Jacobsen, J. P. III

III

Og Aarene svandt, Jul gik til Jul, ladende Luften fyldt med sin straalende Festglands til længe efter Helligtrekonger, den ene Pinseferie efter den anden løb hen over de blomstermyldrende Vaarenge, og Sommerferie paa Sommerferie drog nær, fejred sit Friluftsorgie, sit Solskinslag, og gød sin Sommervin af fulde Skaaler, og saa en Dag, med en synkende Sol, løb den bort, og efter sad Mindet med solbrændt Kind, med forundrede Øjne og med Blodet i Dands.

Og Aarene svandt, og Verden var ikke mer den Vidunderlighedsverden, den før havde været; disse dunkle Kroge bag de trøskede Hyldetræer, disse hemmelighedsfulde Loftskamre, og hin skumle Stenkiste under Klastmpvejen - Æventyrets Rædsel boede der ikke mere; og denne lange Banke, der ved det første Lærkeslag skjulte sit Græs under Tusindfrydens purpurrandede Stjærner og Himmerigsnøglernes gule Klokker, Aaen med dens fantastiske Skatte af Dyr og Planter, og Sandgravens vilde Bjergskrænter med deres sorte Springstene og sølvglimtende Granitbrokker, - det var Altsammen kun fattige 22 Blomster, Dyr og Stene; - Feens straalende Guld var visnet til Løv igjen.

Leg paa Leg var bleven gammel og urimelig, dum og kjedsommelig som Billederne I en Abc, og de havde dog været saa nye en Gang, saa uopslidelig nye. Der havde de trillet med Tøndebaand, Niels og Præstens Frithiof, og Baandet var et Fartøj, som strandede naar det væltede, men naar man greb det inden det faldt om, saa var det at kaste Anker. Den smale Smøge mellem Udhusene, som var saa vanskelig at passere, kaldtes Bab el Mandeb eller Dødens Port, paa Stalddøren stod skrevet med Kridt, at her var England, og paa Ladeporten stod der: Frankrig; Havelaagen var Rio Janeiro, men Smedens Hus, det var Brasilien. Der var ogsaa den Leg at være Holger Danske, den kunde leges blandt de store Skræpper omme bag Laden, men oppe i Møllerens Mark var der et Par Jordfaldshuller, som kaldtes Knakkerne, og der holdt selve Prins Burmand og hans vilde Saracener med rødgraa Turbanner og gule Hjelmbuske, Burrer og Kongelys af den vældigste Vækst; der var først det rigtige Mauritanien; thi denne grændseløse Yppighed, disse myldrende Masser af det frodigste Liv ægged Ødelæggelsesdriften, berusede Sindet i Tilintetgjørelsens Vellyst, og Træsværdene blinked med Staalets Glans, den grønne Plantesaft farved Klingen blodigrød, og de afhugne Stængler kvased under Fødderne som Tyrkekroppe under Hestehove

        

23 med en Lyd af Knogler, der knuses i Kjød.

Nede ved Fjorden havde de leget; Muslingeskaller sendtes ud som Skibe, og naar de standsedes af en Tangbusk eller landede paa en Sandbanke, saa var det Columbus i Sargassohavet eller Amerikas Opdagelse. Havne blev der anlagt og mægtige JDæmninger, Nilen groves ud i det faste Strandsand, og en Gang bygged de et Gurre af Flinter, - en død lille Fisk i en Østersskal var den døde Tove og selv var de Kong Valdemar, som sad sørgende hos.

Men det var forbi.

Niels var nu en stor Dreng, tolv Aar, gik i sit trettende, og han trængte ikke mere til at hugge løs paa Tidsler og Skræpper for at nyde sine Ridderfantasier, ligesaalidt som han havde Behov at sætte sine Opdagerdrømme ud at sejle i Muslingeskaller; en Bog og et Sofahjørne var nu nok, og var det ikke nok, vilde Bogen ikke bære til en Kyst, der var kjær, saa opsøgte han Frithiof og fortalte ham den Historie som Bogen ikke vilde give. Arm i Arm gik de henad Vejen, den Ene fortællende, Begge lyttende, men naar de rigtig vilde nyde, rigtig give Fantasien Lys, saa gjemte de sig i Høstængets duftende Mørke. Snart blev imidlertid disse Historier, der endte, just som man allerbedst var bleven hjemme i dem, til en eneste lang Historie, der aldrig endte, men leved Generation tildøde efter Generation, thi naar 24 Helten blev for gammel eller man uforsigtigen lod ham omkomme, saa gaves der ham en Søn, som fik Alt i Arv efter Faderen, og endda udstyredes med saadanne nye Egenskaber, som man i Øjeblikket særlig satte Pris paa.

Alt, hvad der havde gjort Indtryk paa Niels, af det han saae, af det han forstod og det han misforstod, af det han beundrede og det han vidste der skulde beundres, det kom Alt ind i Historien. Som glidende Vande farves af hvert Billede, der kommer nær deres Spejl, og, alt som, det nu kan hænde, giver Billedet igjen i ustyrret Klarhed, eller trækker det skjævt og forvrænger det, eller kaster det tilbage med bølgende, usikkert dandsende Omrids, eller ogsaa drukner det helt i egne Farver og Spil af Linier, saaledes greb Drengens Historie Følelser og Tanker, baade egne og andres, greb Mennesker og Begivenheder, Liv og Bøger, saa godt den gribe kunde. Den var som et Liv leget ved Siden af det virkelige Liv, den var som et hyggeligt, hemmeligt Skjul, hvor der sødt kunde drømmes de vildeste Farter, den var som en Fehave, der aabned sig paa det mindste Vink og tog En op i al sin Herlighed, stængende alle Andre ude, og foroven var der lukket med hviskende Palmer, forneden, mellem Blomster af Sol, under stjærnede Blade, paa Ranker af Koral, der aabned der sig tusinde Veje til alle Egne og til alle Tider; gik man ad den ene kom man

        

25 der hen og ad den anden kom man der hen, til Aladdin og Robinson Crusoe, til Vaulunder og Henrik Maynard, til Niels Klim og Mungo Park, til Peter Simple og til Odysseus - og blot man ønskede det, var man hjemme igjen.

En Maanedstid efter Nielses tolvte Fødselsdag havde der viist sig tvende nye Ansigter paa Lønborggaard.

Det ene var den nye Huslærers, det andet var Edele Lyhnes.

