Jacobsen, Jørgen-Frantz Uddrag fra Nordiske Kroniker

Hvem der har det egentlige Førerskab inden for det britiske Ægteskab, kan der af gode Grunde ikke være Tvivl om. Hvordan dette Førerskab udøves, er maaske en Ting, som er mindre kendt. Den gæve, men meget selvoptagne skotske Skribent Bruce Lockhart kommer i sine spændende Erindringer fra den russiske Revolution med en lille Indiskretion, der kaster et interessant Lys over dette intime Spørgsmaal. Han bekender følgende: Han var som ung Embedsmand ved Generalkonsulatet i Moskva paa Besøg i St. Petersborg og skulde for første Gang aflægge en Visit i den britiske Ambassade. „Jeg havde", skriver han, „en ubehagelig Fornemmelse, omtrent som naar man skal til Tandlægen. Som Skotte prøver jeg undertiden at overdøve mit Mindreværdskompleks over for Englænderne ved at simulere Foragt for deres intellektuelle Afstumpethed. Naar jeg er sammen med Udlændinge (foreigners), er jeg en Løve af Selvtillid. Amerikanernes støjende Pralerier forøger kun min Følelse af egen Betydning. Blandt Russere befinder jeg mig som grand seigneur. Men den stilfærdige Arrogance, der ligger i en Englænders beskedne Væsen, reducerer mig altid til en kejtet Dompap."