Holberg, Ludvig Værker i tolv bind 1: Natur- og folkeret

✂

EPIGRAMMER
Oversat fra Latin af Christopher Maaløe

18
19

✂

GRAVSKRIFT OVER TORDENSKJOLD,
(I, 2)

Her hviler Danmarks Pryd, Nordhavets Frygt og Ære.
Skønt ung, ham Nornen haard rev bort fra Jordens Sfære.
Hun troede gammel ham, og sig bedrage lod
af Sejrs-Kranses Tal og vældig Blade-Flod.

✂

GRAVSKRIFT OVER EN SYVSOVER
(I, 3)

Her Adolf har sig til sin sidste Søvn begivet.
Ak, som han sover her, han snorkede i Livet.
Se paa hans Værk, saa tror du ham i fejrest Flor;
men tæl hver Stund han sov, og du ham gammel tror.

✂

DEN SØVNIGE DOMMER
(I, 4)

»Justitia er blind,« si'r Dommer Jux fortrolig.
Derfor han blunder selv i Dommersædet rolig.

✂

PROFESSOR BLINDSTRUP
(I, 5)

Enhver beundre maa Professor Blindstrups Viden.
Han ved Besked med alt, som fremme er i Tiden:
Atomkernens Struktur, det seksuelle Liv
hos Kvinder og hos Mænd - dog ikke hos sin Viv.
20

✂

TIL ÉN DER SER SKÆVEN I SIN BRODERS ØJE
(I, 16)

Din Aare svulmer tyk af Vin,
halvt kvalt af Dranker-Hikke
du kalder andre fulde Svin.
Vil du da ensom drikke?

✂

TIL EN PORTNER
(I, 17)

Jeg banker paa. Du si'r at »Herren han er ude«,
men jeg saa tydeligt hans Ansigt bag en Rude.
Bring ham min Kompliment, og sig at den Filur
maa ta sit Hoved med, naar han igen gaar Tur.

✂

GRAVSKRIFT OVER PER
(I, 21)

Her hviler Per. Om ham kan ikke siges mer
end hvad jeg just har sagt, det er: Her hviler Per.

✂

ÆREDIGT TIL KONG FREDERIK DEN FJERDE,
DER 1721 GRUNDLAGDE 240 SKOLER
(I, 26)

For intet Kyros' Daad jeg imod din vil regne;
en Cæsars Værk mod dit, Kong Frederik, maa blegne.
Lad andre synge om din Krigshærs Sejrsgang;
jeg dine Skoler vil lovprise i min Sang.

✂

DIGTEREN FORKLARER OLUF FORMAALET
MED SINE STUDERINGER
(I, 27)

»Hvad gavner det dig ved Studering bleg at blive?
Vil du ha Digter-Ry imens du er i Live?
Maaske du ønsker at dit blege Kontrafej
naar du engang er død skal overleve dig?«
21 Nej, Oluf, Bøger kun forskaffer Had, ej Hæder, og evigt Ry vist ej en død i Graven glæder.
»Hvorfor studerer du?« du spørger. Hør mit Svar:
Studering i sig selv sin Grund, sit Formaal har.

✂

OM DEN SVANGRE INGER, DER SVOR AT
INGEN MAND HAVDE RØRT HENDE
(I, 41)

»Nej, ingen Mand har rørt mig med sin mindste Finger!«
bedyrede med Ed den højgravide Inger.
Man Sagen tog til Doms. I Krydsforhør hun kom,
men blev ved sit. Til sidst afsagdes denne Dom:
»Hun lyver stærkt som Fugl kan flyve, Hest kan rende:
Hun er med Barn - skønt ej en Mand har rørt ved hende!«
Den Dommers tiaars Tøs erklæred med et Smil:
»Slig Skade gøres ej med Fingrene, Farlil!«

✂

OM EN KRITIKER. TIL EN DIGTER
(I, 42)

Johans Kritik er sur, usaglige hans Domme;
han sabler alting ned, som du paa Tryk lar komme.
Hvad du skal gribe til? Bliv ved, skriv los, hæng i,
saa sprækker han til sidst af Nid og Raseri.

