↩ Den er og gudfrygtig, som søger ikke ved Riis og Svøbe, men med sagtmodig og grundig Lærdom at bringe Vildfarende paa rette Vej igien, som ikke fordømmer, men ynker dem, der ere paa vrange og farlige Veje. De kaldes 267 retteligen gudfrygtige, hvilke ikke saa meget med Munden, som udi Hierte øve Gudsfrygt, ja som ere sig altid lige, og ikke ved Paroxysmos dyrke GUd; som ere spage og ydmyge, som holde Fred med alle, og føre alleene Krig med deres egne onde Lyster og Begierligheder, som trøste de Bedrøvede, rekke de Fattige Haanden, klæde de Nøgne, og som ikke hofmode sig og opblæses af Medgang eller lade sig nedslaae af Modgang, men ere fornøjede med GUds Villie, og skikke sig taalmodigen udi hvad Kaars GUd paalegger dem. De ere endeligen retskafne GUds Børn, som vise deres Gudsfrygt ikke udi Theorie, men udi Praxi, ikke udi Tale, men udi Gierninger, og hos hvilke findes ikke en masqveret men en oprigtig Devotion, der stræbe efter det, som er priisværdigt, ikke af Frygt, Ærgierighed eller verdslig Interesse, men alleene af en reen og god Villie; der foragte og træde under Fødder alt hvad som er verdsligt og forfængeligt, men søge alleene at erhverve et ævigtvarende og uforgiengeligt Liggendefæe.