INDLEDNING TIL FRU MARIE GRUBBE
XIIXIII
✂ I sit Essay om Jacobsen ("Det moderne Gennembruds Mænd" 1883, S. 198) har Georg Brandes oplyst, at Spiren til "Marie Grubbe" ligger i den Scene, hvor Marie, følgende en dunkel, hende selv uforstaaelig Drift, hugger Kniven mod Ulrik Frederiks blottede Bryst. Det var egentlig Jacobsens Hensigt at indflette en saadan Scene i en Bog, der skulde have Form af en anklaget Kvindes Forsvarsskrift. Men da han i Holbergs 89. Epistel havde læst om Marie Grubbe, besluttede han at gøre hende til Hovedperson. I Blichers "En Landsbydegns Dagbog" var Træk af hendes Liv mere frit benyttet, og i "Hønsegrethes Familie" havde H. C. Andersen fortalt om hende paa Grundlag af en Beretning i "Lolland-Falsters Stiftstidende". "Her var et rigt Stof til Digtning," siger H. C. Andersen i sine Bemærkninger til Eventyret, men i sit Essay om Andersen gør Brandes opmærksom paa, at en Skikkelse som Marie Grubbe "er altfor meget Charakter, til at det skulde være en Eventyrdigter muligt at fremstille eller forklare hendes Væsen" ("Kritiker og Portraiter" 1870, S. 360). Muligt har denne Ytring givet Jacobsen det afgørende Stød.
XIV✂ Første Gang Jacobsen omtaler sit Forehavende, er i det bekendte Brev*) af 7/3 1873 til Edv. Brandes, hvor det hedder: "Tænk dig jeg staaer op hver Dag Kl 11. og gaaer paa kgl. Bibliothek og læser gamle Dokumenter og Breve og Løgne og Billeder om Mord, Hor, Kapitelstakst, Skjørlevnet, Torvepriser, Havevæsen, Kjøbenhavns Belejring, Skilsmisse Processer, Barnedaab, Godsregistre, Stamtavler og Ligprædikener. Alt det skal blive til en vidunderlig Roman der skal hedde:
✂
"Fru Maria Grubbe."
Interieur fra det 17de Aarhundrede.
✂ Du ved det er hende der staaer om i Holbergs Epistler, og i Hønsegrethe af Andersen og som først er gift med U. F. Gyldenløve og sidst med en Færgemand."
✂ Født Systematiker, som Jacobsen var, har han selv ved haandskrevne Bemærkninger paa Bindet af sit Eksemplar af Bogens 2. Oplag skrevet sin første Bogs Historie i de ydre Træk; herigennem faar man en nem lille Oversigt over dens Tilblivelse og senere Gang ud i Verden, og den skal derfor aftrykkes her i sin Helhed:
✂ "Begyndt før Februar 1873, maaske sidst i 1872.
✂ Henlagt September 1874.
✂ Gjenoptaget Februar 1875.
✂ Sluttet 4. December 1876.
✂ Udkommet 15. Dec. 1876.
✂ Udsolgt 24. Dec. 1876.
XV✂ Andet Oplag. 16. Februar 1877.
✂ Tydsk Oversættelse Januar 1878 (A. Strodtmann).
✂ Svensk Oversættelse Januar 1878 (R. Bergstrøm).
✂ 1. Oplag 1275 Kroner (1250 Eksemplarer).
✂ 2. Oplag 1275 Kroner (1500 Eksemplarer). Svensk Overs. 525.
✂ Side 1-38 incl. skrevet i Studiestræde 18, 2. S.
✂ - 39-60 Bredgade 10.
✂ - 60-81 Humlebæk.
✂ - 82-Slutningen Thisted, Fra medio September 75-4. Dec. 76. (Langt den overvejende Del efter August 76)."
✂ I Slutningen af Maj 1873 er Jacobsen endnu midt i det 3. af Romanens Kapitler, og hans Rejse til Udlandet fra Juni til Oktbr. s. A. forvolder en større Afbrydelse i Udarbejdelsen. Til første Hæfte af den ny Bevægelses Tidsskrift, "Det nittende Aarhundrede" (Oktbr. 1874), kunde Jacobsen overlade Udgiverne de to første Kapitler, hvor de meget passende indleder det nye Foretagende sammen med Essays af Brødrene Brandes, men ellers kendetegnes hele Slutningen af 1874 ved en større Stilstand i Arbejdet, der først genoptages I Begyndelsen af 1875. Brevene fra 1875-76 er ideligt fyldt med Jeremiader over, hvor smaat det gaar fremad, og hvorledes han ser sig gal paa Marie Grabbe. Til Fru Emilie Brandes, der venligt har forespurgt til M. Gr., svarer han, at han "maa mismodigt berette, at det er det langsommeligste og uomgængeligste Fruentimmer, der kan gaa i et Par Sko med Rosetter paa. Jeg ved ikke alt det Onde, jeg vil sige om hende, hvordan hun pludselig bliver stædig XVI og ikke vil gaa af Pletten, og hvordan hun engang imellem hele Timer kan tygge paa en Replik og endda ikke faa den sagt, men saa bliver jeg forsonligere stemt og giver hendes Ungdom Skylden og haaber paa, at hun, ligesom hun bliver ældre, ogsaa skal blive stadigere og mindre lunefuld" (G. Brandes: "S. Skr." III. 53; jfr. Breve til Edv. Brandes S. 38). Efterhaanden begynder dog Ordet "Korrektur" at dukke frem; han arbejder nu under et stærkt ydre Pres: "Græbe trykker i den ene Ende af min Bog, og jeg skriver i den anden" (Kgl. Bibl., jf. A. Linck: "J. P. J." S. 94), og i Decbr. 1876 kan han drage et Lettelsens Suk: "Og det begav sig den 4de om Aftenen i et forrygende Vejr, at jeg bragte de sidste Blade af Marie Grubbe paa Postkontoret. At tænke sig, at jeg er bleven færdig!" (Kgl. Bibl., jf. smstds/95). 15/12 1876 udkom Bogen; da havde han i alt anvendt 4 Aar paa den.