Huslæreren, Hr. Bigum, var en theologisk Candidat, paa Dørtrinet ind til Fyrgetyverne. Han var noget lille, men kraftig, næsten trækdyrkraftig af Bygning; bredbringet, højskuldret, duknakket. Armene var lange, Benene stærke og korte, Fødderne brede. Hans Gang var dvælende, tung og eftertrykkelig, Armbevægelserne vage, udtryksløse og fordrede stor Plads. Rødskjægget var han som en Vildmand, fregneblond af Hudfarve. Hans store, høje Pande var flad som en Væg med et Par lodrette Rynker i Brynskjællet, Næsen var kort og plump, Munden stor med tykke, friske Læber. Det Smukkeste hos ham var hans Øjne, de var lyse, blide og klare. Af Øjestenenes Bevægelser kunde man se, at han var noget tunghør. Dette forhindrede ham dog ikke i at være en stor Elsker af Musik og en lidenskabelig Violinspiller; thi Tonerne, sagde han, de hørtes ikke blot med Ørerne, hele Legemet hørte: Øjnene, 26 Fingrene, Fødderne, og svigted end Øret en enkelt Gang, Haanden vilde dog i sælsom, instinktmæssig Genialitet vide at finde den rette Tone uden Ørets Hjælp. Desuden var dog alle hørlige Toner til Syvende og sidst falske, men den som havde Tonernes Naadegave, havde i sit Indre et usynligt Instrument, mod hvilket den herligste Cremoneser kun var som den Vildes Kalebasviolin, og paa det Instrument spillede Sjælen, fra dets Strænge klang de ideale Toner, og det var paa det, at de store Tonedigtere havde komponeret deres udødelige Værker. Den udvortes Musik, den, der bævede gjennem Virkelighedens Luft og som Ørerne hørte, den var kun en usselig Efterligning, et stammende Forsøg paa at sige det Usigelige; den var at ligne ved Sjælens Musik som Statuen, formet med Hænder, hugget med Mejsel, udmaalt med Maal var at ligne ved Billedhuggerens vidunderlige Marmordrøm, som Øjne aldrig undtes at skue og Læber aldrig fik prise.

Musik var imidlertid ingenlunde Hr. Bigums Hovedinteresse; først og fremmest var han Filosof; men ikke af disse produktive Filosoffer, der finde nye Love og bygge Systemer; han lo ad deres Systemer, disse Sneglehuse, som man slæber omkring med sig henover Tankens uendelige Mark, enfoldigt troende, at det er inde i Sneglehuset, at Marken er. Og disse Love: Tankelove, Naturlove! - som om det, at opdage en Lov, var andet end at finde et bestemt Udtryk for

        

27 hvor boraeret man var; saavidt kan jeg se og ikke længer, der er min Horizont, det betød Opdagelsen, og ikke mere, thi var der ikke en ny Horizont bag den første og en ny og en ny igjen, Horizont bag Horizont, Lov bag Lov i een Uendelighed. Det var ikke paa den Maade han var Filosof. Han troede ikke han var indbildsk, eller at han overvurderede sig selv, men han kunde ikke .lukke Øjnene for den Kjendsgjerning, at hans Intelligens spændte over videre Felter end andre Dødeliges. Naar han fordybed sig i de store Tænkeres Værker, saa var det ham, som skred han frem imellem et Folk af slumrende Tankekæmper, der, badede i Lyset af hans Aand, vaagnede og kjendte deres Styrke. Og saadan overalt: hver fremmed Tanke, Stemning eller Følelse, som det undtes at vaagne op i ham, den vaagned med hans Mærke paa sin Pande, adlet, luttret, vingestyrket, og med en Storhed i sig, en Vælde over sig, om hvilken dens Skaber aldrig havde drømt!

Hvor ofte havde han ikke, næsten ydmygt, forundret sig over denne sin Sjæls vidunderlige Rigdom og over sin Aands magtsikre Guddomstryghed, thi Dagene kunde finde ham dømmende Verden og de Ting, som er i Verden, fra helt modsatte Standpunkter og finde ham betragtende dem, Verden og dens Ting, gjennem Forudsætninger, der var saa forskjellige fra hinanden som Nat fra Morgen, uden at dog disse valgte

        

28 Standpunkter og valgte Forudsætninger, som han havde gjort til sine, nogensinde, selv blot et Sekund, gjorde ham til deres, ligesaalidt som Guden, der har taget Tyrens eller Svanens Skikkelse paa sig, et eneste Øjeblik bliver Tyr eller Svane og ophører at være Gud.

Og der var Ingen, der anede, hvad der boede i ham, Alle saa gik de ham blinde forbi; men han frydede sig over denne Blindhed, i Foragt for Menneskeheden. Den Dag vilde komme, da hans Øje sluktes ud og hans Aands herlige Bygning brast i sine Piller og styrted sammen og blev som om den aldrig havde været, men intet Værk fra hans Haand, ikke en skreven Tøddel lod han efter sig, der kunde melde om, hvad der i ham var tabt. Geniet skulde ikke i ham tornekrones af Verdens Miskjendelse, skulde ikkeheller give sig hen til dens Beundrings besudlende Purpurkaabe; og han jubled ved Tanken om, at Slægt paa Slægt vilde fødes og dø og Slægtens Største gjennem lange Tider sætte deres Liv ind paa, at vinde det, han kunde have givet, om han havde villet aabne sin Haand.

At han levede under saa ringe Livsvilkaar, voldte ham en egen Nydelse, fordi der var en saa storslaaet Ødselhed i, at hans Aand skulde bruges til at undervise Børn, et saa vanvittigt Misforhold i, at hans Tid betaltes med det fattige, daglige Brød, og en saa gigantisk Forkerthed i, at det midtes 29 ham at tjene dette Brød paa Anbefaling af stakkels, almindelige Mennesker, som gik i Borgen for, at han var dygtig nok til at paatage sig en Huslærers usselige Hverv.

Og man havde givet ham Non, da han tog Embedsexamen!

O, der var en sælsom Vellyst i at føle Tilværelsens brutale Uforstand kaste En tilside som ringe Avne, skattende som gyldent Korn det Tomme og det Kjærneiøse, og saa vide med sig selv, at Ens mindste Tanke var værd en Verden.

Men der var ogsaa Tider, hvor hans Storheds Ensomhed laa tungt og knugende over ham.

Ak, hvor ofte, naar han, Time paa Time, i hellig Tavshed havde lyttet til sig selv og saa igjen blev hørende og seende overfor Livet omkring sig og fandt det fremmed for sig i dets Usselhed og Forkrænkelighed, hvor ofte følte han sig da ikke som hin Munk, der i Klosterskoven havde lyttet medens Paradisets Fugl sang en eneste Trille, og som da han vendte tilbage fandt hundrede Aar døde! Thi var Munken ensom i den ukjendte Slægt, der leved mellem de kjendte Grave, hvor meget mere var da ikke han ene, hvis rette Samtid endnu ikke var født.

I slige Forladthedens Øjeblikke kunde han gribe sig i en fejg Længsel efter at synke ned til de almindelige Dødeliges Hob og dele deres lave Lykke, blive Borger paa deres store Jord, Borger i deres lille Himmel.

30

Men snart var han sig selv igjen.

Gaardens anden Gjæst, Frøken Edele Lyhne, Lyhnes seksogtyveaarige Søster, havde I mange Aar levet i Kjøbenhavn, først hos Moderen, der, da hun var bleven Enke, flyttede til Hovedstaden, og efter Moderens Død hos sin rige Onkel, Etatsraad Neergaard. Etatsraadens førte et stort Hus og tog meget Del i Selskabslivet, saa at Edele kom til at leve i en Hvirvel af Baller og Fester.

