Jacobsen, J. P. INDLEDNING TIL NIELS LYHNE

INDLEDNING TIL NIELS LYHNE

VIII

        

IX

I en Antegnelse til "Hervert Sperring"-Digtet "Drøm!" (1867) oplyser Jacobsen, at det er "Fremkaldt ved en Historie, der vil findes i "Atheisten', hvis jeg nogen Sinde faar denne Roman skreven" ("Digte og Udkast" 2. Udg. S. 35). Af denne Roman er alt, hvad der er bevaret, de to Udkast til Personliste og Kapiteloversigter, som er aftrykt i Apparatet til nærværende Udgave (S. 298 f.). Saa meget kan man dog slutte af de løst nedkradsede Notater, at Jacobsen har villet lade os følge Helten, der i det ene Udkast betegnes som "Atheisten" (= Jens Spøttrup i det andet?), gennem hans Barndom, i Forholdet til en Række Kvinder, indtil til Slut Døden gør sin Høst i hans Kreds og isolerer ham helt. Man genkender let i dette løse Omrids Grundformen for "Niels Lynne".

Fra det Øjeblik, da Idéen antager fastere Form. for Jacobsen og bliver Romanen om Niels Lyhne, kan man imidlertid følge dens Tilblivelse ret nøje, takket være bl. a. flg. Tabel, som Digteren har udarbejdet i Lighed med den over "Marie Grubbe" *):

*

X

"Niels Lyhne.

Begyndt sidst i 1874. til S, 8.

Gjenoptaget. Jan. 1877.

Sluttet. 2. Dec. Morgen Kl. 4. 1880.

Side 1-8 skrevet Studiestræde 18. 2. Sal. 1874?

- 9-16 [o: 2. Halvdel af Kap. I] Thisted 1877.

- 17-64 [o: Kap. II-III] Montreux Nov. 77 - Maj 78.

- 65-97 [o: Kap. IV-V, Beg. af VI] Thisted. Juni 78-Sept. 78.

- 98-107 [o: Slutn. af Kap. VI, Beg. af Kap. VII] Rom. Nov. 78-April 79.

- 108-148 [o: Slutn. af Kap. VII, VIII] Thisted. Juli 79-Dec.

- 149-324 [o: Kap. IX-XIV] Thisted. 1880. (222-Slutning [o: fra et Stykke ind i Kap. XI- ud] Oct. Nov. 80)."

Allerede 1874 - 2 Aar før "Marie Grubbe" udkom - var altsaa de første 8 Sider af "Niels Lyfane" (Skildringen af Bartholine Blide) blevet til, og ved Sommertid 1875 kan Jacobsen delagtiggøre Georg Brandes i Planen for sin nye Bog (jf. Brandes. SS. III. 41, 61). Indtil han havde "Marie Grubbe" fra Haanden, blev dog Udarbejdelsen stillet i Bero. Men aldrig saa snart var "Marie Grubbe" gjort færdig til Trykken, før lian (6/12 1876) fra Thisted instruerer sin Ven Vilh. Møller om at fremskaffe det i 1874 paabegyndte Manuskript: "Jeg begynder straks paa en ny Bog og vil derfor bede dig sende mig nogle Blade Manuskript, der hvis jeg ikke fejler ligge i mit Klædeskab, Papir som dette, hvorpaa jeg skriver, Begyndelsesord; Hun havde Blidernes osv." (Kgl. Bibl., jf«

XI

"Tilskueren" 1904 S. 844). Samtidig omtaler han for Edv. Brandes den "store Roman", som han nu skal til at tage fat paa ("Breve" 3. Udg. S. 38), og «/i 1877 hedder det: "Jeg gaar og lapper paa en Nutidsbog, som jeg er lidt bange for ikke at kunne klare godt nok" (smst S. 41). Den er endnu navnløs 24/7 1877 *) og spinder sig kun langsomt ud af sit Hylster (smst. S. 51), men tre Maaneder senere gør han sig dog svage Forhaabninger om, at Manuskriptet kan afleveres i Februar 78 (smst.'S. 59). Alt som Arbejdet skrider frem, bliver han mere meddelsom over for Vennerne angaaende Indholdet: til Edv. Brandes oplyser han, at "det bliver en psykologisk Skildring af den Gruppe af fritænkerisk anlagte Romantikere som hos os trænges tilbage og overfløjes af de politiske Naturer fra 48, de religiøs-Vakte fra samme Tid o. m. a." (smst. S. 61), og endnu udførligere meddeler han sig i et Brev til G. Brandes om Motivet "daarlige Fritænkere" (SS. III. 61, jf. 63). Under Opholdet i Montreux har Titlen indfundet sig: "Min Bog . . vil rimeligvis komme til at hedde