✂

JONATAN
(I, 52)

Naar Jonatan er syg, han drikker. Ellers ikke.
Hans Sygdom kronisk er, saa han maa altid drikke.

✂

DOBBELT SYG
(I, 54)

Samtidig Hans og jeg med samme Sot befængtes.
Han kom sig straks, men jeg lang Tid af Sygdom trængtes.
22 Hvad Grunden var? - Jo, han kun af sin Sygdom led,
mens jeg en Læge fik tilmed at trækkes med.

✂

GRAVSKRIFT OVER EN DIGTERHUSTRU
(I, 55)

En Digters Hustru bor i denne Gravstens Skygge.
Sin Viv med samt sit Værk han offentligt lod trykke.

✂

OM ASTRONOMEN LEO, DER DØDE
VED SIN ELSKEDES BARM
(I, 79)

Nys Leo fandt sin Død i Jomfru'ns Himmeltegn,
mens hos sin Sille han studerte Mælkevej'n.

✂

TIL HR. HORN, DER DØBTE
SIN DATTER LYKKE
(I, 89)

Din Datter, Horn, du gav i Daaben Navnet Lykke,
naturligvis fordi hun er et Mesterstykke.
For du vil dog vel ej fortælle Folk dermed,
at ikke hver Mand er sin egen Lykkes Smed?

✂

SVAR PAA TILTALE
(I, 94)

Du siger at jeg har en saare spinkel Hjerne.
At din er tykkere indrømmer jeg dig gerne.

✂

KLAVERSTEMMEREN
(I, 95)

Jens skaber Harmoni, men har det ikke hjemme.
Den Harpe han har dèr, kan han kun daarligt stemme.
23

✂

TO SKÆBNER
(I, 112)

Du, Jakob, mangen Bog til Skolebrug udsender.
Du har trods Nætters Slid ej Penge mellem Hænder.
Johan sin Kone har til Bole-Brug udsendt;
ved hendes Nætters Slid han Tusinder har tjent.

✂

FILOSOFFEN OG FJOGET
(I, 128)

Hans søger Visdom; han er Vismandsnavnet værdig.
Poul er et Fjog. Han tror han har den fiks og færdig.

✂

DET ABSOLUTTE TOMRUM
(I, 166)

Gis der i Verden Rum der er aldeles tomme?
Ja, Lars fandt ét i Gaar. Han følte i sin Lomme.

✂

BEN OG HORN
(I, 167)

Din Kone har ej Ben i Næsen, maa man sande;
men du, min stakkels Ven, har noget i din Pande.

✂

TIL BULL, DER KALDER SIN FORDRUKNE
KONE SIT LIVS MAANE
(I, 172)

Med Rette kalder du din Kone for din Maane,
for Tankens klare Lys maa hun fra dig jo laane.
Dog ligner Maanen hun ej ganske, kære Bull,
for Maanen, ser du, er jo ikke altid fuld.

✂

TIL EN KØLIG PIGE
(I, 191)

Som Daphnes kyske Flugt forøged Phøbus' Brynde
24 vil og din Kølighed min Kærlighed tilskynde.
Stands Flugten, vend din Hu mod mig, saa skal du se,
hvor, kølnet ved din Ild, min Lue blir til Sne.

✂

KRIGSBEREDSKAB
(I, 200)

Jes altid kampklar er, skønt ej af Krudt et Korn
han i sit Krudthorn har. Han har de andre Horn.

✂

TIL EN FORNEM MAND
(I, 208)

Du kaldes stor; dit Bryst af høje Ordner straaler.
Du synes stor. Hvis man med rette Alen maaler,
du lille viser dig. Vi os bedrage lod
af liden Nipsgenstand paa vældig Søjlefod.
Men vil du at jeg skal din rette Højde sige,
maa fra din Piedestal du uden Ordner stige.
En Dværg er lille, staar han end paa Fjeldets Top;
en Kæmpe i en Brønd har stadig Kæmpe-Krop.