Overalt blev hun beundret, og Misundelsen, Beundringens trofaste Skygge, fulgte hende ogsaa. Hun var saa omtalt som det er muligt at blive, uden at have gjort noget Slet, og naar der blandt Herrer discoureredes om Byens tre Skjønheder, var der altid mange Stemmer for at slette et af Navnene og sætte Edele Lyhnes istedet, men man kunde ikke blive enig om, hvilken af de to af Skjønhederne skulde vige Pladsen, - om den tredie kunde der aldrig være Tale.

Ganske unge Mennesker beundrede hende imidlertid ikke, de var lidt bange for hende og følte sig i hendes Selskab dobbelt saa dumme som de var, thi hun hørte paa dem med et lempeligt knusende Udtryk af Taalmodighed i sit Blik, en ondskabsfuldt markeret Taalmodighed, der tydelig fortalte; at hun kunde det udenad, Alt det, de der sagde, og alle deres Anstrængelser for at hæve sig i hendes og i deres egne Øjne ved at lade blaserte, ved at opjage vilde Paradoxer, eller, naar deres Fortvivlelse var paa sit 31 Højeste, ved at gjøre frække Erklæringer, disse Forsøg, der trængte og trykked hinanden i ungdommelig slet motiverede Overgange, de hilstes alle med Skyggen af et Smil, et fatalt Gjenkjendelsessmil, der fik den Ulykkelige til at rødme og til at føle sig som den hundredogellevte Flue i det samme ubarmhjærtige Edderkoppespind.

Desuden havde hendes Skjønhed hverken det Blide eller det Brændende, der er saa bedaarende for unge Hjærter.

Paa Hjærter der var ældre og paa koldere Hoveder øved den derimod en særegen Tiltrækning.

Hun var høj.

Hendes tunge, store Haar var blondt, med det matte rødlige Skjær, der er over modnende Hvede, og groede langt ned ad hendes Nakke i to afsinalnende Rækker, lidt lysere end det øvrige og i kraftig Krus. Paa den høje, skarpt formede Pande tegnede de noget lyse Bryn sig ubestemt og uden Linier. Øjnene, lysgraa, store og klare, udhævedes ikke af Brynene, fik heller intet vekslende Spil af Skygger fra de lette, tynde Øjelaag. De havde noget Ubestemt og Ubestemmeligt i deres Udtryk, saae altid fuldt og aabent paa En, havde intet af disse rigt nuancerede Sideblik og halve, flygtende Øjekast, syntes unaturligt vaagne, ubetvingelige, uudgrundelige. Hele Minespillet laa i Underansigtet, baares af Næsevingerne, Munden og Hagen. Øjnene saae kun til. Navnlig var Munden udtryksfuld 32 med dens dybe Mundvige, dens skarpt tegnede Omrids og Læbernes yndefuldt bugtede Mødelinie. Der var kun i Underlæbens Holdning noget Haardt, som i Smilet, snart næsten smeltede, snart ogsaa hærdedes til et Udtryk ligesom af Brutalitet.

Ryggens næsten voldsomt svajede Linie og Barmens store Yppighed, i Forhold til Skuldrenes og Armenes strænge Former, gav hende noget Forvovent, noget betagende Tropisk, som hendes blændende Hvidhed og Læbernes sygelige, stærkt blodigrøde Farve end yderligere hævede, saaledes at Indtrykket, idet det blev æggende, ogsaa blev ængstende.

Der var i det Hele taget over hendes høje, hofteslanke Skikkelse noget raffineret Stilfuldt, som hun, navnlig ved sine Baltoiletter, vidste at understrege med en resolut og hensigtsklar Kunst, der, ved det at den talte saa h ø j t om hendes Kunstforstand, som her var Selvforstaaelse, just lige mindede om slet Smag, fuldstændig smagbehersket som den var. Og man fandt i det en Ynde mere.

Intet kunde være mere uangribelig korrekt end hendes Optræden. I det, hun sagde og det, hun lod sige til sig, holdt hun sig indenfor det strængeste Snerperies Grændser, og hendes Koketterie bestod i, ikke at vise sig det Mindste koket, i at være uhelbredelig blind for det Indtryk hun gjorde, og i ikke at gjøre den mindste Forskjel paa sine Tilbedere. Men netop derfor drømte de alle berusende 33 Drømme om det Ansigt, der maatte være bag Masken, troede paa en Ild under Sneen, sporede en Duft af Depravation i Uskyldigheden. Ingen af dem vilde blive forbavset ved at erfare, at hun havde en hemmelig Elsker, men heller Ingen af dem vilde vove den mindste Gætning paa hans Navn.

Saaledes saae man Edele Lyhne.

Grunden til, at hun havde forladt Hovedstaden for Lønborggaard, var den, at hendes Helbred havde lidt ved denne idelige Selskabsuro, denne Tusindogennat af Baller og Maskerader, og sidst paa Vinteren havde der da viist sig Tegn paa, at hendes Bryst var temmelig stærkt angrebet, hvorfor Lægen havde forordnet Landluft, Ro og Mælk, Noget, der Altsammen fandtes i fuldt Maal paa hendes nærværende Opholdssted. Men hun fandt ogsaa der en ustandselig Kjedsomhed, og havde ikke været der en Uge, før hun begyndte at længes og at føle en fortærende Hjemve efter Kjøbenhavn. Brev paa Brev fyldte hun med Bønner om at der maatte blive gjort en Ende paa hendes Landflygtighed, og hun lod sig forstaa med, at hendes Længsel gjorde hende mere Skade end Luften gjorde hende Gavn. Men Lægen havde gjort Etatsraadens saa forskrækkede, at de fandt, at det var deres Pligt, at vende det døve Øre til, hvor bitterligt hun end klagede.

Det var ikke just selve Fornøjelserne hun savnede saa haardt, men det var det, at føle sit Liv klinge hørligt hen i den store Byes 34 lydfyldte Luft, og her paa Landet var der en Stilhed i Tanker, i Ord, i Øjne, i Alting, saa man idelig hørte sig selv med den samme uundvigelige Bestemthed som den, hvormed man i en søvnløs Nat hører Uhrets Dikken. Og saa at vide, at de derovre, de leved og leved som før, - det var som at være død og i den stille Nat høre Tonerne fra en Balsal slukkes i Luften over Ens Grav.

