↩ Han havde set ham rede til at kaste Alting bort for Edeles Kjærlighed, hørt ham fornægte sig selv og Aanden i sig, hin Lidenskabstime nede i Haven, og nu talte han stadigt om det filosofiske Menneskes olympiske Ro over for Livets vage Hvirvelvinde og dunstfødte Regnbuer. Hvilken smertelig Foragt vakte ikke det hos Drengen, og hvor 64 gjorde det ikke Tvivlen i ham aarvaagen, letblundet! Han vidste jo ikke, at det, Hr. Bigum hos Menneskene kaldte med ringe Navne, var anderledes døbt, naar det gjaldt ham selv, og at hans olympiske Ro over for det, der satte Menneskene i Bevægelse, var en Titans foragtende Smil, fuldt af Erindringer om Titaners Længsler og Titaners Lidenskaber.