8. Fabel eller Historie.
Om det tvungne, og dog utvungne Giftermaal.
✂ En middelaldred Mand, som var Peber-Svend, og længe havde siddet ugiftet, endskiønt han var i Stand til at forsørge en Kone, blev engang af sin Ven opmuntret til at begive sig udi Ægteskab. Han gav da tilkiende, sig dertil ikke at være uvillig, hvis han kunde treffe en Ægtefælle, som han kunde være tient med: Bemældte Ven sagde da, at hans Naboe N. N. havde tre skikkelige Døttre, af hvilke han kunde udvælge den, som stod ham best an. Manden forføyede sig derpaa hen til samme Naboe, sigende, at han havde i Sinde at besvogre sig med ham. Dette Tilbud blev med Glæde modtaget af Faderen, som sagde sig at have tre Døttre, alle af lige Skabning, Dyd og Optugtelse: Frieren svarede dertil, at, efterdi saa var, vilde han ikke gaae den ældste forbi. Den ældste Dotter blev derpaa indkalden. Frieren, hvilken hun strax anstod, sagde da: Min Kiere Jomfruel jeg er ikke af mange Complimenter. Jeg vil derfor ikkun med faa Ord spørge, om hun vil have mig til Ægte? Pigen blussede derved, og sagde: Man maa have lidt Tiid til at betænke sig udi en saa vigtig Sag. Vel an, sagde Frieren da, jeg giver hende en Time til at betænke sig. Herpaa gik hun ud, og han satte sig ned for at smøge en Pibe Tobak, leggende sit Uhr paa Bordet. Da han paa Uhret merkede at Timen var forløben, bad han at Jomfruen maatte komme ind igien. Han igientog da sin forrige Begiering, men, saasom Jomfruen af den usædvanlige Maade at frie paa, bildte sig ind, at det skeede af Giekkerie, blev hun ved sit forrige Svar. Hvorudover Frieren blev utaalmodig, og bød sin Hest at sadles for at begive sig paa Hiemveyen igien. Faderen, som fandt sin Regning ved dette Svogerskab, spurde da, om han ikke vilde see den anden Dotter, som maaskee kunde være meere tam eller resolveret. Frieren beqvemmede sig dertil; den anden Søster blev indkalden. Den samme, saasom hun af det forhen passerede havde lært at Frieren uden Ophold vilde have 300 et reent Ja eller Ney, svarede derpaa strax Ja. Partiet blev derpaa sluttet, og Frieren reed bort for at giøre Anstalt til Bryllup, og at forsyne sig med en Copulations-Seddel. Da han var kommen et Stykke paa Veyen, erindrede han, at han havde glemt Brudens Navn. Han reed derfor strax tilbage; Men, da han var kommen til Gaarden, fandt han den ældste Søster staaende udi Døren, hvilken han tog for sin tilkommende Brud, efterdi Søstrene vare hinanden lige. Han sagde da: Min Kiære Jomfrue! jeg glemte at spørge om hendes Navn: Jomfruen, som merkede, at herved var Vildfarelse, holdt da gode Miner og sagde: Mit Navn er Maria. Got, sagde han, og derpaa reed bort igien. Kort derefter kom han tilbage for at giøre Ende paa denne Handel, fremvisende Copulations-Seddelen, hvor det Navn af Maria var indført. Man maatte da sige ham, at det var den ældste Søsters Navn; og at Vielsen maatte opsættes indtil man fik en anden. Frieren smilede da derved, og sagde: Jeg merker nok at den Ældste er mig beskiæret, og det er mig ligemeget hvem af de Trende jeg faaer. Spørger hende da om hun vil have mig. Spørsmaalet var da ikke saasnart giort, førend hun med fuld Stemme svarede: Ja. De bleve derpaa sammenviede, og han tog kiærlig Afskeed med Forældrene, og førte sin Brud hiem med sig.
✂ Fabelen, eller rettere Historien, som siges virkeligen at være passeret i Engeland, lærer, at det som af Himmelen een er beskiæret, kand ved Hendelser ham ikke betages.