NIELS LYHNE

En Ungdoms Historie

fortalt af

J. P. J.

*

XII

Ikke en Ungdomshistorie* ("Breve" S. 62). En foreløbig Personliste udkastes i flg. ironiske Vendinger:

"Hovedfigurer: En Digter, der ikke digter.

En Billedhugger, der døer.

En juridisk Candidat, der gifter sig*).

En ung Mand, der snakker.

En ung Pige.

En anden ung Pige.

En tredie ung Pige.

Bifigurer: Fader, Moder, Tante, Huslærer og en stærk Mand **)" (smst S. 63).

I Oktbr. 1879 er Jacobsen blevet klar paa, at Undertitlen bør falde bort, "da N. L. belt dominerer" (smst. S. 87). Trykmanuskriptet afsendes til Forlaget Vil 1880 (L. C. Nielsen: "Fr. V. Hegel" II. 411), og den 15. Decbr. 1880 betegner ban i sin (endnu bevarede) Kalender som "Niels Lyhne"s Fødselsdag. Just paa samme Dag havde "Marie Grubbe" 4 Aar i Forvejen set Lyset.

I et ovenfor citeret Brev bar Jacobsen omtalt "Niels Lynne* som en Nutidsroman; han har dog ikke dermed villet karakterisere den som Samtidsroman. Da G. Brandes efter at have læst den bebrejder ham, at den mangler

*

*

XIII

historisk Baggrund, svarer Digteren ham, at Bogen er "helt tænkt mellem 30 og 64, og jeg synes ogsaa Figurerne repræsentere netop denne Tid og ikke Nutiden" (se G. Brandes. SS. III. 69). Romanen skulde med andre Ord tegne Generationen før 70'erne, hvormed det ogsaa stemmer, at Jacobsen til Edv. Brandes oplyser, at Bogen egentlig skulde have heddet "en Roman om dem før Os", hvis denne Titel ikke havde lydt alt for markskrigeragtigt i hans Øren ("Breve" S. 105). Det er da af ikke ringe Interesse at undersøge, hvor meget eller hvor lidt den historiske Ramme betyder for "Niels Lyhne" - at den ikke kan være saa iøjnefaldende som i "Marie Grubbe", er jo paa Forhaand indlysende. Først og fremmest vil det blive Opgaven at skaffe Klarhed over det Spørgsmaal, om det er lykkedes Jacobsen at sammentrænge Handlingen inden for de to Tidsgrænser, han selv har nævnt*).

I Romanen er det eneste Aarstal, man har at holde sig til, 1864: Niels's Dødsaar, men der savnes iøvrigt ikke Tidsbestemmelser, ved Hjælp af hvilke det er muligt at udregne Hovedpersonens Alder ved de forskellige Begivenheder i hans Liv **). Kun to Gange nævner Jacobsen direkte Niels's Alder: han er

*

*

XIV

12 Aar, da Edele kommer til Lønborggaard (S. 23, 25), og 23 Aar da han bliver sig sin Kærlighed til den nogle og tredive-aarige Fru Boye bevidst (S. 112). Da der nu stadig oplyses, hvor lang Tid der gaar mellem de forskellige Episoder, kan man ud fra dette Holdepunkt omtrentligt regne ud, hvor gammel han maa være, da han dør, og følgelig hvad Aar han maa tænkes at være født. Forholdet til Fra Boye siges (S. 118) at have staaet paa i "godt og vel et Aarstid"; det afbrydes ved hans Faders Død og hans Moders sidste Sygdom, der synes at kræve det meste af 1 Aars Fraværelse fra København, fra Eftersommeren (?) til næste Foraar. Et halvt Aar efter, ved Juletid, er han atter i Hovedstaden (S. 154 f.) og bliver den følgende Sommer (S. 169, 174) opfordret til at følge sin Ven Erik Refstrup til Fjordby. Han maa da ifølge det foregaaende være ca. 25-26 Aar, da han første Gang ser den 19-aarige Fennimore (S. 181). Der gaar 3 Aar, før han genser hende (S. 195) under Opholdet ved Mariagerfjord, hvor Niels bliver Vs Aar fra Sommeren til Februar (S. 198, 242). Efter Bruddet med Fennimore rejser han 2 Aar i Udlandet (S. 259), lever 1 Aar alene paa Lønborggaard (S. 267) og gifter sig i en Alder af ca. 32 Aar med den 17-aarige Gerda, som han lever lykkeligt sammen med, indtil Døden tager hende efter 3 Aars Forløb (S. 278). Samme Sommer (S. 2831), som Gerda er død om Foraaret (S. 278), bliver ogsaa

