↩ Leg paa Leg var bleven gammel og urimelig, dum og kjedsommelig som Billederne I en Abc, og de havde dog været saa nye en Gang, saa uopslidelig nye. Der havde de trillet med Tøndebaand, Niels og Præstens Frithiof, og Baandet var et Fartøj, som strandede naar det væltede, men naar man greb det inden det faldt om, saa var det at kaste Anker. Den smale Smøge mellem Udhusene, som var saa vanskelig at passere, kaldtes Bab el Mandeb eller Dødens Port, paa Stalddøren stod skrevet med Kridt, at her var England, og paa Ladeporten stod der: Frankrig; Havelaagen var Rio Janeiro, men Smedens Hus, det var Brasilien. Der var ogsaa den Leg at være Holger Danske, den kunde leges blandt de store Skræpper omme bag Laden, men oppe i Møllerens Mark var der et Par Jordfaldshuller, som kaldtes Knakkerne, og der holdt selve Prins Burmand og hans vilde Saracener med rødgraa Turbanner og gule Hjelmbuske, Burrer og Kongelys af den vældigste Vækst; der var først det rigtige Mauritanien; thi denne grændseløse Yppighed, disse myldrende Masser af det frodigste Liv ægged Ødelæggelsesdriften, berusede Sindet i Tilintetgjørelsens Vellyst, og Træsværdene blinked med Staalets Glans, den grønne Plantesaft farved Klingen blodigrød, og de afhugne Stængler kvased under Fødderne som Tyrkekroppe under Hestehove 23 med en Lyd af Knogler, der knuses i Kjød.