6. Fabel.Dyrenes Kriig imod Menneskerne.
✂ Da det rygtedes engang udi Skoven, at nogle 100de Løver, Elephanter og Tigre udi Spectacler alleene for Menneskernes Tids-Fordriv vare myrdede, indstillede de Afdødes Paarørende sig for Skovens Gud Pan, forlangende hans Beskyttelse imod den Haardhed og Tyrannie, som Menneskene øvede imod andre Creature. Skov-Guden svarede da, at de maatte tilskrive saadan Uheld enten deres egen Feighed, i det de ikke vilde betiene sig af den Styrke, som 295 Naturen havde begavet dem med, eller deres Usamdrægtighed, han raadede dem at sette indvortes Spliid og Ueenighed tilside, og at foreene sig mod deres tilfælles Fiender, som de let med samtlig Magt kunde bestride, efterdi Menneskernes Herredom grundede sig alleene paa Dyrenes Feighed og Usamdrægtighed. Dette Raad blev efterlevet. Een af de anseeligste Løver lod derpaa paabyde et almindeligt Concilium eller Mode, hvortil alle Dyr, saavel flyvende, som krybende skulde møde, for at raadslaae om Ting, som anginge samtliges Velfærd. Et stort Mode blev da holdet udi Begyndelsen af den Maaned Kiriac udi Crocodil-Aaret. Løven gav da udi en vidtløftig Tale tilkiende af hvad Aarsag de didhen vare stevnede, nemlig for at overlægge hvorledes de kunde beskytte sig mod Menneskernes Overvold. Han sagde, at saadant kunde let skee, hvis de vilde kiende deres egen Styrke, og hvis de vilde foreene deres Kræfter mod deres tilfælles Fiender. Han forestillede dem derpaa det store Mord, som var bedrevet paa de ædelste Creature, hvilke Menneskerne havde hidset mod hinanden alleene for Tids-Fordriv. Efterat Løven havde endet sin fyndige Tale, fremtraade en gammel maver Hest, sigende: Velbaatne Herre! Det er ikke alleene mod Løver, Biørne og Ulve Menneskerne øve saadan Tyrannie, men endogsaa mod saadanne Creature, som have giort dem store Tienester, og hvis Velgierninger betales med Utaknemmelighed. Jeg haver, sagde han, tient en Herre, saavel udi Freds- som Krigs-Tider: Jeg haver ofte vovet mit Liv og Lemmer for at redde ham af en og anden Fare: Da jeg blev gammel, saalte han mig til en Møller, hvilken har udi nogle Aar brugt mig udi en haanlig og møysom Trældom, og endelig haver besluttet at skyde mig ihiel, saa at jeg for at undgaae Døden, haver flygtet til Skoven. Derpaa fremtraade en Hund med en afbrudt Lænke om Halsen, som var gandske hæs, saa at hånd ikke uden med stor Nød, kunde fremføre sin Tale. Han sagde: Jeg haver udi 8te Aar staaet i Lænke ved en Port, for at beskytte Huset mod Tyve, og ved min Lyd 296 advare om ubekiendte Personers Ankomst. Med hvilken Nidkierhed jeg haver forrettet saadan Tieneste, høres af mit Bryst, som er blevet reent fordærvet, saa at jeg haver faaet en Svindsoet paa Halsen. Jeg haver dog med Taalmodighed skikket mig derudi, indtil jeg for nogle Dage siden hørte Fruen udi Huuset sige: Denne Hund er til ingen Nytte meere: Herren sagde: Det er sandt, vi vil derfor lade ham ihielskyde i Morgen. Da jeg dette hørte, arbeydede jeg den heele Nat paa at slide mig løs, hvilket ogsaa lykkedes mig, hvorpaa jeg tog Flugten hid til Skoven. En gammel Gedebuk med et langt Philosophisk Skiæg fremkom derpaa med saadan Klage: Jeg haver en Tiid lang tilligemed min Hustrue været i Tieneste hos en riig Bonde. Min Hustrue haver længe forsynet Huuset med Melk, som haver tient ikke alleene til Føde, men endog til Lægedom; men saasom hun for nogle Dage siden blev gaal, saa at hun ikke kunde malke som tilforn, blev hun af den haarde og utaknemmelige Bonde slagtet, og jeg tog Flugten. En gammel Koe, som stod næst ved, sagde: Jeg haver en større Aarsag at besværge