✂ Som det fremgaar af det ovenfor citerede Brev til Edv. Brandes, er Størstedelen af Forstudierne foregaaet paa det kgl. Bibliotek. I sine Optegnelser har Jacobsen da ogsaa oftere ud for Titlerne paa de Bøger, han har villet læse, vedføjet Henvisningstal til bibliotekets Kataloger, som for de flestes Vedkommende har Gyldighed endnu og derfor har lettet nærværende Udgiver Arbejdet med at genfinde hans Kilder. Da Udlaansprotokollerne for Aarene 1873-75 aldrig indeholder hans Navn, maa altsaa Bibliotekets
XVII✂ Læsesal have været hans egentlige Studiested. Derimod omtales det ikke i dette Brev (jf. derimod ndf. S. XXXI), at han ogsaa har drevet Arkivstudier; men slaar man op i "Beretninger fra det kgl. Gehejme-Arkiv" VI. S. X, vil man mellem Navnene paa forskellige bekendte Historikere finde nævnt "Gand. phil. J. P. Jacobsen, for hvem det den syvogtyvende Marts [1875] blev tilladt at meddele ham cultur- og personalhistoriske Oplysninger i Perioden 1600-1720". I Besøgsprotokollens Oplysninger har man et fast Holdepunkt for Kendskabet til hans Studier; de aftrykkes nedenfor in extenso med vedføjet Dato, idet der dog maa gøres opmærksom paa, at det for en enkelt af Samlingernes Vedkommende gælder, at den nu er helt omordnet:
✂ 2/4 [1875]. Klevenfeldts Stamtavler og Actstykker: Grubbe.
✂ Geneal. Herald. Selskabs Samll. Specialia: Grubbe, Gyldenløve.
✂ 8/4 (Registrant]. 10) U. F. Gyldenløve no. 9.
✂ 5/4 Sjæll. Reg. og Tegneiser 1659 og flg.
✂ Reg. 89 Sk. 9 No. 125 [nu omordnet].
✂ Klevenfeldts Actstk.: Dyre, Høg.
✂ 16/4 (Reg. 19) Gyldenløviana No. 5-11.
✂ 19/4 (Reg. 10) Ulfeldiana. No. 3. 4. 12. 13.
✂ 7/6 Ulfeldiana no. 41-50.
✂ Klevenfelds Samlinger om G. Ulfeld.")
XVIII✂ Sine Notater foretager han I 8 Kollegiehæfter og Notebøger (se nærmere herom Haandskrlftbeskrivelsen S. 338 f.; jf. hosstaaende Facsimile), og saa kladdeagtige og løsrevne disse Optegnelser end er, maa de dog siges at være af allerstørste Interesse for Studiet af Jacobsens Arbejdsmetode; thi hvad man hidtil kun har kunnet formode,, at han drev sine Kildestudier med Videnskabsmandens Grundighed, lader sig nu til Punkt og Prikke aktmæssigt dokumentere. Nærværende Udgiver har sat sig til Opgave at forfølge hans Kilder - for Detaillernes Vedkommende i Kommentaren, i samlet Fremstilling gennem Indledningen - for derved at give Stof til Belysning af Jacobsens Metode.
✂ Jacobsens Forarbejder til "Marie Grubbe" spænder over de forskelligste Omraader: Historie, Memoirer, Topografi, Sædeskildring, Digtekunst, Sprog. Intet Under derfor, at Romanen med saa mosaikagtige Studier opløser sig i en Række af Billeder fra 17. Aarh. - med Marie Grubbe-Skikkelsen som det faste Midtpunkt. Det er dette, Undertitlen "Interieurer fra det syttende Aarhundrede" sigter til, og hvorom han i Brev af 6/1 1877 til Vodskov udtaler sig: "fra den første Linie i Bogen blev skreven var det min Plan at den skulde hedde Interieurer og ligeledes min Plan at jeg fra en hel Mængde alsidige kulturhistoriske Episoder og Udmalinger alt som Værket skred frem mere og mere vilde lade Marie XIX blive Hovedpersonen" (Kgl. Bibl., jf. "Tilskueren" 1911 I 224). Dybest set bunder dette Forhold utvivlsomt i, at Jacobsen overhovedet magtede, Detaillen bedre end Helheden.