XV

Barnet berøvet ham, i November begynder Krigsfaren at rykke nærmere (S. 288), og i Marts 1864 bliver han selv dødeligt saaret. Ved sin Død maa han efter ovenstaaende Beregninger tænkes som ca. 35 Aar gammel, og man maa derfor fastsætte hans Fødeaar til ca. 1829. For Hovedpersonens Vedkommende maa det altsaa siges, at Jacobsen nøje har overholdt de Tidsgrænser, han har afstukket for sin Roman*).

Paa forskellig Maade er 50'erne og 60'ernes Milieu afspejlet i Romanen, især igennem Redegørelsen for Idélivet i denne Periode. Derimod er det karakteristisk for Jacobsen, at de store indre og ydre Begivenheder, som Landets Historie i disse Aar er saa rig paa, kun flygtigt strejfes. Man hører f. Eks. kun et svagt Ekko af de politiske Brydninger efter Grundlovens Givelse i Modsætningsforholdet mellem Etatsraaden, der repræsenterer Liberalismen, og Doktor Hjerrild, som hører til "en af hine, den Gang ret talrige, Kredse, hvor man betragtede den nye Frihed med, dels skeptiske, dels fjendtlige Blikke" (S. 159). Det fremgaar af den ret summariske Karakteristik, der gives af disse Folks politiske Standpunkt - de føler varmere for Holsten end for Jylland og er, modsat

*

XVI

de Nationalliberale, ikke Sverige venligsindede - at Digteren har tænkt paa Helstatsmændene. Af de to slesvigske Krige, omtales den første overhovedet ikke, og den anden kun forsaavidt Jacobsen benytter den til at lade Helten finde sin Død i den.

Jacobsens langt større Sans for Kulturhistorien, som, han fandt saa rig Anvendelse for i "Marie Grubbe", har ogsaa til Brug for "Niels Lyhne" ført ham ind paa Forstudier over Dagliglivets Sæder og Skikke. For at kunne gengive Tidens Moder i Klædedragt har han skaffet sig Kostumebilleder og kalkeret dem, af. Imellem Vilh. Møllers Papirer findes saaledes endnu et Par Billedsider fra franske Modejournaler af Aargangene 1859 og 1861 samt Kalker efter andre, som Jacobsen med stort Besvær skaffede sig gennem en Boghandler, efter at han først forgæves havde henvendt sig til sine kvindelige Bekendte (jf. Anna Linck: "J. P. J." S. 117 f.). Den detaillerede Skildring af Fru Boyes og Fenniinores Toiletter er blevet Resultatet af hans Omhu paa dette Punkt. - En relativt større Vægt er der lagt paa at tegne et Billede af Tidens æstetiske Liv. I Diskussionen I Atelieret møder vi Heibergske Anskuelser i Beundringen for Oehlenschlägers "Helge" og Køligheden over for Shakespeare; Fru Boyes Krav om kunstnerisk Mod og om den karakteristiske Sandhed i Digtekunsten er derimod snarere 70'ernes end det foregaaende Slægtleds (jf. "Breve" S. 106). Imod den

