Holberg, Ludvig LIBR. II. EPIGRAMM. 94

LIBR. II. EPIGRAMM. 94

Non curare homines Numen, putat impius, orbem
Tot vitiis pressum, cùm videt atqve malis.

Denne Materie passer sig gandske vel til den foregaaende: thi ligesom jeg derudi haver disputeret mod de Principia, hvoraf onde Consequencer kand tages mod de Guddommelige Egenskaber, saa søger jeg her, at igiendrive dem, der virkeligen af deslige Principiis haver giort saadanne Consequencer, og deraf, samt adskillige onde Ting, som findes udi Verden, have enten negtet GUds Existentz, eller giort ham til det Menneskelige Kiøns Fiende. Thi det er virkeligen af de førstes Principiis en habile Philosophus i vor Tiid haver søgt at forsvare saadanne skadelige Theses, og betient sig af visse Christnes Vaaben, for at bestride Christendommen med. Det er klart, at hans Skrifter ikke havde kunnet foraarsage saadan Bevægelse blant Theologos, hvis nogle af dem ved deres egne antagne Principia ikke havde ligesom givet ham Sverdet i Haanden. Men jeg maa begive mig til Materien.

Saasom man finder adskilligt Ont at regiere i Verden, og det menneskelige Kiøn er underkastet megen Uheld, saa have Vantroende deraf taget Anledning til at bestride Religionen. Nogle have deraf taget sig den Dristighed at negte GUds Existentz, eller i det ringeste hans Forsyn. Andre have foregivet, at der maa være to lige mægtige Principia, nemlig et got og et andet ont, og at alle Uheld flyde fra den onde Gud, hvilket den gode Gud ikke kand hindre, saasom Magten er deelt imellem dem. Denne sidste Lærdom haver været forfægtet af de gamle Persiske Magis: den haver siden været forplantet af Manichæerne, og er opkaaget udi vor Tiid, fornemmelig af M. Bayle, hvilken vel aabenbare ikke haver dristet sig til at forsvare den selsomme Lærdom om de tvende Principiis; men foregivet, at det er fast umueligt at igiendrive Manichæernes 200 Argumenter, hvilke han haver anført med saadan Subtilitet, at alle Theologi derover have været satte i Bevægelse.

Det Onde i Verden kand henføres til 3 Classer, nemlig 1) til det Onde, som reiser sig af Ufuldkommenhed. 2) Til det naturlige Onde, som bestaaer udi Lidelse, Sygdom, Død etc. 3) Til det moralske Onde, som Synd og Laster. Hvad det første, nemlig Ufuldkommenhed angaaer, da kand ikke negtes, at adskilligt jo synes ufuldkomment, helst, naar man ligner det eene mod det andet: saaledes er Englene ufuldkomne, naar man ligner dem med GUd, som er den højeste Fuldkommenhed. Menneskene ere ufuldkomne, naar man ligner dem med Engler; Dyr, naar man ligner dem med Mennesker; Træer og Planter i Henseende til Dyr, skiønt et hvert kand være fuldkomment udi sit Slag, en Engel, saa vit den er en Aand, et Menneske, saa vit det er et Menneske, og et Dyr, saa vit det er et Dyr.

Den Spanske Konge Alfonsus havde den Dristighed at sige, at, hvis han i Skabelsen havde været i Raad med GUd, skulde Verden være bleven meer ordentlig og fuldkommen. Ingen Tale kunde være meere ugudelig, og tilligemed meere daarlig: thi den Uordentlighed, som foregaves, bestod alleene udi hans egen Imagination. Intet er daarligere, end at spørge, hvorfor der er ikke meere end 7 Planeter; hvorfor de samme have en ulige Gang; hvorfor alle Linier ere ikke lige rette, og hvorfor der er ikke en Lighed blant alle Creature. Det er af Uligheden selv og Skabningens Varietet Verket mest recommenderes og Konsten fremskinner. GUd haver dannet Verden efter sin Velbehag, og, naar Skabningen er skeed efter hans Villie, kand intet siges at være ufuldkommet, og, om man kand sige, at een Skabning er herligere end en anden, saa viser dog det, som er mest herligt, intet andet, end at GUd vilde have en Forskiel imellem de skabte Ting, dog saaledes, at et hvert skulde være fuldkomment i sin Art. Et Træ kand ikke siges at være ufuldkommet, fordi det er ubevægeligt, et Dyr ikke, efterdi det ingen fornuftig Siæl haver, og et 201 Menneske ej heller, efterdi det haver ikke saadan Fuldkommenhed som Engle. Blye er ikke saa god Materie som Guld, men hvert for sig kand være lige got, saa at man kand sige, dette er ypperligt Blye, ligesom dette er ypperligt Guld. Naar vi betragte Parterne i det største Mesterstykke og Konst-Bygning, finde vi, at een Part i sær er ypperligere end en anden, et Værelse prægtigere end et andet, skiønt et hvert for sig kand være fuldkommet. Thi vil man spørge, hvi et Kiøkken eller Borgerstue er ikke saa got som en Audience-Sal, svares der, efterdi det er et Kiøkken eller Borgerstue. Om en Fisk kunde tale og vilde spørge, hvorfor den ikke kunde flyve, kunde den svares: efterdi du est en Fisk; og en Fugl, der vilde besværge sig over, at den ikke kunde leve under Vandet, kunde svares: Du est en Fugl. Intet er derfor daarligere, end af et Creatures Herlighed frem for det andet at ville dadle GUds Skabning, og henføre et og andet til Ufuldkommenhed.