✂

IN VINO FERITAS
(I, 209)

Hans Drukkenskab blir Venners Ve;
han raser naar han ruser;
lar andre Sol og Stjerner se,
naar der paa Lampen Blus er.

✂

TIL NATVÆGTEREN, DEN FREDSFORSTYRRER
(II, 4)

Du synger dit »Sovvel« for højt, min gode Vægter.
Du ønsker mig god Ro, mens du mig Hvilen nægter.
25

✂

TIL EN UHELDIG KOMEDIEFORFATTER
(II,14)

Komedier af dig, min Ven, er noget flove.
Komedier om dig - de vilde være sjove.

✂

HER I BYEN KØRER ENHVER DER IKKE HAR
RAAD TIL DET I BIL
(II, 17)

Hvis du vil vide Smaafolks Tal
som lever her i Staden,
saa tæl hver Ford, Fiat, Admiral
(etcetera) paa Gaden.

✂

AMMER
(II, 18)

I vil en Amme ha til jeres Barnekammer?
Saa raadspørg Doktor Puhl; han har Forstand paa Ammer.
Han har gjort mangen Mø til Amme, saa han ved
om deres Indre som om Ydret god Besked.

✂

INDBILDT SYGE ER VIRKELIG SYGE
(II, 30)

Le ej ad Jep, der tror sig altid syg og daarlig.
Han hypokonder er. Den Sygdom er alvorlig.

✂

DYRTID ER EN FØLGE AF VAREKNAPHED
(II, 46)

I gammel Tid man fik en Mødom for tre Daler.
Nu for et Favntag af en Tøs man seks betaler.
Da Vareknaphed jo gir Dyrtid, klart vi ser,
at Jomfrudom i Dag en Bukke-Vare er.
26

✂

TEOLOGOFOBI
(II,50)

Med Teologer jeg kun nødig diskuterer;
og falder én mig an, jeg angst kapitulerer.
En arrig Bulldog mig indgyder mindre Skræk.
Jeg gir ham ret i alt, og ser at komme væk.

✂

CLAUDINE OG KÆRLIGHEDEN
(II, 53)

Claudine rødmer dybt, hvis Elskov blot man nævner.
For selve Tingen dog hun viser sjældne Evner.

✂

DEN FORARGEDE SKØRLEVNER
(II, 54)

Du vred paa Ludvig er, som skriver sjofle Digte,
men kun fordi de paa dit sjofle Liv tar Sigte.

✂

TANKER I TRAFIKKEN
(II, 78)

Mens lærde Folk maa gaa til Fods i Gadens Pløre
man ser forgyldte Fjog i Pragtkareter køre.
Hvad Under? Gadesnavs man kør fra Rendesten
I Kærrer; Mennesker kan gaa paa deres Ben.

✂

DEN FJÆRTENDE MINISTER
(II, 81)

Din Taburet blir til et Toilet, man hører,
naar per fis et nefas en Lov du gennemfører.

✂

OM KULSVIERTRO. TIL THEODOR
(II, 85)

Hvad hele Staden tror, Johannes accepterer;
derfor han for en pæn, agtværdig Mand passerer.
27 Du, Theodor, tror kun hvad du med skarp Logik
har prøvet; du blir kaldt for Løgnhals, Bolsjevik.
Der ser du hvilken Frugt man ved at tænke høster.
Man kaldes asocial, faar Ry som Samfundsryster.
Men den som uden Gnist af Tanke bare gaar
med Strømmen Helgennavn som Løn for Dvaskhed faar.

✂

EFTERSNAKKEN
(II, 88)

Den ene Abe faar den anden til at gabe,
og gammelt Floskel-Præk vil hver Mand efterabe.

✂

SAND OG FALSK LÆRDOM
(II, 93)

En er i Sandhed lærd, en anden lærd i Tale;
ulærde nemlig tit med Lærdomssnak vil prale.
Regn ikke den for lærd der uspurgt Teten tar,
men den der naar du spør dig giver lærde Svar.