mig over Menneskets Utaknemmelighed og haarde Medfart, end Eders Velærværdighed. Jeg tillige med mine Med-Søstre have med Melk, Smør og Ost udi nogle Aar beriget en Forpagter. Tre af mine Sønner, den eene efter den anden, bleve kort efter deres Fødsel castrerede, og efterat de et par Aar havde trokket Forpagterens Plov, bleve de om Sommeren satte paa Græs for mod Høsten at sælges til en Slagter. Disse og andre Klagemaal bleve af samtlige Dyr hørte med Bevægelse. Man besluttede derefter at forkynde Menneskerne Kriig, og et allmindeligt Forbund blev forfattet; som bestod udi 24. Artikle, hvilket blev approberet af alle Dyr og Fugle. Fruerhunde og Mopser alleene vægrede sig ved at samtykke saadant, protesterende solenni-ter derimod. Katten, hverken samtykte eller fordømte Forbundet, men erklærede sig alleene for Neutralitet. Blant Fuglene fandtes ingen uvillige til at træde udi Alliancen, uden Storken, hvilken gav tilkiende at han ingen Aarsag 297 havde til at besværge sig over Mennesker. Løven sagde da: Vi ville ingen tvinge. Vi have ogsaa nok udi de andre Dyr og Fugle. Man lavede sig derpaa af all Magt til Kriig; Dyr og Fugle komme fra alle Kanter, for at lade sig indroullere, og Røgtet derom spredede sig overalt saa ud, at det omsider kom Jupiter for Øre. Han begyndte da at frygte for det Menneskelige Kiøn, og derfor strax lod forsamle alle Guder og Gudinder for at raadføre sig med dem. Da dette blev dem tilkiendegivet, overkom dem en Skræk, saasom de frygtede for Menneskernes Undergang. Momus alleene anhørte dette med Latter, og, da han derfore blev tilrettesat, sagde han: Jeg undrer mig over at finde saadan Eenfoldighed hos Guder og Gudinder. I have jo af Erfarenhed kundet lære, at jo større og vidtløftigere saa-danne Alliancer ere, som bestaae af mange adskildte Nationer, jo mindre Bestandighed have de. Sætter derfor kun all Frygt tilside, thi Forbundet vil adsplides førend Krigen ret begyndes. Udfaldet visede og, at Momus spaaede ret; thi, da Krigshæren var forsamlet, begyndte man strax at tviste om Commando og Æres-Poster: Og, endskiøndt de høyeste Poster efter de fleeste Stemmer bleve overdragne til Løverne, bare Tigre, Leoparder, Biørne og Elephanter Fortrydelse derover, sær Elephanterne, ved hvis Middel store Seyervindinger have været erhvervet. Saaledes blev første Grundvold lagt til paafølgende U-eenighed. Man holdt dog gode Miner, og med samtlig Magt rykkede mod næste Landsbye, hvilken man uden Møye bestormede, og der fik et stort Bytte; Men, da Byttet skulde deeles, opvaktes en heftig Trette om Deelingen. Fuglene, som mer kede, at dette vilde falde ud til indbyrdes Kriig, deserterede om Natten med den største Deel af Byttet, hvorudi de krybende Dyr ikke kunde hindre dem: Den halve Deel af Krigs-Hæren forsvandt saaledes, og de øvrige geraadede udi Klammerie, som ikke endtes uden med Mord og manges Nederlag. Saaledes fik Krigen Ende fast førend den begyndte, og det menneskelige Kiøn blev befriet fra den Uheld, som det truedes med. 298 Denne Fabel lærer, at store og vidtløftige Alliancer, som sluttes imellem mange adskildte Folk, kand ingen Bestandighed have, og at de ere ligesom Veyerlys, der lade sig see og forsvinde paa eengang. Den lærer derforuden, at Dyrene kand have Aarsag at besværge sig over Menneskernes Haardhed; Item, at det kunde blive farligt, hvis de rottede sig sammen; thi, vel give Hænder og Fingere, hvormed alle slags Gevær kand føres, stor Fordeel til Mennesker. De fleeste Dyr derimod ere begavede med saadan Styrke, saa at tusende ubevæbnede Mænd kand fældes af een eeneste Løve eller Elephant.