Man haver derfore ikke stor Møye med at igiendrive denne første Objection: de andre derimod ere af større Vanskelighed; thi, naar man betragter de mangfoldige Ulykker og bedrøvelige Hendelser, som Jorden er underkastet, item Lidelser, Sygdomme og Død, som følge det menneskelige Kiøn, synes det, at der er Aarsag til nogen Klagemaal i Henseende til Creaturet; thi alle Elementer synes at være vore Fiender: Vandet drukner, Ilden brænder og fortærer alle dem, som komme den nær, Jorden frembringer utallige skadelige Planter og Urter, Luften foraarsager Sygdom og vrimler af Insecter; mod hvilket Mennesket haver stor Møye med at forsvare sig: ja, ligesom Qvæget gaaer og æder paa Marken, saa have smaat Utøy ligesom deres Græsgang paa vore tynde Legemer. Jeg siger derfor, at der synes at være nogen Aarsag til Klagemaal, i Henseende til Creaturerne, skiøndt der ingen Aarsag kand være i Henseende til Skaberen, hvilken i Henseende til Jordens almindelige Conservation haver sat visse nødvendige Love, hvorved det heele maa holdes ved lige formedelst Parternes Forandring. Thi der er adskillige 202 Ting, som ere incommode for Jordens Indbyggere, men tilføre ogsaa tillige med stor Nytte og Fordeel, hvilket af daglig Erfarenhed tydeligen kand vises, naar man vil examinere hvert i sær. Dette vilde blive for vidtløftigt, hvorudover jeg her alleene vil anføre nogle faae Ting. Nætternes Ulighed ere paa visse Steder, hvor liden Soel er, ubehagelig. Men det samme, som incommoderer paa visse Steder, foraarsager, at den heele Jord kand beboes; Thi, hvis Solen havde en lige Gang, vilde de, som boe under Æquinoctial-Linien forbrændes af Heede, og alt hvad som er mod Syd- og Nord-Polen reent forgaae af Kulde. Ved Solens uordentlige Gang derimod foraarsages, at alle Lande blive vederqvægede af dens Straaler, saa at der er intet Folk, som jo haver sin Sommer. Vindene nedslaae Huuse og Bygninger, foraarsage Skibbrud og andre Ulykker, reense derimod Luften, og conservere Vandene fra Forraadnelse. Jordskielv hendes, hvorved undertiden heele Stæder forgaae: men de samme Materier af Svovel og Salpeter, som saadant foraarsage, ere absolute fornødne for den heele Jords Conservation, som alle Naturkyndige maa tilstaae. Menneskene plages gemeenligen af Sygdomme: men jeg haver udi mine andre Skrifter viset, udi hvad Tilstand et Land vilde bringes, hvor en stedsevarende Sundhed regierede. Videre maa man bekiende, at et Menneskes Legeme er skrøbeligt, som Glas; det ringeste Stød, et Sting, et Fald kand forderve det: men just i dets Delicatesse bestaar dets Fuldkommenhed, just efterdi, for Exempel, Hovedet er sammensat af smaa Been og subtile Organis, er det beqvemmere til subtile Operationer end Dyrenes, og just fordi Øyet er bedekket med en tynd Hinde, som let kand beskadiges, just derfor haver det Synets Herlighed. Dette haver den gamle Philosophus Chrysippus treffeligen udført udi det Spørgsmaal: Εἰ αἱ τῶν ἀνϑρώπων νόσοι ϰατὰ ϕύσιν γίνονται; Videre, Mennesket maa med Sveed og Arbeide bringe Jorden til at bære Grøde; men, hvis alting kunde haves uden Møye, vilde Mennesket af Ladhed og Ørkesløshed forraadne. Ligedan 203 kand siges om andre Incommoditeter, hvilke besværge enhver i sær, men er til Nytte, Frelse og Conservation for den heele Jord og det menneskelige Kiøn udi Almindelighed.