XVII

herskende Smagsretning er der en Opposition i Gang, som ndgaar fra Niels's Generation; naar Jacobsen (S. 87) ogsaa lader enkelte af de ældre Digtere slutte sig til den, er det ikke let at se, at det er Folk som Kr. Arentzen og Kaalund, der har foresvævet ham, saaledes som han har oplyst til Georg Brandes (se dennes SS. III. 69). Kaalunds Træk genkendes bedre paa det senere Sted (S. 114), hvor Niels kommer til Erkendelse af, at disse Digtere, der skriver "pessimistiske Digte om at Hundene var mere trofaste end Menneskene, og Tugthusfangerne lidt ærligere end de, der gik frit omkring", i Virkeligheden ikke er væsensforskellige fra det gamle Digterkuld. If. Meddelelse fra Edv. Brandes har Jacobsen engang udtalt, at Edeles Sværmeri for den store Kunstner (S. 56) eksempelvis kunde have gældt Michael Wiehe, og man har Digterens eget Ord for, at han med Kritikeren, som Fru Boye har elsket (S. 90), har ment P. L. Møller, hvis efterladte Papirer han har læst (Brandes. III. 69); men da ingen af disse Personer optræder som handlende, tilføres der ikke derved Romanen mere Tidspræg, selvom det bekræfter, at Digterens Tanker under Udarbejdelsen stadig har kredset om, et bestemt afgrænset Tidsrum.

Her er saaledes tydelige Tilløb til en historisk Milieuskildring, men den er ikke gennemført og naar i det store og hele ikke ucl over det rent ydre. Allerede i Georg Brandes's XVIII første Omtale af Bogen (SS. III. 26) ankes der over, at man aldrig noget Sted faar at vide, hvad den Opposition egentlig vil, som Niels kommer til at tilhøre; der tales stadig i vag Almindelighed om "det Nye" og "det Gamle" (se f. Eks. S. 85 fif., 113 ff., 152 ff.), og kun hvor Diskussionen drejer sig om det religiøse, faar man klar Besked. Dette hænger utvivlsomt sammen med den Ejendommelighed ved Bogens Komposition, at medens den ydre Ramme er henlagt til Tiden mellem 1830 og 1864, er Idéindholdet 70'ernes. Udtryk som "en Stormgangs Jubel i de unge Sjæle" og "Tro paa store Tankestjærners Lys" (S. .86) er aldeles uforenelige med den Epigontid, som 50'erne og 60'erne var, men gengiver præcist Løftelsen hos de unge, der tog Del i Brandes's Kamp for den frie Tanke og den frie Forskning. Ej heller var Fritænkningen saa aktuelt et Spørgsmaal for Niels Lyhnes Slægtled som for Gennembrudsmændene, skønt det allerede saa smaat var begyndt at stikke sit Hoved frem i Litteraturen (Paludan-Müllers "Luftskipperen og Atheisten" 1853, H. G. Andersens "At være eller ikke være" 1857). Selv Detailler røber, at Overholdelsen af den historiske Enhed ikke har været det afgørende for Jacobsen. Det er allerede nævnt, at Fru Boyes Kritik af Oehlenschläger virker som en Anakronisme omkring Midten af Aarhundredet, men passer godt til Aarene efter Brandes's Fremtræden. Og naar Jacobsen med "de ældre"

        

XIX

(S. 87) soni allerede omtalt har ment Kr. Arentzen og Kaalund, er hertil at indvende, at disse kun kunde føles som ældre i Forhold til 70'ernes Generation *) (det gælder navnlig om Arentzen, der var født 1823 og som Adjunkt ved Metropolitanskolen hlev Lærer for Drachmann og andre af Gennembrudsmændene).

Som i "Marie Grubbe" vover Jacobsen sig heller ikke her nogensinde i Skildringen af Stedet ud over, hvad han selv har set. Det er forsaavidt ligegyldigt at faa at vide, at han har været i Egnen mellem Ringkøbing og Varde, hvortil han henlægger Niels's Barndom, som han i alle Tilfælde hele Tiden mener Thisted; Fjorden, der skildres, er ikke Ringkøbing Fjord, men Limfjorden; Klastrupvejen, Knakkerne og Sønderhagen er thistedske Lokaliteter (se nærmere Noterne). Endnu tydeligere, kun dækket under Navnet Fjordby, træder imidlertid hans Fødeby frem i 10. Kapitel, men her til Gengæld med fuld Individualitet. Hovedlandevejen med Tjørnehækkene - de samme, som Jacobsen i et Brev til G. Brandes (SS. III. 52) nævner, at han spadserer imellem for at tænke paa "Marie Grubbe" - er Tingbækvejen; Konsul Glaudis Gaard er tydeligvis Faderens Købmandsgaard, til hvilken der netop hørte to Haver: en Strandhave og en (nu sløjfet) bag ved Huset (jf. Anna Linck: "J. P. J." S. 9);

