Holberg, Ludvig Værker i tolv bind 9: Niels Klim

37. Fabel.
Galtens Hovmod.

✂ Intet Dyr, hvor ringe og uselt det er, haver mindre Tanker om sig selv, end det allerædelste Creatur, hvilket sees af Galten, hvorom haves denne Fabel. En Galt af den Betragtning, som den giorde sig over sin egen Tilstand, bildte sig ind at den heele Verden var dannet for hans skyld. Han saae Solen ordentlig at opstige for Svine-Stien hver Morgen, at meddeele sig dens Lys og Varme, og at skiule sig igien, naar Tiid var at hvile. Den Anstalt meente han at være anrettet for sin Commoditet allene. Han merkede at visse Folk aabnede hver Morgen Svinestien for at bringe ham ud paa Fælleden. Disse Folk ansaae han som beskikkede Opvattere. Han troede, at naar Mennesker kastede deres U-reenligheder fra sig, at det ogsaa skeede for hans skyld, anseende dem som sine Spiise-Mestere. 323 Kort at sige, han udtolkede alle andre Ting til sin Fordeel, og bildte sig ind, at de vare beskikkede alleene for hans Commoditet, og derfore ansaae sig som en Qvint-Essentz af alle skabte Ting, men just, da han engang stod henrykt udi saadan Betragtning, og var færdig at sprække af Hovmod, kom en Slagter, som med Magt slæbede den til Slagter-Bænken.

✂ Denne Fabel kand ogsaa tiene Mennesker til Lærdom, hvilke bilde sig ind, at Alting er skabt for deres skyld, da dog den heele Jord er ikkun som et SandsKorn at regne imod den store og tilsyneværende u-endelige Verden, og at de derfore fortiene fast ligesaa meget at belees, som Galten, naar de meene, at utallige Stjerner ere satte paa Himmelen alleene til Zirat for deres skyld, item at Cometer lade sig see for at advare om een og anden forestaaende Hændelse.