Nu staaer tilbage at tale om den sidste Objection, som tages af det moralske Onde. Denne maa man bekiende at være den vigtigste og vanskeligste at besvare: thi den store Corruption og de mange Laster som have taget Overhaand i Verden, synes vanskeligt at conciliere med GUds Viisdom og Godhed: og have Religionens Fiender deraf taget Anledning til at nægte GUds Forsyn, og at tilskrive alting en blind Skiebne. Thi man kand herom ikke sige, som om physiske onde Ting, nemlig, at de ogsaa ere fornødne, og at de contribuere til den heele Verdens og det heele menneskelige Kiøns Vedligeholdelse. De gamle Stoici have søgt at løse Knuden paa den Maade, hvilket sees af Cleanthis Bøn saaledes forfattet: O Jupiter! du som est alting udi alt, styr min Skiebne: jeg skal følge dig blindt. Enten jeg er nedsiunken i Laster, eller jeg skinner af Dyder, saa finder jeg mig ligemeget fornøden til Skabningens Fuldkommenhed etc. Men det er i steden for at løse en enkel Knude at giøre en dobbelt: Thi derved giøres enten den guddommelige Forsyn til intet, eller GUd bliver Aarsag til Synden. Epicurus betienede sig af saadant Argument for at nægte den guddommelige Direction. Hans Ord ere disse: GUd vil afvende det Onde, men kand ikke; eller kand, men vil ikke, eller han hverken vil eller han kand. Dersom han vil og ikke kand, saa er han et afmægtigt Væsen: dersom han kand, men ikke vil, saa er han et ont Væsen: dersom han hverken vil eller kand, saa er han ond og afmægtig tillige. Ergo er der ingen GUd. Thi dersom han baade vil og kand, hvilket tilhører en guddommelig Natur, hvoraf reise sig da de mange onde Ting, som tage overhaand i Verden?

Af dette Epicuri Argument have adskillige Vantroende siden betient sig, sær udi vor Tiid Mr. Bayle; hvilken haver vidst paa hundrede Façons at føre sig det til Nytte.

204

Og haver han af de Laster, som Mennesket er underkast, særdeles stræbet at vise, at det strider imod GUds Godhed at skabe Mennesker, hvis Ondskab han forud haver seet. Hans Modstandere derimod have viset, at det ikke strider imod GUds Godhed at skabe Mennesker med fri Villie, og at hans Forudseelse af Menneskets Synder imponerer ingen Necessitet til at synde. Derom ere komne udi vor Tiid store Skrifter for Lyset af de habileste Mænd; og, saasom ingen Materie nu omstunder er meere bekiendt, saa vil jeg her ikke repetere hvad andre derom i Hobetal have skrevet. Jeg vil ikkun korteligen sige dette, at man maa tilstaae, at GUd haver kunnet skabe Menneskene fuldkomnere end de ere, at han haver kundet skabe dem saaledes, at de ikke kunde synde (impeccabiles) ja at han ved sin Almagt eller virkende Naade haver kunnet hindre, at de ikke skulde overtræde Loven. Men, dersom de saaledes havde været dannede, havde de ikke blevet Mennesker, men Machiner, saa at et Menneske ligesaa lidet kunde roses for Dyd, som Vandet for Væde og Ilden for Heede. Og, dersom GUd ved sin Almagt og stedsvarende virkende Naade hindrede dem i deres Gierninger og udi Executionen af deres frie Villie: saa kunde han ikke meere være Lovgiver, saa kunde han ey heller meere være Dommer. Thi at give en Lov, og tillige med en absolut Almagt at hindre dens Overtrædelse er en Contradiction.

