↩ Ingen, der for Alvor kender og forstaar norske Forhold, vil gaa i Rette med den norsk-norske Bevægelse og med Landsmaalet. Foruden at være den interessanteste Brydning i Nutidens nordiske Kulturliv har denne Retning al den Berettigelse, en organisk og naturlig Udvikling kan have. Men nægtes kan det ikke, at Norge, alt mens det uimodstaaeligt glider frem ad denne Vej, mere og mere mister Kontakten med den øvrige nordiske Kultur og mere og mere indkapsler sig i sig selv og fordyber sig i en Tankegang, som dels bunder i, dels vedligeholder det gamle Kompleks, nemlig denne, at Unionen med Danmark var en tabt Tid, og at Norge først bliver sig selv i det Øjeblik al dansk-norsk Kultur er veget for den norsk-norske. Denne ejendommelige Bevægelse, som endnu ikke helt er vokset ud over det lidt provinsielle, og som stadig maa ruge 83 over Tanken om en ikke blot politisk, men ogsaa rent aandelig Forurettelse, er den moderne Form, i hvilken man genfinder den ældgamle norske Usikkerhed i Selvvurderingen, den stærke Trang til nationale Stimulanser, Komplekset.