gyngende Rytme. Som Havet i regelmæssig Takt tungt skyller ind over Klipperne for dernæst at trække sig tilbage i en stadigt enslydende Sang, af tusinde smaa, salte Strømme, saaledes bølger ogsaa Kvadets fortløbende Foredrag frem, stadigt afbrudt af det monotone Omkvæd.