Jacobsen, Jørgen-Frantz Uddrag fra Nordiske Kroniker

Det er muligt, at hans følsomme Væsen paa en ret ensidig Maade fik Afløb i denne Passion. Tyske Forskere har fremsat den dybsindige Teori, at han i Musikken fandt noget af det, som han forgæves havde søgt i amour, og Tanken er ikke uinteressant. Ejendommelig er jo den haarde Maade, paa hvilken han forstødte sin sympatiske men ganske vist ikke særlig morsomme Hustru, uden at det kan paavises, at det var Tilbøjelighed for andre Kvinder, som tilskyndede ham til dette Skridt. Nogle paastaar rent ud, at han var homoseksuel — en fantasiløs Hypotese, som i hvert Fald ikke bygger paa nogen psykologisk Forstaaelse af Manden. Er hans enorme og konsekvente Selvoptagethed — og Optagethed — ikke Forklaring nok paa hans ringe Interesse for det svage Køn?