Holberg, Ludvig LIBR. III. EPIGRAMM. 68

LIBR. III. EPIGRAMM. 68

Non tam de Studiis, qvàm de ratione studendi
Lites cum doctis scis mihi sæpe dari.

Saasom jeg ved een og anden Leilighed haver skiemtet med lærde Exercitier, saa have nogle deraf taget Anledning til at afmale mig som en Foragter af Studeringer, ej i agttagende, at det er ikke med Lærdom, men med Maaden at lære paa, som jeg haver skiemtet. Hvad andre holde for Studeringers Befordrelse, holder jeg for deres Sinkelse, og hvad andre ansee som boglige Konsters Zirat, anseer jeg som deres Vanheld. Jeg er af de Tanker, at man med mindre Bevægelse kand hastigere komme til Maalet, at det heller er ved Taushed end ved Bulder, heller ved Tanker end ved Tale, at man bliver lærd. Thi ved det første faaer man alleene Navn af Doctor eller Magister, men ved det sidste bliver man det virkelig. Naar man betragter de store Bevægelser, som dagligen skeer paa høje Skoler og Gymnasier, naar man hver Time hører de lærde Klokker ringe, item Auditoria og Cathedræ at snurre, kand man ikke andet end forestille sig stort og frugtbart 228 Arbeide. Men alt hvad som haver Apparence, er derfor ikke Realitet. Man kand sveede og trettes ved en stærk Gang, men naar man gaaer alleene frem og tilbage, kommer man aldrig til Maalet, men med all saadan Bevægelse er og bliver paa det samme Sted.

Materien bliver gemeenligen den samme, saa at det er Formen alleene, som forandres. Taler, Dissertationer, Programmata, Invitationer ere uniforme udi Idéer, men skilles alleene fra hinanden udi Expressioner, saa at hvad een haver sagt een gang, det selv samme siger en anden paa nye en anden gang. En hver Act kand være god for sig, men den beste Sang kand dysse Folk udi Søvn, naar den repeteres for ofte. Jeg priser dem lykkelig, der kand finde Smag udi saadant, og der med Lyst og Behag kand anhøre de selv samme Ting repeterede udi en anden Stiil. Jeg for min Part kiedes ved monotonier: og troer jeg, at mange andre ere og af samme Smag.

Det er et stort Præjudice imod de gamle Europæiske høje Skoler, at de ere stiftede paa de Tider, da Verden var nedsiunket udi tykkeste Vankundighed; af hvilken selsomme og underlige Smag samme Tiders Stiftelser saa vel udi geistlige som verdslige Sager have været, sees af de Tiders Historier, item af de Lævninger, som endnu ere tilbage, og som ikke ere eller have kunnet reformeres indtil denne Tiid. Det er bekiendt, hvilket Arbeide Lutherus og de fleste Reformatores udi Religionen have haft ved at skille Klinten fra Hveeden. Mange have ønsked, at der vilde og opreise sig en Academisk Lutherus, der udi de fri boglige Konster vilde foretage sig at reformere paa samme Maade. Thi, endskiønt adskilligt i de sidste Tider er forbedret, saa er dog meget af den gamle Surdei endnu tilbage. Man kand dømme om de Tiders Tilstand efter deres Bygninger, da en Gothisk Smag havde taget Overhaand, saa at man saae ikke uden ubehændige og vanskabte Bygninger med mange urimelige Zirater; ligesom af de samme sees endnu mange Levninger: saa er endnu mange Levninger tilbage af den subtile og unyttige Scholastiske 229 Lærdom, hvorved saavel Religion som Videnskabe have faaet Vanskabning, og tabt deres naturlige Simplicitet. Man kunde indskrænke visse Studia, hvorved Mennesker vel blive lærdere men ikke klogere, og derimod med desstørre Iver drive paa andre, som ere nyttige for Kirke, Stat, og udi almindelige fornødne Handteringer. Man kunde afskaffe adskillige Ting, hvilke langt fra at indprente Ærbødighed for boglige Konster, heller tiene til divertissement og at give dem Anseelse af Spectacler. Det er paa slige Strænger jeg ofte haver spillet, og er saadan Censure bleven lagt mig til Last, skiønt den heller tilkiendegiver Ærbødighed end Foragt for Studeringer.

