Holberg, Ludvig 73. Fabel. Ræven Varsager.

73. Fabel. Ræven Varsager.

En Ræv, da han var kommen udi Armod speculerede paa adskillige Konster, hvormed han kunde fortiene sin Føde. Saasom han merkede at nogle Varsagere ved deres Spaadomme alleene kunde føde Kone og Børn blant Mennesker, satte han sig for at øve samme Haandverk blant Dyr. Saasom af utallige Spaadomme som sloge feyl, nogle truffe ind, gik det ham som adskillige andre Varsagere, at han kom i Anseelse og fik god Næring. Dette opvakte Misundelse blant hans Medbrødre, hvorudover en anden Ræv satte sig for at beskiemme ham, og at spilde hans Næring. Den samme udgav sig ogsaa for en Varsager, og spaaede med saadanne Omstændigheder, at alle Dyr spiilede Øyene derved. Blant andre Spaadomme var denne, at den gamle Varsager udi den 4de Maaned af det løbende Aar skulde omkommes ved Gift. Den første Ræv blev 348 herover heel bestyrtzet og derfore besluttede hverken at æde eller drikke udi samme fatale Maaned. Men, saasom det varede for længe, faldt han af Sult udi en Sygdom og døde. Da denne Historie rygtedes, giortes en Grav-Skrift over ham saaledes: Herunder hviler Michel, som af Frygt for at omkommes af Gift, døde af Sult.

Fabelen lærer, att naar man vil besnære en Ræv, skal man bruge en anden Ræv dertil: Thi det heder: Cum Vulpibus Vulpinandum. Det er: Med Ræve skal man Ræve fange.