Ingen var der her med hvem hun kunde tale, for hendes Ord, dem greb de ikke i den Nuance som netop var Livet i Ordene; de forstod dem ganske vist, eftersom det var Dansk, men med den matte Omtrentlighed, med hvilken man forstaar et fremmed Sprog, man ikke er vant til at høre tale. De anede ikke til hvad eller hvem der sigtedes ved denne forcerede Betoning af en Sætning, drømte ikke om, at dette lille Ord var et Citat eller at hint andet, brugt netop saaledes, var en ny Variation af en almenyndet Vittighed. Selv talte de med en retskaffen Magerhed, saa man kunde føle Gramatikkens Ribbeen gjennem deres Fraser, og med en bogstavelig Anvendelse af Ordene, som om de havde dem frisk fra Kolonnerne i en Ordbog, Blot den Maade, paa hvilken de sagde: Kjøbenhavn! Snart med en mystisk Betoning, som om det var et Sted, hvor man spiste smaa Børn, snart med en Fjærnhed i Stemmen, som var det en By i det Indre af Afrika, eller ogsaa med en festlig Røst, der dirred af Historie, ret som de kunde have

        

35 sagt Ninive eller Carthago. Præsten han sagde nu altid Axelstad med en erindringsfuld Henrykkelse, som. om. det var Navnet paa en af hans gamle Kjærrester. Ingen af dem kunde sige: Kjøbenhavn saa det blev den By, der strakte sig fra Vesterport til Toldboden, paa begge Sider af Østergade og Kongens Nytorv.

Og saadan var det med alt, hvad de sagde, og med alt, hvad de gjorde var det ogsaa saadan.

Der var ikke det til paa Lønborggaard, der ikke mishagede hende, disse Spisetider, der rettede sig efter Solen, denne Lavendellugt i Skuffer og Skabe, disse spartanske Stole, alle disse Provindsmeubler, der trykked sig op ad Væggene, som om de vare bange for Folk; om det saa var Luften, var den hende imod, man kunde ikke gaa sig en Tour uden at man bragte en robust Parfume af Enghø og Markblomster hjem med sig i sit Haar og i sine Klæder, som om man havde været lukket inde i en Vejerbod.

Udsøgt behageligt var det ogsaa at blive kaldt Tante, Tante Edele.

Hvor det lød!

Det vænnede hun sig imidlertid til, men i Begyndelsen var Forholdet mellem Niels og hende af den Grund noget køligt.

Niels var ligeglad.

Men saa var det en Søndag, først i Avgust, at Lyhne og hans Kone var kjørt ud paa Besøg og Niels og Frøken Edele var ene 36 hjemme. Om Formiddagen havde Edele bedt Niels plukke sig en Bouket Kornblomster, men han havde glemt det og kom først i Tanker om det ud paa Eftermiddagen, som han slentrede om med Frithiof. Saa plukkede han Blomsterne og løb op med dem.

Stilheden i Huset vakte den Forestilling hos ham, at Tanten sov, og han listede sig forsigtigt gjennem Stuerne. Paa Tærskelen ind til Salen standsede han for at lave sig til at gaa rigtig stille over til Edeles Dør. Stuen var fuld af Solskin, og en stor Nerie i Blomst gjorde Luften derinde tung med sin søde Mandelduft. Ben eneste Lyd, der hørtes, var et dæmpet Pladsk, der nu og da lød fra Blomsterbordet, naar Guldfiskene bevægede sig i deres Glasskaal.

Niels gik sagte over Gulvet, balancerende med Armene og med Tungen mellem Tænderne.

Varsomt tog han om Dørens Haandtag, der ophedet af Solen brændte i hans Haand, drejede det saa rundt, langsomt og forsigtigt, rynkende Panden og med sammenknebne Øjne.

Han drog Døren paa Klem, bøjede sig ind ad Aabningen og lagde Bouketten fra sig paa Stolen lige indenfor. Der var dunkelt derinde, som om der var rullet ned, og Luften var ligesom fugtig af Duft, Duften af Rosenolie.

I sin bøjede Stilling saae han intet Andet end Gulvets lyse Straatæppe, Panelet under Vinduet og den lakerede Fod af en Gueridon, 37 men da han rettede sig for at træde tilbage saae han Tanten.

Hun var henstrakt paa den lange Pufs søgrønne Atlask, iført en fantastisk Zigeunerpigedragt. Paa Ryggen laa hun der, Hagen i Vejret, Struben strammet, Panden nedad, og hendes lange udslagne Haar flød ned over Enden af Puffen og henad Gulvtæppet. En kunstig Granatblomst var skyllet i Land paa den Ø, en broncefarvet Lædersko dannede midt i den matgyldne Strøm.

Farverne i hendes Dragt var mangfoldige, men alle afdæmpede. Et Seleliv af et glansløst, guret Stof, broget tegnet i mørkeblaa, blegrøde, graa og orange Flammer, sluttede om en hvid Silkesærk med meget vide Ærmer, der naaede nedover Albuen. Silken var lidt rødlig i Skjæret og sparsomt indvævet med Traade af rødt Guld. Hendes Skjørt af avrikelfarvet Fløjl, uden Bort, var ikke samlet, men laa løst omkring hende med et skjævt Foldefald fra neden af opefter, udover Puffen. Fra Knæet var hendes Ben nøgne, og de korslagte Ankler havde hun bundet sammen med et stort Halssmykke af bleg Koral. Ude paa Gulvet laa en udslagen Vifte, hvis Tegning forestillede en Række Spillekort, ordnede i Hjul, og længere borte laa der et Par løvbrune Silkestrømper, den ene helt skudt ind i sig selv, den anden fladt udbredt, visende sin Form og den røde Syning opad Skaftet.

I det samme Nu som Niels fik Øje paa 38 hende, havde hun ogsaa seet ham. Hun gjorde uvilkaarligt en lille Bevægelse, som for at rejse sig, men betvang sig og blev liggende som før, drejede blot Hovedet en Smule og saae med et spørgende Smil paa Drengen.

"Det var dem," svarede han, og gik hen til hende med Blomsterne.

Hun rakte Haanden ud efter dem, sammenstillede i et flygtigt Blik deres Farve med Farverne i sin Dragt, og med et træt mumlet "umuligt" lod hun dem saa falde.

Med en afværgende Bevægelse med Haanden hindrede hun Niels i at tage dem op.

"Tag mig den der," sagde hun, og pegede paa en rød Flakon, der laa paa et sammenkrøllet Lommetørklæde nede ved hendes Fødder.

Niels traadte derhen, han var blodrød, og idet han bøjede sig over disse mathvide, langsomt rundede Ben og disse lange, smale Fødder, der havde noget af en Haands Intelligens i deres fint vuggede Former, blev han ganske svimmel, og da i det Samme den ene Fodspids krummede sig nedefter med en pludselig Bevægelse, var han lige ved at falde om.

"Hvor har du plukket de Kornblomster?" spurgte Edele.

Niels tog sig sammen, og vendte sig om mod hende. "Jeg har plukket dem i Præstens Rug," sagde han med en Stemme, der undred ham selv, saadan Klang var der i den. Uden at se op rakte han hende Flaconen.

39

Edele lagde Mærke til hans Bevægelse og saae forbavset paa ham. Pludselig rødmed hun^ løfted sig op paa den ene Arm og trak Benene ind under Skjørtet. "Gaa, gaa, gaa, gaa," sagde hun, halvt irriteret, halvt undseeligt og ved hvert Ord stænked hun af Rosenessentsen hen paa Niels.

Niels gik.

Da han var ude af Døren lod hun langsomt Benene glide ned fra Puffen og saae nysgjerrigt ned paa dem.