De nye Academier, som udi dette og forige Seculo ere stiftede, synes at være anrettede for at bøde paa den Mangel, som findes hos de gamle Universiteter. Og kand man sige, at man haver samme Academier at takke for den store Fremgang, Videnskabe have haft udi vor Tiid. De ere Societeter, som bestaae af lærde Mænd, hvilke samles paa visse Tider, for at communicere hinanden deres Tanker, saaledes, at enhver lader sine Inventioner og Skrifter see og corrigere af det heele Societet. De foresette og curieuse og vanskelige Spørsmaal at resolvere, og uddeele Belønninger til dem som ere lykkelige i at løse Knuderne. Det er bekiendt, hvormeget Videnskabe ved saadant Middel ere forbedrede, og hvor mange skiulte Ting derved ere komne for Lyset.

Men, endskiønt disse nye Academier ere af stor Nytte i Henseende til Videnskabers Forfremmelse, saa kand man dog dermed ikke lade sig nøje alleene: thi en høj Skole bør have tvende Sigter, nemlig Videnskabers Perfection blant Lærerne, og den raa Ungdoms Information. Dette sidste fattes her, hvorudover almindelige Universiteter, som i begge Henseender ere anrettede, ikke kand undværes. Mine ringe Tanker er derfore, at Universiteter maa conserveres, men med en Correction, som kand befordre disse tvende Hoved-Sigter, saavel i Henseende til Lærere som Disciple. Udi den første Henseende havde 230 man ikkun at udcopiere de nye Academier og at følge den Plan, som de samme have lagt: saaledes, at Lærere skulle communicere deres Arbeide og Skrifter til deres Medbrødre, og intet at lade komme for Lyset, førend det af samtlige Societet var examineret og driftet, saavel i Henseende til Materien som Stilen. Naar dette skeede, kunde man være forvissed om, at ikke uden gode Bøger bleve publicerede. Af de aarlige Dissertationer derimod, som skrives paa egen Haand og paa visse Tider, og hvormed Skribentere ofte iile, at de kand til forordnede Tiid præstere præstanda, kand ikke ventes nogen Fuldkommenhed, hverken udi Stiil eller Materie; thi det heeder da: fac officium taliter qvaliter. Ja mellem de første og sidste Skrifter vil blive ligesaa stor Forskiel, som mellem en Haandværksmands daglige Arbeid, hvilket han til en vis Tiid haver lovet at fuldfærdige, og et Mesterstykke, som han giør for at vise Prøve paa sin Konst.

Disse Regler ere i Henseende til Lærerne. Hvad Disciplerne angaaer, da kunde end større Præcaution herudi med dem bruges; thi et Lands Ære bestaaer ikke derudi, at der skrives mange, men at der skrives faa og gode Bøger. Saadant kand naturligen ikke ventes, naar unge Mennesker i fleng holdes til aarligen at publicere Skrifter, og naar man siger: giør dit Skrift færdig til Trykken, om du vil have din Kost og dit Stipendium. Thi det er let at slutte, hvordan de Bøger blive qvalificerede, som udi en Hast og af Fornødenhed skrives af unge Personer, der hverken have Tiid eller Ævne dertil. Der ere adskillige andre Prøver man kand paalegge Ungdommen, hvorved den kand exerceres, uden at Publicum skal lide derved. Jeg haver ofte givet mine Tanker derom tilkiende: jeg haver ogsaa ved en vis Leilighed søgt at remedere denne Uheld, og at bringe det dertil, at den studerende Ungdom exercerede sig udi Cathedra heller ved Theses end ved ordentlige og udarbeidede Dissertationer, saasom jeg af Erfarenhed var forvissed om, at det sidste var over deres Ævne. Thi ligesom en ung Medicus tillades ikke at giøre

        

231 sin første Prøve paa Konger, Førster og høje Stands-Personer, saa maa en Discipel ej heller tillades at giøre ligesom sin første Prøve paa Publicum: thi hvad som eengang ved offentlig Tryk er kommet for Lyset, kand ikke kaldes tilbage igien. Det heeder derfor: videant censores ne respublica qvid detrimenti capiat. Thi ved umodne Skrifter lider ikke alleene den der skriver, men end og den, der tillader eller byder at skrive.