✂ For Hovedpersonernes Vedkommende var Stoffet givet i de historiske Dokumenter, men i og for sig svært nok at tumle, forsaavidt som der dengang ikke fandtes nogen sammenhængende Skildringer af de enkeltes Livsskæbner, og bibliografiske Hjælpemidler som Nutidens kendtes ikke i Halvfjerdserne. Jacobsen maatte altsaa begynde saa at sige paa bar Bund. Hans første Skridt skønnes at have bestaaet i ved Hjælp af utrykte Stamtavler paa Rigsarkivet at gruppere Personerne i deres rette indbyrdes Slægtskabsforhold og dernæst at klargøre sig Hovedpersonernes Alder ved de forskellige Begivenheder i deres Liv. Den Viden, man paa Jacobsens Tid havde om Marie Grubbe*), var i alt væsentligt indskrænket til de Fakta, der fremkom under hendes to Skilsmisseprocesser; til Gengæld taler især Forhørene fra den sidste (trykt i "Dansk Museum" 1782) et Sprog, der ikke er til at tage fejl af: det Indtryk, Læseren modtager, er af en egen ram Art. Jacobsen, der paa mange Punkter nøje følger Forhørene fra hendes sidste Skilsmisse og kun undgaar det altfor plumpe,
XX✂ Ignorerer Imidlertid eller har maaske slet ikke kendt Kommissionsbetænkningen fra 1670 (paa Rigsark., nu trykt hos Fjelstrap S. 14 ff.), der viser, at hun allerede da sædeligt var sunket dybt. Han opfatter Marie Grubbe som en Kvinde, der ikke blot synker socialt, men ogsaa sjæleligt forgroves, indtil i hendes sidste Ægteskab Modgangen og Arbejdet for Føden til Slut løfter hende ud af Fornedrelsen. Om Marie Grubbes Barndom og Alderdom tier Kilderne vel, men hvis man blot holder sig til, hvad de ellers beretter, er der intet, der tyder paa noget oprindelig "blomsterfint" hos hende eller lader vente en personlig Værdighed, som den Jacobsen tildeler hende til sidst. Under Vidneafhøringerne i Anledning af hendes Forhold til Søren Ladefoged kommer det frem, at hun til en af Tjenerne paa Tjele skulde have sagt, at "hun vilde ønske, hun var skilt ved Palle Dyre, og havde Søren Ladefoged igien, han var saadan en kløn og læt Karl, hun gad saa gierne lugtet Tiære og Heste-Giøde" ("Dansk Museum" 1782 II. 275 f.). Sanseligheden fremhæves ogsaa i en interessant Udtalelse, der i vore Dage er fremdraget om et (nu tabt) Maleri af Marie Grubbe - den eneste, man har bevaret om hendes Ydre - og som gaar ud paa, at "hun har været meget sortladen og fast moresque [o: maurisk] og af en stærk couleur og saa ret brynstig ud" (se Roar Tank: "Fru Marie Grubbe I norsk tradition" i
XXI✂ "Samtiden" 1908 S, 270). I Romanen vælter Jacobsen al Skylden for hendes første ulykkelige Ægteskab over paa Ulrik Frederik, der forsømmer hende. Sandheden var den, at de to Ægtefolk ikke havde noget at lade hinanden høre: tog han sig ægteskabelige Friheder og begik utallige Letsindigheder, maatte hun paa sin Side indrømme, at hun havde "gjord andre deelagtige i den hendes Kierlighed, som hans Excellence alleene burde gandske at possidere" (Fjelstrap S. 15). I sin Fader har hun kun haft det daarligst mulige Forbillede. Erik Grubbe var en brutal og plump Landadelsmand, hvis gemene Tankegang især stilles i et grelt Skær ved den Rolle, han spillede i Sagen mod Aarhusbispen Morten Madsens Enke, mod hvem han af Ærgrelse over ikke at kunne blive Svigersøn i Huset rettede de hæsligste Beskyldninger. Rigitze Grubbe, der forøvrigt ikke var Erik Grubbes Søster (jf. Noten til S. 23.11), har næppe heller været den rette at betro et Barns Opdragelse til; hun henledte i ethvert Fald - som Jac. ogsaa har vidst - Samtidens Opmærksomhed paa sig paa en lidet smigrende Maade ved at blive dømt som Giftblanderske.
