Holberg, Ludvig 97. Fabel. Om tvende Aber.

97. Fabel. Om tvende Aber.

To Aber stode engang ved en Strand-Bred og spøgede sammen. Dette Spøgerie varede saa længe, at den eene stødte den anden ud i Stranden. Den som Skaden havde giort, arbeydede af yderste Kræfter paa at redde sin Medbroder, at han ikke skulde drukne. Han var omsider og saa lykkelig, at han fik ham optrokken, skiønt halvdød paa Landet: Han søgte derpaa, at vederqvæge ham, og sagde: Du maa takke mig, kiære Broderi Du seer hvad Umage jeg haver havt at redde dit Liv. Den anden sagde da: Jeg vilde gierne takke dig, hvis du ikke havde havt Umage med at styrte mig i Stranden først.

Fabelen lærer, at man ingen Tak er skyldig til den, som redder sin Næste af en Nød og Fare, som han selv haver styrtet ham udi.

366