✂

LÆGEN LINUS
(II, 102)

Faa magter Krigens Kunst og kan i Fred fungere.
En saadan Linus er; han kan saavel kurere
de Saar der gis i Krig som dem som Elskov slaar.
Derfor i Krig som Fred han Ros og Ære faar.

✂

M. F.
(II, 108)

Naar Jørgensen, MF (man læse: mægtig fed)
paa Tinge Ordet tar, hans Ord har Vægt, jeg ved.
28

✂

DEN PÆNE GAMLE MAND
(II, 138)

Dig Alderdom, ej ædel Dyd
har gjort saa sippenippet;
paa det som var din største Fryd
er ej du mer forhippet.

✂

HOLLANDS SKABELSE
(II, 161)

Gud skabte alt; Holland har han dog ikke dannet;
thi Hollænderne selv har skabt og formet Landet.

✂

SVAR PAA KONDOLENCEBREV
(II, 169)

For din Deltagelse ved Fars Gravøl jeg takker.
Du si'r han kom for snart til Himmerigs Gemakker?
Ak ja. Jeg ber til Gud af et oprigtigt Sind:
Gid din Far ej saa snart i Himlen kommer ind!

✂

DEN IHÆRDIGE RYTTER
(II, 170)

Hr. Frandsen plages slemt af Gigt i venstre Side.
Ham Lægen foreskrev den Kur: De tit bør ride.
Naar efter Dagens Ridt hans Hest i Stald er sendt,
bestiger lydig han sin Vivs Husassistent.

✂

KASTRATEN SOM BEFRAGTER
(II, 173)

Befragters Løn og Rang man gir Kastraten Bent.
Kan han udfærdige mon et Konnossement?
29

✂

TIL BUTIKSINDEHAVEREN MALKUS
(III, 8)

Din Datter lar du i Butikken ekspedere,
o Malkus, hun er skøn af Aasyn, Arm - med mere!
Hvis jeg var Tyv, jeg ej dit Skab, din Skuffe brød;
langt heller, Malkus, jeg Ekspeditricen skød!

✂

HALVFORLOVET
(III, 34)

Lis halvforlovet er. Hun elsker jo sin Ven.
Der mangler bare at han elsker Lis igen.

✂

TIL EN GAMMEL GNAVPOT
(III, 42)

Verden, du si'r, blir graa og trist i vor Tidsalder,
og alt der før var Sjov til Kedsomhed forfalder.
Jeg tror du dutter den din egen Svaghed paa;
for Verden grønnes, mens du gammel blir og graa.

✂

BETRAGTNING OVER LIVET
(III, 46)

Ak, Auctus, hvor vort Liv er jammerlig bedrøvet!
Med Klynken og med Graad vi fødes her til Støvet.
Fra Moders Die-Bryst vi næppe nok blir vænt,
vi blir jo uadspurgt til Skolemester sendt.
Og denne striks og haard os skælder, slaar og truer,
mens lærde Regler vi til ingen Nytte sluger,
thi hvem gir vel for vor Grammatica en Hvid?
Faar endelig vi Løn i høje Alders Tid,
da væmmes vi ved det som burde os fornøje;
for Hunger vi befris, men kan ej mer fordøje.
Og som enhver med Klynk til Verden melder sig,
forlader han vor Jord med Krampegraad og Skrig.
30

✂

SVAR TIL DEN NYLIG ADLEDE THOMASEN,
DER HAR SPURGT DIGTEREN OM
HAN SKAL DANNE SIT NYE NAVN VED AT
FORLÆNGE ELLER FORKORTE DET GAMLE
(III, 51)

Det Svar er saare nemt, min kæreste Thomasen.
Drop første Stavelse og kald dig bare Asen.

✂

RAAD TIL EN ÆRGERRIG YNGLING
(III, 69)

Vil du i Verden frem? - Det er slet ikke svært:
Lær intet, eller lad som intet du har lært.

✂

DEN INDBILDTE SYGE
(III, 99)

Skønt rask er du dog syg. Du vil ej være sund.
Frisk var du som en Fisk, hvis du det trode kun.