Intet er grundigere end hvad som herom er anført af den skarpsindige Engelske Philosopho Wholaston udi hans Betænkning over den Naturlige Religion. Hans Ord ere disse: Endskiønt vi ikke kunde give Aarsag til det Onde, som regierer i Verden, saa var det ikke uden en Prøve paa vor Vankundighed. Der kand være Aarsager, som kand være os ubekiendte, og de Vanskeligheder, som derved møde, kand ikke bringe os til at forkaste visse Sandheder. Der ere ogsaa herudi mange Ting, som fortiene vor Attention. Hvad det moralske Onde og Gode angaar, da synes det eene saavel som det andet at dependere 205 af os selv. Vi bør ikke skyde Skylden paa et andet Væsen, efterdi Laster og onde Ting flyde ikke af andet end af den Misbrug vi giøre af vor fri Villie og Evne. Hvad det naturlige Onde angaar, da maa man eftertænke, at vi uden det samme vilde tabe meget af det naturlige Gode, saasom det eene af Fornødenhed supponerer det andet. Tørst foraarsager, at vi med Fornøjelse drikke. Og hvis ingen Fattigdom var, kunde vi ikke skiønne paa den Sødhed, som man finder udi Rigdom. Vi maa ogsaa eftertænke, at der ere adskillige Ting, som synes onde, hvor om vi dog vilde have andre Tanker, dersom vi kunde see dybt ind udi Sagerne. Ellers kand man ikke sige, at der udi Verden er meer Ont end Got: tvertimod de gode Ting ere uden Disput fleere. Herforuden kand ikke negtes, at mange af de onde Ting jo reise sig af vore egne Feil, og ere der nogle, som os ere paalagde til Straf; andre, hvilke vi underkastes som en Medicine, og endeligen nogle, som føre os til Lyksalighed. Endeligen, hvis der er et andet Liv efter dette Liv, saa kand de Ting, som mangle udi det nærværende, erstattes udi det tilkommende. Man kand derforuden herom anføre adskilligt andet, besynderligen dette, nemlig: at, saasom intet der er materiel, kand være fuldkommet, saa er det Onde en Følge af Materien. Derfore, naar man spørger, hvorfor GUD tillader det Onde, er det det samme, som man vil spørge, hvi han haver tilladt, at der skulde være en materiel Verden eller Mennesker, hvilke tillige med Forstandens Evne skulde have Passioner og legemlige Tilbøjeligheder. Det er jo fast det samme, som man vil spørge: Hvi han tillader, at der er noget ufuldkommet Væsen. Spørsmaalet er dristigt, og ingen understaaer sig at kunne svare dertil. Hvis denne Verden er som en Figt-Skole eller Skueplads, hvorpaa Mennesker ere satte for at øve deres naturlige Gaver og Dyder, og derved at bane sig Vej til et andet Liv, saa maa der være nogle Vanskeligheder og Fristelser, som give Leilighed til saadan Øvelse. Med et Ord: der er onde Ting, hvis rette Oprindelse er os ubekient. Dette maa 206 man tilstaae: men man maa og stille sig alvorligen for Øjnene de mange Tegn af Raisons, af Viisdom og Godhed, som vi paa saa mange Steder see og finde, og som vi fatte og kand begribe. Bør dette alleene ikke overbevise os, at de samme Fuldkommenheder findes udi de Ting selv, som vi ikke kand begribe? jeg læser en Bog, hvorudi jeg finder, at Autor haver disponeret sin Materie udi en herlig Orden, og tracteret den paa en lærd og fornuftig Maade, men hvorudi jeg tilligemed seer nogle Paginas skrevne paa et Sprog, som jeg ikke forstaaer. Jeg lukker vel da Bogen til; men jeg giør det dog ikke uden at være fuldkommeligen forsikkred om, at den Fornuft, som regierer udi den heele Bog, ogsaa findes udi de Paginis af Bogen, som jeg ikke forstaaer, efterdi de ere skrevne paa et ubekiendt Sprog. Og er denne min Persvasion desbedre grundet, efterdi jeg á priori haver de Raisons, som tillade mig ikke at tvivle om, at det jo er den samme Autor, der haver skrevet den heele Bog. Saavidt Wholaston.

Styrken af disse Argumenter haver Mr. Bayle merket, og derfore søgt efter habile Fienders Exempel at sette Splid iblant sine Modstandere og at bestride en Theologum med en anden Theologi Vaaben. Og er det saadant, som jeg i Materien af forige Epigramma haver viset, hvortil jeg Læseren vil henvise. Jeg vil ikkun her alleene sige dette, at hvor urigtigt den Roterdamske Philosophi Systema er, saa triumpherer han dog mod dem, der sige, at GUD alleene af pur Velbehag fordømmer og saliggiør: iligemaade mod dem, der holde for, at han straffer formedelst Uvidenhed, hvorved de Fordømtes Tal saa merkeligen forøges, at det menneskelige Kiøn i Almindelighed synes at være skabt til Fordømmelse. Jeg haver viset, at man ved en sund Forklaring over Skriftens visse Expressioner kand herudi best bevæbne sig mod Religionens Fiender. Og hvad Helvedes Ævighed er angaaende, da drister jeg mig vel ikke at henflye til Origenismum, men lader mig alleene nøje med at sige, at GUD intet giør, som strider mod hans Retfærdighed og Godhed; item, at en Dommer kand uden 207 Formindskelse af sin Retfærdighed og Sandruelighed indskrænke og moderere sine Trusler. Thi det er med Trusler anderledes, end med Løfter: hine kand modereres, men disse maa til Punct og Prikke opfyldes.