Jeg haver foruden denne Erindring angaaende Ungdommens Information giort adskillige andre, hvilke jeg her ikke vil igientage. Jeg vil ikkun alleene insinuere et nyt Project, som jeg ved Meditation er falden paa, og hvilket jeg underkaster andres Correction, haabende, at saadant ikke bliver lagt mig til Last, helst saasom jeg kand være authorisered til at giøre et Forslag saavel som utallige andre Projectmagere, der hverken have Alder eller Erfarenhed. Mit Forslag er dette: Eftersom jeg haver mærket, at de daglige Lectiones publicæ er til liden eller ingen Nytte, efterdi nogle faa Personer freqventere de samme, heller af Curiositet og for at giøre sig kiendt af Lærerne, end for at undervises. De faae derforuden paa disse Steder just ikke at høre, hvad de forlange at vide, men hvad Lectores behage at recitere. Ikke at tale om, at utallige Bøger nu omstunder i alle Materier ere skrevne; saa at Ungdommen derudover med større Nytte læser deslige Bøger, som med Fliid ere udarbeidede, end hører, hvad som i en Hast sammenskrives og reciteres. Herudover holder jeg for, at det kunde være nyttigere, hvis Lectores bleve forvandlede til Responsores, saaledes, at de paa visse Tider og Steder lode sig indfinde for at svare til de Spørsmaal, som af den studerende Ungdom bleve dem foresatte; at sige dem, hvad de forlangede at vide, og forklare for dem, hvad de ikke kunde forstaae, udi de Bøger og Skrifter, hvis Læsning de tilforn havde recommenderet dem. Deraf vilde flyde tvende ufejlbare Nytter. Først vilde ingen driste sig til at antage et Lære-Embede, med mindre han fandt sig selv moed og voxen dertil: thi, naar

        

232 Embedet fører saadant med sig, kand ingen skiule sin Uvidenhed, men han blotter sig strax, da derimod enhver kand være Lærer, naar han siger, hvad han vil, og er ingen Spørsmaal underkastet. Det samme vilde og drive Lærerne til idelig Læsning, og at excolere deres Videnskabe saaledes, at de aldrig skulde findes ubevæbnede. Med et Ord at sige, naar den Regel iagttoges, kunde ingen Lærer være eller blive ulærd. I Henseende til Disciplerne var Nytten denne, at de bleve undervisede udi de Ting, som de forlangede at vide, og kunde faae de Knuder løsede, som de selv ikke kunde løse.

Hvad som herimod kunde indvendes, er dette, at Lære-Embedet vilde blive af stor Vanskelighed: thi man siger, at een kand spørge meere end 10 kand besvare. Jeg tilstaaer gierne, at Lære-Embedet vilde blive af Vanskelighed. Men just den Vanskelighed vilde bringe den store Nytte med sig. Nok er det, at herudi er ingen Umuelighed: thi denne Maade at informere paa, haver været brugelig i gamle Dage. Man seer, at de som profiterede Jura, da kaldtes Responsores, og respondere in Jure var det samme som at lære. At een ikke strax kand svare til alle Spørsmaal, bør ikke legges til Last, saasom det er meer end man kand udfordre af nogen. Hvad man ikke kand besvare i Dag, kand man besvare i Morgen eller til næste Samling, og profiterer saaledes baade Læreren og Discipelen af det giorte Spørsmaal; det er just saadant man kalder docendo discere. Saaledes kunde ved en eeneste simpel Stiftelse Lærernes og Disciplernes Tarv tillige befordres, og to Fluer, som man siger, slaaes med en Smekke. Lærerne vilde alle være, og Disciplerne alle blive lærde. Og, naar man til denne eene Stiftelse vilde føje dette, at Theses paa visse Tider bleve foresatte Ungdommen til at udarbeide, og Belønninger uddeelte til dem som stode sig best, vilde ved en nyttig Æmulation Studia opmuntres, og intet uden Mesterstykker komme for Lyset. Hvert Skrift vilde blive et Land til Zirath, boglige Konster, som ved vanskabte eller opkaagede Bøger ere faldne udi Foragt, vilde komme

        

233 udi Æstime; og Kiøberne kunde være forvissed om gode og oprigtige Varer, hvilket ikke kand skee, naar alle skrive propter panem lucrandum eller for at vinde en daglig Skilling, item, naar Skrifter uden foregaaende Censure og Stempel komme for Lyset. Ved Censure meener jeg aldeeles ikke de brugelige Approbationer, hvorved Censores alleene tilkiendegive, at der udi et Skrift er intet, som strider mod Religion og gode Sæder: thi Axel Thorsens Viise, Doct. Fausti Historie, Rolands og Holger Danskes Krønike indeholde intet, som er derimod, skiønt de tiene til intet uden at fordærve Læserens Smag. Men jeg meener ved Censure et lærd Societets Stempel, hvorved gives tilkiende, at et Skrift med Konst, Møye og Skiønsomhed er udarbeidet.