↩ Hans Genialitet bestod maaske først og fremmest i hans Evne til at lytte. Denne ensomme Færing, der vandrede rundt mellem de shetlandske Almuehjem, og som overalt fik den hjerteligste Modtagelse, kunde faa Stenene til at tale Nordisk. I det svageste Ekko forstod han at finde en tonende Virkelighed. Hans „Stednavne" og „Ordbog" rummer ikke blot et nordisk Sprog, men en nordisk Verden med hele dens taalmodige Bondearbejde, dens nære Forhold til Jord, Hav og Vejrlig, Husdyr og Redskaber.