*

XX

den genkendes ogsaa let paa Beliggenheden ved Havnen: Vandets Nærhed kræver en Dossering til Beskyttelse for Strandhaven (se Noten til S. 193. i.). Op over det hele rager det hvide Kirketaarn, der dominerer Thisted By, og i det fjærne øjnes "Morsø Bakkers fine, melankolske Linie". I Forhold hertil er Billedet af Køhenhavn holdt i stor Almindelighed; af særprægede Lokaliteter nævnes kun den gamle Voldmølle, Stormbroen og Sandkisterne. Det er ikke nærmere angivet i Romanen, hvor ved Mariager!jord man skal tænke sig Refstraps Landsted liggende; to af udkastene (ndf. S. 301 f.) viser, at det skal søges i Nærheden af Hadsund, hvorefter Niels, der stadig siges at ro over, altsaa skulde bo paa Mariagersiden. Som i "Marie Grubbe" lader Jacobsen Hovedpersonen paa sine Rejser i Udlandet besøge de samme Steder, hvor han selv havde været: Clarens ved Montreux, hvor han 1877-78 tilbragte 7 Maaneder for sit Helbreds Skyld og bl. a. oplevede Foraarets Komme, og Riva, hvor han paa sin første Udenlandsrejse i 1873 tilbragte nogle skønne Augustdage, til Trods for at Koleraen rasede i det nordligste Italien (jf. "Breve" S. XXV).

Det lønner sig næppe at anstille indgaaende Efterforskninger angaaende Modellerne til Bogens Figurer, thi saa individualiserede Menneskene end fremtræder i "Niels Lyhne", Portrætter er de ikke. Allerede da Bogen udkom, var man travlt beskæftiget

XXI

med at udpege, hvem Jacobsen havde tænkt paa med de enkelte Skikkelser, og i et Brev af 30/12 1880 til G. Brandes maa han værge sig mod disse løse Rygter: "Fra Kjøbenhavn skriver man mig til, at Fru Boye antages at være Fru S., rimeligvis fordi jeg omgikkes hende en hel Del i Rom. Jeg kan godt gøre Fru S., men hun ser helt anderledes ud. Mig bevidst har jeg i hele Bogen ikke ment nogen bestemt Nulevende undtagen S. 97-98, hvor de Gamle, der slutte sig til det Nye, tildels er Kr. Arentzen og Kaalund. At der imidlertid stikker Mennesker bag ved alle Figurerne, er en Selvfølge; kende dem kan imidlertid Ingen; saa godt kan jeg da bruge en Model, at Modellens Lægge ikke, naar de er kommet ind i mine Billeder, blive ved at være Modellens Lægge" (G. Brandes. SS. III. 69). Alligevel vil det dog være rimeligt her at nævne enkelte samtidige, som har afgivet Træk til Romanens Figurer, forsaavidt som deres Navne tidligere har været sat i Forbindelse med Jacobsen. Det er saaledes sandsynligt, at Bartholine Blide har faaet en vis Lighed med Anna Michelsen, den unge Pige, som elskede Jacobsen (jf. Anna Linck S. 30), og som han i Breve advarede mod Drømmeriets Farer; i et af Udkastene (se ndf. S. 305) bærer ogsaa Bartholine hendes Fornavn. Forholdet til Erik Refstrup og Præstens Frithiof afspejler Jacobsens Ungdomsvenskab med den tidligt afdøde Kunstmaler Viggo Wørmer (se A. Linck S. 32, 75, 100) og med Johan

        