✂ Af alle Personer er dog Sti Høg*) den, der fjærner sig mest fra det historiske Forbillede, i Romanen en veg Drømmernatur, der bærer Præg af Jacobsens eget Væsen, i Virkeligheden et degenereret Individ, vistnok med
XXII✂ Anlæg for Epilepsi. Matthias Skaaniund, der som Lakaj hos Broderen, Just Høg, har haft Lejlighed til at se ham paa nært Hold, siger om ham i sin Autobiografi, at Sti Høg var gode Venner med Ulr. Fr. Gyldenløve, "men som Sti Høg skal have havt lidt mere Inclination til Guldenlews Gemal, end han burde, og Hs. høie Excell. kom underveir dermed, skilte han sig strax ved hende, Sti Høg maatte forlade sin [Gemal] og strax forføie sig af Kongens Riger og Lande" ("Norsk hist. Tidsskr." III. 118 = "Memoirer og Breve" udg. af Clausen og Rist XVII. 41). Fra Fredskongressen i Nimwegen er flg. Karakteristik, der fuldender Billedet af ham: "denne Sti Høg var gruelig inclineret til Drik og Kvindfolk uden Forskjel, ja han opspurgte det sidste Slags, saasnart han kom ind om Niniwegens Port, førend han kom til sin Broder ... Efter Maaltid om Eftermiddagen lod han sig ophente af Hr. Just Høgs Kjelder en Pot gammel rhinsk Viin og drak, lod saa spænde for en Carosse, kjørte saa for Lyst paa Volden hver Dag, og, naar han kom der op paa, var der smaa Kipper neden under Volden, did søgte han. ned, som var nogle heel gemene Canaille Huse" ("Norsk hist Tidsskr." III. 118 f. = "Mern. og Breve" XVII. 42 f.). Jacobsen har kendt dette lidet flatterende Portræt, men om ikke helt ignoreret det, saa dog i Overensstemmelse med sin Praksis søgt at mildne det.
✂ Ulrik Fr. Gyldenløve, Fr. III's livsglade XXIII og tapre Søn, ofte nok omtalt i Samtidens Litteratur (om end stadig ventende paa sin Biograf), er i Hovedsagen skildret af Jacobsen i Overensstemmelse med den historiske Overlevering. De ydre Data fandt han i Tycho de Hofmans "Danske Adelsmænd" III og i en ufuldendt Afh. af Arkivfuldmægtig Calundan i "Da. Saml." 2. R. II*); talrige er de hemmeligt beundrende Udtalelser om hans Sviren og Sværmen (f. Eks. i de af Allen samlede Gesandtskabsrapporter fra Chr. V's Tid i "Da. Saml." 2. R. III ff.), og at den flotte Kavaler ogsaa har forstaaet at imponere højfornemme Udlændinge, derom vidner den engelske Ambassadør Molesworths Omtale af ham i hans "Account of Denmark" (1694) (hvis Titel Jacobsen har noteret sig) som "one of the finest Gentlemen that Denmark has produced" (S. 111). Ogsaa som Statholder i Norge (1664-99) var han højt værdsat paa Grund af sin "prægtige Opførsel, populære Omgang, tapre Anførsel og lystige Levnet" (L. Daae: "Det gi. Christiania" 1871 S. 125). - Om Marie Grubbes anden og tredje Mand har man derimod kun sparsomme Oplysninger, for Palle Dyres Vedkommende kun spredte Notitser i trykte og utrykte Kilder; og hvad SørenLadefoged angaar, støtter Jacobsen sig væsentligst til, hvad der fremkom om ham i de ovf. omtalte Forhør under Skilsmissesagen.
XXIV✂ Ved Bipersonerne følte Jacobsen sig mindre end ved Hovedpersonerne bundet af historiske Hensyn, men det er karakteristisk for hans Fremgangsmaade, at han alligevel kun i ganske enkelte Tilfælde fuldstændig sætter sig ud over Kilderne. I det mindste søger han ved at døbe sine Figurer med Navne paa Personer, der faktisk har levet i 17. Aarihu, at tilstræbe historisk Kolorit, saaledes ved "menige" Personer som Gert Pyper, Erik Lauritzen og Mette Sennopskvind; hvor det drejer sig om mere kendte Navne - f. Eks. de adelige i Scenen i Haverne eller Btirrhi - vælger han forsigtigt saadanne, om hvem Nutiden saa godt som intet ved, saaledes at Kritikken ikke kan tage Anstød af hans Forsøg paa at individualisere. I et Par Undtagelsestilfælde (Rigitze, Kammerpigen Lucie, Daniel Knopf) har han siddet inde med en vis Viden, men ikke udnyttet den eller digtet om paa Kendsgerningerne, hvor det let lod sig gøre, fordi de ikke stemmede med hans Intentioner, og det er da kun Navnet, der er blevet tilbage fra de historiske Kilder.
✂ For at levendegøre det 17. Aarh.s Mennesker har det ogsaa været Jacobsen en Fornødenhed at gøre sig klart, hvorledes de har set ud. Han har dels gennem Læsning søgt Belæring om Tidens Moder i Klædedragt, f. Eks. i en Afh. af Molbech i "Hist. Tidsskr." VI. 469 fif., dels systematisk gennemgaaet en hel Række Billeder af historiske Personer fra 17. Aarh., tilhørende alle mulige Samfundslag.
