Holberg, Ludvig Værker i tolv bind 9: Niels Klim

125. Fabel.
Æslet Dommer.

✂ En Ræv mødte engang et Æsel, som saae bedrøvet, maver og ilde ud. Ræven sagde: Din Skikkelse giver tilkiende sterkt Arbeyde og slet Føde. Du haver Ret, svarede Æslet, jeg tiener hos en Bonde, som giver mig lidt at æde, men meget at forrette. Ræven sagde da: Hvi slaaer du dig ikke til en anden Håndtering? U-lykken er, sagde Æslet, at Naturen haver nægtet mig og mine Medbrødre sine Gaver. Hør, sagde Ræven, du besidder jo Ærlighed. Det er sandt nok svarede Æslet, men man kommer ikke langt i Verden med den Dyd. Haver du ikke hørt sagde Ræven, at Ærlighed er den fornemste Qvalitet hos en Dommer? Det er sandt nok, svarede Æslet, naar den er geleidet af Forstand. Forstand giver lidt eller intet til Sagen, sagde Ræven, man kand ikke sige, at en Dom er u-retfærdig, naar den er fældet af en ærlig Dommer: Hoved-Sagen bestaaer derudi, at du anseer ikke nogen Person, og at derfore, naar du sidder paa din Domstoel, du tillukker Øyene, og, om du imedens Sagen ageres kand falde i Søvn, er det desbedre; thi i saa Maade kand ingen beskylde dig for Partiskhed. Der kand jeg sagte giøre, sagde Æslet. Godt nok, sagde Ræven da, nu er din Lykke alt giort, og du skal i en Hast blive lige saa f eed, som du nu er maver i Bondens Gaard. Ræven førte ham derpaa ind udi et tomt Dom-Huus, og bad ham ikke at bekymre sig om andet end at sidde med lukte Øyen, og gik derpaa leende bort. Paa Veyen mødte han Bonden, som Æslet tilhørede, hvilken spurte, om han ikke havde seet et Æsel, som var 383 bortkommet? Ræven sagde: Jeg saae et Æsel nyeligen, som gik ind i dette Huus. Bonden forføyede sig didhen, hvor han fandt Æslet siddende paa en Domstoel med tillukte Øyen. Han raabte da saa høyt, at Æslet vaagnede derved, og sagde: Hvad Pokker bestiller du her? Æslet svarede: Jeg sidder her Husbondl og dømmer: Mig synes sagde Bonden, at du heller sidder og drømmer, jeg seer jo ingen, som du kand dømme: Man skal ey heller see nogen, sagde Æslet; thi min Læremester Mikkel haver sagt at Justitia skal være blind. Jeg mærker nok, sagde Bonden, at du taabelige Creatur, efter Sædvane er narret, hvorpaa han stødte det ned af Dommer-Sædet, og pryglede det hiem.

✂ Fabelen lærer, at, endskiønt Ærlighed er en Dommers Hoved-Qvalitet, saa kand dog dermed intet udrettes, med mindre den er geleydet med Forstand og Videnskab.