I hurtig, usikker Gang ilede Niels gjennem Stuerne op paa sit Værelse. Han var helt fortumlet, følte saadan en underlig Mathed i sine Knæ og havde en kvælende Fornemmelse oppe i Halsen. Saa slængte han sig paa Sofaen og lukkede sine Øjne, men kunde ikke finde Hvile. Der var en ubegribelig Uro over ham, hans Aandedræt var saa tungt, ligesom i Angst, og Lyset pinte ham, trods de lukkede Øjelaag.

Lidt efter lidt blev det anderledes, det var som om en varm, trykkende Aande pustede ned paa ham og gjorde ham saa hjælpeløs mat. Han havde en Fornemmelse som den man har i Drømme, der er Noget, der kalder og man vil saa gjærne komme, men det er ikke muligt at flytte en Fod og man hidses af sin Afmagt, sygner af sin Længsel efter at komme bort, ægges til Afsind af denne Kalden, der ikke forstaar, at man er bunden. Og han sukked utaalmodigt som en Syg og saae sig fortabt om i Stuen, aldrig havde 40 han kjendt sig saa ulykkelig, saa ensom; forstødt og forladt.

Saa satte han sig hen til Vinduet, midt i Solskinnet og græd.

Fra denne Dag af følte Niels sig ængstelig lykkelig i Edeles Nærværelse. Hun var ikke mere et Menneske som alle andre, men et vidunderligt ophøjet Væsen, guddommeliggjort ved en sælsom Skjønhedens Mystik, og der var en hjærtebankende Fryd i at beskue hende, knælende for hende i sit Hjærte, krybende for hendes Fod i selvudslettende Ydmyghed; men undertiden blev ogsaa Trangen til Tilbedelse saa stærk, at den kræved at give sig Luft i et udvortes Tegn paa Underkastelse, og da udspejded han et gunstigt Øjeblik til at liste sig ind i Edeles Værelse og kyssed i et forud bestemt, uendeligt Antal Gange, det lille Tæppe foran hendes Seng, hendes Sko eller hvilkensomhelst anden Reliquie, der frembød sig for hans Fanatisme.

Som en stor Lykke betragtede han den Omstændighed, at hans Søndagstrøje netop i denne Tid blev degraderet til Dagligtrøje, thi i den Duft, som hine Stænk af Rosenessents havde efterladt, havde han en mægtig Talisman, der ligesom i et magisk Spejl viste ham Edele saaledes som han havde seet hende, hvilende paa den grønne Puf, iført Maskeradedragten. I den Historie der var imellem ham og Frithiof gik dette Billede stadig igjen, og den ulykkelige Frithiof vidste sig fra nu af aldrig sikker for barbenede Prindsesser; 41 slæbte han sig gjennem Urskovenes Tykninger, kaldte de paa ham fra deres Hængekøje af Lianer, søgte han i en Bjerghule Ly for Orkanen, rejste de sig fra deres Leje af fløjelsblødt Mos og bød ham velkommen, og sprængte han, krudtsværtet og blodbestænkt, med et vældigt Sabelhug Døren ind til Piratens Kahyt, saa fandt han dem ogsaa der, hvilende paa Kaptejnens grønne Sofa. De kjedede ham saare, og han kunde slet ikke fatte, hvorfor de pludselig vare blevne saa nødvendige for de kjære Helte.

Hvor højt ophøjet et Menneskebarn end har stillet sin Throne, hvor fast det end har trykket Undtagelsens, Genie betydende Tiara, om sin Pande, det veed sig dog aldrig med Rette sikker for, at det jo ikke en Dag ligesom Kong Nebukadneser pludselig gribes af en sælsom Lyst til at gaae paa Fire og æde Græs i Flok med Markens ganske almindelige Dyr.

Det var det, der hændte med Hr. Bigum, idet han ganske simpelt blev forelsket i Frøken Edele. Og det hjalp slet ikke, at han forandrede Verdenshistorien til Undskyldning for denne sin Kjærlighed, hjalp ikke heller, at han kaldte Edele for Beatrice, for Laura eller for Vittoria Colonna, thi alle de kunstige Glorier, hvormed han kroned sin Elskov, sluktes ligesaa fast som han kunde 42 tænde dem, af den umedgjørlige Sandhed, at det var i Edeles Skjønhed han var forelsket, og at det hverken var Aandens eller Hjærtets Egenskaber, der havde bedaaret ham, men derimod hendes Elegance, hendes lette Verdenstone, hendes Selvsikkerhed, ja endogsaa hendes gratiøse Uforskammethed. Det var i alle Henseender en Kjærlighed, der var skikket til at fylde ham med en skamfuld Forundring over Menneskenes Børns deres Ubestandighed.

Og hvad gjorde saa det! Hvad havde de at sige, alle de evige Sandheder og midlertidige Løgne, som tog hinanden Ring i Ring og fletted sig sammen til den Brynjebyrde, han kaldte sin Overbevisning, hvad havde de at sige mod hans Kjærlighed? De var jo Livets Styrke, Marv og Kjærne, saa lad dem vise deres Styrke, var de svagere, saa: brist, var de stærkere ... Men de var brustne, trukne fra hinanden som det Væv af møre Traade, de var. Hvad brød hun sig om de evige Sandheder? Og de mægtige Syner, hvad hjalp ham de? Tanker, der lodded det Uendeliges Dyb, kunde han vinde hende med dem? Det var værdløst alt, hvad han ejed. Lyste hans Sjæl end i en Herlighed som Solens hundrede Gange, hvad baaded det, naar den gjemtes under en Diogeneskappes armodshæslige Filt? Form, Form, giv mig Formens tredive Sølvpenge for mit Indhold, giv mig Alcibiadeses Legeme, Don Juans Kappe og en Kammerjunkers Rang!

        

43 Men det havde han nu ikke, og Edele følte sig ingenlunde sympathetisk berørt af denne plumpe, filosofiske Natur, der kun havde betragtet Livets Rørelser i Abstraktionernes barbariske Nøgenhed, og som derfor i sine Yttringer havde noget larmende Absolut, der trængte sig frem med en ubehagelig Sikkerhed, omtrent som en ilde anbragt Tromme i en douce Koncert. Det Anstrængte, der var over ham, dette, at hans Tanke overfor ethvert lille Spørgsmaal straks stillede sig i muskelstærk Position, som en stærk Mand, der skal spille med Jernkugler, det gjorde ham latterlig i hendes Øjne, og han irriterede hende, naar han, dreven af en dømmesyg Moral, indiskret røbede enhver let antydet Følelses Inkognito ved uopdragent at nævne den ved dens rette Navn, alt som den i Samtalens Løb vilde ile ham forbi.