XXV✂ Da han saa sig om efter Hjælpemidler hertil, er hans Opmærksomhed blevet henledt paa den uvurderlige Samling af Kobberstik, der under Navnet "Mullers Pinakotek" findes paa det kgl. Bibl.; den er tilvejebragt i 18. Aarh. af Fr. Adam Muller (1725- 95) og indeholder 4 à 5000 Kobbere, fordelt efter Sujet paa 25 Foliobind. Han har i Samlingens Portrætter fundet et enestaaende Studieobjekt, og hvorledes han har udnyttet det, viser hans efterladte Papirer; her finder man dels et særligt Hæfte, der udelukkende indeholder Tegninger af bekendte Personer, som han - paa gult Silkepapir - har kalkeret over Billedværkets Kobberstik (f. Eks. vedføjede Portræt af Ulr. Chr. Gyldenløve samt af Ghr. IV, Anna Cathrina, den udvalgte Prins Chr., Hans Nansen, Borgmester Resen, Politimesterens Kone Elisabeth Scheffer, den lærde Dame Anna Marie Schurman, eller af forskellige Standstyper (se vedføjede Facsimile), dels en Række Beskrivelser af Portrætter som f. Eks. denne af U. F. Gyldenløve: "Griffenfeldtsdragten. Store Øjne med tunge Øjelaag. Middel Pande. Stor Fr. III Næse. Mund sandselig, træt sygelig. Overskjæg Gabels. Stort Hage [skæg]. Alonge med nedhængende Pandehaar og ret naturlig lokket** [II. 7]*). Af Marie Grubbe eksisterer der
XXVI✂ ingen Afbildning, ,og den ovf. omtalte Udtalelse om et nu tabt Portræt tyder paa et adskilligt plumpere Ydre end Jacobsens Billede af hende. Anderledes forholder det sig derimod med Burrhi, af hvem man baade har et Maleri paa Gavnø (som Jacobsen dog næppe har kendt) og en samtidig Beskrivelse (jf. Noten til S. 150.2 fif.), som Digteren dels omdanner, dels tilsætter den afgørende lille karakteristiske Detaille, som giver Fysiognomiet individuelt Liv: de "smaa,, blinkende Øjne, der vare omgivne af en utallig Mængde smaa og store Rynker, som i en Vifte gik ud fra Øjenkrogene og gav ham et paa en Gang fiffigt og godlidende Udseende." I Romanen spiller Danmarks politiske Historie blot ind under Skildringen af Belejringsaarene; dens senere Halvdel koncentrerer sig mere og mere om det psykologiske, og kun Omtalen af Kongedatterens Forlovelse (S. 173 fif.) og Pesten 1711 (S. 328) minder Læseren om, at der var en større Verden uden om det lille Samfund, hvori Marie Grubbe var Hovedpersonen. Jacobsens Optegnelser viser, hvorledes han ikke er gaaet af Vejen for at pløje en hel Række Værker igennem, der hører ind under Rubrikken Historie i snævreste Forstand. Saadanne Bøger er f. Eks. Beckers "Samlinger til Fr. III's Historie", som Jac. har noteret forskellige Personkarakteristikker ud fra, eller Rasmus Nyerups "Frederik III", endvidere Afhandlinger som Molbechs "Ludvig Holberg og
XXVII✂ hans Samtid" ("Hist. Tidsskr." VI) og Fr. Hammerichs om "Enevældens Indførelse i Danmark og Norge" ("Nord. Univ. Tidsskr." III). Men navnlig figurerer meget hyppigt i Optegnelserne Henvisninger til de fire store Kildesamlinger: Suhms "Samlinger til den danske Historie", "Danske Magasin", "Historisk Tidsskrift" og "Danske Samlinger" (1865 ff.), der tydeligt nok alle har været sande Guldgruber for ham. Her fandt han ikke blot Eftertidens Bedømmelse af de historiske Tildragelser, men hvad der var nok saa vigtigt for hans Formaal, her talte det 17. Aarh. selv til ham igennem samtidige Aktstykker og Breve. Overalt foretrækker han det uofficielle Aktstykke for det officielle, og det er da forstaaeligt, at Memoire- og Dagbogslitteraturen, som netop er særdeles righoldig for Belejringsaarene, maa blive ham en Hovedkilde. Vartovspræsten Anders Hiørings to Krigsbøger, "Leyrs-Krantz" (1660) og "Leyres-Politie" (1661), Præsten Vallensbechs versificerede Dagbog over Krigsbegivenhederne, "Diarium Obsidionis" (1661), Joh. Monrads Skildring af sin Deltagelse i Felttoget i hans "Autobiografi", Aalborg-Bispen Jens Bircherods Dagbøger 1658-1708 forsyner ham med mange pittoreske Detailler. Flere af de smaa Episoder i Kapp. III og VII, som i saa høj Grad giver Skildringen individuelt Liv, er bygget over tilsvarende Situationer i disse Værker (Gudstjenesten,
XXVIII✂ der afbrydes af Kamp signalerne, Scenen i de smaa Haver m. m.).