✂

MENIGHEDENS HYRDER
(III, 108)

Med Rette Præsterne med Hyrdenavnet gaar.
Det er jo Hyrdens Job at klippe sine Faar.

✂

KRIGSHELTEN
(III, 116)

En Krigens Helt er en autoriseret Røver,
som heldig alle Slags Forbrydelser udøver.

✂

TEDEUM EFTER SEJREN
(III, 117)

Naar de har myrdet løs, en Strøm af Blod gydt ud,
har Sejrherrerne for Skik at prise Gud.
31

✂

GRAVSTIKKEREN
(III, 122)

Gravstikker er Johan, og efter Pi'r en Gavstrik.
I begge Fag han bru'r med Flid sin lille Gravstik.

✂

STORHED I DET SMAA
(III, 131)

Den Mand er ej saa stor, der frygter Døden ej,
om den der i sit Liv kan holde Middelvej.

✂

(III, 132)

Én Himmelstormer er, og Smaating dybt foragter;
en anden Agtelse og Velstand eftertragter.
Den sidste lever bedst, skønt Nummer ét er stor.
Maab ad den første, men gaa i den sidstes Spor.

✂

DEN SANDE HELT
(III, 133)

Af alle Helte den er størst som undertvinger
hver Last og Lidenskab, og dem til Trældom bringer

✂

DEN MEDITERENDE FILOSOF
(III, 144)

Han bedre Selskab end sit eget ej kan ha,
er aldrig mindre slap, end naar han slapper a'.

✂

MISSIONÆREN OG SØMANDEN
(IV, 3)

»O Sømand, Verden fort mod Død og Dom henvanker.«
»Hvad saa? I Morgen skal min Skude lette Anker.«
32

✂

FORBUDEN FRUGT SMAGER BEDST
(IV, 20)

At bryde Lovens Bud de flestes Hjerter glæder;
og strengest Paragraf man gladest overtræder.
Fik Doven-Lars Tilhold om tre Døgns Søvn, han jo
røg ud af Fjerene før Fanden trak i Sko.
Hvis Lyve-Per man bød ej Sandhed mer at sige,
af Byens Mænd han blev den mest paalidelige.
Hvad Under om hver Lov blir næsten daglig brudt?
Der er jo da mest Sjov ved det som er forbudt.

✂

DEN UBESEJREDE
(IV, 36)

Hans vil erhverve Ry som ubesejret Kriger:
Naar der gis Tegn til Kamp, han sagte bort sig sniger.

✂

KUREN
(IV, 65)

Naar Jenses Ølrus martrer ham
og Hjernen skal afstives,
kurerer han den med en Dram.
Med Druk skal Druk fordrives.

✂

OM MIG SELV
(IV, 68)

Bedrøvet selv, jeg tit gør mangen anden lystig,
faar Stæder til at le, skønt jeg er selv mistrøstig.
Jeg gør Komedier, jeg skriver muntre Kvad,
og tit jeg ved mit Spil gør hele Byen glad.
Mens Folk ler overlydt ad Digte jeg forfatter,
jeg sidder tavs, og har ej Del i deres Latter.
Saaledes gaar det til, min Ven, at ene jeg,
som rører Folk til Smil, af Smilet røres ej.
33

✂

FRISØREN DER BLEV FINANSMINISTER
(IV, 75)

Forhen var han Frisør og klipped Godtfolks Haar.
Det var ej nok. Nu han af alle Huden flaar.

✂

TIL EN SNAKKESALIG VEN MED EN
GRIM UDTALE
(IV, 94)

Du kan ej tale pænt. Hvad havde det at sige,
hvis, kære Ven, du pænt dig havde lært at tie.

✂

OM AT SNAKKE GAMMELDAGS
(IV, 98)

Man affekterte gamle Ord
bør sky som en Bacille;
som Gorm den Gamles Oldemor
at snakke er da Dille!
Tal som det Folk der nu bebor
de danske By'r og Stæder;
men tag dig som en Rettesnor
de gamles gode Sæder.