XXII Bertelsen, senere Realskolebestyrer i Struer og Forfatter til de Mindeord om Digteren, der er benyttet nedenfor (se Noten til S. 22. i? .ff.). En af Jacobsens Lærere ved Thisted Realskole skal have afgivet Træk til Skildringen af Bigum (se Hallar: "Synselementerne i Naturskildringen hos J. P. Jacobsen" S. 163 Note 1); muligt har han ogsaa set Forbilledet for Edele i Thisted (se A. Linck S. 100). Derimod har Konsul Claudi kun i det rent ydre Lighed med Digterens Fader: han er paa een Gang Købmand og Rheder soin gamle Grosserer Jacobsen. I Md. Odéro synes der at være forenet Træk af to forskellige Kvinder, dels den smukke Hotelfrue i "Albergo del sole" i Riva, som han dog kun havde Lejlighed til at se i 4 Dage (jf. "Breve" S. XXV), dels den meget musikalske kurlandske Baronesse Anna Ruchholtz, som han i 1877-78 traf i Montreux og senere førte en livlig Korrespondance med (hendes Breve er bevaret mellem Jacobsens Papirer paa d. kgl. Bibl.). Venner af Digteren har ogsaa ment at kunne genkende Forbilleder for Fru Boye og Fennimore (se Edv. Brandes i Forordet til "Breve" S. XLIIf.). Men for Forstaaelsen af "Niels Lyhne" er der ikke noget vundet ved at faa dette Spørgsmaal yderligere uddybet.

Betyder den historiske Kolorit ikke meget for "Niels Lyhne", er Tilknytningen til Digterens eget Liv des mere fremtrædende. Baade det ene og det andet

XXIII

selvbiografiske Træk kan paavises i Bogen. Ganske nær op ad Virkeligheden er især Beretningen om Drengeaarene holdt; den Skildring, som en af Jacobsens Ungdomsvenner, den forannævnte Skolebestyrer Bertelsen, har givet af deres Barndoms Lege, stemmer nøje overens med, hvad der fortælles i Kap. III og V. Som Jacobsen selv i en ung Alder kom til København for at studere og der rned Begærlighed indsugede alle de Kunstindtryk, der var at erholde, især paa Malerisamlingerne, overflytter han sin Helt til Hovedstaden og lader ham straks blive indfanget af Byens æstetiske Liv, dens litterære og kunstneriske Kredse *); de talrige Steder i Romanen, hvor store Kunstnernavne nævnes, er et Vidnesbyrd om hans Kærlighed til den bildende Kunst. Niels's egentlige Livskald er dog Digterens. Som Jacobsen er han begyndt i stærk Afhængighed af det fædrene Bogskab og var "faret som Fædrene foer", havde lagt sine Tanker i Munden paa fjerne Fortidsmennesker som hin Gorm Lokedyrker, som baade Jacobsen og Niels vælger til Helt for deres første Digte (se Noten til S. 152.8 f. n.), Indtil han indser, "at det ikke var nogen Naturnødvendighed at være enten oldnordisk eller romantisk, og at det var simplere selv at sige sine Tvivl end at lægge dem i Munden paa Gorm Lokedyrker", nøjagtig den samme

*

XXIV

Erkendelse, som Jacobsen var kommet til, da han ca. 1867 opgav en paabegyndt Romancecyklus med Motiv fra Middelalderen og lagde Emnet ned i sin egen Tid (se "Digte og Udkast" 2. Udg. S. 26). Selvbiografisk er ligeledes det Træk, at Niels Lyhne som ungt Menneske læser hele Bibelen igennem og begynder at holde Dagbog (se Noten til S. 74.1 f. n.-75.i). Endog igennem Skildringen af Niels's Udseende har Digterens Venner kunnet genkende ham selv.

Men Ligheden gaar dybere end til det rent ydre. "Niels Lyhne" er, siger Jacobsen i et Brev, "et personligt Regnskab", han er kommet ind paa at gøre op (se Brandes. SS. III. 62). Niels's Livserfaringer er Jacobsens, selv om ikke alle hans Oplevelser er det; gennem Niels udtaler han sine egne Tanker om Livet og Livets Vilkaar, om Drømmeri og Virkelighedssans, om Forstandens og Følelsens indbyrdes Kamp paa det religiøse Omraade. I denne Bog, som i alt hvad Jacobsen har skrevet, indtager Sjæleskildringen den centrale Plads. Det fremhæves paa en meget illustrerende Maade ved de Ændringer, som Titlen undergaar: Navnet "Atheisten" erstattes med "Niels Lyhne. En Ungdoms Historie", der atter maa vige for det simple "Niels Lyhne". Tendensen fortrænges af en historisk Milieuskildring, som i sidste Instans viser sig at være en blot og bar Ramme om en psykologisk Skildring.