✂ Til det topografiske har Jacobsen for Hovedstadens Vedkommende især benyttet det 1872 udkomne 1. Bd. af "Kbhvn.s Diplomatarium", suppleret med Wolfs "Encomion Regni Daniæ" (1654) og Resens "Atlas Danicus". Han har omhyggeligt sat sig ind i, hvilken Udsigt Marie Grubbe daglig maatte have for Øje fra Faster Rigitzes Vinduer paa Østergade, og det giver et morsomt Indblik i hans Arbejdsmetode, hvad en af hans Venner fortæller, at han for at opnaa fuld Fortrolighed med sit Emne skal have tilbragt Timer paa Gaden for at iagttage de skiftende Belysninger paa Nicolai Kirke (Anna Linck: "J. P. J." S. 116). Ved Hjælp af Diplomatariet bliver han f. Eks. sat i Stand til at kortlægge den Rute, Ulrik Fred. og Marie Grubbe følger paa deres Ridetur ud til Dyrehaven, og lærerigt er det i dette Tilfælde at følge den Forvandling, Kildens nødtørftige og tørre Oplysninger undergaar ved at bearbejdes af Digterens Fantasi. For det øvrige Danmarks Vedkommende - hvad der i denne Forbindelse væsentligst vil sige Tjele-Egnen - er Pontoppidans "Danske Atlas" hans Hovedkilde. I ringere Omfang, end hvor det gjaldt Personerne, har Jacobsen fundet det fornødent at tegne Lokaliteter af; dog findes i det ovenfor omtalte Hæfte med Kostumebilleder ogsaa en egenhændig XXIX Tegning af Københavns gamle Raadhus (formodentlig efter Resens "Atlas").
✂ Men skulde det overhovedet have nogen Art med den historiske Kolorit, da maatte Jacobsen først og fremmest søge at skaffe sig Kendskab til alle de smaa Foreteelser, der tilsammen udgør Dagliglivet. Da der ikke fandtes nogen udtømmende kulturhistorisk Behandling af Emnet som Troeis-Lunds for 16. Aarh.s Vedkommende, har han ogsaa her været henvist til paa egen Haand at finde frem, hvad han havde Brug for. Overalt er det hans ledende Princip, at han vil kunne føle fast Bund under Fødderne. Af Hensyn til Interiørerne studerer han Inventarielister i thistedske Tingbøger og Skifteprotokoller fra 17. Aarh. [IV. 6 f., V. 19 ff.] og bliver i "Hist. Tidsskr." III. 472 ff. opmærksom paa Registreringsforretningen af 1653 over Ulfeldts Gaard, som han omhyggeligt excerperer [III. 8 f.]. Ønsker han at sammensætte en Spiseseddel (ndf. S. 24), gaar han til Tidens Kogebøger. Vil han skildre Blomsterne i Haven paa Tjele, studerer han Sim. Paullis "Flora Danica" (1648)*), og her læser han ogsaa et og andet om Urternes Brug som Lægemidler, der kommer ham til Nytte under Udarbejdelsen (f. Eks. ndf. S. 80 øverst). Hvor han lader Marie foretage sin Udenlandsrejse med Sti Høg, giver han kun mere detaillerede Udmalinger
XXX✂ fra de Steder, hvor han selv har været (Lübeck og Nürnberg), men sætter sig samvittighedsfuldt ind i den samtidige - danske og udenlandske - Rejselitteratur [IL 31 f.], og føler aabenbart en Art Tilfredsstillelse ved at kunne lade Parret tage ind i "la croix de fer", som han fra Ove Juels Dagbog vidste var Navnet paa et parisisk Værtshus i 17. Aarh. Et andet Vidnesbyrd om, at han ønsker at kunne staa inde for, hvad han skriver, er, at Styrvoltudtrykkene i Kap. XVII er erhvervede ved Undervisning i dette Spil (jf. Noten til 312.n f. n.).
✂ Endnu staar der tilbage at gøre Rede for, hvilke sproglige Kilder Jacobsen har øst af. De Vanskeligheder, der her frembød sig for ham, var større end paa noget andet Punkt: det gik ikke an at lade Personerne tale et 19. Aarh.s Dansk, og indskrænkede han sig til et Studium af 17. Aarh.s almindelige Litteratur, risikerede han let at forme Replikkerne i et rent og skært Bogsprog*). Denne sidste Indvending mødte han da bl. a. ogsaa i Plougs Anmeldelse af "Marie Grubbe" (i "Fædrelandet" 22/3 1878), men Jacobsen blev ham ikke Svar skyldig; af hans Imødegaaelse (i et Brev til Ploug af 30/4 1878, trykt i "Tilskueren" 1898 S. 59 f.) skal her aftrykkes saa meget, som har Interesse for Belysningen af hans Arbejdsmetode:
XXXI✂ "At jeg ikke har brugt Bogsproget, vil en Sammenligning med hvilket som helst Værk fra hin Tid øjeblikkeligt vise, og for at se, at jeg ikke har anvendt Brevsproget, behøver man ikke at gaa længere end til Bogen selv, hvor de forskellige dels ægte, men mest efterdannede Breve tilstrækkeligt vil hævde Forskjellen. Jeg er gaaet ad andre Veje. I gamle Dagbøger, Forhør og Breve, i nogle af Christian den Fjerdes f. Ex. og navnlig i mange af Brevene i de i Geheimearkivet opbevarede 42 Pakker "Uldfeldtske Sager" findes der ikke saa sjeldent Repliker, dels direkte i Form, dels referrerede; der findes ogsaa Dialoger, politiske og skjæmtsomme, fra hin Tid, men disse er ubrugelige, thi i dem er Replikerne fuldstændig unaturlige, idet de er dannede ud af Tidens Bogsprog. De andre Repliker samlede jeg og vænnede mit Øre til dem, og ud af dem og af gamle danske Dialekter, særlig vestjydske og thylandske, endnu særligere saadan som disse tales og i min Barndom taltes af gamle Folk, søgte jeg at lytte mig til Datidens Talesprog, og jeg er vis paa i Sætningens Holdning og Bygning, i Betoning og Büledvalg, at være kommet det temmelig nær. (Ordvalget gav jo ingen Vanskeligheder). Selvfølgelig differentierede jeg saa Sproget efter Stand, Opdragelse og Personlighed. Ulrik Frederik som ganske ung, Sofie Urne, Gert Pyper og Sti Høegh er vel i den Henseende de mest udprægede Exempler. XXXII Og nu skal jeg slutte. Jeg har kun sagt dette for at vise, at jeg vidste hvad jeg gjorde, arbejdede efter Plan og ikke paa Slump."