Bigum vidste meget vel hvor ufordelagtigt et Indtryk han frembragte og hvor ganske haabløs hans Kjærlighed var, men han vidste det saadan som man veed, naar man med hele sin Sjæls Magt haaber, at Ens Viden er falsk. Der er endnu Miraklet tilbage, og vel skeer der ikke Mirakler, men de kunde ske. Hvem veed? maaske man tager fejl, maaske Ens Forstand, Ens Instinkt, Ens Sandser, med al deres daglyse Klarhed, dog fører En vild, maaske det netop gjælder om at have det uforstandige Mod at følge den Haabets Lygtemand, som brænder over Ens Lidenskabers attraasvangre Gjæring. Det er først

        

44 naar man har hørt Afgjørelsens Dør slaa i, at Vishedens jernkolde Kløer graver sig ind i Ens Bryst for langsomt, langsomt at samle sig i Ens Hjærte om den nervefine Traad af Haab, hvori Ens Lykkeverden hænger, saa skjæres Traaden over, saa falder det, den bar, saa knuses det, saa kommer Fortvivlelsens Skrig skarpt gjennem Tomheden.

I Tvivl fortvivler der Ingen.

En solrig Septembereftermiddag sad Edele nede paa Platformen af den brede, gammeldags Trætrappe, der i en fem, seks Trin førte fra Havestuen ned i Haven. Bag hende stod Glasdørene vidt aabne, slagne tilbage mod Murens brogede, skinnende røde, skinnende grønne Beklædning af vild Vin. Hun lænede sit Hoved op mod Sædet af en Stol, der var belæsset med store, sorte Mapper, og holdt et Kobberstik ud for sig med begge Hænder. Kolorerede Blade, gjengivende byzantinske Mosaiker, i hvilke Blaat og Guld var fremherskende, laa spredte paa Platformens grønvisne Sivmaatte, paa Dørtrinet og paa Havestuens egebrune Parketgulv. Ved Foden af Trappen laa en hvid Solhat, thi Edele havde bart Haar, uden anden Pynt end en Blomst af Guldfiligran, i sit Mønster svarende til det Armbaand, hun bar højt oppe om Armen. Hendes hvide Kjole af et halvklart Stof, stribet af smalle, silkeblanke Striber, havde en tvunden Kant af graa og orange Ghenille, og var besat med smaa Rosetter i de samme to 45 Farver. Lyse Halvhandsker, uden Fingre, bedækkede hendes Hænder og gik op til over Albuen. De var af perlegraa Silke, ligesom hendes Sko.

Gjennem de fremadludende Grene paa en ældgammel Ask sivede det gule Sollys straalevis ned over Trappen og danned i den svale, halvklare Skygge et lysende Linielag, der fyldte Luften om sig med et gyldent Støv og tegned klare Pletter af paa Trappens Trin, paa Dør og Væg, Spæt af Sol ved Spæt af Sol, saa det var, som lyste det, gjennem en hullet Skygge, Altsammen Lyset imøde med egne Farver, hvidt fra Edeles hvide Kjole, purpurblodigt fra Purpurlæber, og gult som Rav fra det ravblonde Haar. Og rundt omkring i hundred andre Farver i Blaat og Guld, i Egebrunt, i glasblank Spejlglands og i Rødt og Grønt.

Edele lod Kobberstikket falde og hæved haabløst sine Øjne, stumt klagende i sit Blik, det Suk, hun var for træt til at sukke. Saa satte hun sig til Rette med en Bevægelse, som lukked hun Omgivelserne ude og gjemte sig i sig selv.

I det Samme kom Hr. Bigum gaaende.

Edele saae hen efter ham med en blundende Blinken, ganske som et Barn, der ligger alt for godt og er alt for søvnigt til at ville røre sig det Mindste, men samtidig dog er for nysgjerrigt til at lukke sine Øjne.

Hr. Bigum havde sin nye Harehaarshat paa; han var ganske fordybet i sig selv og 46 gestikulerede med sit Tombaksuhr i Haanden saa ivrigt, at den tynde Sølvhalskjæde, hvortil det var befæstet, hvert Øjeblik truede med at sprænges. Med en pludselig Bevægelse næsten huggede han Uhret ned i sin Lomme, slog utaalmodigt med Hovedet, fæstede saa i et ærgerligt Greb Haanden om sin Frakkes Kraveopslag og gik videre med et vredt Slæng i Kroppen, og med sit Ansigt mørknet af hele den haabløse Harme, som koger i en Mand, der flygter for sine egne pinefulde Tanker, og veed, at han flygter forgjæves.

Edeles Hat, som den laa der ved Foden af Trappen, hvid imod Gangens sorte Muld, standsede ham i hans Flugt. Han tog den forsigtigt op med begge Hænder, fik i det Samme Øje paa Edele, og i det han ledte om, hvad han skulde sige, blev han staaende med den, uden at række hende den. Ikke en Tanke kunde han finde i sin Hjærne, ikke et Ord vilde fødes paa hans Tunge, og han saae frem for sig med et dumpt Udtryk af lammet Dybsind.

"Det er en Hat, Hr. Bigum," henkasted Edele, for ikke selv at blive forlegen i al denne forlegne Tavshed.

"Ja," sagde Huslæreren ivrigt, som om han var henrykt over at høre hende bekræfte en Lighed, der netop ogsaa havde slaaet ham; men i samme Nu rødmed han over det kejtede i sit Svar.

"Den laa her," skyndte han sig at tilføje, "hernede paa Jorden, saadan - saadan laa 47 den," og han bøjed sig ned og viste hvordan det var den laa, med hele Forlegenhedens tankeløse Omstændelighed og næsten lykkelig ved den Lettelse det var at give Livstegn fra sig, hvor tarveligt Tegnet end var. Og stadigt stod han der med Hatten.

"Vil De beholde den," spurgte Edele.

Bigum vidste ikke, hvad han skulde svare.

"Jeg mener, vil De give mig den?" forklarede hun.

Bigum traadte et Par Trin op og rakte hende Hatten. "Frøken Lyhne," sagde han, "De tror ... De maa ikke tro, Frøken Lyhne ... jeg beder Dem lad mig tale; det vil sige ... jeg siger jo Ingenting, men hav Taalmodighed med mig! - Jeg elsker Dem Frøken Lyhne, usigeligt, usigeligt, slet ikke til at sige, elsker jeg Dem. O, hvis der var et Ord, der havde en Slaves beundrende Frygt i sig, en Martyrs ekstasiske Smil, en Forvists, en Landsforvists navnløse Hjemve, saa var det med det Ord, jeg vilde sige, jeg elsker Dem. O, lad mig tale, hør mig, hør mig, stød mig ikke bort endnu. Tænk ikke jeg fornærmer Dem ved et afsindigt Haab, jeg veed hvor ringe jeg er i Deres Øjne, hvor plump jeg er og frastødende, frastødende. Jeg glemmer ikke, at jeg er fattig, - jo De skal høre det, saa fattig, at jeg maa lade min Moder leve i en Fattigstiftelse, og jeg maa, maa, saa udarm er jeg. Ja, Frøken, jeg er kun en ydmyg Tjener i Deres Hr. Broders Brød, og dog er der en Verden, hvor jeg er Hersker, 48 med Magt, stolt, rig, siger jeg, med Sejersglands over mig, og ædel, adlet af den Drift, som lod Prometheus rane Ilden fra Gudernes Himmel, og der er jeg deres Broder, alle de Aandens Store, som Jorden har baaret, som bærer Jorden, o, jeg forstaar dem som kun Jævninge forstaa hinanden; Ingen Flugt har de fløjet, som var for høj for mine Vingers Vælde. Forstaar De mig, tror De mig? O tro mig ikke, det er ikke sandt, jeg er kun den lavbaarne Koboldtgestalt De seer. Det er Altsammen forbi; thi denne Kjærlighedens frygtelige Vildelse, den har lammet mine Vinger, min Aands Øjne miste deres Sekraft, mit Hjærte fortørres, min Sjæl bløder sig tom til Fejghedens Blodløshed, o, frels mig fra mig selv, Frøken, vend Dem ikke haanligt bort, græd over mig, græd, det er Rom, der brænder!"

