↩ Hun forstod saa godt det Sørgelige, Lucie havde sagt om at længes; det var ligesom det brændte inden i En, og der var ikke Andet at gjøre end at lade det brænde som det vilde, - hun kjendte det saa godt. - Hvad skulde det blive til? - den ene Dag ligesom den anden - Ingenting, ingenting, - aldrig Noget at glæde sig til; kunde det blive ved? - Ja! længe endnu; - ogsaa naar Ea var bleven seksten Aar? - Det blev da ikke saadan ved for alle Mennesker; - det var da umuligt hun kunde blive ved at gaa med Barnehue naar hun var seksten Aar! - Det havde Søster 31 Ane Marie da ikke gjort; - hun var nu gift. - Hun kunde saa tydelig huske al den Larm og Lystighed, der var ved Bryllupet, længe efter at hun var bleven sendt i Seng, - og Musiken. - Hun kunde da ogsaa gjerne blive gift. - Med hvem skulde det være? maaske med sin Svogers Broder. - Han var jo rigtignok forfærdelig grim; men naar det skulde være .... Det kunde hun umulig glæde sig til. Hvad var der egenlig at glæde sig til her i Verden? Var der Noget? - ikke det hun kunde se.