✂ Naar den moderne Filologi ikke ubetinget har kunnet godkende det Resultat, Jacobsen har opnaaet, bør det dog heroverfor i højere Grad, end man hidtil har gjort, understreges, at han har været sig fuldt bevidst, at her laa et Problem, og at han har søgt at løse det med samme systematiske Grundighed, som vi har set ham anvende over for det rent stoflige.
✂ Han angiver i det citerede Brev som sine tre Hovedkilder: den trykte ell. utrykte Dagbogs- og Brevlitteratur fra det 17. Aarh., det jyske Talesprog, som han kender det fra sin Barndom, og sin egen Sprogfølelse, der instinktmæssigt vejleder ham i Valget af det rette Udtryk. Til de Memoirer og Dagbøger, der er nævnt i det foregaaende under Omtalen af det stoflige, kan føjes et Skrift, der indholdsmæssigt som sprogligt rager højt op i det 17. Aarh.s Litteratur, Leonora Christinas "Jammersminde", om hvilket han i et Brev (A. Linck S. 92) fortæller, at han læser det højt om Aftenen for sin Familie; dets Betydning for "Marie Grubbe" er dog i Tidens Løb blevet overdrevet - i ethvert Fald har det ikke sat sig mange direkte Spor i Bogen: selv det berømte Udtryk "Tankespaaner" kan ikke med Sikkerhed (se Noten til 261.aa) hævdes som et Laan herfra (derimod har han Navnene Rigitze Grubbe, Lucie og
XXXIII✂ Ane Skomagers fra Leonora Christina). - Et lille stilistisk Omraade, som Jacobsen har opdyrket med særlig Forkærlighed, er Brevet; hertil har han rustet sig ved at søge tilbage til selve Aarhundredets trykte og utrykte Brevvekslinger, ikke derimod - som man vistnok hidtil har troet - ved at læse Troeis-Lunds Afh. om "Brevstilen i Danmark i det 16. Aarh.", som først fremkom i Decemberhæftet af "Det nittende Aarhundrede" 1876 og jo forøvrigt angaar et tidligere Aarhundrede. Nu overholder han ganske vist ikke altid strængt Tidsgrænserne 1658-1720, men griber undertiden tilbage i Tiden, som f. Eks. naar han adskillige Gange lader Udtryk fra Chr. IV's Breve flyde sig i Pennen (jf. hosstaaende Facsimile). For at faa ham til at bryde sit Princip skal der imidlertid foreligge ganske særlige Grunde, i dette Tilfælde en letfattelig Glæde over Brevskriverens kernefulde, djærve Stil. Brevformlerne (Indgang og Udgang, Tiltaleformer osv.), der da som nu var faste, tilegnede han sig ved at læse Kirstine Munks utrykte Breve til Datteren Leonora Christina (opbevaret i de S. XXXI omtalte Ulfeldtske Papirer paa Rigsark.; jf. Noten til 215.i8ff.)- Den, der vil sammenligne Digtning med Virkeligheden, bør lægge Marie Grubbes og Søsterens Breve ved Siden af de Breve, der er vekslet mellem Chr. IV's Døtre (trykt i "Danske Saml." 2. R. II (1872-73). 301 ff.). Disse Kongedøtre havde Genvordigheder med deres XXXIV Mænd af ganske samme Art som Erik Grabbes Døtre med Ulrik Frederik og Sti Høg, og verbale Overensstemmelser (de tyske Sætninger, Brugen af Ordet Tnbulats, Ordsproget Bande bider intet ÷je ud osv.) tilligemed Notater i Jacobsens Papirer [VII. 11] hæver det da ogsaa over enhver Tvivl, at de har tjent ham som Forbillede. Men hvor de autentiske Breve efterlader et pinligt Indtryk af Haabløshed og sjælelig Raahed, virker Jacobsens blot som kuriøse Vidnesbyrd om Aarhundredets Letsindighed i ægteskabelig Moral. - Et andet stilistisk Specialomraade, hvor Jacobsen havde særlige Forudsætninger, er Prædikenen. Fra sine tidligste Aar havde han fordybet sig i den religiøse Litteratur*), som ungt Menneske havde han to Gange gennemlæst Biblen og var fortrolig med Postil- og Salmelitteraturen. Ved Skildringen af Romanens fire Præster, Jens Jensen Paludan, Jesper Kiim, Hans Didriksen Bartskær og Jens Justesen føler han sig derfor ogsaa tilstrækkelig sikker til at lade de tre sidste optræde i deres gejstlige Funktion. Medens han til Gengivelsen af Evangelietekster, Bønner, Salmer o. Ign. altid benytter de autentiske og samtidige Kilder, støtter han sig for Udlægningernes Vedkommende - som vist af Paul V. Rubow (anf. Skr. S. 175-178) og nu bekræftet ved Studiet af de efterladte Papirer,