Han var sunken ned paa begge sine Knæ midt paa Trappen, Hænderne var vredne i hinanden. Blegt og fortrukket var hans Ansigt, Tænderne samlede i Smerte, Øjnene druknede i Taarer og hele hans Skikkelse bølgede under en tilbagetrængt Hulken, der ikkun hørtes som pibende Aande.

Edele havde ikke rejst sig fra Platformen. "Fat Dem Menneske!" sagde hun med en lidt vel medlidende Betoning, "fat Dem, lad Dem ikke saadan overvælde, vær dog en Mand. Hører De, rejs Dem, gaa lidt ned i Haven og se at komme til Dem selv."

"Og De kan slet ikke elske mig?" stønnede 49 Bigum næsten uhørligt, "o, det er frygteligt, der er ikke det i min Sjæl, jeg ikke vilde myrde, nedværdige, naar jeg kunde vinde Dem ved det. Nej, nej, hvis det var saa, at der blev mig et Vanvid budt, og jeg i dette Vanvids Syner ejed Dem, e j e d Dem, saa vilde jeg sige, se her er min Hjærne, grav med unænsom Haand ind i dens underfulde Bygning og sønderslid hver af de fine Taver, hvormed mit Selv er bundet til Menneskeaandens straalende Triumfvogn, og lad mig synke ned i Materiens Dynd, under Vognens Hjul, og lad de Andre drage deres Herligheds Veje op imod Lyset. Forstaar De mig? Begriber De, at om end Deres Kjærlighed kom til mig, berøvet al sin Glans, al sin Renheds Majestæt, ja fornedret, besudlet, kom som et Vrængebilled af Kjærlighed, som et sygt Fantom, jeg vilde tage imod den, knælende, som var det en hellig Hosti. Men det Bedste i mig er forgjæves, det Slette i mig er forgjæves. Jeg raaber mod Solen, men den skinner ikke, mod Støtten, men den svarer ikke. - Svarer! - hvad er der at svare paa, at jeg lider? Nej, disse usigelige Kvaler, der splitter mit inderste Væsen ned i dets dybeste Rod, denne Pine, den bare støder Dem, fornærmer Dem i en lille, kold Fornærmelse, og De leer haanligt i Deres Hjærte ad den stakkels Huslærers umulige Lidenskab."

"De gjør mig Uret, Hr. Bigum," sagde Edele, og rejste sig, Bigum rejste sig ogsaa, "jeg leer ikke, De spørger mig, om der intet Haab

        

50 er, og jeg svarer Dem: nej, der er intet Haab, der er aldeles Ingenting at le ad i det. Men lad mig sige Dem en Ting. Fra det første Øjeblik, De begyndte at tænke paa mig, har De kunnet vide, hvad mit Svar vilde blive, og De h a r ogsaa vidst det, ikke sandt, hele Tiden har De vidst det, men alligevel har De jaget alle Deres Tanker og Ønsker mod det Maal, som De vidste De ikke kunde naa. Jeg fornærmes ikke af Deres Kjærlighed, Hr. Bigum, men jeg fordømmer den. De har gjort, hvad saa mangen en anden En gjør. Man lukker sine Øjne i for det virkelige Liv, man vil ikke høre det Nej, det raaber imod Ens Ønsker, man vil glemme det dybe Svælg, som det viser En, at der er mellem Ens Længsel og det man længes for. Man vil have sin Drøm frem. Men Livet regner ikke med Drømme, der er ikke en eneste Hindring, der lader sig drømme ud af det Virkelige, og saa ligger man tilsidst der, jamrende ved Svælget, der ikke har forandret sig, men er som det altid var; men man er selv forandret, for med Drømmene har man hidset alle sine Tanker, og ægget sine Længsler op til den højeste, højeste Spænding. Men Svælget er ikke blevet smalere, og Alting i En længes saa smertelig efter at komme over. Men nej, altid nej, aldrig andet. Og blot man i Tide havde passet paa sig selv, men nu er det for sildig, man er ulykkelig."

Hun tav, næsten vaagnende. Hendes Stemme havde været rolig, søgende, som om hun

        

51 talte til sig selv, men nu blev den afvisende, kold, haard.

"Jeg kan ikke hjælpe Dem, Hr. Bigum, De er Ingenting for mig af det, De ønsker at være, gjør det Dem ulykkelig, saa maa De være ulykkelig, lider De, saa lid, der maa være Nogle til at lide. Har man gjort et Menneske til sin Gud og sin Skjæbnes Herre, saa maa man bøje sig under sin Guddoms Villie, men det er aldrig klogt at gjøre sig Guder og give sin Sjæl i en Andens Vold, for der er Guder, som ikke vil stige ned fra deres Piedestal. Vær De fornuftig, Hr. Bigum, Deres Gud er saa lille og saa lidt værd at tilbede, vend Dem fra den, og bliv De lykkelig med en af Landets Døttre."

Med et svagt lille Smil gik hun ind gjennem Havestuen, Bigum saae modfaldent efter hende. Et Kvarterstid blev han ved at gaa frem og tilbage foran Trappen, alle de Ord, der var talt, klang endnu i Luften der, hun var saa nylig gaaet, det var som dvæled der end en Skygge af hende, som var hun endnu indenfor Bønners Vidde og Alting endnu ikke saa haabløst helt forbi. Men saa kom Stuepigen ud og samlede Kobberstikkene ind, tog Stolen ind, Mapperne, Sivtæppet - Alting.

Saa kunde han gaa.

Oppe i det aabne Loftskammervindue sad Niels og stirrede efter ham. Han havde hørt hele Samtalen fra først til sidst, og der var et forskrækket Udtryk i hans Ansigt og en nervøs Skjælven over hans Legeme. Han 52 havde for første Gang følt Frygt for Livet, for første Gang virkelig begrebet, at naar det havde dømt En til at lide, saa var denne Dom hverken digtet eller truet, men saa blev man slæbt til Pinebænken og saa blev man pint, og der kom i det sidste Øjeblik ingen æventyrlig Befrielse, ingen pludselig Opvaagnen som fra en ond Drøm.

Det var det han forstod i anelsesfuld Angst.