✂

RADIKAL OG KONSERVATIV
(IV, 122)

Du elsker alt som gammelt er,
din Bror vil alt forandre.
Hvis jeg sku dømme mellem jer,
jeg begge vilde klandre.
Den er saa vel en Narrifas
der straks mod Ændring haster,
som den der Pulterkammerstads
af alle sidst forkaster.
34

✂

TIL SØREN, SOM TJENTE TIL SIT JURIDISKE
STUDIUM VED EN PØLSEVOGN, OG
NU ER BLEVET DOMMER
(IV, 129)

Hvad, Dommer, Pølsemand, det kommer ud paa ét.
Du sælger stadigvæk, men blot en anden Ret.

✂

RAAD TIL EN NYGIFT
(IV, 131)

Din Viv fortæller du Historier til du hæs er
i Sengen. Hvad skal hun dog med en Forelæser?
Derfor er hun saa kold. Men hør et Raad, min Ven:
Læs ikke mere højt, men brug din Fyldepen!

✂

RETFÆRDIGHED BØR ØVES UDEN VREDE
(IV, 132)

Straf uden Vrede! Thi ej for at hævne Brøden,
men for at hindre den, er Straffen jo fornøden.

✂

FORFØREREN
(IV, 140)

Frygtsommelige Pi'r i Huset du begræder.
Frugtsommelige gør du dem, som jo din Sæd er.

✂

OM IRÉN, DER DØDE AF GALDESTEN
(IV, 174)

»Han er Eunuk,« sa' Folk om afdøde Irén -
men nej, han tværtimod kreperede af Sten.
35

✂

GRAVSKRIFT OVER LENE, DER DØDE
I BARSELSENG
(IV, 176)

Her ligger Lene, som i Barselseng er død.
Hun faldt, den Stakkel, for sin Husbonds Lansestød.

✂

SYGDOMS FORSKELLIGE VIRKNINGER
(IV, 179)

Mig magrer Sygdom af; min Læge gør den fed.
Han lever nemlig højt paa min Gebræklighed.

✂

TIL EN VEN, DER OPFORDRER DIGTEREN
TIL AT SKRIVE HYLDESTDIGTE
(V, 1)

Du spør hvi altid jeg opspyr saa beske Sange?
Du byder: »Stem din Lut til Æres-Jubel-Klange!«
For høj Panegyrik har jeg vist ej Talent -
dog, jeg vil prøve hvad min Aare er bevendt.

✂

SELIUS' GRAVSKRIFT
(V, 6)

Stat stil, o Vandringsmand! Gyd salte Taare-Bække for Selius, som bor her under Gravens Dække.
Tre Gange tyve Aar, det var hans Dages Sum,
før Nornen overskar hans Livstraad haard og grum.
Ak, var hans Levetid kun ét Aar længer blevet,
sin elskte Hustrus Død han havde da oplevet.
Om blot ét Aar hans Liv forlænget blevet var,
han havde arvet da sin kære, gode Far.
36

✂

DEN STORE TALER
(V, 7)

Demosthenes i Nord man kalder ham med Rette.
Han gudbenaadet er, en Talekunstens Jætte.
For alle Talere han gælde kan som Norm.
Han mangler kun to Ting: 1) Indhold, og 2) Form.

✂

VENSKABSDYRKELSE
(V, 12)

Per sætter Venskab højt og mangt et Venskab vinder.
Han kommer sammen med mindst hundrede - Veninder.

✂

GRAVSKRIFT OVER HELLE
(V, 13)

Her hviler Helles Støv. Hun Datter var af Morten.
Hun levede som Mø indtil hun fyldte fjorten.
Saa længe var hun kysk. Saa gav hun Løbepas
den skønne Jomfrudom, og tog som Amme Plads.
I tyve Vintre var som saadan højt hun skattet,
mens af diverse Børn pligtskyldigst hun blev pattet.
Saa blev hun gift. Se kun i Helle jer i Spejl,
I Pi'r. Gaa gradvis frem, saa gaar I ikke fejl.
For saadan, Skridt for Skridt, til Vejrs at avancere,
det, Piger, kaldes maa en rigtig Karrière.