XXXV✂ - ikke til enkelte Forbilleder, skønt f. Eks. baade Didriksen Bartskærs Prædikener og Jesper Kiims (paa Latin affattede) Traktater er bevarede, men han søger i al Almindelighed paa Grundlag af et indgaaende Kendskab til Datidens alenlange Ligprædikener (hvoraf han har opnoteret Titlen paa en enkelt [IV. 5]), Brochmanns Postil og vistnok ogsaa N. M. Aalborgs Oversættelse af Luthers Huspostil (1624) at særtegne Sektereren, Hofpræsten og Helvedesprædikanten. - Det 17. Aarh.s Digterstil studerer han ikke blot i den danske Litteratur, men gaar ogsaa til den udenlandske Hyrdedigtning. I Hæfterne [jf. II. 27 ff. III. 9 f., VIL 10] forekommer Notater fra Søren Terkelsen og Bording. Af disse citeres i "Marie Grubbe" et Par Linjer af Terkelsen samt af udenlandske Forfattere Hyrdedigterne Racan og Guarzni, hvorimod det ikke er lykkedes at identificere den tyske Strofe "Doch Chloé, Chloé, ziirne nicht", der muligvis er Jacobsens eget Forsøg paa at imitere den fremmede Renæssancepoesi.
✂ Jysk Talesprog er anvendt, i Ane Jensdatters og Sørens Replikker. I Virkeligheden havde dog Brugen af Landsmaal en meget videre Udbredelse: et dialektfrit Dansk fandtes overhovedet ikke i det 17. Aarh.; det er - for blot at nævne et Eksempel
✂ - en iøjnespringende Inkonsekvens, at han lader Søren tale ravjysk til sine Medtjenere, medens disse svarer ham paa rent
XXXVI✂ Rigsmaal. Endnu er Dialekten i "Marie Grubbe" ikke undersøgt, men der er Grund til at tro, at en saadan Undersøgelse vilde give til Resultat, at det snarere er sin egen Fødeegns Maal end Tjele-Egnens, han benytter (jf. Udtalelserne i Brevet ovf. S. XXXI). Det afgørende Ord maatte dog i alle Tilfælde hans egen Sprogfølelse have, hvor det gjaldt at sondre og veje de i Kilderne fundne og de i Hjemstavnen hørte Udtryk. Sit lydhøre Sprogøre havde han faaet i Vuggegave, men han indsaa, at det var et Instrument, der maatte udvikles systematisk, hvis han skulde drage fuld Nytte af det. "Jeg saa vel som de fleste danske Forfattere," skriver han til Vodskov (Kgl. Bibl., jf. "Tilskueren" 1911 I. 221), "trænge besynderligt til at sidde paa vore Haler og lære Dansk, som er et meget vanskeligt, men herligt Sprog." At dette ikke blot og bart var en Talemaade, herom vidner en ejendommelig Flidspræstation, han omkr. Nytaar 1876 med "Marie Grubbe" for Øje udfører, nemlig systematisk at gennemlæse Molbechs danske Ordbog (tildels ogsaa hans Haandleksikon) og notere 36 Spalter alfabetisk ordnede Ord og Vendinger i et endnu bevaret Kollegiehæfte. Som en Feltherre inden Slaget holder han Revue over sine Tropper. Det karakteristiske for dette Foretagende er nu ingenlunde - som man paa Forhaand kunde være tilbøjelig til at tro over for Stilistikeren J. P. Jacobsen - at han
XXXVII✂ samlede arkaiserende eller paa anden Maade afstikkende Gloser til et Slags sprogligt Kuriositetskabinet; det er tværtimod oftest ret dagligdags, men altid først og fremmest kernefulde, sagniættede Udtryk, han fremdrager. Hans Hensigt med disse lange og tunge Kolonner kan da ikke forklares paa anden Maade end som et Forsøg paa at opnaa den Grad af Fortrolighed med Modersinaalet, der ene kan give fuld Hjemme vanthed i det.
✂ I det foregaaende er der gjort Rede for "Marie Grubbe "s Tilblivelse og Jacobsens Forhold til de historiske Kilder. Ved det righoldige Stof, der her for første Gang har staaet til Raadighed, har det været muligt at paavise, baade hvor grundigt og metodisk Jacobsen har samlet Stof sammen, og hvilken Rigdom af Detailler der er det historiske Grundlag for hans digteriske Behandling. Det behøver dog ikke at siges, at "Marie Grubbe "s Værdi ikke beror paa dens større eller mindre historiske Korrekthed, men paa dens rent digteriske Værdier. Her er dens afgørende nye Indsats i dansk Litteratur. Dog herom har andre allerede talt, og det har ligget udenfor denne Indlednings Opgave at tage disse Synspunkter op.