Det blev ikke noget godt Efteraar for Edele, og Vinteren knækkede fuldstændigt hendes Kraft, saa da Vaaren kom, saa fandt den ikke en stakkels, forkommen Livsspire, som den kunde være god og mild og varm imod, den fandt kun en Visnen, som ingen Mildhed, ingen Varme kunde standse, end ikke sagtne. Men den kunde lysne sit Lysvæld nedover det Blegnende, og kjærligt følge med sin duftfyldte Lunhed den vigende Livskraft, saadan som Aftenens Purpur langeligt drager sig hen efter den døende Dag.

Det var i Maj det blev forbi, en Dag fuld af Sol, saadan en Dag, hvor Lærken aldrig tier og hvor Rugen vokser, saa man kan se det med sine Øjne. Udenfor hendes Vindue stod de store Kirsebærtræer blomsterhvide. Bouketter af Sne, Krandse af Sne, Kupler, Buer, Guirlander, en Fearkitektur af hvide Blomster med en Baggrund af den blaaeste Himmel.

53

Hun følte sig saa mat den Dag, men dog saa let i sin Mathed, forunderlig let, og hun vidste hvad der vilde komme, for om Formiddagen havde hun ladet Bigum kalde og sagt Farvel til ham.

Etatsraaden var kommen derover fra Kjøbenhavn, og hele Eftermiddagen sad den smukke, hvidhaarede Mand ved hendes Seng, med sin Haand foldet ind i hendes Hænder. Han talte ikke, en Gang imellem bevægede han Haanden, saa trykkede hun den, saa saae hun op, og saa smilede han til hende. Hendes Broder blev ogsaa hos hende hele Tiden, gav hende hendes Medicin og gik ogsaa ellers tilhaande derinde.

Hun laa saa stille hen, med lukkede Øjne, og hjemlige Billeder drog hende forbi fra Livet derovre. Sorgenfri's hængende Bøge, Lyngby røde Kirke paa dens Sokkel af Grave, og det hvide Landsted ved den lille Hulvej ned til Søen, hvor Plankeværket altid var grønt, som om det var malet med Fugt, det tegned sig for hende Altsammen, voksed i Klarhed, tog af i Klarhed og blev borte. Og andre Billeder fulgte. Der var Bredgade som Solen gik ned og Mørket langsomt trak sig op ad Husene, og der var det underlige Kjøbenhavn, man fandt, naar man en Formiddag kom ind fra Landet. Det syntes saa fantastisk i dets Travlhed og Solskin, med dets hvidtede Ruder og dets Frugtduft i Gaderne; Husene saae saa uvirkelige ud i det stærke Lys, og det var som laa der en Tavshed ned 54 over dem, som Larmen og Vogntumlen ikke kunde forjage .... Saa var der den lune, mørke Dagligstue I Efteraarsaftnerne, naar man havde klædt sig paa til Theateret og de Andre endnu ikke var færdige: - Duften af Kongerøgelse - Kakkelovnsilden, der lyste ud paa Gulvtæppet - Regndraabernes Slag mod Ruden - Hestene, ,der staxnped i Porten - Muslingesælgerens melankolske Raab dernede i Gaden .... og ventende bag det Hele: Theaterets Lys, Musik og Pragt.

I saadanne Billeder drog Eftermiddagen hen.

Inde i Salen var Niels og hans Moder. Niels laa paa Knæ foran Sofaen, med Ansigtet trykket ned i dens brune Fløjl og med Hænderne foldede over sin Isse; han græd højt og klagende, uden noget Forsøg paa at beherske sig, helt tagen af sin Sorg. Fru Lyhne sad hos ham. Paa Bordet foran hende laa en Psalmebog, opslagen ved Begravelsespsalmerne. Nu og da læste hun et Par Vers, nu og da bøjed hun sig ned over Sønnen og talte trøstende Ord til ham og formanede ham; men Niels lod sig ikke trøste, og hun kunde hverken standse hans Graad eller hans Fortvivlelses vilde Bønner.

Saa viste Lyhne sig i Sygeværelsets Dør. Han gjorde intet Tegn, han blot saae alvorligt paa dem, og de rejste sig begge og fulgte ham ind til hans Søster. Han tog dem en ved hver Haand og traadte med dem hen for Sengen, og Edele saae op, saae paa hver af dem 55 og bevægede Læberne som til et Ord; saa førte Lyhne sin Kone hen til Vinduet og satte sig hos hende, medens Niels kasted sig paa Knæ ved Fødderne af Sengen.

Han græd sagte og bad med foldede Hænder, inderligt og uophørligt I en dæmpet, lidenskabelig Hvisken; han sagde til Gud, at han ikke vilde lade være at haabe, "jeg slipper dig ikke, Vorherre, jeg slipper dig ikke før du har sagt ja, du maa ikke tage hende fra os, for du veed jo, hvor vi elsker hende, du maa ikke, du maa ikke. Aa, jeg kan ikke sige: din Vilje ske, for du vil lade hende dø, aa, men lad hende leve, jeg skal takke dig og lyde dig, jeg skal gjøre Alt det, jeg veed du vil jeg skal gjøre, jeg skal være saa god og aldrig gjøre dig imod, bare du vil lade hende leve. Hører du Gud! aa, stands, stands og gjør hende rask, inden det er for sildig. Jeg skal ... jeg skal ... aa, hvad kan jeg love dig? - aa, jeg skal takke dig, aldrig, aldrig glemme dig; aa, men saa hør mig! du seer jo hun døer, du seer jo hun døer, hører du, tag din Haand væk, tag den, jeg kan ikke miste hende, Gud, jeg kan ikke, lad hende leve, vil du ikke, vil du ikke? aa, det er Synd af dig" ....

Derude, udenfor Vinduet, rødmed de som Roser, de hvide Blomster, i Skjæret fra den synkende Sol. Bue paa Bue bygged Floret sig blomsterlet til en Rosenborg, til et Chor af Roser, og gjennem de luftige Hvalv blaaned den aftenblaa Himmel dæmrende ind, mens 56 gyldne Lys, og Lys af Guld med Brand af Purpur, skød sig i Gloriestraaler fra alle Blomstertemplets svævende Linieguirlander. - -

Hvid og stille laa Edele derinde, med den gamle Mands Haand mellem sine. Langsomt aanded hun Livet ud, Drag for Drag; svagere og svagere højned Brystet sig, tungere og tungere blev hendes Øjelaag.

"Hils - Kjøbenhavn!" var hendes sidste, svage Hvisken.

Men hendes sidste Hilsen, den hørte der Ingen. Den kom end ikke som Aande over hendes Læber, hendes Hilsen til ham, den store Kunstner, som hun i Løn havde elsket af hele sin Sjæl, men for hvem hun Intet havde været, kun et Navn, hans Øre kjendte, kun een fremmed Skikkelse mere i et stort, beundrende Publikum.

Og Lyset svandt i blaalig Skumring, og Hænderne sank matte fra hinanden. Skyggerne voksed - Aftenens og Dødens.

Etatsraaden bøjed sig ned over Lejet og lagde sin Haand paa hendes Puls og vented stille, og da det sidste Liv var rundet bort, den sidste svage Blodets Bølge stilnet, saa løfted han den blege Haand til sine Læber.

"Lille Edele!"