Holberg, Ludvig Værker i tolv bind 9: Niels Klim

24. Fabel.
Om Bonden og Hunden.

✂ En riig Bonde mødte udi Skoven en Hund, som advarede ham om Røvere, og sagde, at de vare gandske nær ved, og derpaa vilde redde sig selv med Flugten: Bonden bad ham med grædende Taare at bie for at beskierme sig. Men Hunden sagde, at hans eget Liv var ham kiært, og at det var forgiæves at sætte sig imod saa mange bevæbnede Mænd. Endeligen, da Bonden blev ved at beede, og lovede ham frie Adgang udi hans Kiøkken og Spiise-Kammer, hvis Dørre altiid skulde staae ham aabne, lod Hunden sig overtale til at bie, forladende sig paa sin Styrke og Behændighed. Røverne lode sig derpaa see: Men Hunden angreeb dem med saadan Hidsighed, at 2 af dem bleve omkomne, og den tredie maatte tage Flugten. Efterat denne Seyer var erholden, erindrede han Bonden om sit Løfte, hvorom han paa nye blev forsikkret. Men, da 314 Manden kom hiem og fortaalte sin Hustrue hvad Løfte han havde giort, blev hun heel forbittret, og udøsede saa mange Skieids-Ord, at han maatte love hende at bryde sit Tilsagn. Hunden forladende sig paa den sluttede Accord, lod sig kort derefter indfinde udi Bondens Gaard, hvor han meenede at finde alle Dørre aabne. Men han blev der saa ilde medhandlet at han halvdød af Slag og Hugg maatte vende tilbage.

✂ Fabelen viser, at de største Velgierninger ofte blive ilde belønnede.