✂

DEN DER SOVER SYNDER IKKE
(V, 14)

Hans vogter nidkært om sin Frelses Himmel-Skat.
For ej at gøre Synd, han snorker Dag og Nat.
37

✂

ÆRBØDIG LYKØNSKNING TIL NOGLE NYLIG
DEKOREREDE YNGLINGE
(V, 22)

Som Kalve er I alt saa langt paa Ærens Vej.
Hvad tør man haabe ej, naar I blir voksent Kvæg?

✂

NYTAARSHILSEN TIL EN REKTOR
(V, 26)

Hil dig, Gymnasiets højlærde, vise Kejser!
Højt i Minervas Borg du paa din Trone knejser.
Hil dig! Tredobbelt hil!!! Gid du maa blive ved
endnu i mange Aar at knappe Bukser ned.
Thi Skolen under din Regering Stoa ligner.
Saa længe Lærdoms Frugt - iblandet Øre-Figner -
du gavmild deler ud, Apollos Borg bestaar;
ej Grumhed, Barbari og Vold den nederslaar.

✂

LYKØNSKNING TIL EN NYUDNÆVNT
SAGFØRER
(V, 27)

Til Lykke med din ny Bestalling! Hvilken Hæder!
At et saa rart Geni ej skjules kan, mig glæder.
Gak i din Formands Spor: sæt ondt imellem Mænd,
forøg Retssagers Tal - kort: del og hersk, min Ven.

✂

NYTAARSHILSEN TIL EN KVAKSALVER
(V, 28)

O Sygdomstvinger! Du, Farsots og Svindsots Hinder!
Du Pestilensers Skræk! Du Svagheds Overvinder!
38 Du Mave-Mildner! Ja, du store Vinde-Gud,
du paa hvis Nik hver Vind ad Porten brøler ud!
Godt, heldigt Nytaar! Gid Smaapokker, Difteritis
Tuberkulose, Kræft og Tarmslyng, Meningitis
i Byen rase maa. Gid Folk maa brække Ben,
Laar, Arme, Kranier, og faa Alverdens Mén!
Gid dig til Gavn vort Land maa faa saa mange Syger
som Markerne har Aks og Juli Maaned Byger!
Gid du end mange Aar maa holde Folk for Nar
og myrde dem - imod et værdigt Honorar!

✂

DR. MEHD HAR PAA ÉN DAG KURERET
TRE PATIENTER
(V, 31)

Tre syge raske blev paa Doktor Mehds Klinik
blot ved Naturens Hjælp og hver isærs Fysik.

✂

SKRÆDDEREN SOM DOMMER
(V, 34)

At Skræd'ren Dommer blev, mig glæder. Nu han lapper
den mølædte Justits som før mølædte Kapper.

✂

TIL BORGMESTEREN, DER NETOP HAVDE
OVERSTAAET EN ALVORLIG SYGDOM
(V, 37)

Vi gratulerer dig til din genvundne Helse!
Da du for Døden laa bad alle for din Frelse.
Grund havde vi dertil. Vi alle bange var,
din Efterfølger blev en endnu større Nar.
39

✂

GRAVSKRIFT OVER EN LÆRD MAND
(V, 38)

Stands, Vandringsmand, thi her du ser en lærd Mand ligge!
Fysikkens Teori han havde lært til Prikke.
(Men med hans Kone var det en lidt anden Sag:
hun havde mere for Fysikkens Praksis Smag.)

✂

AAGERKARLENS TESTAMENTE
(V, 40)

Santalmissionen faar hver Klink, naar han er død.
Han gir Vorherre alt hvad han fra Næsten snød.

✂

SØRENS KONE
(V, 41)

En Mark der af sig selv, usaaet, Korn kan yde,
maa kaldes ideel, foruden Plet og Lyde.
En saadan Ros, min Ven, maa og din Kone ha,
som blev med Barn endskønt du selv var hjemmefra.

✂

KOMPLIMENT TIL HUSTRUER
(V, 43)

Som Markens Liljer er, Johannes, vore Kvinder:
De syr ej, spinder ej, og dog de Føden finder.

✂

GRAVSKRIFT OVER DISPUTØREN MAX
(V, 44)

Her Disputøren Max til sidste Hvile stedt er,
berømt i Livet som Ekspert i Kiv og Trætter.
40 Han modbevistes let, overbevistes ej;
skønt slagen blev han ved sin Mening stærk og sejg.

✂

TIL EN DIGTERKOLLEGA
(VI, 6)

Skønt jeg bedrøvet er jeg skriver muntre Sange.
Du har et lyst Humør, din Lyre dystre Klange.
For mig er Poesi præcis det samme som
for dig: en Medicin til Sindets Lægedom.

✂

MESALLIANCER
(VI, 8)

Tit med en Borgertøs sig gifter fornem Junker,
skønt Pigen ejer kun ét Fortrin, nemlig Grunker.
De handler ret. Den Mark, som ikke giver stort
Udbytte af sig selv, man gøder jo med L-!

✂

HVORFOR JEG IKKE GIFTER MIG
(VI, 18)

Du spørger mig hvorfor jeg ej vil giftes? - Kære,
jeg er min egen Mand, vil ingen andens være.

✂

JUSTITSMINISTEREN
(VI, 22)

Du skænder paa den ny Justitsministers Ære?
Lad vær' med det. Han er som saadan én skal være.
Du siger man sku tro at Manden var født blind?
- Han har jo bare laant Justitias Øjen-Bind!

✂

RELIGIONSSTRIDIGHEDER
(VI, 33)

Til Dommedag vil Folk om Trosproblemer kives,
skønt Troen selv kun i et Faatals Hjerter trives.
41

✂

DEN ELSKENDES KLAGE
(VI, 38)

Lenore, pin mig ej, som elsker dig saa saare.
Husk, Livet skæmmer dig; de bløde Træk blir haarde.
Hvi trække Tiden ud? Dig Alder tvinger snart
at vige Pladsen. Lev - og gør det i en Fart.

✂

RAAD TIL EN VEN DER VIL GIFTES
(VI, 50)

Laan Falkens skarpe Blik naar du en Viv dig tager.
Vær som en Muldvarp blind hver Gang hun dig bedrager.

✂

TIL DE HÆNGEHOVEDER DER FORVEKSLER
MELANKOLI MED FROMHED
(VI, 55)

Sindsro og Munterhed er ikke Fromheds Fjender.
Langt snarere de os om Guds Algodhed minder.

✂

GRAVSKRIFT OVER FRANS SKOT
(VI, 56)

HER HVILER BLOT>
FRANS SKOT.

✂

PIGER FALDER SNARERE FOR PROSA
END FOR VERS
(VI, 57)

Den smukke Lene du bestormer vildt med Oder.
Johan mer snedig er i Valget af Metoder;
thi Piger snarere med simpel Prosa tas
end med gevaltig Stil og metrisk Flitterstads.
42

✂

KVINDENS SKABELSE ER FORNEMMERE
END MANDENS
(VII, 4)

Af Ler blev Manden skabt, men Kvinden dannet blev a'
et ædlere Produkt: af Adams Ribben Eva.
Derfor mod grove Mand er Kvinden sart og fin
hvad fornem Cognac er mod simpel ubrændt Vin.

✂

TALEKUNST>
(VII, 11)

Den første Rhetor, det var Slangen udi Eden.
Tvetunget end sig snor al Talekunst herneden.

✂

ADAM OG NOA
(VII, 24)

Adam vort første Ophav er,
men Noa er det andet;
thi Adam blev jo skabt af Ler
og Noa født af Vandet.

✂

DA NOA VAR FULD
(VII, 25)

Syndfloden slap han fra med Held,
men Vinen blev hans Herre.
Fæl var den første Stormflod vel;
dog Nummer to blev værre

✂

LOTS HUSTRU
(VII, 30)

Hvis staaende at dø er virkelig en Ære,
min Bortgang siges maa helt ærefuld at være.
Ej ene mens jeg dør jeg stiv og strunk forblir;
selv efter Døden stolt jeg knejser som et Spir.